|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 27, 2021 13:26:46 GMT 1
Jennifer CollinsTid: Ud på eftermiddagen efter endt undervisning Sted: opholdsstuen Vejr: gråt og regnfuldt Efterårets komme var helt klart at mærke allerede. Udenfor hang skyerne tunge og grå og kastede deres regndråber af sig ned over den trøstesløse bygning der udgjorde Lockwood Orphanage. Det trommede blidt på de høje, støvede ruder og blandede sig med den dovne, ugidelige stemning inde i opholdsstuen. Der var ikke mange i rummet. De fleste tog ud til Dunhaven hvis de havde en udgangstilladelse, mens andre spenderede tiden andre steder i børnehjemmets skjulte kroge. Thereza sad i en vindueskarm. Hendes sorte kniplingskjole faldt blidt om hendes krop og skærmede om maven, der nu endelig var kommet af med sin parasit, som hun kaldte den. Hun havde indvilliget i at overdrage ungen til børnehjemmet men hun frabad sig selv alt ansvar for den indtil hun selv var på den anden side af livet som børnehjemsbarn. Hvad end det ville indebære. Hun var stadig en fast del af "inventaret" til festerne i Darklighterpalæet, og gik også stadig til kursus hvor hun lærte af give mere slip og befri sig selv for tanker og følelser og bekymringer. Hun var kommet så langt med hjælp fra Matthew Darklighter, og selvom hun ikke kunne lide manden, havde hun alligevel mange ting at takke ham for som sin mentor igennem det lange forløb. Hun havde lært at hendes krop var hendes som hun kunne gøre med hvad hun ville, og når tingene føltes godt, var der ingen grund til at stritte imod. Alligevel havde hun en fornemmelse af at han havde gjort noget ved hende som virkede lidt ud over det sædvanlige, for uanset hvorend hun vendte og drejede sig, så snart hun så en mand af ældre statur og alder, blev hun blød i knæene som smør. Hun kunne ikke selv styre det og det var som om hendes hjerne slog klik og fratog hende al viljestyrke. Det plagede hende og hun var derfor påpasselig med at være andre steder end i palæet og børnehjemmet, og hvis hun var ude, så var det altid med Moiran indenfor rækkevidde så han kunne guide hende bort når hun blev for opslugt af en forsvarsløs mand ude i offentligheden. Tankerne og bekymringerne var ude af hendes liv for en stund. Det eneste der var tilbage som tegn på den overståede graviditet var arret hen over maveskindet, gemt under kjolen og skjult i trussekanten. Kirurgen i hospitalsfløjen var god, det var sikkert og vidst. Hun havde heller ikke bedt om at få at vide hvilket køn det var eller noget som helst. Det skulle bare overståes. Her sad hun så istedet med en gammel grammofon som hun havde gravet frem fra et hjørne af stuen og forsøgte med forskellige små besværgelser at få den til at spille den knuste plade der havde siddet under nålen. Hun havde samlet den, først med normal tape og derefter med trylletape, men det hjalp ikke. Så hun havde tyet til at give den lidt magi. Den gamle lak glinsede i det grålige lys og Thereza strøg en hånd over pladen og hviskede en besværgelse, men lige lidt hjalp det. Revnerne i pladen stod ikke til at samle. Ikke med hendes forsøg ihvertfald. "Sådan noget bras!" vrissede hun og skubbede grammofonen lidt hårdt fra sig så den gamle messingtragt stødte mod vindueskarmen med en skærende lyd.
|
|
|
|
Post by Jennifer Collins on Aug 27, 2021 19:17:50 GMT 1
Thereza SophiaDen kølige luft og regnen tjente præcis det formål, Jennifer havde håbet på. Hovedet var tungt efter en lang dags lektioner, så da dagens undervisning var slut havde hun søgt udenfor. Regnen generede hende ikke, tværtimod hjalp den med at klare hovedet og lette tankerne lidt. Og der var nok at tænke på for tiden, rigeligt med ubesvarede spørgsmål og bekymringer. Men sådan var det vel at være børnehjemsbarn, det virkede i hvert ikke til at de andre på Lockwood Orphanage havde det meget nemmere end hende. Hun sukkede og trak hætten længere op om hovedet, som hun begyndte at vende om og gå tilbage. Hun kunne ikke lide at være for længe væk, så kunne hun ikke holde øje med Cat og Adair. Endnu et suk, som tanken om deres trygge barndomshjem atter krydsede hendes sind. Hun forsøgte altid at holde minderne mest muligt på afstand, men når hun var alene fik de som regel frit spil. Endnu en årsag til at hun altid forsøgte at holde sine søskende tæt på når hun ikke var beskæftiget på anden måde. Synet af børnehjemmets hoveddør ledte som så ofte før tankerne hen på den frygtelige aften, der havde været årsagen til at hun, Cat og Adair nu boede der. Kortvarrigt steg der tårer op i hendes øjne, men som så mange gange før tvang hun dem ned inden de nåede helt ud. Tiden på børnehjemmet havde lært hende at det at vise følelser blev set af mange som en svaghed, og hvis der var noget hun ikke ønskede så var det at fremstå svag. Hun trak vejret dybt, inden hun skyndte sig ind, hængte jakken og med sin sædvanlige udtryksløse og ligegyldige attitude slæbte sig ind i opholdsstuen. Der var ikke mange derinde, og Jennifer bemærkede straks Thereza i vindueskarmen. Hun gik over til hende og forsøgte at mønstre et svagt smil. "Vil du have hjælp med den der?" Spurgte hun, som hun blidt lagde en hånd på grammofonen. Hvad der præcis var galt med den vidste hun ikke endnu, men hun kunne se på Thereza at noget ved den irriterede hende.
|
|
|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 28, 2021 18:59:28 GMT 1
Thereza havde siddet og stirret ondt på grammofonen og havde i realiteten givet op på den da Jennifer kom ind i opholdsstuen. De få andre børnehjemsbeboere der var i rummet, bemærkede hende knap nok mens de sad og småsov med snotten nede i en bog eller over et spil magisk backgammon. Det kom derfor også lidt bag på Thereza at Jennifer satte kursen hen imod hende og tilbød sin hjælp. Hun lagde armene en smule demonstrativt over kors og så surmulende fra Jennifer til grammofonen.
"Nah, den er bare død," sagde hun og puffede til grammofonen med skosnuden inden hun så tilbage på Jennifer. "Har du været udenfor i det her vejr?" spurgte hun lidt undrende da hun lagde mærke til den fugt der sad på den unge piges kinder. Det kunne ligeså vel være tårer, men det var bedre at antage af det var regnvejr, end at påpege folks svaghed. Hun hoppede ned fra vindueskarmen og ignorerede stiksmerten fra arret i maveskindet mens hun trak sine ærmer lidt ned over håndledene.
|
|
|
|
Post by Jennifer Collins on Aug 28, 2021 19:32:11 GMT 1
Jennifer så på Thereza og trak lidt opgivende på skuldrene. Okay, hvis hun ikke ville have hjælp var det vel også fint nok. Ansigtet fandt igen sine vanlige, udtryksløse folder, som hun gav sig til at purre lidt op i sit hår. "Jah, jeg trængte til lidt luft" Ikke engang stemmen afslørede nogle synderlige tegn på noget bestemt humør, selv overfor de af børnehjemsbørnene hun frivilligt selv opsøgte og talte med forsøgte hun at bevare den ligegyldige facade. Det var bedre at folk troede hun var ligeglad med alt og alle, end at de fandt ud af hvad der i virkeligheden gemte sig inderst inde. I virkeligheden savnede hun mere end noget andet at have en ven eller veninde, sådan en rigtig fortrolig som hun kunne fortælle sine inderste tanker og bekymringer til. Men den slags havde man ikke rigtig når man boede på et børnehjem, eller det var i hvert fald de indtryk hun havde fået af sin tid på Lockwood. Hun så sig omkring i opholdsstuen, men umiddelbart var der ikke nogle spor af hendes søskende. derfor vendte hun igen blikket mod Thereza. "Du har ikke set Cat eller Ade, vel?" Hendes bekymring for sine yngre søskende var som regel den eneste følelse, hun lod igennem facaden. Den mente hun ikke folk kunne bruge mod hende, i hvert fald ikke på en måde det oprigtigt ville ramme hende. Som den ældste af de 3 Collins-børn så hun det som sin pligt at passe på og beskytte sin bror og søster, og det stod hun gerne ved til enhver tid.
|
|
|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 28, 2021 19:40:52 GMT 1
En svagt synlig panderynke tonede frem på Therezas pande ved spørgsmålet om de to unger, som Jennifer altid så som sine små får hun skulle hyrde rundt. Men taget i betragtning hvilke ting der foregik bag kulisserne på Lockwood forstod hun godt at en ældre søster holdt ekstra øje med sine små søskende. Der ville ikke gå længe før Donner ville begynde at forsøge at lukrere på ungerne, hvis ikke de allerede var blevet udlejet. Thereza så det næsten som en form for ansvar fra hendes side at holde så mange fra den udlejningsservice som muligt, så hun sagde altid ja til så meget af det beskidte arbejde som muligt så ingen andre, forhåbentlig, endte i de baner. Hendes øjne blev kortvarigt smalle mens hun overvejede om Jennifer selv var en del af det. De var jævnaldrende så... muligheden var der bestemt.
"Jeg tror måske de er på biblioteket," løj hun for at dæmpe Jennifer bekymringer. "Tror jeg," tilføjede hun til sidst. Hun kunne ikke helt holde masken og hun ville hellere fortælle en halv løgn end indrømme at hun ikke vidste svaret. "Mon ikke de læser lektier eller sådan noget... flittigt noget," hun trak på skuldrene.
|
|
|
|
Post by Jennifer Collins on Aug 28, 2021 20:19:39 GMT 1
Hendes rynke på panden, om den opstod som en afsky ved Jennifers bekymring for hendes søskende eller ved årsagen for at hun bekymrede sig vidste hun ikke, men det var egentlig også lige meget. Hvad folk mente om hende rørte hende ikke rigtig. Det var kommet bag på hende i sin tid hvordan børnehjemmet rent faktisk fungerede, og da hun selv blev trukket ind i den ubehagelige udlejnings-service svor hun at hun for alt i verden ville beskytte Catriona fra nogensinde at ende der. Hun var knap så bekymret for Adair, dels var han en dreng og dels forventede hun at være ude af børnehjemmet og tage begge de to med sig, inden han nåede pubertetsalderen.
Hun nikkede blot som Thereza besvarede hendes spørgsmål. ”Det håber jeg. Måske jeg burde gå ned og tjekke…” Den sidste sætning blev mere mumlet for hende selv, mens hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet. På den ene side gad hun ikke vogte dem som en høg, men frygten for at især søsteren skulle komme ud for et eller andet, hvad end det var at blive trukket ind i de beskidte affærer eller skubbet rundt af de andre børn, gnavede bagerst i hendes sind.
|
|
|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 29, 2021 13:11:35 GMT 1
Thereza fornemmede at hendes løgn måske ville blive afsløret hvis Jennifer gik ned i biblioteket og fandt det øde og forladt på nær de typiske teenagere der stod i krogene og hyggede sig skjult for alles blikke - tænkte de selv. Hun greb derfor blidt ud efter Jennifers håndled, tøvende og prøvende, og fik måske mere kejtet fat i hendes slanke fingre.
"De skal nok komme hvis der er brug for dem," sagde hun og trak Jennifer næsten ubevidst lidt længere væk fra opholdsstuens dør. "Kom og sæt dig. Fortæl mig om din tur udenfor," bad hun lidt insisterende som for at få samtalen og tankerne ledt væk fra de to yngre børn, der nok vimsede rundt et eller andet sted udenfor farernes rækkevidde. Hun kastede et blik mod den åbne dør ud til gangen og prøvede at forsikre sig selv om at hun også selv var udenfor farernes rækkevidde. Problemet var imidlertid at hun også vidste at hun snart skulle ud på Donners ordre igen. Et sted i Dunhaven heldigvis, så det var ikke langt borte, men alligevel en opgave hun skulle gennemføre, og det endda relativt kort efter hendes graviditet var afsluttet. Hun gruede for det, men der var jo ikke noget at stille op. Hun fik ekstra lommepenge og pæne kjoler trods alt.
|
|
|
|
Post by Jennifer Collins on Aug 29, 2021 14:08:56 GMT 1
Jennifer trak endnu en gang svagt på skulderen af Therezas ord. Hun havde nok ret, og Jennifer burde jo egentlig også give de to søskende noget mere frihed, hun brød sig bare ikke om risikoen for at de kom galt afsted. Men det fulgte vel med til at have ansvar for børn, uanset om det så var mindre søskende eller ens egne børn. Hvordan hendes mor havde kunne holde ud at have så mange bekymringer for 3 børn på en gang, oversteg Jennifers forstand. Måske det simple liv på landet ikke havde bragt helt så mange bekymringer med sig? Det håbede hun på at kunne finde ud af en dag, men først var planen at holde tiden på børnehjemmet ud længe nok til at kunne tage de 2 små med sig langt væk derfra.
Hun blev revet ud af sin tankestrøm som Thereza greb om hendes håndled og trak i hende. modvilligt satte hun sig på en stol og trak let på skuldrene. ”Hvad er der at fortælle? Jeg havde bare brug for lidt luft, så jeg gik en kort tur ned ad gaden. Der skete ikke rigtig andet.” Medmindre du medregner de minder og tanker, alle gaderne heromkring bringer frem, tænkte hun. Det var ikke særligt sandsynligt medmindre Thereza havde en eller anden form for tankelæser-evne hun ikke kendte til. Jennifer talte aldrig rigtig med andre end sine søskende om den aften, jo mindre andre vidste om hvad der foregik bag facaden og deres historie, jo bedre.
|
|
|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 29, 2021 14:23:45 GMT 1
Thereza trommede lidt utålmodigt i bordpladen inden hun lænede sig frem med hænderne placeret med håndfladerne ned, fingrene spredt ud og albuerne lidt ud til siden mens hun så på Jennifer med et meget direkte blik, som kun hendes blå øjne kunne formå det. Det havde været noget tid siden hun havde haft den mine på. Sidste gang var måske da hun havde fundet ud af at hendes bedste veninde Lucilla datede vampyrfyrsten. Hun hadede det inderligt, for hun vidste jo hvordan han var, og måske var det også derfor hun tog så mange af hans lektioner så han ikke kunne skænke Lucilla så meget opmærksomhed. Hun mindedes festerne og de skæve blikke der var blevet sendt mellem de to piger, når Thereza dukkede frem fra rusens tinde i ny og næ, men det var ikke muligt at holde ham hen for længe.
Men det var hendes alvorlige attitude, den attitude hun kun gav få, og dermed også kun dem hun tænkte ville være værd at samle på i længere tid.
"Det er ok, hvis du ikke vil snakke om det," sagde hun. "Vi har alle vores hemmeligheder her på børnehjemmet jo. Det er vel det, der gør os til det vi er. Mystiske og lidt ved siden af, og det er ok. Hellere omfavne vores tragedier end at skubbe dem bort, right?" hun forsøgte med et opmuntrende smil og rakte ud for at tage Jennifers hånd. "Du kan sagtens fortælle mig det hvis der er noget, ok?" hendes tonefald og stemmeføring var oprigtig og tilstedeværende. Ikke den der typiske noget for noget attitude som herskede på hjemmet blandt de ældre elever. Der var få i deres årgang. De fleste var yngre, fordi de ældre børn fandt måder at komme ud af hjemmet på via sponsorer eller lignende. Det undrede hende at Moiran aldrig havde taget tilbuddet fra hans sponsorer, og blot var blevet på børnehjemmet. Et eller andet sted i baghovedet vidste hun at han havde store planer, specielt fordi han også havde vampyrfyrsten som sin mentor. Hvad han gjorde sig af tanker om børnehjemmet var ikke godt at vide. En magtkamp mellem Darklighterne og Lockwood over børnehjemmet ville kun ende i kaos. Storslået kaos.
|
|
|
|
Post by Jennifer Collins on Aug 29, 2021 14:50:26 GMT 1
Den pludselige interesse og snert af venlighed overraskede Jennifer, og fik hende til at kigge lidt undrende på Thereza. Det var ikke fordi hun direkte havde følt nogen fjendtlighed fra hende før, hun var en af de få på børnehjemmet som Jennifer selv frivilligt opsøgte, men… Det var trods alt ret uvant at andre her oprigtigt ønskede at høre ens tanker og lade en lette sit hjerte til dem, uden at det var med en bagtanke om at få noget igen, eller for at have noget på en som de kunne bruge senere hen. Hellere omfavne ens tragedier end at skubbe dem bort, hun havde en noget anderledes tilgang til verden end Jennifer selv, det var tydeligt. Ikke at Jennifer ikke ville stå ved hvad hun kom fra og årsagen til at hun var endt her, men hun ville ønske det ikke hjemsøgte hendes tanker så meget, og at hun var i stand til at lægge det mere bag sig.
Lidt klodset lod hun Thereza tage hendes hånd, og forsøgte at mønstre et svagt smil. ”Tak, det er pænt af dig.” Det var da en start, ingen grund til direkte at afvise hendes venlighed. Hun bed sig i underlæben og så sig endnu en gang om i opholdsstuen, mens hun grundigt overvejede sit næste træk. Hvor meget skulle hun sige, hvad kunne hun dele? Det var tydeligt for alle hvor meget hun forsøgte at beskytte sine søskende, så måske hun kunne starte der? Og så an på hvor meget hun følte for at åbne op, langsomt trække den hen mod de mere skjulte sider. ”Jeg.. Er bare bekymret for Cat, om hun… Ja, du ved...” Hun brød sig ikke om at tale højt om de ting, det var rigeligt at hun selv var blevet trukket ind i den frygtelige ’service’. Men hun regnede nu også med at Thereza vidste hvad hun mente, så hun ikke var nødt til at forklare yderligere.
|
|
|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 29, 2021 15:01:14 GMT 1
Thereza mærkede en vis selvsikkerhed da Jennifer tog imod hendes hånd. Det var rart at mærke at der var lidt oprigtighed at finde i andre på børnehjemmet. Det var sjældent at nogen ville give noget af sig selv til andre, hemmeligheder blev delt som var det småpenge og kunne veksles til handlinger, gerninger og løfter. Men Jennifer lod til at være anderledes. Hun var på børnehjemmet for at overleve og komme videre, mens Thereza mærkede sig selv gro mere og mere fast og næsten slå rødder så tykke som træernes.
Hun fangede med det samme Jennifers tonelejde og nikkede for at vise at hun ikke behøvede at uddybe hvis ikke hun ville. Der var ikke mange omkring dem, og dem der var var ikke rigtig til stede.
"Cat?" sagde hun med en panderynke. "Men er hun ikke stadig for... ung... eller?" Thereza fugtede læberne lidt mens hun overvejede sine ord. "Jeg mener... jeg ved ikke hvor gammel hun er såeh, ja, jeg kan ikke sige det med sikkerhed..." hendes stemme fortonede sig lidt i opholdsstuens stilhed og blandede sig med den trommende regn mod vinduerne. Det grå lys kastede sig ind over dem, blegt og spøgelsesagtigt. Hun kiggede på deres hænder, samme alder, men med hver deres kendetegn. Thereza havde været på børnehjemmet så længe at det måske havde præget hende væsentligt mere end Jennifer. Hun var en "veteran" hvis man kunne sige det sådan.
|
|
|
|
Post by Jennifer Collins on Aug 29, 2021 16:14:08 GMT 1
Den oprigtighed, den svage fornemmelse af en form for omsorg, en mangelvare på dette sted og en følelse Jennifer i den grad havde savnet. Hjemme i landsbyen havde hun været vellidt og haft mange venner, været tryg og glad, men den tid var slut for længst. Hun nikkede svagt. ”Hun er 11, og jeg har set andre piger blive… en del af det, som ikke var meget ældre end Cat. Jeg håber hun kan undgå det helt, men sandsynligheden er nok ikke så stor.” Hun var selv i sin tid gået ind i det uden brok, netop for at beskytte sine søskende, og hvis den dag skulle komme hvor Catriona blev udvalgt ville hun forsøge alt hun overhovedet havde i sig for at overtale dem til at lade hende tage de ekstra kunder i stedet. De ubehagelige oplevelser ville hun for enhver pris skåne sin søster for. Ja for den sags skyld alle hvis hun kunne, men vigtigst var at passe på sine søskende.
|
|
|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 29, 2021 17:58:14 GMT 1
Therezas øjne blev en kende smalle mens hun regnede på tingene. Det var kun 3 år siden hun selv var blevet "indviet" af Donner i hvad arbejdet ligesom bestod i. Det var også dér hun havde fået smag for den tilværelse. Anerkendelsen, de mange komplimenter der regnede ned over én. Hvad der ellers fulgte havde hun lært at håndtere gennem det kursus hun havde sagt ja til at deltage i, efter vampyrfyrsten havde uddelt informationen, den skæbnessvangre dag hvor hun og Moiran havde set Lucilla og fyrsten sammen. Hun måtte indrømme det havde været ret smooth af ham, den måde han havde affejet hele situationen på da Lucillas forældre også troppede op.
"Altså... 11 er stadig ret ungt... selv for Donskis grisebasser," sagde hun. Grisebasser var et kodeord hun brugte for kunderne af udlejningen. Hun vidste aldrig hvad de egentlig hed, og de vidste heller ikke hvad hun hed. Hun brugte sit efternavn som dæknavn når hun var afsted. Kun nogle få havde hun mødt flere gange, både i udlejningen, men også til nogle af de store fester i Darklighterpalæet.
"Jeg tror ikke du skal bekymre dig før om et års tid eller to," sagde hun henkastet som om det ikke betød det store lige nu at Jennifers yngre søster kunne komme i samme skuffe som de to teenagere var lige nu. "Er du selv... du ved... en del af det?" spurgte hun lidt mere lavmælt. Det var ikke noget som der blev snakket højt om. Hun overvejede kort sine muligheder. "Jeg kender et sted vi kan snakke mere privat sammen - hvis du har lyst?" foreslog hun og så tøvende på Jennifer. Hun vidste Moiran ville blive stiktosset hvis hun viste hende deres gemmested, men det var ikke desto mindre det sted, hvor kun hun og Moiran kom - og fra tid til anden Lucilla når hun var på besøg på børnehjemmet.
|
|
|
|
Post by Jennifer Collins on Aug 29, 2021 18:41:03 GMT 1
Ordet Grissebasser trak kort at lille, skævt smil frem. At høre andre kalde dem det var et tragi-komisk form for comic relief på hele situationen. Hendes ord om Catrionas alder fik Jennifer til at ånde en smule lettet op, det gav hende lidt mere tid til at udtænke sin plan for at komme væk herfra i tide, og mere frihed til at kunne lade de to banditter løbe lidt mere frit. Så var det ’kun’ de andre børns ondskabsfulde drillerier hun skulle frygte, selvom det nu også var nok. Men det var trods at nemmere at beskytte dem mod og trøste dem for når det var sket. Bare tanken om at hun en dag måske skulle sidde og trøste sin lillesøster efter at være blevet gjort fortræd af en voksen mand, fik hende til at gyse indvendigt.
”Jeg håber du har ret.” Det næste spørgsmål besvarede hun blot med en lille nikken, hun brød sig virkelig ikke om at tale om det så åbent. Det var derfor også et kærkomment tilbud da Thereza nævnte muligheden for at tale lidt mere privat et sted. ”Det kan vi godt.” Et lille smil kunne svagt anes i hendes mundvige. Måske var hendes ønske om en form for veninde måske alligevel ikke helt så langt væk? Hun vidste det kunne være farligt at håbe for meget på den slags herinde, men alligevel havde Thereza vækket håbet mere end nogen anden på børnehjemmet havde været i stand til.
|
|
|
|
Post by Thereza Sophia on Aug 29, 2021 19:18:33 GMT 1
Thereza tog hendes hånd beslutsomt og rejste sig fra bordet for at trække hende med sig ud uden et ord. Der var ingen grund til at sige mere, og der var ingen grund til at gøre mine til omgivelserne om hvad der foregik af udvekslinger imellem de to. For alt de andre kunne vide, var pigerne måske på vej på toilettet sammen eller sådan noget.
Hun sagde ikke noget mens de gik ned i kælderen og hen til den skjulte udgang der lå lidt fra køkkenets dampende varme ovne og ildsteder. Gryder og pander skurrede og skrabede imod hinanden derinde. Men det var ikke køkkenet og dets liflige duft af mad de skulle i retning af. Istedet skubbede Thereza den genstridige låge op og blev mødt af eftermiddagsregnen, der slog ned omkring dem som en kold, våd dragt.
Der var heldigvis ikke langt hen til skuret ad den skjulte grusvej hvor man gik langs med bygningen så ingen kunne se én rigtigt fra havekomplekset. Hun kom hen til skuret og løsnede hængelåsen med den ene af de to nøgler der hørte til låsen. Klikket gav lyd og hun trak skydedøren fra for at hive Jennifer med sig ind i skuret.
Det var et enkelt rum med lerstampet gulv og en faldefærdig seng i hjørnet samt en reol med inventar til køkkenet såsom krydderier og marinader. Langs den ene væg var en lang disk med en rusten håndvask. Nedenunder stod kasser fulde af diverse former for alkohol, tydeligvis forbeholdt de ansatte på hjemmet. Men det var også klart at nogle af kasserne blev brugt af skurets indebyggere. I midten af det hele hang en støvet pære og dinglede. Thereza trak skydedøren til bag dem og forsøgte at dække de store klomærker bag sig som hun skubbede Jennifer længere ind i rummet hen til en stol ved den langs disk.
"Her, lad os snakke," sagde hun og skyndte sig at gribe en flaske gin fra under bordet og knappede den åben inden hun tog en stor tår af flasken og rakte den til Jennifer mens hun tørrede sig hastigt med bagsiden af hånden. Hun smilede lidt bredere mens hun mærkede varmen fra alkoholen sætte ind. "Hvor længe har du været i servicen?" spurgte hun.
|
|
