|
|
Post by Quinten Andromedius on Jun 27, 2021 8:41:13 GMT 1
”For ikke at tale om hvordan hun ville krydre det med haveurterne og servere det for dine egne unger - hvis ikke hun selv æder det med stor tilfredshed”, spandt Quinten videre selvom et glimt af morskab viste sig i hans blik, som ikke matchede hans mund. Han hævede hånden og gav sig til at stryge sig over hagen imens han flyttede blikket ud på den dansende folkemængde. ”De drenge skulle aldrig havde eksisteret. Hun er skrækkelig følelsesbundet”, gentog han brummende som var Matthew ikke tilstede. De havde diskuteret det før, idiotien ved at skaffe børn som man skulle overleve, og Quinten havde derfor valgt at distancere sig til dem - alle på nær Arthur som var den eneste han kunne forstå. Han vendte sit blik mod Matthew igen og rakte frem efter sin nærtomme drink. ”Jeg siger at du skal tænke videre over det, så sparer vi det tosseri de næste 10 år, okay?”, foreslog han, for ligesom Matthew havde han ikke lyst til at se sin hustrus raseri der let kunne vælte en landsby.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 27, 2021 16:06:56 GMT 1
Et skælmsk smil fremkaldte et klingende glimt af fryd i Matthews blik mens han hørte på sin ven. "Hun lyder som en god kok," bemærkede han tørt inden han lænede sig tilbage og hævede hånden af servitricen. Hun kom hen til dem og han sendte hende atter et smil mens han bad om regningen. Hun kvitterede med et "Så gerne, d'herrer," inden hun spankulerede bort med vuggende hofter et og et lille skjult blik til dem over skulderen. Matthew så efter hende med en eftertænksom mine inden han sendte Quinten et sigende blik.
"Jeg har tænkt, der er ikke brug for yderligere betænkningstid," svarede han inden han rettede sig lidt op som regningen kom tilbage. Han rakte servitricen sit kort uden videre omtanke og hun fik det scannet ind på den lille betalingsterminal inden hun forlod dem med et smil. Matthew løftede regningen igen og vendte papiret hvor tegnet til hendes to-vejs-spejl var sirligt tegnet med en kuglepen. Han viftede med papiret inden han stak det i lommen.
"Du kunne have aflivet dem ved fødslen, men du lod dem alligevel leve, så det er vel ikke kun Freya der er så skrækkeligt følelsesbundet, er det?" påpegede han smilende til Quinten inden han rejste sig fra bordet i en flydende bevægelse som tegn til at deres besøg i hotellets bar var ved at være overstået.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Jun 28, 2021 8:51:30 GMT 1
Quintens blik fulgte Matthews til den unge mø hvis svejende hofter let drog sig blikket fra hver en mand i rummet. Han forstod også, at de fleste kiggede fordi deres primitive center påbød dem at skabe børn med nogen hvis gyngende hofter let kunne skyde et dusin unger ud, - han var trods alt en mand af videnskaben. Derfor sendte han Matthew et kort, bebrejdende men ganske indforstået blik. Han havde altid fundet mandens deltidssysler unødvendige. ''Udemærket, men det kan du selv få lov til at fortælle hende'', påpegede han imens han hørte det hjemmevandte blip fra kortautomaten. Quinten kunne ikke lade være med at undgå at notere mandens valg af kort, det lange sorte der fortalte servitricen at han var en mand af penge. Quinten himlede med øjnene og rejste sig i takt med sin kammerat. Hans ord lammede noget i arm, men prikkede også til en vrede som var godt glemt bort. Han greb ud efter Matthew underarm, for at holde ham stille. ''Jeg havde let kunne aflive dem, hver og en. Idag, eller dengang. Men jeg vil ikke risikerer Freyas sindstilstand og det ved du. Så hold op med det pjat'', han gav straks slip som ordene havde forladt ham. Et kort glimt af den gamle tyran viste sig i hans blik, den der let kunne gå igang med et af deres famøse slagsmål de havde haft i ungdommens vår. Bare tanken om at smide en knyttet næve mod Matthew fik det til at gøre ondt i hans fingre, han havde for længst indset at han ville tabe. ''Drengene er farlige for os, derfor bør de selv få del i gaven. Ihvertfald én af dem, så vi er sikrede'', brummede han og smilte på ny.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 28, 2021 11:49:03 GMT 1
Det var som altid en fryd at se den ellers stoiske mand komme til kort i samtaler vedrørende følelsesmæssige tilknytninger. Det lille glimt af fortidens passionerede sind gjorde næsten at Matthew fik mere blod på tanden til at ophidse ham og starte en fejde, men tiden og stedet bød sig ikke til det.
"Farlige for jer ligefrem? Hvordan?" spurgte han med en lille latter i stemmen og begyndte langsomt at bane sig vej gennem gruppen af mennesker for at komme ud ad hotellets festligt anlagte bar. Han smed et par mønter i et krus ved receptionen som drikkepenge inden de langsomt kunne forlade afdelingen og træde ind i hotellets funklende lobby af glatpudset marmor og messing og palmer der sitrede i en magisk trækvind nu og da for at underbygge den tropiske fornemmelse indenfor. Et springvand klukkede fra usynlige skulpturer der kun kunne anes gennem der perlende klare vand. Matthew stillede sig ved vandet og rakte en hånd ud så det kolde vand kunne ramme hans blege håndflade og han sukkede inden han vendte sig imod Quinten. "Hvis du skulle vælge, hvem skulle det så være?" spurgte han, men han kendte næsten allerede svaret. Han skulle blot have det bekræftet for at komme med et tilbud, der måske kunne afhjælpe Quintens kvaler en smule.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Jun 28, 2021 12:29:18 GMT 1
Blikket som han modtog fra Matthew, gjorde Quinten ganske sikker på at manden ønskede det samme som ham. Et par få slag og så en veludviklet troldmandsduel. Men ligesom Matthew, vidste han at dette ikke var stedet. Desuden, var han for gammel til at lade ungdommens luger brænde på ny. I stedet foldede han hænderne bag ryggen og gav sig til at følge Matthew. ''En dag opdager de vel at deres mor og far ikke ældes?'', svarede han med en hvis kølighed over sin stemme. Han havde forsøgt at resonere med Freya men lige meget nyttede det. ''Og når det sker, bliver vi nødt til at gradvist forsvinde fra deres liv. Desuden har Freya insisteret på at opdrage dem i Adonum. De er indoktrinerede, hvordan tror du at de reagerer hvis de finder ud af at vi bryder reglerne?'', det sidste hviskede han lavmeldt idet de standsede foran det usynlige springvand. Han betragtede hvordan hans kammerat legede med strålerne, som opfriskede det hans hud. Quinten havde næsten lyst til at le. Hvilken ironi at fange ham ved ungdommens kilde, når de begge vidste at kun de til sammen kunne frembringe den virkelige eliksir? ''Arthur eller Elliott. Hvem havde du valgt?'', spurgte han uden at tænke meget over sagen. Alastor var en skuffelse og Felix havde ikke de rette kvaliteter.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 28, 2021 17:04:06 GMT 1
Matthew smilede smalt ved tanken om drengenes reaktion på forældrenes brud med idéen om at døden var en gave. I visse dele af Adonum var vampyrer heller ikke velset fordi de netop levede så længe, men de var trods alt dødelige så de var i det mindste ikke banlyst. Han trak hånden til sig og rystede vandet af den inden han trak den igennem det lange sorte hår så dets glans blev yderligere forstærket i lyset fra de blændende krystallysekroner ovenover lobbyen.
"Det er vel hendes problem at hun vælger at sætte dem ind i Adonum på den måde," sagde han og fugtede læberne let uden at smilet falmede. "Mon ikke de allerede er begyndt at være mistroiske nu hvor de er blevet unge mænd?" påpegede han inden han så lidt til siden i springvandet og funderede over spørgsmålet angående hvem der skulle have eliksiren. "Elliot," sagde han slutteligt og så tilbage på Quinten. "Men kun hvis han var enebarn. Det er jo desværre for sent nu - med mindre du kan aflive de andre i diverse ulykker," glimtet i øjet var et tegn til at det var et tilbud han kunne overveje lidt. Freya ville nok aldrig gå med til det, men hvis nu de unge mænd kom ud i hver sin suppedas og uden livet i behold, kunne Matthew godt overveje at udvide kapaciteten af eliksiren. Selvom tilbuddet var urimeligt.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Jun 28, 2021 21:41:26 GMT 1
Matthews blanke svar fik Quinten til at udstøde et fnys af morskab. Manden havde jo ret, det var Freya selv som måtte bortforklare deres valg at snyde døden. Et valg han var sikker på at han blev pålagt at forklare så videnskabeligt som muligt. “Alastor har kommenteret det en enkel gang, men vk har altid sørget for at ignorere den slags nonsens”, forklarede han, og måtte bide sig i tungen for ikke at give sig i kast med en længere snak om hvordan hans sønner måtte være mærket af eliksiren siden de alle var så blinde af deres egen ungdom og idioti. Men ungdommen var tiden at være nedsunket i sin egen arrogance og derfor undlod Quinten at sige mere. Istedet stansede han brat op ved Matthews næste udtalelse. Han hævede det ene buskede bryn og lod sine øjne blive smalle. “Freya havde låst mig inde levende”, svarede han tørt selvom glimtet i hans blik antydede at han kunne lide ideen, uanset hvor gak den lød. ”Men det er intet Jeg personligt kan stille op - udover st lade tidens tand tygge deres ungdom bort”, han gned sig over sine håndlede der gjorde uhelbredeligt ondt. End ikke eliksiren kunne kurere det længere, kun Freyas opiumkur syntes at kunne få ham til at sove.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jul 4, 2021 8:50:10 GMT 1
Matthew hævede en finger sigende og så på ham. "Personligt, er nøgleordet her, min ven," påpegede han inden hans blik gled forbi hans skulder og over på servitricen der lod til at have fået tidligt fri og stod og ventede i døråbningen til hotellets bar. Deres blik mødtes kort og han smilede som et tegn til at hun lige måtte vente et øjeblik endnu. Han fokuserede tilbage på Quinten og lagde en hånd på hans skulder.
"Som sagt, hvis Elliott var enebarn, kunne vi finde en løsning," bemærkede han. "Og hvad Freya ikke ved har hun ikke ondt af - ihvertfald ikke hvis en af hendes elskede drenge lever længere end forventet. Det er vel bare at give hende hvad hun gerne vil have, ikke sandt?" han blinkede til ham med et skælmsk smil inden han klappede ham på skulderen og slap ham helt.
"Tænk over det," afsluttede han og gav ham et kort nik til afsked inden han satte kurs over til servitricen som han charmerende tilbød sin arm inden de gik mod receptionen i hotellet for at få et rum for natten.
//out
|
|
