Turn it up

Jennifer rystede blot på hovedet og smilede. Thereza havde forstået hvad hun mente, og der var ingen grund til at understrege, at Jennifer personligt heller ikke ligefrem troede på, at en prins ville komme ridende en dag og redde alle de stakkels unge piger ud af børnehjemmet. Tanken om i det hele taget at finde kærligheden en dag var efterhånden godt og grundigt ødelagt af det her sted, nu handlede det mere om at overleve længe nok til at kunne få de 2 små ud herfra inden de også blev alt for ødelagte.
Hun rystede på hovedet og skulle til at svare, da hun bemærkede at Thereza virkede til at have det skidt. Hurtigt var hun henne ved hende og lagde blidt en hånd på hendes skulder. ”Er du okay? Måske det er dig der har brug for at ligge lidt ned?” Hun kendte godt til Therezas situation, en graviditet var ikke ligefrem nem at skjule, slet ikke et sted som herinde. Hun var ikke den første, og ville sikkert heller ikke være den sidste der blev gravid med en af kunderne. Den slags var jo en risiko der fulgte med det arbejde, uanset om man selv havde valgt det eller var blevet tvunget ind i det.

Jennifer så på hende og smilede venligt. ”Det lyder ikke helt sundt i hvert fald, men er du sikker på det bare er det? Du ser ud til at have ondt…” Hun ville ikke direkte nævne det, hun tænkte var årsagen til at Thereza havde det skidt, men hun regnede med at hun vidste hvad hun hentydede til. Blidt gav hun hendes skulder et lille klem, inden hun trak hånden til sig igen. ”Omkring 3 år.” svaret blev ledsaget af et lille suk. Hver gang der var tale om hendes tid på børnehjemmet, vandrede tankerne uvilkårligt hen på den aften, de var ankommet hertil. De eneste hun siden havde talt med om, hvad der skete den aften var hendes søskende, og der handlede det mest om at hun skulle være den stærke og trøste dem når de var kede af det. Selv havde hun ikke fået ret meget mulighed for at bearbejde det der var sket, men med tiden havde hun også forstået at det bare var sådan, tingene var på det her sted, og sådan havde hun udviklet sin kolde ugennemtrængelige facade. Jo mindre folk vidste om deres baggrund, jo mindre havde folk at bruge mod dem. Alligevel håbede Jennifer en smule på at det kunne ændre sig lidt, måske med Thereza. Det kunne kun tiden vise.

Endnu et træk på skuldrene som svar. Hun havde vel ret, sammenlignet med de andre børn her var 3 år ingenting, men fordi hun vidste hvordan livet udenfor børnehjemmet var, føltes det som uudholdeligt lang tid, og tanken om at skulle være her i flere år endnu var endnu mere uudholdelig. Stille lod hun Thereza føre dem ind på biblioteket, og nåede kortvarigt at tænke om hendes søskende mon var her, inden hun huskede at de jo trods alt havde siddet i skuret i noget tid, så de var nok blevet færdige med deres lektier i mellemtiden. Et lille suk, som hun tænkte over spørgsmålet. Thereza virkede jo egentlig oprigtig nok, så hun kunne vel godt fortælle hende om sine tanker? Jennifer så sig om i biblioteket for at sikre at de var alene, inden hun så på Thereza med et lille skævt smil. ”Først skal du love at du ikke siger det til nogen, slet ikke Donner eller nogle andre af de voksne.” Hun håbede virkelig Thereza ville love det, for hun havde lyst til at dele sine tanker med hende, hun skulle bare være sikker på at det ikke slap ud til de forkerte først. Meget kunne gå galt, hvis den information kom i hænderne på folk som Donner.

Det var ikke at hun ikke ønskede at betro sig til Thereza, hun ønskede mere end noget andet en fortrolig indenfor disse mure. Det var bare mere kompliceret end som så, hun havde set hvordan både hendes søskende og andre børn var blevet drillet og havde fået misbrugt den tillid, de havde vist til andre. Hemmeligheder var i højere grad en handelsvare herinde end en måde at vise tillid og fortrolighed på, og det havde lært hende ikke at dele en eneste af sine dybeste tanker med nogen, end ikke de 2 yngre søskende. Det var bedst at holde kortene helt tæt til kroppen. Thereza virkede nu god nok, og hun havde jo sådan set også vist hende noget tillid allerede ved at tage hende med ud i skuret, så Jennifer burde vel ikke betvivle hende så meget…

Hun nikkede en enkelt gang, inden hun begyndte at forklare. ”Jeg har en plan om at så snart jeg kan, så tager jeg de to små med mig og rejser langt væk herfra. Helst til udlandet, og allerhelst ville jeg gerne til Salem og studere. Det er min plan, men ingen andre må vide det, for INGEN skal kunne få mulighed for at ødelægge det.” Hun talte lavt, og sendte Thereza et bestemt blik med de sidste ord, inden hun fortsatte. ”En stor del af mit liv og fremtid er måske ødelagt af det her sted, men hvis jeg kan nå at redde Cat og Ade, og give dem noget der ligner et almindeligt liv på nogen måde, så gør jeg det.” Den sædvanlige vinkel med de 2 små, men det var som sådan ikke løgn. Med de ting der var sket i hendes tid her på stedet havde Jennifer efterhånden ikke mange håb eller drømme for sin egen fremtid. Kærlighed, bryllup og børn var ikke ligefrem noget hun regnede med længere, men hvis hun kunne sørge for at de 2 søskende bevarede det håb og mulighed, ville hun måske alligevel opnå en eller anden form for lykke, en følelse af at have opnået et eller andet meningsfyldt med sit liv.

Et lille, skævt smil trak kort op i mundvigen. Salem havde ry for at være en rigtig god skole ja, men det krævede også sit at komme ind, og derudover skulle hun både finde en måde at få dem alle 3 derover, et sted at bo og andre ting. Der var meget endnu der skulle lykkes for at hendes plan ville blive til virkelighed, alt for mange detaljer der kunne nå at gå helt galt. Det var også grunden til at hun helst ikke indviede andre i det, jo færre der kendte til de planer jo færre kunne forpurre dem. Jennifer nikkede kort af Therezas svar og sendte hende endnu et smil. ”Sigilius er vidst også ret fed. Og det er i hvert fald bedre end her.”
En lettere kølig latter gav ekko i rummet som for at understrege hendes ord. Noget i Therezas blik sagde hende dog, at hun ikke regnede det store med en uddannelse. Det var i grunden trist, men det var vel ofte skæbnen for børnehjemsbørn, i hvert fald de af dem som stadig var her når de ramte Thereza og Jennifers alder, at uddannelse ikke ligefrem lå i kortene for dem. Endnu en grund til at få Cat og Ade ud herfra mens de stadig havde en chance.

Et lille fnys der matchede hendes, alt var bedre end det her sted. Lettere dovent fulgte hun med hen til skrivepladsen, og dumpede ned på en stol. Hun rystede kort på hovedet. ”Nej, ikke så vidt jeg ved. Det er noget lort, men jeg skal nok løse det. Ellers må det blive et andet sted, vi skal bare så langt væk fra det her fu*cking hul som muligt.”
Hun sukkede og kørte rastløst en hånd igennem det lange, blå-grønne hår inden hun trak let på den ene skulder. ”Jah, men det er jo ikke så nemt med de 2 små. Hvis det bare var mig, sure, så havde jeg nok kunne lykkes med det. Men ikke med de to, og ikke på vilkår jeg vil efterlade dem her, hell no.” Blikket vandrede mod de store, støvede vinduer. Regnen plaskede stadig ned udenfor. ”Så jeg må sørge for at lave en bullet proof plan for os alle 3.”