|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 10, 2021 19:33:07 GMT 1
Lucilla kunne besvime lige nu på stedet, mens de stod hinanden så nært. Der var ingen varme fra hans krop, men alligevel steg varmen mellem dem. Lucilla var nervøs, og i det øjeblik glad for at have turde at forlade havens sti. Hun mærkede hans fingre, der strøg hende over håret, indtil den fandt en plads bag hendes nakke. Hun havde ikke forventet hans åbenlyse interesse i hende, og da han lænede sig mod hende, vidste hun at han ville kysse hende. Hun lukkede øjnene og lænede sig mod hans kys, så tæt at hun mærkede hans læber. Det sendte en strøm gennem hendes krop, der gav hende en behag, indtil stødet ændrede sig til en grim følelse, ved lyden af Therezas stemme, der skar igennem deres passionerede stilhed. Hun flyttede sig hastigt fra Matthew og vendte sig først bort fra Thereza, inden hun fandt modet til at vende sig mod hende og Moiran. Moiran var der. Hvor var han uinteressant ved siden af Matthew. ”Thereza – Moiran… Jeg er ikke helt klar endnu, jeg viste bare Lord Darklighter vores… redskabsskur. Vi udvekslede historier…” hun vidste ikke hvorfor løgnene kom ud. Eller var det løgne? Hvad havde ledt dem til redskabsskuret? Hendes kinder var røde og hendes hænder bevægede sig forklarende, mens hun talte.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 10, 2021 19:56:01 GMT 1
Hvis der havde været en skovl i nærheden havde Matthew ikke tøvet med at begrave de to fordrukne børnehjemsbørn levende. Han så for sit indre blik hvordan de gispede og gurglede rallende mens jorden opslugte dem, men det eneste der stod klart lige nu var at skyggerne bag redskabsskuret begyndte at blive en kende mere tætte, som om de langsomt begyndte at manifestere sig omkring dem. Lucillas reaktion rørte ham som sådan ikke. Det var tydeligt at de kendte hinanden, måske havde hun endda været herude tidligere og det var derfor hun havde været sent til selskabet. Hendes kinder var røde, var det skam eller var det lyst? Han så hendes blik på den unge mand, som han genkendte ganske godt. Hvad hun end var igang med at fortælle overhørte han da en stemme kaldte i det fjerne. Han drejede langsomt rundt for at se Isobel komme slentrende som den gudeskønne vision hun var her under stjernerne. Men Matthews lyster lå andetsteds denne aften, med andre ord lige foran ham i form af en hvid lilje med blussende røde teenagekinder.
"Åh Matthew darling, og miss Locket, hvorfor er I endt hero-" begyndte Isobels klare stemme at synge imod dem, men den undertone som Matthew kendte fra de sidste 600 år viste at hun var langt fra tilfreds med at hendes bror var vandret afsted. Faktisk var hendes døde hjerte næsten hoppet op i halsen på hende da hun opdagede at de manglede bagtroppen. I hendes stille sind begyndte hun at bande og svovle og en enkelt rose eller to var visnet ved siden af hende mens de havde fortsat og hun havde ført dem rundt om det store, runde springvand i midten af haven for at lede dem tilbage og det først var der det gik op for de andre at Matthew og Lucilla var ude af syne. Hun fandt Locket-forældrenes manglende opmærksomhed på deres datter absolut utilgivelig, men de kunne heller ikke vide at hendes bror var et rovdyr af en kaliber som man ikke bare kunne skyde med en jagtriffel.
"Vi stødte på de unge mennesker her og jeg tænkte de kunne have godt af at komme på mit kursus," svarede Matthew og hans hånd greb med en flygtig bevægelse ind i inderlommen og frembragte en lille bunke visitkort som han så naturligt som muligt delte ud, først til Lucilla og derefter til Thereza. Han vendte sig og smilede til Melvin som han ligeledes stak et visitkort. Han hævede blikket til Donner, triumferende men også advarende. Han trådte langsomt væk fra Lucilla med et sidste lille sideblik ned til hende og et blink som kun hun og Thereza og Moiran kunne se. Han vidste Isobels øjne lynede stærkere end en tordenstorm i hans retning lige nu men han var ligeglad. Han havde fået en god fangst denne aften. Måske kunne de have en udemærket nat sammen alligevel når de kom tilbage til palæet.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 10, 2021 20:07:59 GMT 1
Der kom flere og flere mennesker til og hendes kinder rødmede mere og mere – heldigvis delvist skjult af mørket. Hun ville nok blive efterladt med hendes venner, men hun vidste ikke hvor hun helst ønskede at være lige nu… Måske gemt fra alt og alle ville være at foretrække.
Isobel var kommet for at hente dem og inden Lucilla kunne få et ord indført, havde Matthew allerede forklaret en løgnhistorie. Det var i hvert fald delvist en løgn. Hun fik et visitkort af ham, som hun holdte bedre fast i end rosen.
Hun kiggede på Mathew, som havde hendes fulde opmærksomhed. Hun blev stående hos Thereza og Moiran. ”Jeg kontakter Dem… Lord Darklighter,” hun pegede på visitkortet. Hun vidste hun var interesseret. Hendes blå øjne lyste op.
Donner havde været frustreret over ikke at kunne få lov til at tale alene med Isobel. Melvin var i vejen i aften, og fordi hans fokus var plantet på Melvin, lagde han ikke mærke til noget af hvad Matthew havde gang i med Lucilla. Derimod var Melvin en smule mere skeptisk over for Matthew, som lige nu befandt sig med tre meget unge mennesker. Han kiggede kritisk på visitkortet. Han havde fundet Matthew meget charmerende i starten, men lige nu følte han sig lidt mere forblindet af Isobel.
Det Donner dog fik øje på, var Thereza og Moiran der stod i baggrunden med... "Ved skaberen, er det min alkohol i står og vifter rundt med?!" hans ansigt blev rødt. "Moiran! Køkkenet, nu! Og Thereza... I seng. Vi taler om det her senere," lød det strengt fra ham. Han havde ikke forventet at han blev nødt til at sætte dem på plads.
I det samme kom Locket-parret op bag dem. Mr. Locket kiggede på sit armbåndsur, "Det er vist også ved at være tid... Vi skal tidligt op i morgen og Lucilla skal have sin søvn," han smilte høfligt og uvidende til de fulde børn, hans forelskede datter, den perverse stodder og Matthew... Isobel fik det sidste smil, en smule bredere, fordi hun var så attraktiv.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 10, 2021 20:22:07 GMT 1
“Ah, javel så,” svarede Isobel hundrede procent mere skeptisk end Melvin var. Hun kunne se det var langt fra det Matthew havde haft af intentioner. På sin vis var dette også første gang hun nogenlunde glædede sig over at Donner lod til at tage sin plads som forstander. Hun havde undret sig over hvordan han nogensinde blev respekteret af børnene, men hans stemme havde en god kraft når han irettesatte dem, og hun sendte ham et lille overrasket blik inden hun så tilbage på Matthew der nu kom hen for at tage hende ved armen så Melvin måtte se sig slået og opgive sin plads.
“Det er vidst også på tide at vi kommer hjemad,” fik han klemt ud nogenlunde mildt til Donner, men smilet nåede ikke øjnene ligesom det havde få øjeblikke forinden mens han havde været på tomandshånd med Lucilla. “Hvad er det vi plejer at sige, gem desserten til næste gang?” sagde han og høstede en mild latter fra Locket-forældrene. Det var en kendt sag at ingen gad at blive længe nok til at spise desserten, som var langt under standarderne for forretterne og hovedretterne som køkkenet sædvanligvis diskede op med.
|
|
