Would that make me crazy?

De rubinrøde dråber piblede frem fra magikerens sygeligt blege hud og koldsveden blandede sig med den livsgivende væske mens den løb over hans kind og hals. Matthew måtte trække vejret dybt for ikke at lade besindelsen løbe af med ham. Synet var så smukt, det var så elegant, hans perlende blege marmorengel i krig med en efterhånden udtømt krop. Han fugtede sine læber, det var alt han kunne i dette øjeblik mens han langsomt gik nærmere med hænderne foldet foran sig og et myndigt blik på hendes legesyge.
"Erik er for svag," svarede han. "Lennox er noget andet, hun er af en anden støbning. Skør, måske, men med et sind der kan have gavn af bare at lade sig overvælde og blive en del af den symbiose man indgår med guderne, når man overgiver sig til Det. 5. Sind." Han standsede foran hende hvor hun sad med manden og så fra hende til ham.
"Har jeg ikke sagt man ikke må lege med maden?" spurgte han med et krøllet smil på læberne og uden at give tegn til at ville standse hende. Det morede ham og gav ham lyst til at samle hende op i sine arme og vise hende hvor meget hun betød for ham.

Hvis isnende øjne kunne gløde af varme ville Matthews have gjort det. Hun var så perfekt, så præcis i sine bevægelser, en lille dukke men med sit eget sind, farlig som en slange og med et snerrende bid i ord og handling. Hans næsebor skød ud i en kort indånding, den unødvendige muskelsammentrækning som han ikke havde lagt på hylden, selv ikke efter de mange år som vampyr, og han knyttede en hånd bag ryggen for ikke at vise den lidenskabelighed han fandt i at se hendes leg.
"Hvis hun er skør er det gudernes vilje, men hun har sandhed i sine ord ligesom hun har rablende vanvid i sine øjne," forklarede han og nærmede sig hende stille mens han betragtede magikeren, hvis bedende øjne langsomt lukkedes i og deres lys slukkedes for stedse. Blodet rand ned ad manden og i sofaen og Matthew sukkede og rystede på hovedet inden han strakte en hånd ned til hende for at få hende til at rejse sig så hendes kjole ikke blev plettet. "Desuden er hun familie, og man behandler familie ordentligt," tilføjede han. "Jeg er ked af at Osbert ikke falder i din smag. Jeg havde ellers overvejet at tilbyde ham din hånd i ægteskab," sagde han lidt lavmælt, men ordene fortrød han næsten med det samme. Osbert var ikke værdig til hans engel.

En munter lille klukken forlod hans strube ved hendes kommentar om den uduelige Andromedius-dreng. Han lænede sig ned og kyssede hendes hår.
"Bare rolig, min skat, det var aldrig mejslet i sten, blot en kort strøtanke," forklarede han inden han lagde en arm om hendes smalle skuldre og førte hende med sig ud af tapperummet. Udenfor stod de to kittelklædte tjenere og Matthew informerede dem om magikerens død og hvordan liget skulle skaffes af vejen i voldgraven, så vandet kunne forplumres yderligere og forhåbentlig holde fae-prinsers uvelkomne besøg på afstand. De nikkede tavst og trådte ind i rummet så de to vampyrer kunne forlade rummet side om side.
"Hun har forudsagt ting jeg ved ingen andre vidste, og som hun kun kan have set gennem Moderens øjne," fortalte han mens de gik. "Hun har en direkte forbindelse og jeg lytter til hende mens Erik kun ser galskaben i hendes øjne fordi hans hjerte står hende for nær," sagde han og kastede et blik ned på Angelique mens de gik. Den hvide lilje i hans arme. Lennox havde fortalt om "den hvide lilje" og dens blodsbesudlede rødder som ville blomstre i hans palæ. Angelique var præcis som hun havde fortalt, og han kunne ikke se nogen anden måde hun havde set hendes indtog i hans liv, end at hun havde synet. Og han agtede at finde en måde at tune ind på hende på, at få det samme klarsyn igennem visioner så han kunne udføre gudernes vilje til perfektion. Lige nu var Det 5. Sind det bedste bud han havde på hvad der var på gudernes menu, men hans planer med Lockwood Orphanage var skridtet videre. Han ville mere end hvad Adonum kunne tilbyde i skrifterne. Han ville etablere noget større end en menighed. Han ville have et følge, en hærskare.

Han smilede mens han betragtede hende gå lidt foran sig mens de arbejdede sig gennem palæets gange. Han styrede en sikker kurs i retning af biblioteket og skubbede døren op foran hende som de trådte ind i det tørre, kølige rum hvor bøgerne nåede tre etager op med vindeltrapper til de næste etager snoede sig i mørk støbejern. På det nederste plan var der læsepladser i midten til palæets beboere og gæster, hvis man skulle fordybe sig. Der var dog ikke mange unge i palæet på nær Gabriel og Angelique, og de havde allerede gransket de fleste af de bøger de ville pløje sig igennem.
"Ja jeg mindes godt hendes sakse-eventyr med dig," sagde han med en mild latter i stemmen. "Men så er det jo godt det vokser hurtigt ud igen på dit kønne hoved," han strøg hende over det hvidlige hår mens de gik forbi læsepladserne og de grønne lampeskærmes skær. Han rakte ud og slukkede en af dem.
"Erik ved intet, og det skal også fortsætte sådan," forklarede han, og hans stemme var tydelig i sit tonelejde. "Hun er en ressource, og jeg har adgang til hende, skal jeg så ikke have mulighed for at bruge hende, som tak for at passe på hende i hendes voldsomme stunder?" spurgte han med et let hævet øjenbryn inden de kom til området med de fine glasmontrer der indeholdt forskellige magiske genstande som var dele af palæets private collection. Han standsede ved en leviterende rubin hvis aura pulserede og slog små gnister af og til. Lyset spejlede sig i omgivelserne og glasset der beskyttede den værdifulde genstand. Han så på hende. I skæret var hendes hud næsten naturlig og pink. Hendes kinder havde en næsten livlig glød. "Hvorfor skulle jeg ikke tage hvad der er retmæssigt mit? Som overhoved for familien er Erik og Lennox nød til at efterkomme mine ordre, og hvad hun ved kan jeg bede om at få at vide, så simpelt er det," han rakte ud og strøg hende over kinden og til hagespidsen.

Hans smil besvarede hendes næsten troværdigt, men alligevel med en kølighed som viste at han ikke tolererede hendes små julelege. Hans fingerspidser der havde hvilet blidt om hendes hage spændte deres greb kortvarigt og et øjenbryn røg i vejret dog uden at mundvigens trækning forsvandt.
"Det er godt han ikke får det at vide, for hvis han gør, ved jeg præcis hvem der har sagt det, og de ryger i voldgravens mørke vand," påpegede han inden en lyd afbrød deres stille stund med hinanden. Ovre fra en af de øvre etager kunne man høre stokkens slag i gulvet og Vladimir kom til syne ved rælingens gelænder så han kunne se ned på dem.
"Kan man få noget arbejdsro?!" knurrede han med kraft nok på den bryske stemme så den gjaldede igennem bibliotekets stille rum. Et slag fra stokken understregede hans irritation inden han vendte dem ryggen igen og gik bort imod hvor end han havde siddet i biblioteket. Matthew så efter ham og overvejede hvor meget han havde hørt inden han så tilbage på Angelique.
"Den gamle har ret, min pige, det er ved at være sengetid for dig," sagde han med en formanende stemme.