Would that make me crazy?

Kulden fra Matthews hånd spredte sig som et spindelnet gennem hendes krop og fik hende til at låse sit blik på hans lange fingre. Tanken havde strejfet hende før, men ulig mange andre i troen så foredrog hun at kanalisere sin kærlighed til dem via Erik. Også selvom at netop de to var nærmere guderne. Lennox lagde sin hånd på hans og knugede den i et kort sekund som en tak for hans venlige tilbud. “Det bliver nødt til at være Eriks”, svarede hun med en undertone som indikerede at hun vidste mere end hun lod vise. “Nu må du gerne bede Erik at komme”, hun så op og sendte et smil til ham selvom at hun stadig holdt hans hånd mellem sine. Der fandtes en mærkværdig tryghed i netop dette.

Lennies formørkede blik mødte kort Matthews efter hans læber slap hendes pande. Det føltes koldt og hun var glad for pndehårets varmene effekt. Da hun først havde mødt ham og ikke mindst Erik havde hun ikke brudt sig om deres kølige berøringer. De havde været for anderledes, for sære, for uforståelige når de rørte sig som levende væsner. Hun nikkede til ham og stirrede kort ud i luften som hun huskede første gang hun delte sengen med Erik, hvordan han havde været så kold og efter den lille udveksling så varm. “Husk at drikke, du er meget kold”, hørte hun sig selv sige idet hun rejste sig fra sofaen og gik med til døråbningen. Hun svarede ikke men regnede blot med at han vil følge med. “Er vampyrbørn også kolde?”, spurgte hun i et sidespor. Hennes fingerspidser gled over de høje paneler som for at minde sig om at dette var virkelighed og ikke et syn, selvom det tangerede til det i dette mørke rum. Hun holdt Matthew i armen ud af vane imens hendes skrøbelige grønplettede silhouette fandt vej gennem palæet.

Lennox var ikke typen der lo meget. Men Matthews udtalelse fik hende til at trække på læben til noget som kunne tyde til en begyndende latter. “Jeg er sikker på at du har massere unger derude som forgylder moderens budskab og faderens lyst”, svarede hun inden hun endnu engang slog blikket ned. Hun tænkte på Osbert hvis udser de ikke kunne lyve sig fra at være sin faders søn men stadig var kommet ud som en banal magiker. “I sidste ende handler det om at befolke jorden i Adonums kærlighed”, hun stoppede kort ved et af de store portrætter og observerede det let inden de drev videre. Der var mange ansigter og alligevel var de alle så ens. “Jeg håber at Erik forstår moderens alvor en dag. Man vil ikke gå imod hendes ønsker”, hun vendte sig mod manden på ny og gav sig til at følge ham.

Et sørgmodigt smil gled over hendes læber og langsomt hævede hun hånden for at prikke sig selv på tindingen. “Fordi de allerede tror at jeg er skør”, svarede hun som var det det mest naturlige. Sandheden var nok nærmere fordi at det 5. Sind var ulovligt, uanset hvor meget Matthew praktiserede det var det stadig ildeset. “Jeres ritualer virker så ekstreme og… Erik og jeg ønsker kun et til barn”, hun gled hånden gennem sit lange mørke hår. Osbert havde ikke engang været et ønske. Men er nyt var og ikke mindst et som var født i en rituel sammenhæng, en som kunne blive orakel som hende selv. Hun begyndte at gå videre i hallen og trak Matthew med sig med blide tryk. “Hun vil blive et orakel. Det ved jeg. Derfor er det vigtigt for Adonum”, hun så på ham igen med en seriøsitet ulig hendes alder, dom var hun flere tusinde år gammel. “Hvordan skal vi overtale ham?”, spurgte hun så

Angelique betragtede dem fra det fjerne imens de færdiggjorde deres samtale. ‘Oraklet’ knugede kort hendes far indtil sig inden hun gik sin mand i møde. Eriks en anden præst som Quinten ikke kunne lide. Hun gled langsomt frem fra skyggerne, skygger som normalt veg fra hendes lys. Hun var iført den lange hvide kjole, let om hendes skuldre og om hendes fødder dom et vandfald. “Hvorfor var hun her?”, spurgte hun som var hun utilfreds over hendes fars fravær fra middagen. Solen var allerede på vej op, og for det trænede øje kunne man se hvordan natten var begyndt at blive til dag. For et menneske var det dog stadig mørkt.

Hun begravede sig i hans favn. Næsetippen som plejede at være fyldt med snot, var nu tør og stadig nussende mod hans skulder. Hun var blevet høj og slank med alderen men aldrig højere end hverken Matthew eller Isobel, på trods af hendes faegener. Det havde Matthew stoppet. “Hun er virkelig underlig”, svarede hun istedet for qt kommentere på at hun stadig var oppe. Det var Gabriel som havde holdt hende vågen med sine cigaretter og historier. At Lennox var i palæet var kun mærket ved hans fravær. “Du har ikke spist”, konstaterede hun som hun tog ham i hånden for at bringe ham gennem de længe gange. Det var bedre at gå direkte til ofrernes bur.

Et genert smil spredte sig på hendes læber ved hans tiltale inden de gik afsted. Det var ikke meningen at hun ville blive oppe som
Sådan, men detcharmerede ham at hun holdt af ham. Så meget vidste hun. Da de kom ind i tapningsrummet, stillede hun sig lydigt ved siden af døren og betragtede de mange folk. Alle sammen i forskellige størrelser, og alligevel havde de samme udseende i form af det lyse hår og de blå øjne. Ikke hvem som helst faldt i fyrstens smag. Angelique smilte til ham idet han skålede og hun gik da mod dem begge. “For nu”, svarede hun inden hun selv stak fingeren under tappen og tog den rubinrøde dråbe inden den faldt. “Gabriel og jeg spillede kalaha”, svarede hun blot, “men han er gået i seng nu”, med disse ord slog hun sig ned i sofaen ved siden af den tilsluttede magiker. Hub lænede sig op af ham som en kælen kat, egentlig mest fordi han duftede godt. Hendes lyse guldhår hvilede sig på mandens skulder, som var han en pude. “Hvorfor bruger du tid på ‘Oraklet’?”, kommanderede hun denne gang at få at vide, det gjorde hende nysgerrig.