Blood on the dance floor

Quintens fingre slangede sig om drinken på den våde bakke. Den var serveret i et højt glas der var så koldt at svedne perler af kondensering var begyndt at løbe ned langs glassets sider. De svedne kroppe spejlede sig i glassets perlesved og lyset blinkede ubarmhjertigt mod den komfortable tribune som de var blevet placeret på. Han var helt sikker på, at han aldrig nogensinde ville tilgive Matthew for dette stunt. “Gode minder”, svarede han ligeså, men stoppede sig selv da han følte den tynde papirsflade mod sine læber. Et misbilligende udtryk malede sig i hans ansigt da han opdagede den orange drinksparaply. Med sirlige fingre fiskede han den op og kastede den fra sig som var den gjort af napalm. Det var årevis han sidst havde ladet sig snyde af fyrsten, og endnu længere siden at han havde befundet sig selv i en bar blandt alment levende folk ved nattetid. Han kunne ikke fordrage denne form for løsslupne unødvendige omgang med andre kroppe. Ville man danse, kunne man gå til dans. Ville man kysse, kunne man skaffe en livspartner. At tabe alle værdier for en nat i djævlens hånd forstod han ikke. Han hævede sin Virgin Mary til læberne og tog en lille tår inden han stillede den fra sig på bordet og så skeptisk på sin livskammerat. “Og hvad forventer du så nu du har fået mig i djævlens næver? Jeg går ud fra at mødet med kartellet blot var et dække? Slyngel.”.

Quintens blåklare blik fulgte lydløst sin kammerats ud på de dansende kroppe. Forvredne, hoppende og svedende. “Bavianer”, kommenterede han vrissende. Quinten stillede sin drink fra sig og hævede beskyttende hånden for at skærme sine øjne fra de hårde blinkende lys. Han havde aldrig været stor fan af elektronik, selv ikke bilen som han havde nægtet st skaffe siden dens opfindelse. “Har du nogensinde tænkt på hvor meget der findes at gøre i vores samfund? Hvordan skulle jeg nogensinde slappe af med god samvittighed?”, spurgte han prøvende, selvom sandheden var at det stak og kløede i ham så snart han sad og følte sig uduelig. Lidt som nu. Fejlkoblerede stressneuroner havde Freya drillet ham med i en årrække, på grund af hans evigt kølige og umenneskelige styrke til ikke at lade sig lokke af nogen form for afvigelse. Sandheden var nok nærmere at han ikke forstod behovet. “Matthew det her er rædselsfuldt. Dette er et sted for sådan nogle som Lennox og Eriks dreng, ikke os gamle hunde”, han vendte sit blik mod sin kammerat og smilede venligt. “Eller ønsker du at føle dig ung igen?”.

En skygge gled over Quintens ansigt ved Matthews foreslag. Han kunne ikke se det sjove i det, uanset hvordan han vendte og drejede det. Alligevel, slog han en høj og gjaldende latter op som fik andre i logen til at vende deres blikke mod ham. ''Afpresser du mig?'', spurgte han nøgternt. Han vidste at han havde skuffet sin kammerat dengang han valgte at give Freya eliksiren uden at snakke med Matthew. Men i den situation, havde det været nemmere at leve med konsekvenserne og undskylde når skaden var sket, end at få et nej og alligevel gøre det. Quinten havde elsket Freya fra det øjeblik han havde hørt hende svare igen, og han agtede at beholde hende så nær som muligt resten af livet. ''Og hvad får jeg ud af det? Giver jeg dem drinks, tror de at ministeren er løssluppen, er det det du vil have?'', han drejede sig mod Matthew og prikkede drillende til hans vinglas for at få det nær kanten så muligt som skulle han til at lade det falde. Han kiggede på de to kvinder kort, han havde intet at bruge dem til så han fandt det godt og vel absurdt.

”Okay så”, medgav Quinten idet Matthews fingre sneglede sig om glasset for at redde det fra sin ubønhørlige skæbne. Han havde stadig vage minder fra en kro i middelalderen hvor glassplinter slog i gulvet som regn mod en rude. Han hævede istedet for fingeren og pegede på ham imens de alvorlige ord lød: “Men du dealer med Freya senere”. Tonen var legende, selvom blikket var alvorligt. Det sidste han ønskede var ægteskabeligt drama. Dog måtte han skjule sit begyndende smil bag sin håndflade, da han så hvordan Matthew skruede charmen på som den ungkarl han var og blev. Tjeneren så allerede ud til at kunne dåne som hun sendte skjulte blikke mod fyrsten imens hun forsøgte at koncentrere sig om Quintens såkaldte ‘bestilling’. “En Flyvende Alf til dem begge - med et stort glas vand med brus og en citronskal, tak”, svarede han inden han sendte tjeneren et mindst ligeså bedårende smil, selvom hans var langt mere forceret. Så snart tjeneren var begyndt at liste afsted, vendte Quinten sig mod Matthew med et hævet bryn og et forsvundet smil. “Og hvad er min pris så? Nu jeg har udført din ‘udfordring’, eller er det min tur?”.

Quinten havde lænet sig tilbage med hænderne foldet over sit skød imens han betragtede servitricen efterlade de to basic drinks med det tilhørende vand. Skulle der drikkes måtte det vel være ansvarsfuldt. Dog overraskede blinket fra de små sorte kasser ham, og han skævede til Matthew. Måske han også skulle begynde at lyse sin drinks igennem, men hvorfor ikke bruge tryllestaven? Han vædede sine læber og undslap et tungeklik, som var blevet en vane for ham de sidste 25 år. Han skævede til Matthew og lod et lille hemmelighedsfuldt smil brede sig på sine læber. “Mr. Andromedius”, rettede han ham inden han sendte ham et enkelt blink og hævede sin alkoholfrie drink i en skål. Han vidste at Freya ville få et føl hvis hun vidste hvordan Matthew afpressede ham. Men han resonerede straks at hun ikke behøvede at få noget at vide. “Hvordan går det med Gabriel?”, spurgte han, dog uden at nævne lillesøsteren. En svag fae var ingen fae han kunne bruge.

Endnu engang cirklede Quintens blik tilbage på de to kvinder. Han var glad for, at han havde sendt dem et stort glad vand til deres drinks, for han yndede ikke fuldskab. Han vendte sig mod Matthew på ny og blinkede engang. “Gabriel?”, spurgte han da, som havde han præcis glemt sit eget spørgsmål. De plejede aldrig at snakke om knægten. Han var ‘Old news’ så at sige. “Tryllestavsmagere er vel vigtige i Adonum?”, spurgte han selvom det egentlig var mere fakta og en tanke. Han havde jo læst skrifterne, selvom han ikke troede på det. Han vædede sine læber og rakte ud efter sin sødlige drink. “Freya er besat af tanken om at drengene bør tage del i eliksiren. Jeg har sagt nej, deres eksistens var ikke ment fra begyndelsen af. Hvad tænker du?”, dey var med vilje at han havde bragt Gabriel på banen, da han vidste at Matthew havde et mærkværdigt tilhørsfforhold til knægten.

Et stramt og forceret smil bredte dig på Quintens læber idet Matthew nævnte vampyrismen som han havde ladet fortære hans krop. Han havde aldrig brudt sig om tanken, det gjorde ham ubehageligt til mode st vide at ham skulle spendere resten af sit liv som et blodsugende kreatur. Han tænkte på den begyndende gigt i hans hænder, den konstante smerte som plagede ham mere og mere jo flere dage der gik fra eliksiren. Han satte sit glas ned og så på Matthew uden at kommentere. Matthew kendte hans holdning. “Freya er nødvendig”, svarede han kort. Inden hende havde han været en tyran og en ondskabsfuld satan. Hun havde ændret ham, gjort ham mere beregnende og mindre opfarende. Drengene haver været hendes idé og hendes idé alene. “I såfald går jeg ud fra at drengene må leve deres liv i den tid som de har? Hvis ikke de selv vælger vampyrismen”, han bed mærke i Matthews beskrivelse sf hans ‘smukke’ drenge, men det rørte ham ikke. Ligesom livet, var skønheden forgængelig. Desuden ønskede han knapt at spørge, selvom Freya havde bedt om det, et vagt og udesigneret svar var bedre end et rungende nej og vil ikke gøre hende ligeså oprevet.