|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 18:55:50 GMT 1
“Så kan jeg måske forvente at se dig en dag i palæet til en rundvisning i min private samling?” spurgte han med et drag om munden der kun kunne være et smil med underliggende intentioner, nok til at hans skinneben modtog et hug fra Isobels stilet men han gjorde ikke mine til at lade sig mærke af hendes ihærdige forsøg på at standse den langsomme plan der lod til at forme sig i hans sind.
“Men Lucilla har da lang tid tilbage på Diamond Hill, har hun ikke?” måtte Isobel bryde ind og se mod Mr og Mrs Locket, som om hele besøget på børnehjemmet nu var blevet til et møde mellem Matthew og Lucilla, og Isobels rolle nu var at lægge bånd på sin bror.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 7, 2021 19:23:29 GMT 1
Lucilla lyste op med rødmende kinder, da forslaget ramte hende. Hun havde været betaget af hans firma på afstand, men hun havde aldrig troet at hun ville være så betaget af manden selv. Hun var for ung til ham – hun var sikker på at hans charme kun var ment som en høflighed. Hun løftede sit blik fra tallerkenen og kiggede igen over på Matthew. Hendes hjerte bankede hurtigt, ”Ville det være muligt?” spurgte hun og løftede interesserede sine bryn. Inden hun fik et svar, hørte hun Isobel bryde ind og hun slog hastigt blikket over mod sine forældre.
Mr Locket trak på sine skuldre, ”Jeg kan ikke se hvorfor den unge kvinde ikke måtte have lov til at få en rundvisning i dit firma, hvis du tillader det.”
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 7, 2021 19:29:31 GMT 1
"Det vil være mig en ære at vise den unge frøken rundt," sagde han smilende og rakte en hånd ud for at give hendes hånd et lille klem; det præcis samme glimt spillede ind i hans øjne som før og i akkompagnement med smilet blev det til et rovdyrs ansigtsudtryk mens det langsomt nærmer sig byttedyret, der står og ser fåret rundt om sig. Kun Isobel anede uråd, og hun kunne mærke det begyndte at boble en smule i hendes bryst. Hun gjorde derfor det eneste hun fandt bedst og det eneste hun kunne se som en vej ud. Hun skubbede langsomt stolen ud så fødderne skreg mod det forpinte trægulv.
"Nu er solen gået ned, skal vi så ikke tage en gåtur og få maden til at ligge sig lidt tilrette inden desserten?" foreslog hun med et blik rundt og det endte på Donner, selvom hun hadede at holde mandens blik gav hun ham det mest bedårende smil hun kunne mønstre. "Jeg ville nyde at gå en aftentur i haven ihvertfald," tilføjede hun og sendte sin bror så flygtigt men så advarende et blik hun kunne. Han skulle ikke til at sidde og fiske efter honning her ved bordet, men løbet lod til at være kørt, for han så ikke på hende, kun på Lucilla og den hånd han endnu ikke havde sluppet helt før han hørte stolebenene skrabe mod gulvplankerne.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 7, 2021 19:53:22 GMT 1
Lucilla slap ikke Matthews blik da hun først havde det. Havde hendes far virkelig givet hende lov til at ses med denne mand på tomandshånd? Hun glædede sig og derfor slap hun også kun ganske kort blikket for at kigge taknemmeligt tilbage på sin far. Isobel tog dog opmærksomheden lige derefter, da hendes stol lavede en forfærdelig lyd mod det slidte trægulv. Hendes forslag var ønsket – hun hadede at sidde herinde, når de havde piberne fremme. Det var fint nok, hvis hun faktisk måtte deltage, men når man bare sad udenfor og kiggede ind, var det forfærdeligt.
Hendes blik gled over på Donner, som lyste op, da Isobel kiggede mod ham. Han så meget anspænd ud, og det undrede ikke Lucilla – han var ikke vant til at have en anden mand foran sig, og Matthew stjal hans elskede rampelys.
”Jo, rosenhaven er altid værd at gå en tur igennem…” Han rømmede sig, glad for at få noget opmærksomhed igen, især fra Isobel. Han kunne forestille sig, hvordan hun lød, hvis han bare fik lov at vise hende, hvad han kunne præstere. Han rejste sig langsomt op, "Skal vi?" spurgte han. Hildegaard lignede allerede en, der endelig havde set sit snit til at kunne stikke af fra selskabet.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 7, 2021 20:02:34 GMT 1
Det var som en ganske lille trækning, der kunne sammenlignes med en kuldegysning men i en anden forstand, der gik igennem Matthew, dog uden at være synderligt mærkbar. Han slap Lucilla ganske langsomt og drejede hovedet for at se på Isobel, der blot sendte ham det mest tydelige af alle blikke. Der var en ordløs kamp imellem dem i de få sekunder, der betød af hvor meget hun end havde set frem til natten de kunne dele sammen når de kom hjem, ville den være ganske anerledes end hun havde forestillet sig. Hans isblå øjne havde stikkende lyn i hendes retning indtil han endelig fulgte hendes eksempel og rejste sig.
"Ah, rosenhaven," sagde han med et smil. "Det lyder brilliant. Isobel hvorfor følger du ikke med Mr. Lockwood og den unge hr. Locket?" foreslog han. "Så kan jeg fortælle Miss Locket lidt om palæet imens," han trak Lucillas stol ud for hende og rakte hende sin arm så hun kunne støtte sig til ham under gåturen. Hvad Mr. og Mrs. Locket ville, var ikke til at vide, men Matthew håbede i sit stille sind at de fulgte med de andre så han kunne snakke med Lucilla under to øjne.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 7, 2021 20:35:18 GMT 1
Lucillas blik fæstnede sig på Matthews hånd, lige inden han slap hende. Hun ville sørge for at de kom til at gå sammen – det måtte enten være ham eller Thereza… Intet andet ville underholde hende lige nu.
De fleste begyndte at rejse sig fra bordene og Matthew bekræftede nu at han også havde interesse i at følges med hende. Hun følte sig inderligt beæret, at en mand med hans status og omdømme ville gå og tale med hende. Hun måtte undertrykke sit smil, men det viste sig at være meget svært. Hun bed sig i læben, lidt ligesom Thereza nogen gange gjorde det. Hun gjorde i hvert fald sit bedste for at kopiere det.
Hun blev hjulpet op ad Matthew, da hun greb den arm han havde tilbudt hende – en anelse tøvende, men til sidst gav hun sig. Hun overvejede at stille ham trivielle spørgsmål, men hun ønskede at virker dybere end dette.
Donner var tilfreds med at skulle gå med Isobel. Men Melvin, normalt hans yndlingsnevø, var nu ikke nær så velkommen, som ellers. Donner sørgede for at han gik i midten, som de gik ud. Han ville gerne have Isobels plads. Alligevel sprang Melvin nærmest ind foran ham, som en uopdragen møgunge!
Mr. og Mrs. Locket gik bagved deres søn, Donner og Isobel.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 8, 2021 9:02:35 GMT 1
De forlod spisestuen og den tunge stemning sivede ud af døren og forfulgte dem som de begav sig ud i haven hvor den mørkeblå sommerhimmel var spættet af stjerner. Det var fordelen ved at børnehjemmet lå lidt afsides de større bebyggelser i Dunhaven; lysforureningen var minimal og gav anledning til at kunne se langt flere stjerner end man normalt formåede.
Hvis blikke kunne dræbe havde Isobel dræbt sin bror på stedet ved hans forslag til at hun skulle gå sammen med Donner, men den unge Melvin Locket kom hende næsten til undsætning og hun lagde godmodigt en arm om hans skuldre og trak ham lidt nærmere mens hun snakkede til ham og ikke rigtig undte Donner særlig meget af sin opmærksomhed. Hun gik endda så langt som til at lade den unge Melvin ligge en arm om hendes hvepsetalje, og hun måtte kaste et flygtigt blik bagud for at se hvordan hendes bror teede sig.
Matthew og Lucilla holdt sig som bagtroppen af den lille troupe. Galant lod han hende holde ham ved armen mens de gik, den tydelige højdeforskel næsten pirrende indlysende mens han så ned på hende fra tid til anden. Rosenhavens duft piblede op fra bedene omkring dem efterhånden som de kom længere ind i havekomplekset bag børnehjemmet. Kun et ensomt redskabsskur i det fjerne skæmmede udsigten omkring dem. Duggen på de dybrøde blomsters kronblade spejlede stjerneskærret foroven og Matthew plukkede en fraværende for at række til Lucilla mens de gik.
"Er De ofte gæst her på Lockwood?" spurgte han interesseret. Han mindedes ikke han havde set hende før når han kom for at diskutere sager med Donner.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 9, 2021 18:26:35 GMT 1
Lucilla gik tæt side om side sammen med Matthew. Udenfor var vinden blevet køligere, nu hvor solen var gået ned og stjernerne var kommet op. Her var smukt, selvom roserne i rosenhaven var svære at få øje på, så kunne man stadigvæk fornemme deres mørke silhuetter på deres stilke. Matthew rakte hende en og hun tog genert, men glædeligt imod den. Man kunne tydeligt se hendes læber krølle sig i et overrasket og smigret smil.
”Mindst en gang om året – jeg kan ikke altid komme med, på grund af min skole,” forklarede hun, mens de gik side om side. Det var både skidt og heldigt at hun ikke kunne komme med hver gang – på den ene side slap hun for piberøg og kedelige samtaler, men på den anden side var det også en af hendes få chancer for at ses med Thereza. Lucilla var tilfreds med at de gik bagerst, hvor hun kunne få lov til endelig at snakke med en så ambitiøs og respekteret, som Lord Darklighter. Som de nærmede sig redskabsskuret kunne Lucilla ikke lade være med at kigge imod det i håbet om måske at fået glimt af Thereza. "Hvordan kender De min onkel?" hun troede ikke at hendes onkel havde venner.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 9, 2021 19:31:37 GMT 1
Det funklende lys dansede ned over dem fra de glimtende stjerner og spejlede sig næsten i hendes øjne og de lyse lokker. Han kunne ikke undertrykke sit smil, magtede det ikke, det ville være en selvmodsigelse af kaliber at forsøge at presse tanker og idéer ned under rosernes skyggefulde torner, når det var så indlysende at hans planer for hende allerede havde formet sig i hans sind.
"Din onkel og jeg går lang tid tilbage," forklarede han. "Siden han overtog Lockwood har vi haft en form for partnerskab, kan man sige. Jeg støtter de unge elever, der har potentiale for at blive til noget stort, og han giver dem husly og ordentlige forhold." Han fulgte hendes blik lidt imod redskabsskuret hvor alt lod til at ånde fred og ingen fare. Han kastede et blik imod fortroppen af selskabet inden han langsomt begyndte at styre dem bort fra dem over imod skuret. Hvis han var heldig kunne de være alene derovre lidt og måske få lidt mere intim tid sammen.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 9, 2021 20:07:07 GMT 1
Lucilla drejede rosen i sine hænder, mens hun studerede den med blikket. Her var for mørkt til at man kunne se dens smukke røde farver.
Det var ikke ligefrem imponerende at høre at han gik langt tilbage med hendes onkel. Hun kunne ikke forestille sig, hvem der ville ønske at være tæt på Donner så længe af gangen - hun kunne knap nok klare en enkelt dag.
Det gik op for hende at deres partnerskab måske nærmere var bygget på Matthews interesse i de unge forældreløses fremtid - og Donners interesse lå sikkert i omdømme og penge.
Lidt sent lagde hun mærke til at hun blev ført væk fra de andre og hun kiggede ganske kort over mod dem, indtil hun accepterede at hun nu var alene med den mørkhårede lord. ”Så i har et partnerskab baseret på velgørenhed?” de kom til skuret og hun kom bort fra hans greb og lænede sin ryg mod skuret. Hun ville ikke gå længere væk fra stien end til reskabsskuret. Hun var draget af manden og ekstremt fascineret og beæret over at få lov til at tale med ham alene - men han var en fremmed mand. Hun var blevet advaret mod scenarier, som disse. Hun drejede fortsat rosen mellem sine fingre, mens hun så op på ham og ind i hans isblå øjne, som mindede hende om øjnene på et rovdyr i aftenlyset. ”Jeg tror ikke Donner ved hvordan man bruger penge... hans hjem er ved at falde sammen. Jeg hørte at Hilde stak foden igennem gulvet på første sal i drengenes sovesal den ene aften. Jeg tror Deres penge var bedre brugt på en anden.”
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 9, 2021 20:33:17 GMT 1
De standsede i skuret skygge som nærmest indhyldede dem så snart de trådte ind bag det ude af syne fra de andre. Matthew kunne ikke andet end at træde et enkelt skridt nærmere hende for at udligne den afstand imellem dem som hun havde lagt ved at læne sig op ad skuret. På den måde var hun nu fanget, rosen i hendes fingre var det eneste der lige nu adskilte dem. Han tårnede sig op over hende og rakte ud for at lægge en kold håndflade mod hendes sarte liljekind.
"Mine penge går til det der passer mig," sagde han og rovdyrssmilet fik hans øjne til at slå splinter af stjerneskæret over dem. "Lad det blive mellem os to, men jeg ser et potentiale i Lockwood Orphanage når din onkel er borte. Jeg sikrer mig at børnene har en fremtid når din onkels kødelige efterladenskaber ikke længere. Så velgørenhed for mit vedkommende. For din onkel," han trak lidt på skuldrene, "lad os bare sige vi alle kan se hvad han er, ikke?" sagde han med et sigende blik på hende. "Men nok om ham, jeg vil hellere høre dine smukke læber fortælle lidt om dig selv," fra hånden der hvilede kærtegnende imod hendes kind strøg en finger hen over hendes bløde underlæbe.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 9, 2021 22:02:56 GMT 1
Det var en sær følelse at have ham til at stå så tæt på hende. Havde det været en anden - måske Donner - havde hun højst sandsynligt følt sig mere utilpas og hun var nok søgt hen til hendes forældre igen. Alligevel var hun for interesseret i manden foran hende til at afvise hans tilnærmelser. Hun mærkede hånden mod hendes bløde kind og hun fjernede ikke sit blik fra ham. Lucilla stod stille og glemte nær at trække vejret.
Imens hun stod og gik i panik indeni over at en mand som Matthew viste interesse i hende, prøvede hun også at fortsætte deres samtale, som om hun var lige så moden og erfaren, som han var. En ung dame. ”De er virkelig fascinerende... Deres liv lyder næsten som et spil skak,” hun lo kort. Det var som et spil for ham - især når han stod så åbenlyst og talte om hendes onkels fremtidige død og hvad hans planer var for det. Han var vampyr, og der handlede det nok bare om at spille det lange spil. Tålmodighed var en dyd.
Fingeren strøg hendes underlæbe og sendte stød gennem kroppen på hende. Hun slog blikket genert ned. Lucilla blev nødt til at fjerne blikket fra ham, for at skjule de rødmende kinder og smilet på hendes læber. ”Jeg er faktisk sådan set lige blevet erklæret myndig... jeg fortsætter selvfølgelig min skolegang, for jeg har så meget at lære endnu. Det er ikke officielt endnu, så jeg har ikke fortalt nogen det, før nu.” hun vidste ikke hvorfor hun følte han skulle vide det.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 10, 2021 12:28:13 GMT 1
Hvis øjne kunne spidse til som ører der hører en værdifuld nyhed gjorde hans det. Hans tungespids fugtede kort læberne, et tirrende strejf der løftede hans mundvige nok til at de to spidse hugtænder kunne anes i et glimt stjerneskær.
"Meget at lære men du er nået langt når du nu lige er blevet myndig," sagde han smilende og lod sin finger sænkes ned fra hendes bløde læber til hagen som han løftede lidt op så hendes ansigt var nærmere hans. "Mit liv er måske et spil skak, men mine bønder er ikke nogen jeg ofrer unødvendigt. Jeg værdsætter dem alle, hver og én, hvis de er ambitiøse og vil opnå succes med min hjælp. Og jeg kan hjælpe dem rigtig... rigtig... langt," hans øjne hvilede ubønhørligt i hendes blik, som blå søer under stjernehimlen hvor lyset spejlede sig i deres blanke overflade. Så ung og uvidende, så nem men også så smuk. Hun ville være det hele værd. Det var som om haven var faldet hen i tavshed mens de stod der i skyggen af skuret, ham nu helt op ad hende. Rosen syntes at være glemt og i et åndeløst sekund stod verden stille. Han kunne næsten smage hendes ånde så nær var hendes sødmefulde læber, der næsten tiggede og bad ham om at kysse dem, men han holdt igen, lidt endnu for at trække tiden i langdrag og se hvor langt hun var klar til at gå med ham.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 10, 2021 17:38:49 GMT 1
Hun sendte ham et smigret smil, da han fortalte hende at hun var kommet langt. Hun var stolt af det hun havde formået at præstere med hendes liv, selvom hendes forældre aldrig havde haft de store forventninger til hende. Hun løftede sit blik, da hans finger smuttede under hendes hage. Hun trak vejret dybt og hun mærkede hjertet i hendes bryst. Hans blå øjne holdt hende fangede og hans ord hypnotiserede hende.
Lucilla brød sig ikke om tanker om at ofre nogen – ikke engang bønder skulle ofres. Men han stod så tæt på hende, at hun ikke overvejede at tænke yderligere over ordenes betydning, og hvilken mulig betydning det kunne få for hende, skulle hun nogensinde blive en af bønderne for ham. Han var så tæt på hende, at begge hendes arme gled ned om siden på hende. Ville han kysse hende nu? Hun smilte en smule usikkert, men opmærksomheden gled over på rosen, der gled mellem fingrene på hende og landede på jorden. Hun skyndte sig at bukke sig ned efter den, og igen kom hun op og stå, rosen reddet og med blussende kinder. ”Kunne De hjælpe mig?” hendes blik var hjælpeløst, som hun spurgte ”Jeg mener, med... med at nå langt..” hun trak genert på skuldrene og smilte til ham.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 10, 2021 17:53:12 GMT 1
Det kortvarige brud af forbindelse imellem dem fik et kort skær af irritation til at gå igennem ham mens hun bukkede sig ned, et udtryk hun ikke fik at se så snart hun havde rettet sig op igen og så tilbage på ham. Det var en flygtig skramme i den perfekte maske han lagde for dagen når han socialiserede sig med andre. Indenunder masken gemte der sig mørket og den rasende ambition der hele tiden drev ham videre og videre i en uendelig strøm. Da hun atter var indenfor synsvidde var hans smil tilbage. Hendes spørgsmål var nok til at han kunne få øjnene med ved tanken om at “hjælpe hende med at nå langt”.
“Jeg tror De ville kunne nå rigtig langt med min hjælp,” sagde han og strøg hende let over håret. Hånden faldt på plads bag hendes nakke og trak hende lidt mere imod sig. “Jeg kan se det for mig allerede,” hans stemme var lavmælt og hans blik gled over hendes ansigt til de nåede ved hendes mund igen og han opgav at kæmpe mere imod fristelsen og bøjede sig ned for at kysse hende...
“HVAD SÅ, LUCE?? ER DU KOMMET TILBAGE FRA DE GAMLE ZOMBIER? SKAL VI HAVE STARTET FESTEN ELLER HV-“ længere nåede Thereza ikke i sætningen. Hun var dukket op ud af døren til redskabsskuret med to flasker gin i hænderne og en bredt grinende Moiran bag sig. Luften der strømmede ud af skuret var tung og røget, af mere en den normale tobaksrøg, og de unge børnehjemsbeboere grinede stort og fjoget, fulde og hvad de ellers var, indtil de så hvad der skete foran dem. Thereza forsøgte at undertrykke et host men det kom ud ret prompte da hun så sin unge veninde stå og kysse med vampyrfyrsten, af alle personer.
“Ehhh, hvad foregår der?” spurgte Moiran med et hævet øjenbryn og armene lidt over kors.
|
|
