Daemons' Labyrinth

Antoine pressede læberne sammen for at undgå at komme med eder og forbandelser over sin brors stædighed inden han så bebrejdende ned på ham.
"Først prøver du at stjæle fra mit arbejde, og nu lyver du for mig," hans næsebor vibrerede mens han talte og hans øjne skød arrige lyn. Skuffet, ja, bitter, ja, vred... det var ihvertfald meget tæt på. "Hvad vil du have jeg skal tro? Jeg er sgu da ligeglad med sådan noget menneskepladder og skanky postbude! Du skal hjem, lige med det samme!" Hans tålmodighed var på nippet til at slippe op og hvis ikke Angus fulgte med ham ud af baren måtte han finde en eller anden måde at få ham hjem på, om det var med pisk eller gulerod, det var næsten underodnet, så længe den syge tvilling kom hjem under dynerne. I tankerne flakkede billeder for hans indre blik om hvordan Angus lå kold og ubevægelig til lit-de-parade, de skønne øjne der aldrig ville åbnes igen, læberne hvis smil var forevigt forstummet. Det gav en klump i halsen på ham og han rømmede sig.
"Please, Angie," kom det tamt fra ham i håb om at vinde ham over en sidste gang.

Men den sidste gnist af Antoines tålmodighed var blevet udslugt, og det var heldigt at Angus havde sagt ja til at komme med, ellers var han først blevet rigtig vred. Nogle gange følte han sig udnyttet af tvillingebroderen, den lyse, klare skærende kontrast til hans mørke, der fik alle folk til at stille spørgsmålstegn ved om Angus var fae fremfor daemon. Desværre, vrængede hans indre stemme. For i situationer som disse kunne de ikke være meget anderledes. Antoine var følsom mens Angus var kold som morgenfrosten selv. Angus lod daemon-blodet boble og bruse i offentligheden, mens Antoine skjulte sit indtil han var inde på livet af den person han ville anvende det imod. Og alligevel var det ham der stod og var tvunget dag ind og ud på arbejde, i en slidsom tilværelse, for at få sit liv til at hænge sammen.
Han lod Angus tage om hans arm men han så ikke på ham mens de gik. "Og det klæder ikke dig at være utaknemmelig," knurrede han ud af mundvigen mens de langsomt begav sig vej igennem baren med kurs mod døren.

Antoine blinkede tørt til sin bror, som behøvede han ikke at sige det med stemmen, hvor opgivende han var, men han fornemmede også vreden efterhånden ebbe ud nu hvor han havde fået manden med sig ud af baren og ud under markedspladsens hvælvede glasloft hvor magien næsten var indspundet i de buede vinduesrammer og glaspaneler. Markedet, der var gemt for alle menneskers blikke, summede af liv, men Antoine ønskede sig mest af alt væk og hjem, måske ligge i sengen ved siden af Angus og læse højt eller på nogle af de hårde dage hjælpe ham i bad og derefter i tøjet. Den unge daemon, der når han var afkræftet, næsten var som en bleg dukke han skulle holde oppe og dirigere rundt med håndkraft. Han nød at tage hånd om ham, det tændte hans mørke, og spandt sig ind imellem dem, en sær energi som han ikke kunne beskrive for noget levende væsen, ikke engang deres søster kunne forstå det.
"Er du for træt til at tage teleporten?" spurgte han og nikkede mod en af de centrale pladser på markedet hvor den store runde skive i jorden var prydet med indgraveringer og magiske segl. Nu og da splittedes luften over den og en eller flere personer gik ud for at komme videre i markedspladsen fra hvorend de nu var kommet fra. Cairo. Kyoto. Boston. Han sukkede lidt og tænkte på et hotelværelse og prisen. Det var svært at sige nej til tanken om bare at tage et sted hen og læne sig lidt tilbage. Guderne skulle vide at han kunne bruge noget ro med sin brors selskab efter hans hektiske overarbejde de sidste par dage.
"Vi kunne vel godt et hotel," tilføjede han med et skuldertræk og et tungt suk mens han mærkede roen indfinde sig lidt i ham igen.

Det var et sælsomt syn der passerede dem i markedet, under de glitrende glaskupler der indkapslede den magiske bydel i Londons bymidte, og skjulte det fra de intetandende menneskers blikke. Men en gang imellem var der ting eller hændelser, der, selv for overnaturlige væsner, syntes næsten eleverede til et nyt niveau af eksistens der overgik deres eget. Manden og den unge kvinde, var det hans datter eller hans unge elskerinde?, var som et spejlbillede af hans og Angus' kontraster, lys og mørke der gik arm i arm hen ad den brede gade med de glinsende brosten. De to vampyrers pludselige tilsynekomst og forsvinden var som et glimt i intetheden selv og han forsøgte ikke at følge dem for meget med blikket af frygt for at de måske pludselig ville fatte interesse for dem. Han sendte sin bror et mørkt blik.
"Assie, du er så vulgær nogle gange," sagde han med en lille glød i kinderne der viste at han fandt det både skamfuldt at høre sin bror snakke sådan, men samtidig også en smule frydefuldt. Han sænkede blikket sky mod deres fødder mens de bevægede sig mod det fine hotel der lå forholdsvist centralt i bydelen.

Det var svært ikke at lade sig rive med Angus' lystdrevne tilværelse. Det var simpelt og charmerende men på samme tid også dekadent og utåleligt for Antoine at se hans lemfældige omgang med pengene på. Et normalt værelse ville have gået an, syntes han! Men på den anden side, de ting de foretog sig når de optog et værelse for en nat eller to på hotellet, var ikke noget han havde lyst til skulle deles med de andre gæster, så et lydisoleret værelse var som regel at foretrække, hvilket også medførte en højere leje. Han havde efterhånden vænnet sig til det men måtte bide sig i kinden for ikke at protestere, da de stod i receptionens funklende lobby og han så mod sin bror, der fik nøglen udstedt.
Den leg de altid havde, den syndige, forbudte, elektrificerende leg, fik det til at slå gnister mellem deres lys og mørke. Det pirrede sanserne og han mærkede hvordan han blev overtalt mere og mere til at give slip. Trækket ind i den magisk leviterende elevator var det sidste han havde brug for inden hans parader endelig blev sænket. At anerkende sin natur var svært for ham, det var ikke fordi han undertrykte den til daglig, men han havde læst nok litteratur til at vide, at dæmoner var blandt de væsner der var mest ildeset i det magiske samfund - og i menneskenes også. Det var svært at abstrahere fra når ens selvopfattelse skulle dannes, og det gjorde det svært af og til at stå ved hvem han var.
Men Angus var anderledes. Han kunne få det værste frem i Antoine. Måske havde han holdt sig mere tilbage i baren fordi der var andre, og han ville gerne sørge for at bibeholde sin fine facade overfor omverdenen, men inde bag elevatorens blåsorte glas som ingen udefra kunne se igennem mens de strøg op, var der ingen andre end de to.

Med hele sit væsen klemte han den hvidblege dæmon op ad glasvæggen og deres ansigter var helt tætte mens han stod og søgte over hans ansigt med et begærligt blik og et hævet øjenbryn.
"Du behøver bare at læse mine tanker, min kære broder, så kender du dem, jeg er en åben bog for dig jo," hvislede han tilbage, og det var svært at afgøre om hans tonefald var varmt og forførende eller koldt og advarende. Han elskede dansen lige på kanten. Hans hånd strøg op i de blonde lokker og tog et blidt men insisterende greb for at vise hvem der var overmanden i legen.

Antoine så syrligt på Angus. Hvordan kunne han altid finde en måde at smyge sig ud af hans greb på? Det var efterhånden et talent den unge, blege daemon havde fundet ud af at bruge med snilde i diverse situationer, hvor Antoine troede at han havde overtaget. Alligevel var det også en del af legen, og det gav et lille sæt i ham som han så sin brors blik, der viste at han var klar på de beskidte tricks.
"Måske du skulle koncentrere dig lidt, så får du det hele med istedet," sagde han men kunne ikke lade være med at smile som han fulgte ham ind i entréen til den store lejlighed. Det var jo overdådigt og meget pompøst. Lydisoleret? Med garanti. Hans blik gled over interiøret indtil det faldt på statuen og Angus foran, en bleg gengivelse næsten af det kendte menneskekunstværk. Han gik hen og stillede sig bag ham men uden at røre ham mens han betragtede de sirlige tegninger glinse over hans hud.
"Så sart... så skrøbelig..." en enkelt finger rakte ud og strøg langs linjerne over skulderbladene og nakken.