|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 15, 2021 13:46:53 GMT 1
Det havde startet med små ryk og jag i hendes fingerspidser. Sådan nogle små ubetydelige bevægelser, som at komme til at klippe i et blad når man mente at klippe en stilk. Hun havde vædet sine fingre i varmt saltvand og baldrian inden nattetide for at dæmpe de uønskede ryk, og for ikke mindst for at skjule det for hendes husbond. Men gradvist var de små spjæt blevet til en skælven der fra tid til anden strøg gennem hendes krop og fik isninger til at brede sig fra tandrødderne til tåspidserne. Små flash af uønskede billeder af en dystopisk fremtid havde indlogeret sig på hendes nethinde, og brede mærkværdige smil fra Quinten og Freya i renaissanceklæder havde fået hende til at se sig over skulderen hver eneste gang de var i nærheden. Snart havde paranoiaen og angsten dresseret hendes sind og krop indtil at der knapt var noget tilbage andet end de uønskede ryk, spjæt og skælven. Og da hun ikke længere kunne skjule dem, havde hun gået igang med at male alle møblerne grønne, som var hun et menneske med pensel og maling fra vinduerne. Alligevel var hun ikke bange, for hun vidste at det var moderen som forsøgte at komme med et budskab. Men det var et budskab som Erik ikke havde været klar til at høre, og derfor blev hun inden længe, og efter en kamp med farve på både væg og tøj, blevet indlogeret hos Matthew i sine sædvanelige kvarterer. Efter at havde tryllet en halvsnes møbler grønne, havde hun fortsat til at plukke hvert et blomsterhoved af rummets tilhørende lavendler, én efter én efter én, indtil et hav af lilla konfetti havde spredt sig efter hende som et krummespor, og vidnede om hendes rastløse gang frem og tilbage ved de store vinduer.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 15, 2021 14:21:02 GMT 1
Det var et desparat opkaldt fra Erik med Lennie i en male-frenzy i baggrunden, der havde fået Matthew til at reagere. Lennox var kendt som den ustabile, flyvske kvinde der var sensitiv over det mindste. Matthew spillede med på noderne og gjorde intet for at forhindre rygterne i at spredes, men han vidste bedre end de fleste. Med tiden var havde han studeret Lennox' tilstand. Hendes udbrud eller anfald, som Quinten kaldte dem, fik han mere og mere kategoriseret som sandheder eller syner, og de var aldrig tilfældige. Noget havde altid antændt dem eller ansporet hendes sindstilstand til at gå op i en spids, og han var langsomt kommet frem til den konklusion, at kvindemennesket rent faktisk besad en evne som meget få igennem historien havde besiddet: hun havde en øvre forbindelse. Det var ikke noget der kunne forklares igennem magien eller menneskenes videnskab. Hun var en plaget, sart sjæl med forbindelse til de øvre magter, og Matthew agtede at få del i den gave på en eller anden måde.
For nu bistod han Erik i at lade Lennox gå amok i det panikrum han havde fået installeret til hende i østfløjen i palæet, borte fra alles blikke og lydisoleret så selv ordene inde i rummet dalede til jorden hule og tomme. Han stod ved døren efter at have sendt et budskab til Erik om at alting var i sin skønneste orden, og han havde lukket døren fast i efter sig og slået låsen til med nøglen. Meget atypisk for låsemekanismen her var, at den skulle låses med en nøgle både udefra og indefra. Det lilla spor af blomster og duften der hang næsten kvalmende tungt i luften var et tydeligt tegn på hendes tilstand, og han forsøgte at kalde blidt på hende.
"Lennie? Lennie, min kære," sagde han, den mørke, bløde stemme rolig og uden megen kraft. Han ville ikke ophidse hende unødvendigt. "Lennie, det er bedre du kommer hen og sætter dig," han gestikulerede til den nu grønne sofa i midten af rummet hvor han håbede at få hende hen. Det ville ende i en fangeleg næsten, kunne han mærke.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 15, 2021 14:33:48 GMT 1
Ved Matthews ord, standsede hendes nøgne fødder midt i det lilla'e konfetti. Men i stedet for at vende sig og se på ham, stirrede Lennox ud af de store romanske vinduer. Haven udenfor virkede så stilfærdig og varm, og hun længtedes pludselig efter solens stråler. Hun rakte hånden ud og lod sine skælvende fingerspidser glide over vinduets kølige facade som skulle de gå igennem ved hvert øjeblik. Hendes læber skiltes en anelse imens det åndsløse udtryk manifesterede sig i hendes ansigt, og Matthew forsvandt. Faktisk så forsvandt rummet omkring hende og hun følte hvordan hele hendes krop dalede gennem den mørke tunnel, indtil at billederne af ild flakkede sig omkring hendes krop og templets vælvinger kom til syne. Hun så Erik og Quinten, og hun følte en anstrengt atmosfære der trykkede hende over hovedet som en uvelkommen migræne. Lennox missede med øjnene og forsøgte at træde nærmere for at høre samtalen, og forstod med det samme at den ikke var rar. Quinten havde gammelt blod. Det var sødligt som en rådden buket blomster, og Erik havde smagt det. Endnu engang flashede billedet at Quinten og Freya i renaissance klæder sig for hendes syn og hendes hånd faldt ned langs siden idet rummet kom tilbage, så hurtigt at hun måtte læne sig frem med underarmen mod vinduet for at støtte den svimlende fornemmelse. Hun tog sig til hovedet og udstødte et højt suk.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 15, 2021 14:40:00 GMT 1
Det kunne ses på hende, hvordan hun forsvandt og hallucinationerne trådte til. Han gik langsomt imod hende, det lilla blomsterstøv hvirvlede op omkring hans skosnude og bukseben som støv i en ørken, og han rakte frem imod hendes skulder for at lade en hånd lægge sig på hende og forsøge at holde hende fast i nuet, og dog var han for interesseret i at se hvad hun så til at han ville give hende den eliksir som Vladimir ellers havde forberedt og stillet frem på sofabordet til hende.
"Fortæl mig hvad du ser, Lennie, kom og sæt dig så kan du fortælle mig mere," bad han i det samme tonefald som han vidste Erik normalt brugte for at drosle hende ned fra hendes episoder. Han ville tage mere fat men vidste også der var en risiko for at hun ville stritte imod og blive besværlig.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 15, 2021 14:51:58 GMT 1
Den mørke duft indkapslede hende som han trådte nærmere, og selvom stemmelejet var det samme og roligheden som emmede fra ham lig Eriks, så var det ikke samme kærlighedsspundne urolighed. Alligevel så var den effektiv nok til at få hende til at vende sit slørrede blik mod ham, og se på ham som eksisterede han ikke helt, og som hun skulle forstå om hun kunne stole på ham med just denne information. Han og Quinten var trods alt kendt for at være nære, nærmere end Quinten og Freya endda. Hun rettede sig op, med en let skælven inden hun svagligt lænede sig mod vampyrfyrsten for at tage imod hans hjælp. '''Quinten er en meget gammel mand'', fik hun fremstammet fra sine tørre læber. Hun gik langsomt med ham, som var hvert et skridt smertefuldt. I virkeligheden, følte hun det som at hvert et skridt ville tvinge hende tilbage ned i sindets dybder, der hvor moderen mødte hende i deres eget universum. Hun tog et skælvende åndedræt, som hun lod sig placere i sofaen. ''Og... Jeg tror han vil gøre Erik ondt fordi Erik ved noget som han ikke bør vide'', hun hævede sine hænder og lagde dem på sine tindinger imens hun lænede sig fremover. ''Det har noget at gøre med 'Seneca''', hvislede hun inden hun rystede på hovedet, det hjalp at vide at Matthew ikke ville klantre hende for synerne.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 15, 2021 16:29:26 GMT 1
Som hun lod sig placere i sofaen åndede Matthew en smule op. Det var altid et påstyr at få hende ned fra vanviddets tinder, men denne gang lod hun til både at være snaksalig og lidt mere medgørlig. Han satte sig ved hendes side og rakte frem efter et glas, ment til eliksiren, men isteet fyldte han det med frisk, koldt vand fra karaflen der stod på bordet. Vandet gnistrede imod glasset og dråberne sprang miniskule over glassets kant som hvide krystaller i luften, inden han rakte hende glasset og klemte hendes ende hånd fast om det som skulle kulden få hende lidt mere tilbage til omgivelserne.
"Seneca? Er det... en person eller...?" en fure var at se på hans pande mens hans blik søgte over hendes ansigt. De mørke kroge omkring dem blev tættere mens han rakte ud og strakte sin magi imod hendes tindinger, som for at se med, men det var som om hun altid var omfattet af en barriere i disse øjeblikke.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 15, 2021 16:52:01 GMT 1
Fugten fra glasset fik det til at glide ned langsomt mellem hendes farvestængte hånd. Hendes blik var fortsat tåget som hun stirrede frem for sig, uden at gøre anledning til at drikke noget fra det langsomt flyttende glas. Hun tænkte hverken på om det skulle falde til jorden eller dens kølighed mod hendes varme hud. I stedet blinkede hun igen, og igen imens hun forsøgte at finde svaret til Matthews spørgsmål. ''Seneca, søn af Flamel'', svarede hun kryptisk og skulle til at fortsætte da hun følte hans fingre mod hendes tindinger. De kølige marmorpølser sendte et chok gennem hende, som var nok til at hun med ét, krammede fingrene så hårdt om glasset at det sprang. Glassplintrene fór med ét omkring dem og stoppede kortvarigt i luften inden de dalede til jorden. Lennox blinkede, de mørkeblå øjne var tilbage som hun sænkede sit blik mod sin nu blødende hånd, og så tilbage til Matthew. ''Hvor er min tryllestav?'', spurgte hun stakåndet.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 15, 2021 18:07:10 GMT 1
Så vidt Matthew vidste var der ingen af Quintens sønner der hed Seneca. Han rynkede panden undrende over hendes ord. For en gangs skyld gav de egentlig ikke så meget mening som han havde håbet. Det splintrede glas og vandet stod stille i luften inden det faldt og samlede sig til en pøl på gulvtæppet. Han sukkede stilfærdigt og så ned på hænderne hvor blodet samlede sig i små rubinrøde dråber i hendes håndflader og løb i hudfolderne som purpur floder mod hendes håndled og ned på gulvtæppet. Han mærkede det instinktive sug i mellemgulvet efter at bøje sig ned og suge den livsgivende nektar til sig, men han var gammel og standhaftig nok til at kunne kontrollere sig.
"Din tryllestav er i din taske nede i entréen," forsikrede han hende mens han med et knips fik glasskårene til at samle sig i en bunke og svæve hen til skraldespanden ved siden af sofaen, selv de små skår der sad i hendes håndflader. Vandet på tæppet måtte få lov til at blive. Han rakte mod karaflen og hældte lidt vand over de blødende sår inden han greb et par servietter fra holderen på bordet og begyndte nænsomt at duppe mod hendes sårede hænder. Det hvide stof blev langsomt plettet lyserødt af blodet.
"Men Flamel fik aldrig en søn der hed Seneca," sagde han lidt undrende. "Det står alt sammen i historiebøgerne, det ved du da," han så op fra hendes hænder til hendes ansigt.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 15, 2021 18:22:26 GMT 1
Lennox tog et par dybe indåndinger imens Matthew gav sig til at rense glasskårerne. Det var først da han begyndte at duppe hendes hånd, at hun hævede sit blik for at tage ham i syne. Var han irriteret på hende? Hun sænkede straks blikket igen på sine hænder. Hvis bare hun havde sin tryllestav, kunne hun fjerne sårene, men de ville næppe give hende et potentielt våben i hendes tilstand. ''Jeg ved det ikke. Men på grund af Seneca, vil Quinten slå Erik ihjel'', svarede hun inden hendes hænder tog om servietterne som var de små bolde. ''Det er derfor Moderen vil have et barn... At Erik og jeg skal have et barn... Hun vil blive et orakel, og hun skal stoppe Seneca'', hun rystede på hovedet og slap papiret som faldt til gulvet. Hun greb om sofaens grønne stof of lod de mørke pletter synke ind. ''Vi bliver nødt til at få et barn. Et ægte barn, ikke sådan et som Osbert'', hun rejste sig med disse ord, og begyndte endnu engang at gå frem og tilbage i de samme linjer på gulvet imens hendes fingre begyndte at spjætte på ny.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 15, 2021 18:42:58 GMT 1
Matthew sad i sofaen og fulgte hendes færden med blikket og lyttede til hende mens han sukkede stilfærdigt.
"Et ægte barn?" spurgte han lidt undrende og mærkede det var ved at være tid til at give kvindemennesket eliksiren på bordet. "Skal det betyde at Osbert ikke er et ægte barn?? Blev han ikke undfanget i gudernes åsyn?" sagde han undersøgende inden han greb eliksiren og rejste sig mens han gik imod hende. Han stillede sig i vejen for hende i hendes færden, der hvor der var lavet et spor i lavendelkonfettien. Han lagde en hånd imod hendes skulder som for at standse hende og holdt eliksiren imod hende. "Drik din eliksir, min kære," bad han mens han overvejede at Erik skulle betale ham mere i fremtiden for at passe hans syge hustru, hvor meget det så end gavnede hans egen sag.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 15, 2021 18:58:47 GMT 1
''Osbert er vores barn'', svarede hun en anelse skrapt imens hun hævede en finger. ''Men vi ønskede ham ikke. Han var et uheld'', hendes ord kunne anses for at være makabre i det forkerte rum. Adonum påbød kærlighed til levende væsner, og det var klart at hun elskede sin søn. Men han var og blev talentløs. Et snigende ønske om at se Erik bundfældede sig i hende imens hun mærkede hvordan en nyfunden panik spredte sig i hendes hænder og fik dem til at dirre i stedet for blot at spjætte. Hans hånd sendte endnu en bølge af chok gennem hende og hun vendte sig mod ham med trætte og vidt opspærrede øjne. ''Det er farligt ikke at betale en fae tilbage'', svarede hun ham, uden at se på eliksiren. ''Specielt en prins'', hun hævede en finger kort inden hun tog imod eliksiren og holdt glasset mellem dem. ''Han vil have hende. Men ikke når han ser at hun er beskidt. Men.. Åhhh'', hendes øjne blev om end endnu større inden et smil formede sig og hun undertrykte et fnis. ''Ikke alting behøver at blive sagt'', og med de ord hævede hun eliksiren til sine læber.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 15, 2021 19:05:39 GMT 1
Hans øjne blev smalle mens hun talte og han ønskede i et kort øjeblik ikke at tage hendes klarsyn fra hende når det pludselig var henvendt til ham. Han var ihvertfald ikke i tvivl om at det handlede om hans aftale med Alphaeus. Et sted i ham blev han kortvarig harm over beskrivelsen af Angelique som beskidt. Det var hun på ingen måder! Hun var hans engel, hans hvide lilje med kronblade som sne og hår som honning. Han ville til at påpege det inden hun slugte eliksiren og det var for sent. Han sukkede og mønstrede et lille ømt smil til hende. Hun var jo familie, trods alt, gift ind, og en af de dygtigste remediemagere, både indenfor og udenfor Adonum. Han smilede og strøg hendes kind.
"Har vi det bedre nu?" spurgte han prøvende.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 15, 2021 20:56:38 GMT 1
Lennox nåede at skue hans utilfredshed. Hvordan han syntes at rynke på næsen og en næsten usynlig fure udviklede sig i hans pande. Hun var sikker på, at han havde været køn som ung og ærgrede sig kort over den tabte ungdom. Hun strøg sit hår bag om øret efter at hun havde sænket eliksiren. Hun kunne straks mærke hvordan den gennemsyrrede hendes krop og sendte en afslappende fornemmelse gennem hele hendes indre. Hun lænede sit ansigt mod hans hånd og tog en dyb indånding med øjnene lukkede. Billederne forsvandt og ligeså gjorde dybet. Moderen vinkede farvel, men hun vidste at hun altid var nær. ''Erik burde få sandheden at vide'', svarede hun afværgende som hun på ny åbnede øjnene og så mod den ældre vampyr. ''Jeg forstår ikke hvorfor vi holder det hemmeligt. Han elsker mig og jeg ham. Vi var uovervindelige''. Det var ingen hemmelighed at de anså Osbert som at være roden til de stærke syner. Inden ham havde hun altid været småskør men aldrig farlig for sig selv og andre. Hun rettede sig op og så rundt på de grønne møbler. Med et hævet øjenbryn, strøg hun nærmere og gav sig til at glide hænderne over træværket. ''Hvorfor grønt?'', spurgte hun nysgerrigt, rummet havde altid været mørkebrunt og rødt.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 16, 2021 16:27:28 GMT 1
Matthew smilede smalt over hendes forvirring. "Grønt er håbets farve, er det ikke sådan man siger?" svarede han blot inden han med et vift fra hånden fik den grønne farve til at forsvinde og møblernes oprindelige udseende til at træde frem igen. Han slap hende og lænede sig mod sofaens ryglæn med armene over kors.
"Du ved hans tro ville gå i opløsning hvis han fik sandheden at vide, og værst af alt ville han måske ikke tro på dig, så han ville vende dig ryggen," forklarede han. "Og det ville være tragisk hvis hans hjerte brækkede." At han tog højde for Eriks velbefindende var en løgn, men han behøvede ikke fortælle den skrøbelige Lennox alting. Så længe han gav forklaringer der ikke var alt for ulogiske, var han på den sikre side med hendes tillid.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on Jul 25, 2021 14:22:31 GMT 1
At skilles fra Erik var det sidste hun ønskede. Tanken sendte et ubehag gennem hendes krop der i et kort sekund viste gennem et par våde øjne. Hun blinkede for at få det bort og på ny være tom og følelseskold. “Måske jeg burde begynde st tage den medicin mere regelbundet”, bemærkede hun imens han tryllede møblerne tilbage til deres oprindelige skik. Det var der hun opdagede hvordan hendes egne hænder var stængt med grønne malerpletter. Hun undrede nu hvad hun havde gjort derhjemme hvis panikrummet havde været malet grønt. I det mindste vidste hun at Erik ville tage hende tilbage med kyshånd og sit sædvanlige melidenjedsfyldte smil. “Jeg undrer mig sådan over hvorfor moderen vil have en baby”, mumlede hun alt imens hun lod sig dumpe ned i sofaen ved Matthews side. Hun hævede sine hænder og gned sig i øjnene som skulle det hjælpe hende mod et klarsyn. “Det er det eneste jeg kan tænke på. En baby…. Men Erik vil ikke have en fordi.. Osbert”, hun løb fortvivlet den samme grønstængte hånd gennem sit hår.
|
|
