|
|
Post by Donner Lockwood on Jun 4, 2021 14:37:50 GMT 1
Tidlig aften.
Sommer og godt vejr.
Mr. Locket var aldrig glad for at skulle hen til hans bror, Donner Lockwood. Donner var den ældste i søskendeflokken, men sjovt nok, så opførte han sig som om han burde være en forkælet efternøler. En gang om året var de her dog, og det var alligevel altid en smule underholdende at se hvad Donner trak frem for at virke mere spændende og succesrig end han var. Sidste år havde han trukket en magisk sabel frem, som havde forbandet hans datter Hilde. Det havde taget meget healing for at få hendes arm på plads igen, men nu hvor han så Hildegard stå i det mørke hjørne af gangen, tættest på den fine spisestue, så kunne han fornemme at armen så ud til at virke optimalt igen. Mr. Locket havde set forbandelser som dem sidste år før og som praktiserende over-healer, vidste han hvor svært det kunne være at modarbejde forbandelser på et operationsbord. Hilde havde været heldig og Donner havde været et fjols.
Han hørte sin kone, Illana Locket, kalde på deres datter Lucilla… Men Lucillas lyse hår var ikke nogen steder at finde længere. Han tog en dyb indånding – han kunne ikke altid finde ud af om hendes tendens til at løbe afsted med Thereza var en del af hendes fae natur eller om det bare var de rebelske teenage hormoner. Hun kom nok engang når middagen blev serveret.
”Åh, er Melvin kommet med i dag!” Donner lød glad. Melvin var hans yndlingsnevø. Han rodede i drengens brune hår med sin hånd, trods Melvin var enogtyve år gammel og for længst havde fundet ud af at Donner var lidt af en taber. Melvin kæmpede dog med at fremtvinge et smil.
”Jamen kom ind, kom ind. Moiran er gået i gang i køkkenet, men jeg synes vi skal få røget os en lille pibe – vi venter på et par gæster mere. Det er godt i er fine i tøjet, for det er faktisk, hvis jeg selv skal sige det, temmelig fint besøg,” han smilte stolt og rettede sig op. Matthew burde også være lige på trapperne.
Illana Locket stod ved siden af Melvin og de lignede begge to nogen, der allerede havde fået nok. Illana røg ikke – hun kunne ikke tåle lugten – og Melvin måtte ikke… Mr. Locket kunne dog godt finde på at deltage for det sociale.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 14:59:47 GMT 1
Teleportationsplatformen udenfor Lockwood Orphanage lyste op og i et glimt trådte Matthew og Isobel ud, arm i arm, som det var vanen tro. Den blånene sommerhimmel gav dem ikke anledning til bekymringer om sollyset, da den allerede stod lavt nok til ikke at genere dem. Isobel var klædt i flydende, røde gevanter, lette som den milde brise der blæste over gårdspladsen foran bygningen, og Matthew som altid formelt klædt i sort på sort. Deres øjne funklede om kap med den nedgående sol og de tog begge et lidt fastere greb i hinanden inden de trådte nærmere og plastrede de fuldendte smil på læberne så man svagt kunne ane de spidse hugtænder, dog uden at det var for tydeligt.
“Ah, jeg ser selskabet allerede er samlet,” hilste Matthew som de trådte op til bygningen. Han havde ikke noget imod at agere lidt trofæ for Donner, han vidste det gav rabat i det lange løb på deres aftale, og Isobel var god at have til at distrahere det gamle fjols. Han kendte Locket-folkene perifert, og værdsatte deres betydning i det magiske samfund. Blandt andet donerede han en god slat penge om året til Mr. Lockets arbejdesplads og havde endda en messing-plaque hængt op i deres reception blandt deres andre sponsorer.
“Godaften, Mr. Og Mrs. Locket, den unge mand, Mr. Lockwood,” hilste Isobel rundt som de kom op til hovedindgangen. Hun fandt sig i at være Matthews arm candy, fordi hun vidste det gav en god nat i sengen senere.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Jun 4, 2021 15:19:25 GMT 1
Og Donners eget levende trofæ, kom som kaldet. Lige som han havde annonceret at de ville få fint besøg, mødte Matthew op… og han havde heldigvis også taget Isobel med! Det var ikke altid hun kom med. Hun virkede til at være en travl kvinde.
”Lor-” før Donner nåede at hilse, var hans bror allerede kommet ham i forkøbet.
”Lord Darklighter – Lady Darklighter, hvilken ære at være i jeres selskab..” Mr. Locket fik både hilst galant på Matthew og på Isobel, og resten af hans familie fulgte hans signal. Selv Melvin hilste pæn, selvom hans kinder var meget røde, mens han hilste på Isobel. Det irriterede Donner at han ikke kunne få lov at gøre tingene på sin måde, og at hans bror altid skulle afbryde! ”JA, men maden bliver snart serveret, så skulle vi ikke komme ind og sidde- vent, mangler vi ikke Lucilla?” Donner kiggede forvirret rundt efter pigebarnet. Men Donner vidste godt hvor hun var – han håbede på at gøre hans bror en smule forlegen, nu hvor han åbenlyst ikke havde styr på hvor hans datter var.
”Du kender hende og Thereza. Hun skal nok komme, inden maden er serveret,” det var Illanas beroligende ord, og trods hendes modvillighed fra at røre Donner, lagde hun alligevel en hånd mod Donners skulder, inden flokken begyndte at bevæge sig ind i stuen. Hildegard havde allerede sat sig til bords – hun var uinteresseret i selskabet og hun så bare frem til at få lov til at hive sin pibe frem. Donner var flov over hende.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 15:27:17 GMT 1
Matthew og Isobel hilste pænt på Locket-familien og udvekslede venskabelige ord. Isobel holdt Melvins hånd en smule længere end normal kotume måske ville foreskrive og blinkede ned til ham bag de krøllede, røde lokker inden de føjede Donners ord og fulgte med indenfor.
“Hvad er på menuen i aften?” spurgte Matthew, der med et sidste skulderklap til Mr. Locket og anerkendende roser om hans seneste livsreddende healing - som var blevet bragt i nyhederne i det magiske samfund - kom op på siden af Donner og så ned på ham med et smil. Isobel forholdt sig lidt bag sin bror på side med Mr. Og Mrs. Locket. De trådte ind i stuen og så Hildegaard sidde for sig selv. Matthew undte hende ikke et blik. Han forstod hendes reservation og respekterede den præcis som han respekterede at hun ikke ville snakke når hun kom for at aflevere eller afhente børnene i Darklighterpalæet.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Jun 4, 2021 15:42:26 GMT 1
Donner anede ikke hvad der var på menuen. Det var altid Moiran, der fandt på noget. ”Eh, jeg synes kokken talte om helstegt pattegris, men jeg kunne være forkert på den. Jeg har tillid til min kok, Moiran.” Han nikkede hastigt og bankede sig selv mentalt i hovedet over ikke at kunne imponere ved at fortælle dem hele menuen for i aften.
”Jeg tænker at jeg sidder for bordenden med Matthew på min højre hånd og Isobel overfor sin … bror.” Nogen gange glemte han at de var søskende. ”Og så kan du sidde overfor Illana – og Melvin kan sidde overfor Lucilla, når hun engang dukker op.” Hildegaard så ikke tilfreds ud over at hendes far havde nævnt at medregne hende. ”Og jeg sidder mig bare på gulvet…” lød det irritabelt fra hende, mens hun tændte op i piben.
”Åh, Hilde… Jamen så… Du kan sidde overfor Melvin og så må Lucilla finde plads. Sig mig, hvem har placeret en tallerken ved den anden bordende?” sukkede han. Lucilla skulle under ingen omstændigheder placeres ved den anden bordende – ingen andre skulle have en bordendeplads. Kun ham.
Mr. Locket rystede på hovedet af sin brors storhedsvanvid. Han vidste hvad der foregik i hans hoved. Han kendte ham. Han satte sig derfor også bare ned på en plads, en anelse ligeglad med hvem der sad overfor ham eller ved siden af ham. ”Så, endelig får jeg lov til at møde Darklighterne. I gør virkelig meget for healerne, og jeg vil gerne have at i ved hvor taknemmelig jeg er. Jeg er sikker på at Hilde også er taknemmelig for jeres donationer, efter episoden ved sidste familiemiddag,” grinte han venligt for at lette den pressede energi der var i det store lokale. Hilde trak på skuldrene – den ene lidt mere end den anden.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 15:51:00 GMT 1
Isobel svang sig smygende om Matthew, der uden tøven gik hen og satte sig for bordenden, overfor Donner. Isobel løsrev sig lidt modvilligt fra ham for at finde vej over på sin brors venstre hånd, taknemmelig for at han ikke havde valgt de pladser de oprindeligt skulle have. Hun vidste hvad det ville medføre at sidde til bords med Donner, hans fødders forsøg på at lege med hendes ankler havde mere end én gang resulteret i at hun havde forladt et middagsselskab lidt tidligt med undskyldningen om at blodet, de havde fået serveret var dårligt for hendes diæt.
“Ja, min bror og jeg sætter altid pris på sunde og raske medlemmer af det magiske samfund,” påpegede hun med et smil og et sidste kys på Matthews kind så den røde læbestift næsten satte sig som et lakstempel på hans marmorblege hud. Han sukkede men kunne ikke dy sig for at smile lidt til hende. Hun havde det med at markere sit territorium lidt for ofte når de var ude og lege, men sådan var det når man var Darklightere.
“Det betyder et sundt og raskt måltid i sidste ende,” tilføjede han som en krølle på halen inden han så mod Donner hen over bordet. “Forbandede sabler er heller ikke det bedste party trick jeg har oplevet,” kommenterede han tørt med et øjenbryn der indikerede at Donner den aften havde mistet endnu lidt mere respekt fra ham.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Jun 4, 2021 16:11:23 GMT 1
Donner så Matthew sidde sig til bords – og Isobel blev revet langt væk fra hans greb. Han var utilfreds over respektløsheden, men han endte alligevel med at smile, ”Jamen… Hvad så med at i andre finder plads.” Han havde næsten ikke lyst til at svare på deres kommentarer om den magiske sabel, fordi det var en tid han helst bare ville glemme. Hildegaard havde ydmyget ham ved at stå i vejen for hans præsentation at dette smukke våben. ”Hildegaard blev okay i sidste ende… Healerne siger at hendes højre arm skulle være normal igen inden for det næste års tid, så ingen skade er sket…” Hans bror fik placeret sig på pladsen, som Matthew skulle have siddet på, og bordet blev fyldt ud, så Hildegaard endte med at sidde overfor Melvin, og så var der stadigvæk en plads ledig overfor Isobel. Lucilla ville normalt helst gerne sidde ved siden af hendes far, men sådan var livet, når man kom for sent.
”Kan i smage forskel på sygt og rask blod?” spurgte Melvin direkte og interesseret. Hans mor var tæt på at tysse på ham, men hun smilte i stedet for bare en smule beklagende.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 4, 2021 16:12:12 GMT 1
I samme øjeblik gik døren til spisestuen op. Lucilla som så ofte var klædt i blå, var klædt i en blå sommerkjole, der gik hende til lige under knæene. Hun var taknemmelig for længden, for hun havde siddet i det beskidte reskabsskur, hvor hendes knæ var blevet lidt beskidte og havde fået et par skræmmer. Hun havde ikke fået meget at drikke, men nok til at det gjorde hende lidt usikker, da hun så at det ikke kun var hendes familie, der var gæster denne gang. Hun strøg nervøst sit lyse hår bag sit øre, ”Hej. Undsk-”
”Du behøver ikke at undskylde Lucilla. Vi er ikke begyndt at spise endnu. Tag plads,” hendes far pegede over på den eneste frie plads. Det fik Lucilla til at rødme lidt, før hun hurtigt fandt sin plads. Hun var nervøs for at skulle hilse og hun havde overvejet at undgå det, indtil hun hørte sin mors insisterende rømmen. Hun vendte sig indlært mod Isobel og Matthew og sendte dem begge et høfligt smil, ”Hej, Lucilla Locket.” hun rakte sin hånd til manden med det sorte hår, da hun havde svært ved at nå Isobel hen over bordet. Hun lagde mærke til hvor klare hans blå øjne var.
|
|
|
|
Post by Isobel Stella Darklighter on Jun 4, 2021 16:22:13 GMT 1
Isobel skulle til at svare den unge Locket-dreng da døren til spisestuen gik op og en ny pige dukkede op. Hun sendte sin bror et hurtigt blik, og forstod med det samme en ulmende fare. Det gav sig til kende i hendes mellemgulv som en knugende fornemmelse, og hun genkendte det med det samme. Hans blik, de isblå øjne der fulgte den unge pige med blikket som hun gik ind i rummet og satte sig på den sidste ledige plads. Den lille trækning i mundvigen som kun hun kunne se, en trækning hun havde lært at analysere igennem de mange hundrede år de havde delt deres liv. Hun fulgte optrinnet med blikket og uden at vende hovedet svarede hun Melvin: "Det kan vi. Sygt blod gør os syge, det skulle man ikke tro, hva'?" fik hun sagt inden hun drejede hovedet og smilede varmt ned til den unge Locket-dreng. Hun hæftede sig ved hans udseende, væsentligt anderledes end hvad hun antog var hans søster.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 16:25:21 GMT 1
Matthew foldede hænderne under hagen mens han iagttog Lucilla komme og indtage pladsen på hans højre hånd. Han smilede smalt og imødekommende idet hun rakte hånden frem til hilsen.
"Ah, den unge miss Locket," sagde han og hans greb om hendes hånd var blidt men insisterende. Han kunne mærke det alkoholvarme blod dunke i hendes fingerspidser og et kry smil prydede hans læber en kende mere end det allerede gjorde. "Hvorfor har jeg ikke mødt Dem tidligere? De er jo bedårende," han så mod Mr. Locket som om Donner var glemt, og det kunne han for så vidt også have været. Lucilla var ikke et af børnehjemsbørnene. Og hendes blod. Duften af hende var som sød honning og lavendel. Der var noget fae i hende, det måtte der nærmest være!
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 4, 2021 17:28:00 GMT 1
”Interessant. Nej, det havde jeg ikke troet…” Melvin skænkede ikke sin søster en tanke. Hun kom altid lidt senere. Melvin var ikke selv vildt interesseret i at mænge sig med børnehjemsbørnene – han havde ikke rigtig den passende alder til det. Thereza, som virkede til at være det ældste barn, var på hans søsters alder, og han gad ikke at agere babysitter. Han vidste godt at Lucilla havde drukket, selvom hans forældre virkede til at være blinde for det. Han sad og ledte efter mere han kunne spørge Isobel om. Da han kort vendte sit blik, kunne han se at Donner nedstirrede ham med et blik, der fik hårene på hans arme til at rejse sig. Hvad var der galt med ham? Donners blik vendte sig hurtigt til et åbenlyst påtaget smil.
Lucilla kunne godt lide mandens smil. Hans hånd var koldere end hun havde regnet med, så hun havde næsten fjernet sin hånd fra hans – men hun fik kæmpet imod.
Hans kommentar fik hende til at rødme let. Hun anede ikke hvordan hun skulle forklare sig, især ikke foran hendes forældre. Bedårende. Hans ord sad fast i hende. Hendes fars stemme lød igen ”Lucilla går på Diamond Hill Elite School, så det er kun her i ferierne vi får lov til at hive hende med os rundt,” det var sagt en smule for at prale, men det var også en fantastisk skole og han var stolt over at hans datter havde fået en plads der.
”Og hvem er De?” spurgte Lucilla blidt. Hendes forældre begyndte igen at tale med Donner, som nævnte at han overvejede at købe en større grund i England, så han kunne starte endnu et børnehjem. Lucilla var pludselig glad for at hun var placeret ved den anden ende af bordet – hun havde før prøvet at være placeret ved siden af Donner, og hun var endt med at blive talt hen over.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 17:49:41 GMT 1
“Matthew, Matthew Darklighter,” hilste han pænt på hende og tog hende i bedre øjesyn. “Diamond Hill? Det var også der du havde Rachel og Zacharias, var det ikke, Isobel?” spurgte han henvendt til Isobel, der havde siddet bøjet ned imod Melvin for at hviske et eller andet, der gjorde drengen ganske tomatrød i hovedet da hendes kavalergang var ganske nær hans ansigt lige pludselig, eller også var det de ting hun hviskede der skabte reaktionen. Isobel rettede sig op med et smil og strøg en lok bag øret.
“Åh ja, Diamond Hill er skøn! Godt valgt,” sagde hun som en hentydning til Mr og Mrs Locket.
Maden kom på bordet og en karaffel med varmet blod blev stillet i den bordende hvor Matthew og Isobel sad, og de fik skænket op mens stegen blev serveret til de andre gæster. Klirren af bestik imod tallerknerne genlød gennem spisestuen. Kun Matthew og Isobel deltog ikke i den skærende koncert af lyd der forsøgte at skære igennem den tryggende stemning.
“Kan du lide det på Diamond Hill?” spurgte Matthew efter at have smagt på serveringen i det fine krystalglas der blev bragt frem og erstattet tallerkenen.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 4, 2021 18:10:06 GMT 1
Darklighter. Hun havde hørt navnet før.
”Lord Darklighter” indskød Donner, før hun kunne nå at tiltale ham forkert. Donner smilte bredt mod Matthew, i håb om at få et tak fra ham. Lucilla kiggede ganske kort mod Donner, som hun endte med at rynke lidt for åbenlyst på næsen af. Hendes bror ville have grint, hvis ikke han havde været så dybt begravet i Isobels kavalergang.
”Åh intet mindre til vores datter. Emma Belle gør et fantastisk arbejde med den skole.”
Maden blev serveret og Lucilla fik øset en portion mad op på sin tallerken. Det føltes en smule akavet at sidde ved den bordende, hvor der næsten ikke blev spist… Selv Hildegaard virkede til at holde sig tilbage fra retterne. Igen henvendte Matthew sig til hende og hun rettede blikket mod ham og tyggede nænsomt færdigt før hun smilte til ham, ”Jeg er rigtig glad for det. Jeg gik et halvt år på en almindelig grundskole og det er nemt at mærke at niveauet er et helt andet på Diamond Hill….” hun tøvede lidt ”…Er du ikke ejeren af Northern Light Industries?” Det blev sagt en smule mere dæmpet, en smule nervøs for at hendes far ville høre hende tale om det. Hun havde hørt at nogen af de dyreste og ældste magiske artefakter blev forhandlet gennem dem.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 18:19:00 GMT 1
Matthew sendte Donner et enkelt blik for at vise at han havde registreret hans tilstedeværelse men den var lige så fjern som var Donners bordende udenfor rummets fire vægge og han var en form for gæst ved sit eget middagsselskab fordi Matthew og Isobel stjal showet. Det var i princippet lidt det de var her for, men det endte med at male Donner i et dårligere lys end han havde haft intentioner om. Istedet hævede Isobel sit glas i retning af Mr og Mrs Locket som for at understrege deres mening om Diamond Hill var noget hun delte.
Matthew vendte sig imod Lucilla efter at have tømt glasset og skubbet det lidt til side. Det var tydeligt han var mere interesseret i hende end i den ellers udsøgte blod der var serveret og fortyndet med en formidabel god årgangsvin. Han lagde en finger mod sine læber men smilede skælmsk til hende inden han strøg hendes kind ganske flygtigt med en finger.
“Du har en god observationsevne, min pige,” svarede han. “For du har ret. Det er ganske rigtigt mig,” tilføjede han med et smil og ignorerede Isobel der skænkede mere blod i hans glas.
|
|
|
|
Post by Lucilla Locket on Jun 4, 2021 18:42:16 GMT 1
Hendes kinder blev igen røde, da han strøg hendes kind. Hun kiggede ikke hen på sin far denne gang – hun turde ikke tænke hvad han tænkte, hvis han så Matthew gøre dette. Hun sank en klump og smilte derefter af ham for at påstå at hun havde gode observationsevner ”God observationsevne? Jeg synes virkelig dit firma har haft hænderne i nogle smukke artefakter over årene. Artefakter er lidt mit speciale… Så hvis ikke jeg kendte dig, så ville jeg være lidt flov,” hendes smil var bredt, indtil hun alligevel mærkede genertheden over at sidde ved siden af Lord Darklighter. Hun slog blikket ned i sin tallerken igen, men hun havde ikke rigtig lyst til at spise mere.
|
|
