Turn it up

Thereza tog flasken og drak af den selv igen inden hun satte den på bordet ved siden af dem. En hånd krøb ind i en lille skjult lomme under disken og fandt en krøllet pakke tobak frem og nogle papirer til at rulle dem med. Hun begyndte som var hun trænet i mange år med fingerfærdigheder i tip-top stand, og lavede to små cigaretter til dem hver uden at spørge om Jennifer røg.
"Ja ok, det er cirka 3 år for mig," sagde hun imens hun rullede cigaretterne. "Det var træls i starten, men jeg har ligesom fundet en udvej, hvis man kan sige det sådan," hun kiggede lidt rundt i rodet på disken og rakte ud efter en gammel flyer der var mørnet af at have ligget i det fugtige skur. Hun rakte den til Jennifer. Med sirlig skrift på forsiden over et idyllisk billede af rullende bakkelandskab stod de:r

"Det her kursus har literally reddet mit liv," sagde hun. "Jeg havde det så skidt i rigtig lang tid, men her har jeg lært alt muligt om psyken og om at tage kontrol over de hændelser der sker," forklarede hun imens hun tændte den ene cigaret med en gylden lighter og rakte den anden til Jennifer. "Det kan være du vil med til næste fest? Jeg må tage en +1 med nemlig hver gang, så kan du se hvad det er for noget!" hun strålede stolt som en sol over tanken om festerne og den næste var lige om hjørnet.

Thereza lyste op i et smil ved tanken om at få Jennifer med sig til en fest. Så mange hun kunne ville hun introducere til det kursus, der havde givet hende livsgnisten og gejsten tilbage. At det så var noget der involverede at overgive sig mere og rent faktisk være til stede i situationerne var ikke noget hun ville ligge vægt på når hun snakkede om det lige nu. Måske havde vampyrfyrsten andre metoder til at få Jennifer til at håndtere de svære ting i livet. Han sagde jo det var individuelt for hver person han havde i sit kursus, og gruppesamtalerne var matched med andre passende kursister. Det var jo sådan hun havde lært at give slip. Med bind for øjnene, på en briks, omgivet af de andre kursister, som hun skulle give lov til at lære også at give slip. De havde givet slip sammen, alle 12 personer og så hende, kun med få pauser hvor hun undervejs var overbevist om at den eliksir som Matthew havde fintunet hendes libido med, var blev givet til hende. Det var hendes gruppeterapi i den første måned, og kombineret med festernes udskejelser og udlejningen fra børnehjemmet, var hendes krop nu så modtagelig overfor den mindste ophidselse at det var svært for hende at falde i søvn alene. Eller bare falde i søvn. Ro i kroppen blev klaret med alkohol eller lignende.
Hun skulle til at svare hende da hun så hvordan Jennifer reagerede på cigaretten. Det kom totalt bag på hende at pigen måske ikke havde røget en cigaret i sit liv, og hun sprang på benene og ville nå at trække hende væk fra døren, da den blev åbnet før nogen af dem kunne nå at få fat i den. I døren stod Moiran, tydeligvis træt efter en lang dag i køkkenet og nu ansigt til ansigt med en Jennifer der så kridhvid ud i ansigtet og en Thereza bag hende der stivnede i chok.
"Øhh hej... Moi-moi?" sagde hun forsigtigt mens hun fulgte hans blik fra hende til Jennifer og tilbage igen.
"Hvad sker der her?" spurgte han først en smule uforstående men blikket antog en faretruende karakter, som Thereza kun genkendte alt for godt.

Moiran havde haft en lang dag i køkkenet. Han havde brugt tid på at hakke og tilberede kød til goulasch, bøf stroganoff og andre ting der stod og simrede i de store industrielle gryder nu. Han var træt i ryggen af at stå og hakke med den store kløvkniv, og havde egentlig set frem til en stille stund i skuret med en god whiskey fra Donners personlige stash, men her stod han, stadig på dørtrinnet og dermed med regnen stadig prikkende i hovedbunden så hans krøllede hår tog sig endnu mere glinsende ud end det gjorde efter al stegeosen fra dagens strabadser. Læderforklædet var plettet af blod fra arbejdet med kødet i køkkenet og hans hænder var trætte. Han stod derfor kort og så fra den ene til den anden, knyttede hænderne og tog en dyb indånding inden han fnøs opgivende, trådte ind i skuret og lukkede skydedøren bag sig med et brag så alle flaskerne raslede og skramlede i deres kasser. Han fnøs irriteret og sendte Thereza et blik, der fik hende til at krympe sig og falde tilbage i stolen ved disken.
"Så det er blevet til et terapi-rum eller hvad herinde?" spurgte han gnavent og gik hen til disken. Idet han passerede Jennifer så han til siden på hende og sukkede. "Du kommer ikke herud igen uden en af os, forstået?" bemærkede han til hende inden han rakte hen til gin'en, åbnede den og satte den for munden. Den kradse drik var lige det han havde brug for og han satte sig på en tredje stol som han trak hen til de andre.
"I det mindste kan du advare mig næste gang I begynder uden mig," sagde han og skævede til Thereza men havde svært ved at undgå at gemme et smil. Hun var trods alt hans eneste fortrolige på hele børnehjemmet. Han kiggede hen på Jennifer og hævede et øjenbryn. "Var du på vej ud eller må jeg ikke høre hvad I snakkede om?" spurgte han.

"Jaså? Hvilken slags problemer skulle det være?" spurgte Moiran og kunne ikke tilbageholde et lille krøllet smil i mundvigen ved tanken om Jennifers lillesøster. Hun var et lam, næsten et slagtelam, men næsten også for sødt til at være det. Lillebroren var måske bedre, ikke så modsættelig. Thereza sad og grinede lidt fjoget for sig selv mens hun så fra Jennifer til Moiran og drak et par slurke mere af gin'en. Verden var en blid behagelig rus indtil det gav et sæt i hende og hun sprang op fra stolen.
"Shit! Jeg har glemt min aftale med Octavian!" udbrød hun perpleks og stormede forbi dem begge for at rive skydedøren op. "Jeg kommer tilbage senere - måske!" råbte hun bag ryggen til dem mens hun stavrede ud i regnen og smækkede skydedøren i bag sig igen og efterlod Jennifer og Moiran alene i det dunkle skur hvor den støvede lyspære hang og dinglede fra sin ledning i rystelsen det gav da døren mødte dørkarmen. Moiran så lidt forundret efter Thereza og sukkede opgivende inden han vendte sig mere mod Jennifer.
"Så er det bare os to," sagde han stadig med det skæve smil plastret over læberne og han tog den efterladte smøg i askebægret for at tage et langt hiv inden han greb gin'en fra bordet og drak en slurk. Han rakte den til hende. "Du skal ikke tage dig af Thereza, hun er lidt," han rullede med øjnene, "distræt for tiden. Siden hun fødte sin unge har hun skullet gå til lidt check-ups hos Octavian for at se at alting er som det skal være," forklarede han.

"Thereza er fortrinlig," sagde han med en let latter i stemmen mens han tænkte på sin veninde og deres stunder sammen. De var hinandens søskende på børnehjemmet, de holdt sammen i tykt og tyndt, og var fortrolige med hinanden. Thereza var den eneste der vidste hvad der i virkeligheden skete med de små lam som han af og til tog med sig ud på en gåtur for at vende alene hjem igen. Han vidste at Donner også satte en vis pris på det. Færre munde at mætte, som han sagde.
"Men nok om hende, du siger din søster kan komme i problemer og det bekymrer dig?" spurgte han og rykkede stolen en anelse tættere på hende så de sad mere skulder ved skulder. Han lagde hovedet på skrå mens han betragtede hende med et smalt smil og hævede en hånd for at stryge en tot af hendes hår væk fra hendes kind og om bag hendes øre. Bevægelsen var let og med en hjælpsom undertone, dog alligevel også en smule påtrængende når han nu kom nærmere og sad mere i hendes intimsfære end før.

Smilet der prydede Moirans læber fortonede sig ikke mens han lyttede til hende. Han havde sluppet hende igen men istedet for at trække hånden til sig lagde han den bevidst på hendes knæ, en gestus der måske kunne virke betryggende og beroligende, men i denne henseende, for hans vedkommende, en overlagt indtrængen i hendes intimsfære, ganske som berøringen lige før havde været. Han sukkede tungt og så ned på sin hånd på hendes knæ.
"Jen - må jeg kalde dig Jen? - jeg er sikker på at din søster har lært godt af dig til ikke at blive hevet ind i noget hun ikke har lyst til," sagde han med en næsten faderlig undertone i stemmen. "For det er jeg sikker på at du ikke gør selv, vel?" han hævede blikket tilbage op til hende og smilet var nu ømt, overbærende. Han var næsten sikker på at hun var i Donners udlejningskatalog med navn og bestillingsnummer. Så hentydningen lå også i, at hvis hun var en del af det arrangement, så måtte hun vel have lyst til det. Hans fingerspidser kunne næsten mærke hendes puls gennem stoffet der beklædte hendes ben.

Et øjenbryn skød i vejret næsten i slow-motion og han blinkede lidt et par gange. Noget af det hans mentor havde trænet ham i var at tolke ord og deres bagvedliggende meninger. Ikke at han var dygtig til det, men noget fortalte ham at Jennifer måske ikke ville sige hele sandheden om hvad hun bekymrede sig så meget om på sin lillesøsters vegne, når hun jo havde sin storesøster. Han overvejede sine muligheder og valgte at tage springet, det som man tog med begge ben lige lukt ud i forsøget på at etablere fortrolighed inden han kunne tage hvad han ville have.
"Du har nogle kønne øjne, Jen, ved du godt det?" spurgte han med lavmælt tonefald, så blødt han kunne formå det. Det var ikke altid nemt at lægge sin stemme om til det bløde, mørke, dybe lejde hvor man kunne charmere røven ud af bukserne på hvem som helst. Han havde set sin mentor gøre det, så hvorfor ikke selv gøre det. Han fjernede sin hånd fra hendes knæ og lagde istedet hele armen om hendes skuldre. Han var trods alt 3 år ældre end hende, varulve generne gav hans krop styrke og kraftfuldhed, og han tilbragte minimum en aften om ugen på at slagte og hærge de omkringliggende byer for folk der havde forvildet sig ud i natten, eller tage et af de små lam med sig ud i skoven for at tynde ud i børnehjemmets beboerantal.