Modbydelige blikdåse...

Han havde vandret byen tyndt. Endnu en aften, endnu en kedsommelig, stille aften. Der var næsten for stille, som om der hang noget i luften og dirrede, en tung dyne, en pirrende tavshed der fyldte tomrummet mellem ham og resten af verden. Han så folk flyde forbi ham, glimtvise skygger som farvede spøgelser, fjerne, uformelige. Han sukkede mens han stod ved trapperne og af en eller anden uransagelig grund satte han kurs ned mod tunnellerne der indeholdt den berygtede metro, der forbandt London på kryds og tværs. Til trods for vinterens bidende blæst igennem byens gader havde han blot en sort jakke over den lyse trøje og de klorblegede jeans. Han gik ned mod perronen. Hvad end tog der kom ville han sætte sig ind i, måske udse sig et ensomt offer, og følge det til han kunne overmande det og få tilfredsstillet sin tørst. Det var det eneste der kunne tage lidt af den skam der havde hjemsøgt ham siden sidste gang han havde efterladt Angelique sovende som et lille lam i himmelsengen.

Han stillede sig for sig selv og stak hænderne i lommerne da han bemærkede en bevægelse ud af øjenkrogen. En kvinde havde rejst sig og sad på hug ved en skraldespand. En trækvind gennem tunnellen foran dem bar duften af brugte pizzabakker og halvtomme Starbucks-kopper med sig, men noget andet blandede sig ind, en duft stærkere end sprit, mere gennemtrængende og som en krog hægtede den sig i hans næsebor. Blod. Og ikke hvilken som helst slags. Normalt var det nemt at undertrykke duften af menneskeblod når man bevægede sig rundt imellem deres svedende, prustende kroppe, gemt under sludfugtige jakker og uldhuer. Men her var noget helt andet. Noget der ikke passede ind hernede i det stofrørsbefængte mørke. Han drejede langsomt hovedet og fulgte interesseret kvinden med blikket mens han bevægede sig, som stod han lidt utålmodigt på stedet, et par skridt nærmere hende for at se hvad hun foretog sig. Han kunne vente til hun steg ombord på et tog, følge efter hende til hun stod af igen, tage sig tid og finde hendes bopæl... Eller han kunne tage kontakt til hende inden? Han var usikker på hvad han skulle gøre, så han valgte blot at observere hende på afstand men med et lidt hævet øjenbryn, måske i håbet om at hun så at han så hende sidde på hug og rode på jorden. Der var efterhånden øde på perronen, meget atypisk for undergrunden i London, men af en eller anden grund var den nu stille som graven. Endnu en trækvind ruskede lidt i nogle efterladte aviser der lå sørgelige og forladt for foden af en søjle i midten af perronen, hvor de gamle plastikbænke stod plettede og hærgede efter års slitage. Det ville ikke være svært at lægge mærke til ham. Hun skulle bare se op, så stod han dér.

I et kort splitsekund havde hun vitterligt set ud som om hun var på vej til at smage på det, der lå på jorden. Han var ikke helt sikker på om han væmmede sig eller var fascineret. Det var svært at sige hvilken følelse der var stærkest, men han skubbede det meste bort da kvinden lod til at opdage ham og gå ham i møde, afslappet, nonchalant, som om intet var hændt. Det var ikke det på jorden der havde fanget hans lugtesans. Det var hende. Det var først da hun var tæt på ham at det gik op for ham.
"Øh C168?" spurgte han og skævede til et af de digitale skilte der hang ved perronen. Den grønne skrift flimrede lidt men viste ingen tegn på at linje C168 ville dukke op lige foreløbig. "Nej, jeg er lige kommet herned," sagde han og trak på skuldrene mens han så vurderende op og ned ad hende. Havde hun ikke hørt om teleportationsplatformene? De var jo langt hurtigere end metroen. Og da hun nævnte manglen på mennesker, så han sig omkring.
"Ja, det er vidst kun os lige nu," sagde han og skævede til hende mens han så rundt, før han rettede blikket tilbage på hende mere fast. "Hvor skal du henad?" spurgte han, både nysgerrig men også mildt undrende. Han havde lyst til at give pokker i aftenen og tage hende med hjem. Måske kunne hun lindre det hul i brystet hvor hans skam syntes at bide og kradse på indersiden af hans døde hjerte.

Han spidsede læberne lidt til mens han overvejede mulighederne. Et stykke uden for centrum var jo et vidt begreb. Og så var der hendes duft. Den var ikke nem at placere. Var hun et overnaturligt væsen eller ej? Han var nysgerrig og det var svært for ham at ikke at indrømme for ham selv, at han ønskede at finde ud af mere om hende. Hvis hun var, hvorfor tog hun så ikke platformene? I London var der et væld af dem, skjult for dødeliges blikke, og som kunne få hende fra A til B på få sekunder.
Han fremmanede et skævt smil mens han så op og ned ad hende så hans grønne øjne antog en glød af slet skjult interesse for hende.
"Det kender jeg godt, det er næsten nemmere at finde arbejde derude end herinde i centrum for tiden," sagde han med et skuldertræk. Hans fingre legede med en glatsleben, rund kugle i hans lomme mens han stadig tænkte over hvad det næste skridt ville være. Der var lidt tavshed imellem dem, en stille stund hvor man kunne høre fodslag i gangene et sted. Måske var de på vej herned til perronen, måske på vej til et andet sted i metroen. De fortonede sig i det fjerne og de var stadig alene. Han fugtede læberne og tog mod til sig.
"Hvis du skulle med C168 kan du tage H20. Det er den jeg skal med. De kører vist nok i nogenlunde samme retning, gør de ikke?" foreslog han og smilet forstummede ikke. Han slap den glatte kugle i lommen og traf beslutningen idet han rakte hånden frem til hende. "Jeg hedder Gabriel, forresten. Dig?" spurgte han.

Det var en flygtig fure af undren der gled over hans ansigt da hun tog hans hånd og præsenterede sig. Han så den rødlige tone på hendes fingerspidser, den kradsende duft af dyreblod bar sig ind over hendes aura. Havde hun stukket fingrene i rotteblod bag en skraldespand på en perron i midten af Londons metro? Han overvejede kort hvilke konsekvenser det ville have, men hvis hun var et magisk væsen ville det næppe gøre det store indhug i hendes helbred. Desuden... var hun fascineret nok af blod til skødesløst at røre ved det for at undersøge det? Han blev mere og mere nysgerrig på hende, og smilet var skævt men også forundret.
"Penny så?" spurgte han med et lille nik til hende som for at få hendes anerkendelse af at han måtte kalde hende det samme. I det fjerne kunne toget høres komme raslende hen ad skinnerne. Tunnellens gabende mørke åbning blev skåret op af to forlygter på toget som det kom hen til perronen og stoppede. Han nikkede mod det og slap hende. "Skal vi?" han gik hen til den nærmeste dør der gled op og afslørede en næsten tom kupé på nær et par i den fjerne ende hvor der sad nogle få andre passagerer.
"Hvad arbejder du så med?" spurgte han interesseret som dørene gled i og toget satte sig i bevægelse. Han hadede følelsen. Det var indelukket og klemt, til trods for at der ikke var så mange ombord.

Han trak lidt på skuldrene. Kontorjob, sagde hun? Jo hun lignede det lidt. Sød, måske lidt fordybet i tal eller noget andet nørdet. Var det noget man startede med? Hvor gammel kunne hun overhovedet være?! Tankerne strøg igennem ham som fisk i en stime og han syntes ikke at kunne gribe nogen af dem længe nok til at få formuleret en sætning, der ville give mening at sige højlydt. Han endte med at hæfte sig mere ved hendes spørgsmål til ham.
"Jeg er bartender," svarede han med et skuldertræk. "Men jeg har tidligere tilbragt nogle år som model, men det var superkedeligt," han lod en lille latter undslippe sine læber mens han stod og holdt fast i en af løkkerne der hang fra stangen over dem. Han stod foran hende og så ned på hende, stadig smilende og måske lidt mere afslappet end hun så ud. Hendes skuldre sad næsten helt oppe omkring ørerne på hende og hans øjne blev lidt smalle i det mens hans smil langsomt forstummede.
"Er der noget galt?" spurgte han undersøgende. Hun virkede unaturligt anspændt næsten, mens toget brummede og vibrerede igennem tunnellerne.

Han grinede lidt af hende da han så hendes kinder blusse over hendes ord. Han slog det hen med et vift af hånden.
"Det skal du ikke spekulere på, jeg kender det godt, jeg plejer faktisk næsten aldrig at bruge metroen. Man føler sig så fanget hernede, du ved?" han så sig ligeledes lidt rundt inden han så tilbage på hende med et smil. "Jeg forstår ganske godt hvordan du har det," tilføjede han som en form for, hvad beroligende kommentar? Han lo atter, lidt mere godmodigt måske end første gang.
"Nårh det var heller ikke på samme tid," sagde han henkastet. "Jeg vaaaaaar... 18 da jeg begyndte som model, og stoppede da jeg var 25. Du ved, der er et bestemt tidspunkt hvor man er mere "eftertragtet"," han lavede gåseøjne i luften, "hvis du forstår. Såeh jeg har været bartender i et par år nu," afsluttede han. Det var hvad han som regel sagde, og det passede godt nok. Folk troede som regel på det, for han så ikke meget ældre ud end slutningen af 20'erne i det mindste.
"Jeg er 27," sagde han imens han tog hende i lidt bedre øjesyn inden han bøjede sig lidt nærmere ned over hende. "Var det blod du havde på dine fingre?" spurgte han uden tøven men lavt nok til at det var knap hørligt over lyden af togets brummen. Han bed sig lidt i læben og den svage antydning af den spidse hjørnetand var glimtvis synlig over hans læbe mens han smilede skælmsk. "Det er ok, jeg kender det godt, det er sgu svært at holde fingrene fra, men næste gang," han trak på skuldrene, "så er det nemmere at vente på nogen man kan, du ved," han gjorde et vrik med nakken "hive med ind i skyggerne så der ikke er nogen mennesker der ser det. Bare sådan, til næste gang," han blinkede sigende til hende. Han havde efterhånden antaget at hun var vampyr, måske lidt skødesløs og lidt ung i det. De havde som regel sværere ved at få bugt med trangen og selv dyreblod kunne virke tillokkende hvis de var virkelig sultne. Hun var vel en kontormus der var blevet forvandlet for ikke så længe siden og måske var efterladt uden at vide hvad hun var. Han kunne måske tage hende med hjem og introducere hende for Matthew. Han var trods alt fyrste af vampyrerne og kunne hjælpe den nødstedte vampyrpige til at få indsigt i sin nye tilværelse.

Han grinede og endte med at svinge sig fra løkken fra stangen og ned i sædet ved siden af hende, som for at skærme hende fra de andre i den lange, åbne kupé. Toget var standset, han havde knap lagt mærke til det, og dørene gled automatisk op men ingen steg ombord eller forlod toget. Han mistænkte en af de andre passagerer sågar at være faldet i søvn længere henne. Han mødte hendes blik og denne gang var der ingen tvivl da han smilede så de små spidser kom til syne i hver side af hans mundvige.
"Har du ikke... har du ikke prøvet det før?" spurgte han mens han rakte ud og tog en af hendes hænder som for at berolige hende. Hun var kølig, så vampyr var stadig på listen over de mest indlysende ting hun kunne være. Han vidste selv at hans fingre var kolde, men det ville vel ikke komme bag på hende.
"Det er ok, Penny, du skal ikke være bange. Har du kun prøvet dyr indtil videre? Det gør de fleste hvis de ikke helt ved hvad der er sket i starten," han kastede et blik rundt inden han så tilbage på hende, åbent og ærligt, som gjorde han hende en tjeneste. "Jeg har måske ikke været helt fair, men jeg nævner aldrig hele mit navn, du ved. Man ved ikke hvem der kender hvem, men min far er Lord Darklighter, du ved, vampyrfyrsten," det sidste ord var næsten hvisket som for ikke at vække for meget opmærksomhed fra omgivelserne.
"Hvorfor kommer du ikke med mig til palæet? Jeg er sikker på at han kan hjælpe dig hvis din skaber bare har efterladt dig," foreslog han og følte sig næsten helt stolt af at have hjulpet en ung vampyr til en forhåbentlig bedre tilværelse.