|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 28, 2021 16:45:24 GMT 1
Den milde efterårsvind kærtegnede hans hvide hår og fik hans kappe til at danse lidt i vinden. Han havde i dagens anledning, iført sig en nyerhvervet cognac farvet kappe, et par smarte sorte lærredsbukser med den korrekte presfold og en hvid skjorte. Men alt dette, ville havde været lettere at se hvis ikke han havde trukket et tungt mørkerødt halsterklæde om halsen for at beskytte sig fra den vind, som skulle havde været så mild. Den lille klokke kimede som han trykkede døren åben til den gamle boghandel. ''Antoine?'', kaldte han med sin hæse stemme. Det havde været dage siden han sidst havde hørt noget fra hans bror, det kunne betyde to ting: at han havde travlt, eller var op til narrestreger. Angus forventede sig begge dele. Et hårdt nys skød gennem hans krop idet døren lukkede bag ham. Han havde altid været allergisk mod støv, og den gamle boghandel var fyldt med det. Demonstrativt slog han et par bøger ned fra disken med et knips, som han fandt vej ind i den litterære labyrint.
|
|
|
|
Post by Antoine LaVey on Sept 28, 2021 16:50:47 GMT 1
Antoine havde sovet på gulvet ude bagved receptionen i butikken. Ejeren havde bedt ham om at blive eftersom der var pres på på denne tid af året. Studiestart på stort set alle magiske skoler gjorde altid Elfenlied til en ombejlet butik det meste af september. Nogen bestilte bøger hjem som de aldrig kom og hentede, andre bestilte en masse varer der aldrig ankom, mens nogle købte det forkerte der så skulle byttes en uge senere. Elfenlied var eftertragtet for det store udvalg magiske litteratur, både faglitteratur og skønlitteratur. Antoine værdsatte stedets struktur og form, og han kunne lide at gå til hånde i butikken, selvom han drømte om at skabe sit eget. Men hvad det skulle være var han ikke sikker på endnu.
Han dukkede lidt søvndrukkent frem fra baglokalet og gned øjnene træt. "Ja, hvad kan jeg hjælpe m-" han tav brat da han så sin bror og lyste op i et bredt smil inden han skyndte sig rundt om disken for at give ham et kram. "Assie, hvad laver du her?" spurgte han lidt overrasket. Det lignede ikke hans bror at bevæge sig alt for langt hjemmefra, specielt ikke på denne tid af året hvor virus og bakterier trivedes i fuldt flor.
|
|
|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 28, 2021 17:10:35 GMT 1
Angus tog imod omfavnelsen med åbne arme. Antoines muskuløse krop var både varm og stærk mod hans skrøbelige figur. Han trak vejret ind så meget det gik gennem næsen, heldigvis var det kun det ene næsebord som var stoppet. ''Jeg har sagt til dig, at jeg vil kaldes Angus'', svarede han en anelse tørt til sin broders hilsen. Han var efterhånden sikker på, at Antoine kun anvendte hans rigtige navn for at provokere. Han hævede hånden og strøg det kærligt gennem sin brors manke. Det sorte hår føltes som blød pels i hans håndflade, og han kunne ikke dy sig for at ae en gang til. ''Besøger dig, du har ikke været hjemme længe?'', han smilte, for han kunne ikke lade være. Han havde gået forbi Antoines lejlighed flere gange i ugen men der havde altid været mørkt, til sidst måtte han vel tage sagen i egne hænder. Hænder... Angus sænkede sit blik og opdagede at han stadigvæk holdt fast i sin brors håndled. Han slap med det samme, og lod sin hånd glide ned på siden. ''Måske vi kunne gå ud sammen? Eller- sig mig, har du sovet?'', et øjenbryn skød i vejret som han endelig fik betragtet broderens ansigt.
|
|
|
|
Post by Antoine LaVey on Sept 28, 2021 18:21:35 GMT 1
Antoine smilede svagt ved omfavnelsen. Det havde været nogle dage og han plejede ellers stort set altid at gå forbi sin tvillingebroders hus og se hvordan det stod til. Gerne en gang om dagen, måske flere gange, hvis hans bror var sengeliggende og skulle have mad på bordet.
Han slap kontakten langsomt med et lille længselsfuldt suk og trak sig lidt fra ham med et træt blik ned på Angus' hånd der netop havde givet slip på ham. Han fulgte sin brors hånds tur gennem håret og rystede manken lidt inden han knækkede den radbrækkede nakke og gik tilbage til disken.
"Ja, jeg har overarbejdet," forklarede han kort. Han sagde ikke noget om hans tur til Sakura Blossom Academy, ikke endnu. Der var ikke grund til at komme ind på det visit lige til at starte med ihvertfald. "Vil du ud? Men..." Antoines trætte øjne gled til vinduespartiet ud til markedet udenfor. "Har du fået din eliksir?" spurgte han lidt usikkert. Han ville ikke risikere sin brors helbred blot for en drink eller to. Han var egentlig også selv afholdende - det meste af tiden.
|
|
|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 28, 2021 18:39:06 GMT 1
Antoines bekymring fik endnu engang Angus til at rulle med øjnene. Han havde taget sin eliksir, en højere dosis endda. Han fingre løb over bogryggene i den nærmeste reol. Han havde aldrig forstået hvorfor at tvillingen havde følt sig så draget til denne mørke boghandel, han selv havde altid foretrukket lyset, hvilket nok også var grunden til hvorfor at han boede i et hus med så store vinduer. “Jeg er okay”, svarede han imens han fremdrog en pudseklud fra sin inderlomme og snød næsen. Det gule slim vidnede om noget andet. Han skyndte sig at pakke lommetørklædet tilbage ned i lommen og rettede sig op. “Du bekymrer dig for meget”, han smilede til ham på ny og vadede om bag disken med største selvfølgelighed. “Fortæl mig ikke at du hellere vil sidde herinde og spille skak, din freak”, han skubbede en anelse til ham med skulderen, inden han gav sig til at åbne kasseapparatet, det var altid spændende at se hvor mange penge som kunne lånes derfra.
|
|
|
|
Post by Antoine LaVey on Sept 28, 2021 18:51:51 GMT 1
Antoine gav sig ikke så let og Angus' lette omgang med butikken rørte hans stolthed et vist sted.
"Angus!" for engangs skyld brugte han sin brors nye navn, og han greb ham skarpt om håndleddet og skubbede ham bort fra kasseapparatet inden han kunne nå at negle nogle af butikkens penge. "Du står vel ikke og stjæler fra mit arbejde?!" udbrød han forarget. Meget kærlighed havde han for sin bror, men han brød sig ikke om hans skødesløshed. Hans brune øjne skød lyn af ham og han smækkede kassen i og låste med den lille sølvnøgle.
"Mor og far sender dig penge så ofte og betaler din husleje, du har vel selv nogle skejser du kan bruge," knurrede han og den lille rynke lod ikke til at forsvinde på hans pande. Angus var mere tilbagestående socialt og forstod ikke spillereglerne ligeså godt som andre, fordi han var så isoleret. Han sukkede og så sig rundt i butikken. Ude bagved kunne han høre døren gå og ejeren var endelig mødt op. Han skævede til Angus.
"Vi kan tage en øl på Barnoff's," foreslog han. "Nu er den gamle kommet tilbage," han rakte ind i baglokalet og hilste på ejeren inden han greb sin kappe. Guderne skulle vide han trængte til noget andet luft en den støvede dunst fra bøgerne inde i boghandlen, uanset hvor meget han end elskede stedet.
|
|
|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 28, 2021 19:39:44 GMT 1
“Årh slap af”, udbrød han idet hans bror slog hans fingre bort fra kassen. Selvom at hans greb ikke havde været så hårdt, skød Angus alligevel underlæben frem og gik igang med at massere sit ramte håndled.. “Det er da lige meget”, hans smil var drenget og hans handlinger var skødesløse. Han solgte selv lægemidler og andre botaniske råvarer til at brygge eliksirer Men for det meste var det hans forældre som sponsorerede Angus liv fordi han var for syg til at holde meget forretning gående. Han slog et fornøjet blik op og lod det følge broderen; han lignede en tekande som var ved at eksplodere. Antoine havde altid haft en læse anden pind oppe i røven over sociale grænser og spilleregler. Angus var ligeglad, der var ikke noget som deres forældre ikke kunne hjælpe ham ud af.
“Jeg vil hellere have en negroni”, svarede han da broderen endelig kom tilbage fra baglokalet. Selv hans kappe duftede af tung støv og fik Angus til at nyse på ny. Han lagde armen om ham og gav et klem, i håb om at det tidligere forsøg på tyveri var glemt - og ikke mindst det tunge askebærer i hans kappe ikke kunne ses. “Kom, jeg giver”, han trykkede et smækkys på tvillingens kind og åbnede døren for ham.
|
|
|
|
Post by Antoine LaVey on Sept 28, 2021 19:51:56 GMT 1
Antoine glemte ikke så let og undrede sig nogle gange over hvor ulig de var når de var tvillinger. De var bogstaveligt talt som nat og dag, Angus' lyse, sarte væsen, Antoines mørke, stoiske ro. Han havde ikke glemt hans forsøg på at stjæle og forsoningskysset blev modtaget med en vrænget grimasse dog uden at trække sig ud af hans kram. Alligevel sænkede han sine skuldre med et tungt suk og overgav sig med et lille smil og et hævet øjenbryn mens de gik ud af døren med den lille guldklokke der bimlede over dem. Den overdækkede markedsplads summede af liv og glade dage. De gyldne lanterner flakkede med det magiske lys, der spredte sig over butiksfacader og ivrige ansigter på magikere og andre væsner der var på shopping-tur. De satte kurs ned ad pladsen mod baren.
"Det er ikke lige meget," forsøgte han at forklare. "Det er mig og mit levebrød det handler om," han sendte ham et sigende blik. "Hvis den gamle opdager at der er taget af kassen, er det mig det går ud over, husker du vel. Det er på tide du får styr på dine lange fingre."
|
|
|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 28, 2021 22:25:41 GMT 1
Der skete noget da Angus trådte ud af den lille boghandel. Det var som, at han krøb ind i sig selv og skuttede sig nærmere sin bror. De mange magikeres ansigter mødte dem, nysgerrige over deres kontraster og den måde de begge lyste gaden op med hvert deres lys. Hans hånd søgte ind mellem de mange lag i den magiske kappe, indtil at han fik fat i Antoine's revers hvor han knyttede tommel, pege- og langfingeren om det luksuriøse stof. Uanset hvor flirtende, overskridende og social han kunne være, havde store menneskemængder og troldmandsmarkeder altid gjort ham nervøs. De var spændende i deres fulde flor og altid fyldt med overraskelser, men de mange sanseindtryk kunne han være foruden. ''Du burde få et job i Oxford. Måske din egen butik?'', svarede han i stedet for at kommentere på hans foregående kassepilleri. Herude følte han sig mindre rapkæftet end når de var selv. ''Jeg er sikker på at de gamle gerne vil give et tilskud - og ellers så vil jeg'', de havde trods alt sponsoreret opstarten på hans egen forretning. Men han kunne selvfølgelig heller ikke arbejde som Antoine og Melodi kunne. Angus sænkede sit blik mod sin tvilling og sendte ham et kækt smil, et som skulle skjule nervøsiteten til trods for at hans hånd stadig var limet til ham. Hans lyse hår glitrede næsten i solen, og ligeså gjorde hans papirshvide hud. Havde man ikke skuet hornene i hans pande, var han let at tyde som en alfae.
Baren var imødekommende og det varme lys vældede ud da Angus - med et par handskeklædte hænder, tog i dørhåndtaget og åbnede op for dem begge. ''Vil du bestille? Hér, så finder jeg et bord'', han rakte sin pung ud, eller nærmere slængte den i hovedet på ham inden han skød ind for at finde et bord som var nærmest enten unge skønheder eller ensomt i et hjørne.
|
|
|
|
Post by Antoine LaVey on Sept 29, 2021 12:12:24 GMT 1
Antoine sukkede lidt og lod Angus krybe lidt tættere til sig mens Antoine lagde en beskyttende arm om ham så kappen indhyllede den blege drengs selsomme lys. Det var sært at forestille sig at han var daemon af mørket når han lignede det diametralt modsatte. Men her var han ikke desto mindre, de små horn strittende som sarte vorter frem fra hans pande, glattet over af den stramme, blege hud. Antoines tegn på hans race var langt mere underdrevne. De pulserende, sorte tatoveringer der løb over hans skuldre og ned ad armene var vidne på hans oprindelse. Han havde nemmere ved at dække det til og færdes i menneskenes verden, end Angus havde, selvom det vilde, blege hår godt kunne skjule hornene, for det meste, eller de små bump kunne tilskrives en særlings iver efter body modification.
"Du ved godt jeg kun arbejder for at kunne tjene op til mine turneringer," påpegede Antoine med et sigende blik til Angus. Han var ikke typen der skulle have sin egen butik. Han skulle spille skak og blive kendt, og han var på rette vej. "Jeg har faktisk en turnering om ikke så længe," tilføjede han idet de trådte ind i baren og han lod Angus glide ud af armen og over mod en lille forsamling magikere fra Sigilius der lod til at have fri tidligt og sad og hyggesnakkede. Han sukkede og himlede lidt med øjnene. Hans brors udadvendthed var så anderledes end ham selv, og her stod han, presset til at skulle forholde sig til omgivelserne. Han bestilte en negroni og en is-øl til sig selv og satte sig hen til bordet, længst væk fra universitetseleverne og skålede med sin bror.
"Tak som byder, men jeg foretrækker at være så selvforsynende jeg kan," sagde han med et lille smil til trods for at det mere var hans stolthed der snakkede. Guderne skulle vide at huslejen i Oxford var høj og det var en af grundene til at han havde ligget på gulvet i baglokalet i Elfenlied de sidste to dage for at skrabe nogle penge sammen, både til dagen og vejen men også til det depositum der var på skakturneringen.
|
|
|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 29, 2021 19:01:42 GMT 1
Der var ikke gået mange minutter, før end Angus havde indfundet sig i en dyb samtale med en magikertøs. Han afskyede dem, men samtidig ønskede, nej higede, han deres varme bløde kroppe mod sin spinkle men overraskende hårde ramme. Han nåede præcis at glide en lok af pigens røde hår bag hendes øre, da han hørte Antoine komme nærmere. Han vendte sig med et genert smil og nikkede til tøsen, som smuttede bort med et fnis. Han havde mødt hende før, charmeret hende, men endnu ikke fået lov til at få hende med i seng. Magikere kunne være så ufattelig sippede. ’’Du er umulig’’, svarede han med et mildt smil idet de skålede. For en eller anden sær grund, nægtede deres forældre at betale for Melodi og Antoines livsstil, men Angus’ var der aldrig noget problem. ’’Du ved at jeg bare vil det bedste for dig’’, han lænede sig nærmere med det fugtige negroniglas stabilt placeret mellem sine fingre. Hans frie hånd gled ubesværet gennem Antoines hår, og strøg det bag hans øre, præcis som han havde gjort med magikertøsen. ’’Lad mig betale for din skakturnering, det ville være det mindste… Eller måske noget nyt tøj’’, han sænkede sit blik sigende til sin tvillings klæder. De var tarvelige i hans øjne. Man kunne let antage ham for en magiker, eller andet utøj. Han sænkede på ny sin hånd til hans tøj og gav sig til at følge dets uldne kanter.
|
|
|
|
Post by Antoine LaVey on Sept 29, 2021 19:17:16 GMT 1
Hvor meget Antoine end gerne ville sig ja, var der noget fundamentalt i ham der trak i den modsatte retning. Selvom Angus var prisgivet med en familie der kunne understøtte ham gennem hans liv med evig sygdom og isolation, så var Antoine og Melodie anderledes. De havde fået den selvstændighed som var vigtigt i livet, og de tog intet for givet. Måske var det også derfor det var svært at tage imod hjælp.
"Det er ikke mit tøj de kommer for at se," sagde Antoine lidt syrligt og rettede på den foldede krave, der havde lidt under de sidste par nætters overnatning i boghandlen. Han sukkede stille og smilede mens han tog Angus' hånd og lagde den på bordet med sin egen over hans. "Pilfinger," sagde han drilsk og skålede til ham inden han tog en god slurk af øllen. Han smækkede tilfreds med læberne og satte kruset fra sig. "Jeg skal nok klare mig, Assie. Du behøver ikke hjælpe," tilføjede han, lidt lavere og knap så overbevisende.
|
|
|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 29, 2021 19:29:03 GMT 1
Angus’ hånd slog mod bordet med et hult bump. Som barn, havde det været nok til at brække en finger. Heldigvis var hans knogler blevet stærkere og med det, en iver for at tirre Antoine som ikke turde at slås med ham netop for denne grund. Hvor mange gange var han ikke kommet til at brække en arm på ham under leg? Angus lænede sig tilbage med et hårdt bump imens han betragtede hvordan Antoine hævede den kolde øl til sine læber og lod den gyldne væske flyde. ’’Hvad hvis jeg giver dig min jakke?’’, foreslog han, det skæve smil forblev på hans læber. Han havde aldrig forstået den selvstændighed som begge hans søskende himlede op omkring. Hvorfor lade sig ydmyge i gamle klæder, når man let kunne få nye? Han vidste dog, at denne samtale om penge, kun ville gøre Antoine mere forlegen, og bestemte sig derfor for at efterlade ham kontanter inden han gik. ’’Hvad har du så været op til de sidste par dage? Udover dit monotone, og yderst teatralske arbejde?’’, han havde før omtalt Antoines arbejde som et forsøg for tvillingen at udleve en eller anden dum fantasi. Hans fingre begyndte endnu engang at vandre, men denne gang var det over bordets slidte overflade. Vandringen blev dog brat afbrudt da en hård hosten forlod hans strube og han måtte hæve sin arm for at hoste ind i ærmet.
|
|
|
|
Post by Antoine LaVey on Sept 29, 2021 19:50:22 GMT 1
Antoine fulgte sin tvilling med blikket mens han lænede sig tilbage, og han selv imiterede næsten hans bevægelse så han sad med ryggen imod den bløde sofas læder. Han sukkede lidt eftertænksomt og trak på skuldrene.
"Jamen ikke så meget, når man arbejder så arbejder man jo," sagde han lidt tøvende. Han havde en smule lyst til at tilføje, at det jo ikke var noget Angus kendte så meget til når han nu var syg hele tiden og bare gik derhjemme og plukkede blomster. Men han var ikke bitter. Han vidste hvordan Angus' liv var og han havde altid en særlig plads i Antoines hjerte.
"Hvordan går det med dig ellers?" spurgte han for at samle op på deres tilværelse. Han havde ønsket at bo med Angus i sin tid, men Angus var sin egen på mange fronter, og selvom de holdt af hinanden vidste Antoine også at der ville opstå gnister hvis de boede under samme tag i længere tid.
|
|
|
|
Post by Angus Balthazaar on Sept 29, 2021 20:09:35 GMT 1
''Kedeligt!'', udtrykte Angus uden forsøg på at skjule sin afsky for sin tvillings liv. ''Du er en slave for systemet'', brummede han, uden så meget som at sende en tanke til hvordan deres forældre selv havde tjent de penge han levede af. Selvfølgelig var han heller ikke rigtig sat ind i det, de gamle havde jo troet at han skulle kradse af inden han nåede 15, og her var han fuldvoksen og stærk ved siden af sin ligeværdige modsætning. Han slog en hånd ned på broderens lår imens han hostede tørt og hårdt ind i sit ærme. En mindre blodplet kom til syne i den hvide skjorte, og Angus så kort forundret på den, inden han tørrede sig om læberne og vendte sig smilende mod sin bror, som var ingenting på færde. ''Det går godt, du skulle se min Paradisblomst, den er blevet enorm! Større end dig'', svarede han med en glad tone, imens han forsøgte at skjule ærmet ved at trække det store tørklæde nedover pletten. ''Og så skulle du se postbudet. Det er en ung herre, meget attraktiv. Jeg tænkte på at inviterer ham ud, magikere er altid så løsslupne'', han rullede med øjnene og greb ud efter sin negroni på ny, med den arm han så ihærdigt havde forsøgt at skjule.
|
|
