|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 3, 2021 21:59:46 GMT 1
Des mere hun fortalte, des mere fornemmede Matthew hvad han havde at gøre med. Han strøg fortsat hendes hånd men mindre insisterende, som for langsomt at slippe hendes sind i sit greb, men uden at lade hendes hånd ud af sin. Hans fingre kom langsomt til et ophold ved hendes knoer som han holdt let om i et mildt greb og han studerede hende med hovedet lidt på skrå.
"Penelope Von Essen, jeg tror Gabriel har haft ret i at du bestemt har været speciel," sagde han. "Vampyr er du ikke, for dit hjerte slog som en dobbelstortromme da du trådte ind i kontoret, men du dufter som en sommerdag på engen, og den måde du beskriver din mor for mig fortæller mig at du højst sandsynligvis har alfae-blod i årerne. Vidst du ikke det? Hvis ikke, så vil jeg gerne tilbyde min hjælp til at få dig i bedre balance. Men," som han havde holdt inde med sine kærtegn på hendes hånd for at lade hans orde glide ind i hendes bevidsthed uden modstand, begyndte hans finger igen sine glidende, flygtige kærtegn over hendes håndryg og han lænede sig nærmere hende, "jeg må vide om denne nye viden vil være et problem?" han strakte sin anden hånd ud og lod den atter glide over hendes kind og gennem hendes hår som for at vise hende hvor meget i sikkerhed hun var. Hans fingre skilte hendes lokker som sand imellem dem, lange strøg, beroligende og omsorgsfulde.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 3, 2021 22:12:23 GMT 1
Han fangede hendes fulde opmærksomhed ved at bruge hendes navn. Havde hun overhovedet givet ham det. Jo vidst nok til at starte med, fordi hun havde været usikker på hvad hun skulle sige. Men hans ord kom klart igennem og hun skulle lige til at kommentere på at Gabriel havde haft ret, da Matthew så lavede en drejning på svaret. Så hun var ikke vampyr. Det havde hun haft ret i så. Hun mærkede varmen stige om i hendes kinder som han kommenterede på hendes hjerteslag da hun kom. Havde han vidst det så længe? Man hvad var hun så? Matthews snak fik hende af uforklarlige grunde til at smile. et smil der stoppede, som fyrsten nævnte en anden race. "Alfae?" hun forstod det ikke rigtig. "En fe? men bor de ikke ude i engene? Jeg kan ikke være... Jeg er ikke en alfae. Hvordan skulle jeg være det?" Hun forstod ikke hans ord og så på ham. "Er jeg ikke i balance? hvordan kommer jeg det?" Hun glemte dog panikken da han så småt begyndte at kærtegne hende. Det føltes så rart. "Det er ikke et problem." sagde hun bare og pressede hovedet let imod hans hånd der var viklet ind i håret.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 4, 2021 12:06:56 GMT 1
Hendes hud var varm og blød som silke badet i sommerens gyldne solstråler, håret glat og nemt at glide igennem med stille, rolige, blide bevægelser. Han sad og betragtede hendes salige ansigtsudtryk og så forandringerne fra den ene tilstand til den anden og tilbage igen, som en vekselvirkning mellem dag og nat.
"Alfae kan færdes blandt mennesker, det er ikke uhørt at de kommer til civilisationen og formerer sig med mennesker inden de trækker sig bort igen til deres naturlige habitat," forklarede han med rolig stemmeføring så hun kunne få det hele med. "Men det ved du allerede? Hvordan ved du hvad Alfae er hvis du bare er normalt menneske?" spurgte han undersøgende og en smule mere insisterende end hans tonefald netop havde været. Han kunne ikke forestille sig at hun var en del af den ondsindede fraktion af Paranormia, men hvordan havde hun så kendskab til en overnaturlig race hvis ikke igennem organisationen? Og vidste DE at hun var med alfae-blod?? En del spørgsmål trængte sig på og hun kunne måske kun selv give svar i begrænset omfang, men det åbnede ikke desto mindre en del muligheder og hans smil veg ikke fra hans mundvig mens han sad og mærkede hende læne sit hoved mod hans håndflade mens han kærtegnede hendes ansigt.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 4, 2021 14:38:58 GMT 1
Pen følte sig meget mere rolig nu end hun havde gjort tidligere og var også noget mere afslappet. Hun havde egentlig glemt alt om Gabriel og hende vampyren i den røde kjole. Den var da rød, var den ikke? Hun var faktisk ikke sikker, men hvad betydning havde det også?
Pen lyttede nøje efter hans ord og valgte ret hurtigt at kunne tage dem for gode vare. Det var dog stadig lidt meget at rumme lige nu. Hun kunne ikke være en fe. Det kunne jo ikke give mening. Særligt når der aldrig var nogen der havde fortalt hende om det. De måtte da vide det i organisationen? Intet andet kunne give mening.
Hun rystede på hovedet, som han konkluderede hun kendte til racen. "Jeg ved ikke noget om det." Indrømte hun ærligt. "Det var vel bare et tilfælde."
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 4, 2021 17:52:31 GMT 1
En lille trækning ved øjnene viste at han ikke helt troede på hende, men samtidig var det også svært at afgøre om hun talte sandt eller ej. Ganske rigtigt var de fleste folks association med feer vel, at de boede ude på engene eller i skoven, så hendes slutning var vel logisk nok. Han rettede sig derfor op og trak sin hånd til sig fra hendes kind mens han stadig strøg hendes anden hånd over håndryggen, lidt langsommere igen, som for at lade hende komme op til overfladen.
"Lad mig hjælpe dig med at finde dit sande selv, hvis du tilgengæld hjælper mig," sagde han mildt inden han endelig gav helt slip på hendes hånd. Han rejste sig og tog en glitrende krystalkande med vand og skænkede hende et glas som han rakte til hende. "Jeg leder efter folk som dig, der ikke er opdaget af menneskene, til at hjælpe med at skaffe informationer fra en bestemt organisation. Det er ikke nemt at komme ind i den, men jeg kan med lidt held skaffe dig en plads hvorfra du kan være mig behjælpelig. Tilgengæld kan jeg sætte dig i forbindelse med undervisere fra nogle af de skoler, der specialiserer sig i at hjælpe og træne folk som dig, folk med magiske evner," forklarede han mens han stod foran hende, hænderne nu foldet bag ryggen igen og det blå blik hvilende på hendes ansigt for at se hendes reaktion.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 4, 2021 20:57:56 GMT 1
En fjern fjern stemme i hovedet på hende mindede hende om at være forsigtigt, mens en anden stemme fejede det af. Han var jo så sød, han ville sikkert ikke gøre hende noget. Havde han tænkt sig at bide hende, så ville han vel have gjort det for længst, så hun ikke så for meget af deres palæ. Han tilbud var måske det bedste ved det. For hvis han havde ret. Hvis hun virkelig var en fe, så var det nok på sin plads at træne sine evner. "Skal jeg hjælpe dig? Hvordan?" Hans længere forklaring der kom efterfølgende, fik hende til at synke og blive yderst utryg ved det hele. "Og.. den her organisation... du vil have mig ind i den?" Hans berøringer af hende var stoppede, men hvornår? Hun havde faktisk ikke lagt mærke til det. Ikke før nu. Hendes hånd virkede pludselig så kold. "Jeg øhm.. Jeg tror måske jeg kender den." Hun var nødt til at sige det. Måske var det bedre at hun sagde det end at han fandt ud af det. Bare hun overlevede! Bare hun kom herfra, så måtte hun finde ud af alt det andet bagefter.
Pen følte sig varm og tørrede sig over panden, skønt der ingen svedperler var. Hun var bare ved at mærke utrykheden igen.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 4, 2021 21:04:15 GMT 1
En næsten umærkelig trækning ved hans overlæbe fik den til at kruse sig lidt opefter, som en knapt synlig snerrende grimasse.
"Kender du den? Jamen hvilken organisation er det så? Og hvordan kender du den?" spurgte han med så meget kontrol som han kunne mønstre. Hun virkede som uskyldigheden selv, som om hun haved været på det helt forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt denne aften for at kunne havne her, men samtidig var han interesseret i hvilke muligheder han havde at arbejde med hende. Han fandt langsomt sin plads igen og lagde sin hånd på hendes. Ingen kærtegn, ingen strøg, men en tung vægt der holdt hendes hånd fanget mod armlænet.
"Hvis du fortæller mig de rigtige ting, miss Essen, kan vi komme rigtig langt, du og jeg," sagde han med et forsikrende tonefald og sigende blik på hende.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 4, 2021 21:22:52 GMT 1
Det var så pokkers svært at aflæse ham, han var kold at kigge på og de små træk han viste gav hende intet at arbejde med. Men sandheden var også, at hun var endt i en blindgyde og der var ikke længere nogen vej ude. Hun var fanget! Meget fanget!! Hun nikkede langsomt, men holdt nu blikket på ham. "Paranomia? Jeg.. arbejder der. Jeg har ikke været der så længe. Men.. Det er altså ikke derfor jeg er her. Jeg ved ikke hvorfor Gabriel tog mig med.." Hun rynkede brynene lidt og bed sig i læben. "Okay, jeg har måske en ide om, hvorfor han gjorde det. Men du... du må ikke gøre mig fortræd." bad hun så og rykkede sig længere ud på stolekanten. Hun kunne ikke bare sidde tilbagelænet nu. Det var pludselig blevet meget alvorligt det hele. "Hvad er det for nogle ting du vil vide? Jeg ved ikke om jeg overhovedet har kenskab til dem." Hånden var tilbage på hende og hun sad i sit stille sind og ønskede om mere. Hun følte sig så fanget af ham, men ikke på en måde så hun turde også at række ud efter ham. Hvad skulle hun gøre? Hun var så forvirret og samtidig var hun en anelse ligeglad. Bare Matthew blev ved med at kærtegne hendes hånd!
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 4, 2021 22:04:32 GMT 1
Matthew lod blikket glide over hende. Et enkelt strøg over hendes håndryg fra hans fingerspidser viste hende hans velvilje. Han kunne næsten mærke de små hår sitre over hendes hud.
"Hvilken idé er det?" spurgte han, hans ord som små dråber vand der sydede på en varm pande. Han lagde mærke til at hun havde rykket sig lidt og smilede beroligende til hende. "Paranormia er en stor organisation. Jeg søger viden om hvad de har af informationer om os," han gestikulerede til omgivelserne, "til min familie, mine forehavender. Måske kan du hjælpe med at etablere nogle kontakter indenfor organisationen, snakke med dem, få deres tillid og derefter fortælle mig hvad du ved, hm?" foreslog han, hovedet lidt på skrå og hans fingre lukkede sig mere om hendes hånd som i et greb. Han rejste sig langsomt fra stolen og guidede hende op og stå ligeledes eftersom han stadig holdt hendes hånd. De stod foran pejsen, de knitrende flammer kastede deres varme skær op ad dem. Han kunne se dem danse i hendes briller. Han rakte op og strøg hendes kind. De var nu tæt nok på til at han kunne få præcis det han ville have haft. Den endegyldige fornemmelse af hendes væsen. Og han kunne dufte blodet, der brusede i hende, en elv af lys og liv gemt under en skæppe.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 5, 2021 19:43:24 GMT 1
Det var så interessant at kigge på Mr. Darklighter hele hans væsen var roligt. OG så alliegevl ikke roligt, men måden han bevægede sig på var nærmest svævende. Han virkede så selvsikker og beslutsom samtidig med at han virkede meget rank og ikke mindst enormt stolt. Det var intimiderende at være vidne til.
Hun fugtede læberne med tungen, og kiggede rundt. Var der ikke noget vand før et sted? Hun kunne virkelig godt bruge noget væske til sin tørre hals, der virkede til at være ved at krakelere indefra. "Jeg mødte ham i metroen. og.. Jeg tror måske han så mig kigge på en lille pøl af blod." Hun prøvede at genleve sig situationen i hovedet. Jo det kunne godt passe. "Det var derefter han kom over og snakkede om at være vampyr." Hun kom ikke nærmere ind på detaljerne ved denne bizarre snak der havde været, men Matthew kendte vel allerede de vigtige detaljer af den. Hvorfor vidste hun ikke, der var bare et eller andet ved ham, der gav hende en følelse at at man ikke kunne skjule noget for fyrsten.
Hun lyttede til hans ønsker og nåede slet ikke at stoppe sig selv, før hun sprang hovedkulds ind i samtalen. "Os? Som i vampyrer eller mener du mere Darklighters?" Der var helt sikkert forskel. Det indrømmede hun da også gerne overfor ham. "men jeg ved altså ikke hvor mange kontakter jeg kan skabe. Jeg er ret ny forstår du." Hun ville gerne.. Eller det ville være forkert, men noget i hende ville gerne gøre fyrsten glad, for så kunne det være han fortsatte den rare behandling af hende. Han trak hende op at stå og hen til pejsen. Det lunede. De stod meget tæt nu og hun prøvede ikke at lytte til de tanker der var i hovedet på hende lige nu og i stedet stod hun derfor lidt anspændt ret op og ned.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 5, 2021 20:04:20 GMT 1
Det evige smil der prydede hans læber spillede i skæret fra de legende flammer der slikkede omkring trækævlerne i pejsen. Det fik skyggerne til at lege hen over hans ansigt, hvor det var svært at afgøre om han stadig smilede eller om det netop blot blev et trick fra lyset.
"Vi er ikke alle vampyrer, men den største gren af familien er," forklarede han roligt. Han forstod hvorfor hendes nysgerrighed boblede op til overfladen. Hun var vel fra en organisation der studerede overnaturlige væsner på afstand. Og nu stod hun her, helt tæt op ad ham, hans ene hånd omkring hendes hvor hans fingre strøg kælent, blidt over hendes hånd og den anden hvilede mod hendes kind, hvor hendes varme næsten brændte hans kølige marmorhud. Hendes forklaring på hendes møde med Gabriel tog han som gode varer. Der var ingen grund til at dvæle ved det. Hun var dér nu og det var det vigtigste.
"Men jeg tror netop at en ny person i organisationen ville kunne skabe bedre forbindelser end en gammel, der har set sin del af intriger og eventuelle konflikter," forklarede han mens hånden mod hendes kind strøg ned til hendes hals og en finger gled op og ned ad huden hvor han kunne mærke hendes hovedpulsåre dunke hårdt imod hans fingerspids. Lokkende, dragende, sælsom. "Du er noget specielt, Penelope, og du kan være noget specielt for mig. Hvad siger du til det?" hans mørke stemme var varm, lavmælt og inviterende. Kom med mig, sagde han uden et ord til hende. Kom med og du vil få et liv som du aldrig kunne forestille dig.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 6, 2021 18:06:30 GMT 1
Hun burde jo nok egentlig panikke over, hvor tæt hun stod på denne vampyr og ikke mindst skynde sig væk fr ham og i sikkerhed, men i stedet var hendes vejrtrækning rolig, nærmest døsig i hans selvskab. Hans stemme var som en trance for hende. Så hun blev lullet ind i og svøbt i. "Virkelig? Men du er vampyrfyrste? Har jeg ret? og Gabriel var vampyr. og hende.. Isobel var også? Er der andre grene af.. overnaturlighed?" spurgte hun nysgerrigt ind. Hun ville gerne vide mere. Aller helst om ham. han stod så tæt på og var så pæn. Hvorfor havde hun egentlig først set det nu? Hun lod hovedet tippe lidt på skrå og inspicerede hans ydre for virkelig at se på ham, nu de stod så tæt.
Så mærkede hun ham flytte hånden fra hendes kind og ned på hendes hals, så det gav et sug i maven på hende. Skulle han til at kysse hende? Tanken om netop dette fik hende til at fugte læberne med sin tunge. Bare lige hvis nu.
Han havde måske også ret i hvad han sagde om at det var lettere for en ny end for en mere etableret. "Jeg vil gerne være noget specielt for dig. Kan jeg det?" hun så håbefuldt på ham. mens hun fornemmede lysten til at følge med ham hvor end han ville hen. Det gav god mening at blive hos ham og så hvor han kunne hjælpe hende hen i livet.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 6, 2021 18:49:30 GMT 1
Han stod og betragtede hende, så salig hun var, hendes kind mod hans hånd som en svane der gemte sit ansigt mod sin vinge. Blodet dunkede under hans fingre som de hvilede mod hendes hals og hans hånd der havde holdt hendes slap hende og lagde sig istedet på hendes hofte, stabiliserende, for at holde hende tættere. Hans smil varierede i de flakkende flammers skær og hans øjne var klare og blå som en frostklar morgen.
"Vi er en familie af vampyrer, men nogle grene har giftet sig med andre racer såsom daemons og fae-folk," forklarede han lavmælt. Hånden slap hendes hals og hævede sig for at stryge en lok af hendes hår bort fra hendes ansigt inden den vendte tilbage til dens udgangspunkt hvor pulsen næsten sendte et ekko igennem ham.
"Jeg er sikker på at du kan være noget meget specielt for mig, Penelope," sagde han mens hans blik søgte over hendes ansigt. "Hvis du til gengæld lover at gøre præcis det jeg beder dig om, uden spørgsmål, uden at tvivle. Kan du det?" spurgte han, og hans stemme havde antaget en alvorligere tone.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 6, 2021 19:00:19 GMT 1
Penny lyttede opmærksomt til at han fortalte om Darklighter familien, og hæftede sig særligt ved at nogen havde giftet sig med Fae-folk. Altså nogen der var som hende, eller hvert fald halvt. Det betød også at der var en mulighed for at hun kunne møde nogen af dem! Hvis hun var heldig og hvis hun holdt sig på godt for med familien og særligt dennes overhoved.
Hun mærkede hans hånd på hendes hofte og gispede kort, men slog ikke blikket væk. Hun måtte blive ved med at se på ham. Det var alt hun ønskede lige nu.
Hun begyndte at føle sig særlig i hans øjne og kunne lide ideen derom. Måske de faktisk ikke var så slemme som hun havde hørt og måske hun kunne ende med at høre til her, hvis altså hun måtte. så selvfølgelig ville hun gerne spille sine kort godt, og nikkede derfor til ham. "Det lover jeg. Det kan jeg godt. Får jeg så mulighed for at møde nogle Fae-folk? mulighed for at arbejde med mine evner?" Spurgte hun ind med en stemme der nærmest dryppede af håb.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 6, 2021 19:32:08 GMT 1
Smilet blev bredt nok til at der ikke længere var nogen tvivl; det orange skær glødede i de små spidser der indikerede hjørnetændernes drabelighed. Han kunne ikke lade være med at more sig over hende.
"Min fætter er rektor for universitetet her i byen, og en af hans stab er alfae. Hun ville sikkert kunne give dig nogle lektioner, hvis du er interesseret," sagde han og strøg hende let igennem håret. "Så længe du gør præcis hvad jeg beder dig om og ikke modsætter dig mine ordrer, så er jeg overbevist om at vi nok kan have masser af glæde af dit selskab," hans blik gled til hendes læber, velformede, pulserende næsten ligesom hendes dunkende hals. Han mærkede duften, dragende, tæt på at være uimodståelig. Havde han overhovedet fået blod her til aften? Han havde måske været lidt for fordybet i arbejdet, og glemt at bestille et bloddyr så han kunne få sin lyst stillet. Han sukkede tungt, ikke at han egentlig havde brug for det, men det var en måde at modstå fristelsen til at dykke for at kysse hendes lokkende læber og samtidig begrave sine hugtænder i hendes varme kød og lade blodet fylde hans mund. Måske var muligheden tæt nok på nu hun lod til at være villig i hans selskab?
|
|
