|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 1, 2021 21:31:33 GMT 1
Penelope stod bare roligt og så fra den ene til den anden, mens hendes skuldre der havde siddet helt oppe i ørerne, nu langsomt dalede ned til normalt højde og hun roligt fik gang i vejrtrækningen igen. Hendes hjerte havde sat afsted i nervøs galop men også det fik hun langsomt ro på. Lige indtil at denne Isobel fortalte at Han sad på kontoret og var i dårligt humør.
Pen drejede hovedet og så på Gabriel og bad til han ville lytte."Gabriel. Måske vi skal vente til en anden dag. Jeg synes ikke vi skal forstyrre Hr. Darklighter, hvis han er i dårligt humør." Det virkede som en rigtig rigtig dum ide! Som i dårligere end hoppe i havnen uden at kunne svømme!
Hun så igen på Isobel og prøvede at smile høfligt til hende. "Tak." fik hun så fremstammet som det eneste.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Dec 1, 2021 21:47:14 GMT 1
Gabriel lyttede ikke helt efter Penelope mens han så efter Isobel, der forsvandt ude af syne. Han tog et mere fast tag, som om hans beslutsomhed var en resolut modstand imod Isobels ord, og han trak Penelope med op ad trappen til overetagen der bredte sig ud omkring dem som en stor åben sal med lave søjler og døre ind til forskellige afdelinger af bygningen. Til højre fortonede salen sig i gange der løb bort i mørket, mens til venstre ledte den hen til en enkelt døråbning der viste sig at være åbningen til en korridor der førte ind i tårnet i palæet, hvor hovedkontoret for vampyrfyrsten lå.
"Nej, nu er vi her, det kan ikke vente," mumlede han irriteret imens de gav sig vej igennem palæet. "I det mindste skal vi ikke ud på en længere gåtur," påpegede han som om det var formildende omstændigheder mens de gik fra den lavloftede sal og ind i tårnets korridorer hvor der ingen vinduer var men flakkende lys i messingstager på de røde vægge. De ankom til et rum med sofaer og en disk ovre ved den ene væg hvor der normalt ville sidde en sekretær bag en computerskærm og tage imod besøgende. For enden af rummet stod en to-fløjet dør, mørk og firkantet med kunstfærdige udskæringer i træet. Gabriel standsede og vendte sig imod hende.
"Hvis han er i dårligt humør er det nok bedst du selv tager samtalen med ham," sagde han og slap hendes hånd. "Forklar ham hvorfor jeg bragte dig hertil og alting vil være i den bedste orden. Held og lykke!" han stod lidt inden han lænede sig ind og krammede hende for derefter at banke højt på døren og forlade hende mens dørene til kontoret gled op, langsomt, faretruende, som en slanges kæber der langsomt hægtede sig af led for at sluge dets bytte.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 1, 2021 22:01:20 GMT 1
Som en anden trækhest blev Pen trukket gennem palæet og nåede knap nok at se hvad der var højre og venstre eller op og ned. Det var bare et sammensurium ar farver der forvasket blev blandet sammen, alt imens hun intet kunne gøre. Hun forstod bestemt ikke hans form for "optimisme" men kunne ligesom heller ikke rigtig sige fra nu. Hun var virkelig fanget i sin egen løgn. Skøn hun som sådan ikke direkte havde løjet men det var nok aldeles ligegyldig når man var en vampyr og hed Darkligther. Om ikke andet kunne hun måske gå i skjul bag Gabriel og lade ham føre ordet. Det virkede som det mest trykke lige nu, men før hun nåede så meget som tænke tanken til ende, så havde Gabriel stukket halen mellem benene og fortalt at hun nu måtte klare sig selv. "... Men." mere nåede hun ikke før han krammede hende og samtidig bankede på døren til fyrstens kontor.
Åh nej! Pen var sikker på at hendes hjerte snart ville slå hul i brystet på hende, så hårdt slog det og hun fornemmede dets ekko i øret, alt imens hun bare stirrede på den store dør. Pen bed sig i kinden for ikke at panikke!
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 2, 2021 14:06:02 GMT 1
Blækket dryppede fra fjerpennens spids og ned i blækhuset mens han holdt den få centimeter fra åbningen. Et lille prik af metalspidsen mod glassets kant fik den sidste dråbe møjsommeligt afsted ned til den sorte væske, og han kunne sætte pennen mod pergamentet for at få skrevet sin besked til Donner. Det havde været en aften af kriseopkald over to-vejs-spejlene. Hvorfor var den idiot så inkompetent? Det var lige før han havde lyst til at lade Catherine Lockwood vinde i denne omgang.
Slaget mod døren rykkede ham ud af sine tanker og hans isblå øjne hævede sig fra papiret til døren, hvor skyggerne gled hen og omfavnede dørhåndtagene så låsen sagde et lavmælt "klik" og dørene gled fra hinanden for blot at afsløre en lille skikkelse af en ung kvinde stå bleg og forvirret i døråbningen ud til modtagelsesværelset. Skæret fra den funklende lysekrone faldt på hendes ansigt, brillerne reflekterede glansen, og hans øjne blev kortvarigt smalle, målende, vurderende, inden et smil formede sig i hans mundvig. En duft som lavendel og honning strøg imod ham. Hendes blod... Hun var interessant, men manglede det udseende han normalt forbandt med den duft.
"Hvad kan jeg gøre for Dem, miss?" spurgte han, den mørke stemme gled ud i rummet og lod næsten til at lægge en dæmper på den knitrende ild i den store marmorpejs, inden han rejste sig i sin fulde højde, statelig, bydende og stolt. Var dette et af Gabriels påfund? Et sent måltid måske?
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 2, 2021 17:05:43 GMT 1
Pen så efter Gabriel. Forlod han hende bare her? Det var jo ham der havde taget hende med. Hun vendte sig og så efter ham, men måtte erkende, at hun nu var fuld og helt alene i et palæ hun ikke burde være i, og ikke vidste hvordan hun kom ud af. Bag hende hørte hun dørene gå op og hun kunne igen fornemme hvordan hun blev stiv af skræk, mens hun vendte sig for at se ind i kontoret. Der sad han. Manden hun ikke burde være alene med. Manden der var berømt og berygtet. Tøvende forsøgte hun at løfte sin fod, for at tage det første skridt, men benet lystrede ikke. Det var som om hele hendes krop modarbejdede hende i at gå nærmere. Der var bare ingen vej uden om, og da først hans stemme rungede gennem luften fik hun fødderne på glad og trådte ind i lokalet, men stadig med behørig afstand om til fyrsten.
"Jeg.. Gab.. Øhm." Hun havde svært ved at tænke klart og forholde sig køligt. Derfor rømmede hun sig endnu engang og brugte al sin viljestyrke på at svare ham. "Penelope Von Essen. Gab..Gabriel mente at jeg øhm skulle opsøge dig." Hun anede ikke hvad hun skulle sige! Hun kigede sig over skulderen i håbet om at Gaabriel ville komme tilbage og hjælpe hende. Hun kunne ikke få sig selv til at sige, at hun var vampyr. Det var hun vel ikke. og det virkede ret meget som en dødsfælde at sige at hun ikke var det.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 3, 2021 16:08:46 GMT 1
Som hun trådte ind i lokalet svang dørene ganske stille i bag hende og efterlod hende lukket inde i rummet hvor tiden syntes at stå stille. Bag ham var der en pragtfuld udsigt til palæets have, som næsten var Versailles værdig samt ringen af træer der afgrænsede området. På venstre hånd stod to høje lænestole foran pejsen med et lille bord imellem sig og et bjørneskindstæppe foran pejsens støbejernsrist. Til højre var væggen dækket af høje reoler med bøger og pergamenter. Foran de store vinduer stod det store skrivebord hvor alting lå i sirlige, ordentlige samlinger af fjerpenne med guld og sølvspids, blækhuse med forskellige farver af blæk, rød voks til forsejling af kuverter der stod og boblede som en sær gengivelse af kogende blod i en lille skål opvarmet af et fyrfadslys nedenunder. Alle træpaneler var polerede blanke som spejle næsten, guld og messing ligeså funklende som var det nyslebent og lyset strømmede dæmpet fra lysekronen ned over omgivelserne. Det tykke tæppe på gulvet mellem døren og skrivebordet kvalte alle lyde af fodslag mod det mørke trægulv nedenunder.
Han stod roligt foran skrivebordet nu, hænderne foldet bag ryggen, rank og med en åben, interesseret kropsholdning overfor hende.
"Opsøge mig? Javel så. Synes han nu også det?" sagde han som om han vendte og drejede hendes ord i munden, et sødt maltbolsche han ikke kunne bestemme om han skulle spytte ud eller fortsætte med at nyde. "Hvordan kan det mon være?" han trådte et par skridt nærmere mens han tog hende i bedre øjesyn. Der var helt klart noget over hende, hendes ellers naturlige ydre var næsten, ja for naturligt, kunne man sige det? Som taget ud af naturen og placeret i storbyens ræs. Måske var det dér han kunne genkende hendes duft, omend hvor svag den var i forhold til hans pragteksemplar af en alfae, der løb på nøgne fødder ude i rosenbedene, bleg som et spøgelse?
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 3, 2021 16:51:43 GMT 1
Pen havde aldrig set noget lignende. Rummet var overdådigt flot og uanset hvor hun kiggede hen så kunne øjnene nærmest drukne i indtryk for hvad der var at se. Hun følte sig næsten som et af gadens børn i et Charles Dickens eventyr, hvor fyrsten har var adlen. - Men det var måske heller ikke så langt fra faktisk?
Hun sank en klump, og ville igen finder Mr. Darklighter med øjnene, da det gik op for hende, at han ikke længere sad bag bordet, men var kommet om foran det og dermed endnu tættere på hende! Hun følte træng til at træde baglæns, men det ville kun afsløre hende i at være bange.
Hvordan var det overhovedet lykkedes ham at bevæge sig så langt uden en eneste lyd. Dén tanke fik det til at løbe Penelope koldt ned ad ryggen og krympe sig lidt. Hun følte sig tør i munden og anede ikke hvad hun skulle gøre, og så talte han til hende. Hun skævede op til ham, men turde ikke se ham i øjnene, så så derfor hurtigt væk. Nej på bjørnetæppet. På pejsen, på Reolerne. Alle andre stede end hans øjne. "Det.. ja.. Men... men han gik." Hvorfor var han bare gået så pludselig? Hun var ikke særlig tryg ved at stå der alene med Matthew og slet ikke efter at det var gået op for hende at den eneste udgang nu var lukket ned. "Vi mødtes på.. jeg mener i.. ved metroen og han... Jeg tror... tror han mener jeg er vamp..." Hun tav kort, hvad skulle hun sige? Hun stod virkelig i problemer til halsen her. Hun var bare nødt til at tage et valg. "Gabriel er sikker på at jeg er vampyr uden at vide det og ville derfor føre mig til dig, sådan så jeg kunne... Hvad kaldte han det? blive oplært rigtig?" For første gang virkede hun en smule sikker og fik da også sagt hele sætningen uden at tøve, men på denne måde formåede hun også kun at fortælle om Gabriels holdning ikke hendes egen.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 3, 2021 17:04:02 GMT 1
Et strejf af hans tungespids flugtede over hans læber, langsomt, eftertænksomt, inden han nikkede med et lille suk.
"Javel, og hvad kan skyldes at han mener det?" spurgte han med øjnene stadig hvilende på hende. Han syntes at vurdere hende, som en usleben juvél der skulle tages i betragtning inden den blev sendt afsted til smykkemageren for at blive indfattet i guld og sølv. Han trådte nærmere og afkortede distancen imellem dem men lod hende stadig bevare opfattelsen af at der var en vis afstand, så hun ikke blev yderligere forfjamsket og usikker. Det lod til at hjælpe hende at være lidt mere fast i mælet og tankerne. Hvem var hun? For menneske var hun tydeligvis ikke. Han havde lyst til at række ud, de lange blege fingre ramme hendes ansigt ind mens han så i hendes øjne så han kunne få svar på hvad der gav hende den udsøgte duft. Han havde næsten regnet det ud, men han ville alligevel gerne have de sidste skridt imellem dem afkortet så han kunne få de sidste tegn bekræftet.
"Noget er du, men ikke vampyr," sagde han stilfærdigt men om hun hørte det eller ej var han lidt ligeglad med.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 3, 2021 17:17:32 GMT 1
Åh nej! Hun burde virkelig gør et eller andet. Men hendes fødder var som naglet til gulvet, uanset hvor gerne hun ville flytte sig, så lystrede benene ikke. Hendes mund føltes helt tørret ud og halsen det samme. Hun forsøgte at synke, men kunne ikke rigtigt. Han kom nærmere og hun stod der ligesom bare! Skal hun svare på hans spørgsmål? HVAD skulle hun svare på hans spørgsmål?? "Måske Du burde spørge Gabriel om det?" Foreslog hun usikkert. Hun kunne for fanden da ikke stå også fortælle en vampyrfyrste, at hun havde været ved at smage på en pyt blod, som hun havde fundet, fordi hun var nysgerrig på smagen!!
Hans næste konklusion fik hende til at se op på ham, og for første gange mødte hun hans øjne med sine egne. Blik hos hende var undrende og brynene let rynket. "Undskyld mig? Jeg er menneske. Det... Jeg er ikke overnaturlig hvis det er det du tror." Den ændring i stemme og sikkerhed kunne hun ikke forklare, men han fik det jo til at lyde som om hun faktisk var et særligt væsen, og det var hun altså ikke! Ikke sidst hun tjekke hvert fald!
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 3, 2021 19:54:38 GMT 1
Smilet der formede sig var som en krusning på en sø af et ukendt væsen under overfladen. Trækket i mundvigen bredte sig og fik efterhånden løftet læberne fra hinanden så der var udsyn til de fine hvide tænder hvor hjørnetandens spids præcis dukkede frem en smule tydeligere og glimtede i det dæmpede skær. Det fik øjnene til at spille med, den isblå iris som en skarp kontrast til det gyldne lys fra de flakkende flammer i pejsen, og pupillen der næsten udvidede sig som et rovdyrs mens han studerede hende nærmere og trådte et par skridt tættere på. Hendes duft hang i luften mere tydeligt for ham des nærmere han kom hende og des længere hun stod i rummet, som en duftfrisker der spredte sin parfume ud i omgivelserne.
"Kom nærmere, miss Essen," bad han og rakte en slank hånd frem mod hende. Der var nu ikke mere end få skridts afstand imellem dem. Hans blik på hende var venligt men bydende. "Jeg tror ikke du er så menneskelig som du selv mener du er, men lad mig bekræfte det før jeg lukker dig ud igen i nattens mulm og mørke."
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 3, 2021 20:18:30 GMT 1
Der var så meget ynde i hans stemme, at Pen slet ikke kunne rive sig løs fra ham igen. Hun burde ikke være fascineret af ham, men det var hun. Han var så elegant og så yndefuld og har stod hun bare som en anden tøs. Han var kommet tættere på hende var hun sikker på, men havde ikke bemærket at han flyttede sig. Havde hun flyttet sig måske? Hun var ikke sikker. Faktisk føltes det lidt som om hendes hjerne var stoppet med at have sin egen vilje, eller også så var hun bare tiltrukket på en måde, så hun ikke kunne stå imod.
lydløs trådte hun derfor også hen til ham og lukkede dermed den afstand, der havde været imellem dem. Hendes blik hvilede nu nærmest fortryllet på ham og hun tippede hovedet let på skrå og så ham i øjnene. "Jeg.. jeg kan intet overnaturligt." prøvede hun at forklare ham. Han måtte da være klogere end det. Han tog fejl. Hun var ikke nogen. Hun var bare Pen, en menneskepige vokset op hvad en dame efter at have mistet begge forældre.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 3, 2021 20:51:27 GMT 1
Hendes bevægelse frem imod ham tog han som et accepterende tegn, men samtidig virkede det også som om hun efterhånden var druknet i den sædvanlige, dragende karisma som var en del af en vampyrs udstråling. For hans vedkommende var det en del mere, selvom de viljestærke som regel kunne modstå - i et vist omfang.
Han rakte ud og hans lange, blege fingre greb let omkring hendes håndled, førte hendes hånd op og holdt den så hendes håndryg var op og håndflade ned. Hans fingerspidser strøg langs hendes knoer og ned ad håndryggen til håndleddet. En efter én, til han nåede håndleddet, hvorefter hans finger startede en ny glidende bevægelse over hendes hud, uden at han brød sin øjenkontakt med hende.
"Det handler ikke om hvad du kan, men hvad du er," sagde han lavmælt. Måske virkede hans berøringer som kærtegn men de havde også et andet formål, nemlig at mærke hendes væsen, hendes blodårer under håndryggens tynde hud. Han kunne fornemme den svage sitren, et væsen dækket til af menneskets natur. Hans blå øjne søgte over hendes ansigt. "Hvem er dine forældre, miss Essen? Jeg kan næsten kun forestille mig at en af dem må have givet dig dine specielle gener. For de er der," hans pupil udvidede sig som en næsten umærkbar vibration over hans interesse i hendes væsen.
"Du har bare aldrig vidst det."
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 3, 2021 21:08:13 GMT 1
Der var noget nærmest hypnotiserende ovder de bevægelser han lavede på hendes hånd. det føltes på mange måder rart og hun glemte alt om hvor hun var eller hvilken fare hun måske var i. Hun lod sig bare stille glide ind i den tryghed der nu udsted fra vampyren foran hende. Han var smuk, elegant sågar og enormt betagende. hun forstod ikke rigtig hans ord. "Hvad hun var"? "Men.." kunne hun høre sig selv protestere uden at der kom mere end det ene lille ord. Hendes fokus var igen på de kontinuerlige bevægelser, der havde en beroligende effekt. Det var som om alt omkring dem var visket bort og det kun var Matthew der var tilbage i hendes verden og ham der lige nu var hendes livline fra at styrte ned i intetheden. "Mine forældre er desværre døde sir. Min Mor døde da jeg kun var 3 år og min far før det. Har jeg fået fortalt. De elskede hinanden. De boede i en lille lejlighed inde i London. I et alt for lille loftværelse, så min mor brugte meget tid i parken eller uden for byen, hvor hun kunne hjælpe, hvor der var brug for det." Pen fortalte uden stop alt hun kunne. Hun var som en bog der nu var blevet slået op og dermed klar til at Matthew kunne læse i den.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Dec 3, 2021 21:27:26 GMT 1
Hans bevægelser var som hen over hovedet på en doven kat efterhånden. Han mærkede roen han påkaldte sig sænke sig over hende og så hvordan hun blev nem og medgørlig. Hendes ord flød nemmere, en lind strøm af bevidsthed når han bad hende om at svare sig. Det var altid en fryd at opleve folks vilje blive strukket og bøjet med så få midler, og hun var bestemt nem at have med at gøre mens han holdt hendes hånd. Langsomt blev hans bevægelser mere langtrukne, mere udstrakte og hvilende ved hendes hånd. Hans øjne trak sig en my sammen, de små linjer blev kortvarigt spændte mens han så fra hendes ene øje til det andet og mærkede efter. Mærkede mere, duftede mere, absorberede mere. Skridt for skridt begyndte han at bakke langsomt for at få hende hen til den ene stol ved pejsens flakkende skær
"Fortæl mig om dem, fortæl mig alt du ved om dine forældre," bad han, hans bløde stemme svøbte sig som en kåbe om hende mens han bød hende at sætte sig og han tog plads ved siden af hende uden at slippe hendes hånd. Hans anden hånd strøg hendes kind, let som en blafrende sommerfugls vinge. "Dine gener må stamme fra en af dem, enten mor eller far. Husker du noget atypisk? Ved siden af normen? Anderledes?" spurgte han hende ledende.
|
|
|
|
Post by Penelope Von Essen on Dec 3, 2021 21:49:23 GMT 1
Nervøsiteten var væk, usikkerheden forsvundet. I stedet havde hun mere eller mindre kastet sin lid til Matthew og lyttede bare til hans stemme og mærkede den beroligende bevægelse på hånden. En bevægelse som nu blev langsommere. Et lille stik af frygt rørte på sig i hende. Han måtte ikke stoppe nu! Derfor fulgte hun også med ham, da han langsomt gik bagud. Hun var ikke klar til at slippe ham endnu.
Hun rynkede brynene ved hans forespørgsel og tænkte. "Jeg ved ikke noget om dem. Kan ikke huske dem." kom det bare fra hende, skønt hun gerne ville fortælle ham alt hun kunne. Der var bare ikke noget hun fandt vigtigt at fortælle. Det var så fjernt i hende.
Bevægelsen på hendes hånd afholdt hende fra at gå i panik og hun tænkte på sine forældre alt imens hun blev lullet til ro af bevægelsen. "Mine forældre var bare mennesker. Min far var revisor. gik i jakkesæt tror jeg og havde mørkt hår. Min mor... Min mor hun.. Hun var sjældent hjemme. men hun lignede en prinsesse. Solen dansede altid i hendes lyse hår og hendes klare blå øjne fortalte mig altid, at der ikke var noget at være bange for. Hun... Hun arbejdede i forstaden tror jeg. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke huske hende. Hun var bare smuk." Det var som om hun ikke rigtig kendte sin mor. Som om der var noget hun ikke vidste, og så pludselig dannede der sig et billede af hendes mor for hendes indre blik. "Hun var smuk. altid med blomster i håret og solens stråler som en glorie om hendes hoved. Smuk som en engel tror jeg" Der dykkede små rynker op over hendes næseryg igen og hun begyndte atter at fokusere på de kærtegn der kom fra Fyrsten.
|
|
