You think me an idiot?

Osbert betragtede Erik lydløst i et øjeblik imens han lod skuffelserne falde for døve ører. Han kunne se sin faders frustration ved det pjuskede hår og ikke mindst den tydelige streg ved mundvigen. Han havde set det mindst tusind gange før, og det var ingenting som rørte ham længere. Han lænede sig tilbage, med det ene ben slængt over armlænet og hovedet lænet tilbage for at stirre op i loftet. En enkel edderkop var begyndt at spinde sit spind deroppe, og han overvejede kort at trylle den bort. ''Det var et væddemål, sagde jeg jo'', svarede han utålmodigt imens han dovent sænkede sit blå blik mod sin identitiske tvilling. Han kunne ikke havde været meget ældre da han var blevet forvandlet. ''Hvad bliver min straf så?'', det var lettere at gå dirkete til halsen istedet for at snakke rundt om det, specielt når han stadig boede hjemme, efter at være blevet smidt ud af kollegiet for at brænde sin egen sprit på badeværelset. Osbert lod sine hænder vandre op og rodede sig odvent gennem det blonde hår imens han så afventende - og måske en anelse udfordrende på sin fader, måske var det endelig dét som kunne sikre ham sparket fra universitetet.

Det ene øjenbryn skød i vejret ved Eriks ord. ''Hvordan dét, det er jo bare en terminsopgave'', svarede han med en let rysten på hovede, han tvivlede på at han kunne ødelægge noget ved universitetets omdømme, måske hans fars men det var vel ligegyldigt? ''Hva'?! Det er jo totalt uretfærdigt'', stønnede han imens han slog ud med armene så hans tryllestav faldt ud af hans ærme og klikkede mod stengulvet. Han så nu på Erik, rigtig så på ham, imens han rettede sig op i stolen så at han sad lidt mere normalt. ''Jeg gør det ikke næste gang, det var jo bare et væddemål'', en løgn, for han havde ikke gidet at skrive opgave og det havde været lettere at plagiere. Han rejste sig og snuppede sin tryllestav fra gulvet på vejen for at stikke den skødesløst i baglommen. ''Mor havde også synes du var uretfærdig. og jeg er sikker på at hun meget hellere vil tilgive den misforståelse, desuden så når jeg bliver vampyr er det vel ligemeget? Jeg skal alligevel aldrig bruge remedieteori til noget, jeg kan jo bo hjemme'', han satte hænderne i siden imens han så på sin far. 

Osbert rullede med øjnene, fordi han vidste at det provokerede Erik. “Jeg fatter ikke hvorfor I synes jeg er for ung til at blive vampyr. Det er jo nu jeg er smuk og ung?”, han ignorerede hele smøren om intellektuelt tyveri, det var da ligemeget når ingen læste artiklerne længre. “Man kan faktisk sige at jeg gør professorerne en tjeneste, tænk hvis ikke jeg havde plagieret så havde ingen læst deres artikler igen”, han trak på skulderen og sendte et smil der kunne tolkes som frækheden selv. Osbert elskede at trykke på knapperne. Specielt fordi han vidste at Erik havde svært ved st gøre noget af frygt for blodet. Han rettede sig op og gav sig til at spankulere rundt i det store kontor og lod med vilje fingrerne glide over de fint indbundne bøger der var stablet op og ned i bogreolerne langs væggene. “Man kunne næsten kalde det en heltedåd”.

Osbert måtte bide sig i tungen for ikke at udstøde et fnis ved hans fars pludselige banken i bordet. Det var en sjældenhed som han nød at provokere. Men for ikke at vise sin morskab, stoppede han brat op som for at sunde sig imens han hørte hvordan Erik greb om fjerpennen og gav sig til at skrive ned. Lynhurtigt, og beslutsomt vendte Osbert sig mod skrivebordet og med et par hurtige skridt sprang han over for at tage fat i pergamentet og hive det bort fra ham med alt den kraft han kunne formå - for hvad ville Erik gøre? Han vil jo knapt røre nogen og ej heller sin søn. Osbert sendte ham et charmerende smil imens hans fingre strøg over pergamentet. ”Nej det ved du jo også godt at Jeg ved, far”, han begyndte at folde pergamentet til en lille firkant. “Jeg er ikke helt idiot, vel?”, spurgte han alt imens han gled det foldede pergament ned i bukselommen. “Det var dumt, det har du ret i, men jeg tror det er min omgangskreds som gør mig fjollet, jeg vil ønske jeg kunne være mere som dig”, han smilte nu til manden som han satte sine hænder i siden.

Det var sjældent at Osbert så sin far så vred som nu. Måske fordi at Lennox altid var tæt på, når endelig der var gnistrer i luften. Han måtte skjule sit fornøjede udtryk, da Erik selv dykkede efter brevet som han så nonchalant havde skjult i bukselommen. Han var alligevel imponeret over hvordan at Erik fastholdt sig selv uden at flippe ud over berøringen. Han så ham i øjnene med samme ligegyldige blik og lille smil, og måtte bide sig selv i tungen for ikke at påminde manden at han var 25 og alt for gammel til at blive sendt væk af sine forældre. Istedet betragtede han de lange hjørnetænder der glimtede i mandens mundvig, det var nok det eneste som han beundrede ved manden. Samtidig undrede han sig over om mandens vrede blev forstærket af vampyrismen og hvad han skulle gøre for at provokere ham til at bide. Hans onkel burde vel kunne forstå at det snart var tid til hans forvandling? “Jeg tror også at jeg behøver en ny omgangskreds - måske skakklubben? Jeg tænkte på at melde mig til fritimer i magiske dyrs pasning og pleje”, han slog sig på ny ned i stolen, pg håbede på at lefleriet ville stoppe Eriks forhenværende. “Har du drukket nok idag? Du ser en anelse bleg ud?”, det var ikke sandt, men det var pænt at spørge.

Der gik et lille gip igennem Erik da han hørte sin søns forslag om at han manglede føde. Det var ikke tilfældet og universitetet havde han indrettet så alle racer kunne få deres fornødenheder slukket, ligesom der var arrangeret aftenundervisning for universitetets studerende med vampyrgener. Han skulle til at svare da det bankede på døren og Lennox trådte ind, næsten som havde han påkaldt hende i sit stille sind med sine beroligende tanker til sig selv, om at være afmålt og kontrolleret. Han så op fra sit pergament og til hende med et lidt forundret smil og blik og glemte næsten i samme sekund Osberts attitude og problematikker, da hans blik faldt på hendes sarte væsen.
"Min kæreste," hilste han blidt og greb den lilla flaske som var den et dyrebart eje for ham. Han havde egentlig en kasse med ekstra lotion men han kunne ikke nænne at sige det, når hun nu havde taget hele vejen til universitetet for at give ham en flaske. "Osbert har snydt i sin opgave og snakker om at blive forvandlet til vampyr, intet nyt," kommenterede han med en spids, syrlig stemme, inden han skævede til Osbert med et hævet øjenbryn og rettede sig til i stolen igen. "Jeg er ved at skrive ham op til onkel Matthews kursus."