|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on May 30, 2021 19:12:50 GMT 1
“Osbert”, gispede Lennox forfærdet fra Eriks fortælling. Hvordan at de nogensinde havde opdraget sådan en respektløs knægt var hende en gåde. Havde de ikke altid givet ham kærlighed og plads? Hun sukkede og hævede hånden til sit hovedet, som for at tænke selvom det var en af de mærkværdige hovedpiner som slog hende når deres gjorde hende oprørt. “Måske jeg ville vokse med blodet? Hmh? Det er nu jeg er ung og smuk, ikke om 5 år. Eller er det fordi du hil have at jeg skal se ældre ud end dig?”, ordene som blev slynget ud af Osbert var spydige, og tydeligvis irriterede som han rejste sig og greb om papiret på Eriks skrivebord og valsede raskt ud af kontoret som ejede han stedet. Lennox så efter ham med endnu et misfornøjet gisp og et af de velkendte tungeklik fra Andromedius familien. Hun vendte sig mod Erik og forsøgte at sende ham et smil. “Kæreste, han er bare ung. Tilgiv ham nu bare”, forsøgte hub alt imens hun blidt gled ned i selvsamme lænestol som Osbert havde siddet i.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on May 30, 2021 19:17:54 GMT 1
Erik rejste sig abrupt op som Osbert forlod rummet i rask trav som for at undgå den byge af eder og galde hans far ville spy efter ham. "DET ER IKKE SKØNHED DET HANDLER O-" hans stemme råbte men han stoppede sig selv halvvejs i sin sætning inden han lod sig falde tilbage i stolen med opgivende blik på Lennox mens han rystede på hovedet.
"Den dreng bliver vores død, Lennie," sagde han med et suk inden han strøg hånden igennem håret der stadig var uglet efter dagens redigering af opgaver. Med en håndsbevægelse fik han døren til at glide i bag sønnen så de atter sad i privat regi og han kunne mønstre et lille smil til sin kære hustru. "Er du sikker på at det kun var solcremen du kom for at aflevere?" spurgte han lidt overvejende. Lennox havde været en god portion mere tæt på ham det seneste stykke tid, som om hun ønskede noget fra ham, men hun havde ikke sagt noget eller gjort mine til hvad det kunne være, så han havde slået det hen. Men at hun kom hele vejen til universitetet med en solcreme var lidt anderledes. Han kunne jo bare vente med at tage hjem til solen var gået ned.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on May 30, 2021 19:38:18 GMT 1
Det var sjældent at Lennox hørte Erik hæve stemmen og endnu mere sjældent var det at det på grund af deres søn. “Han bliver ihvertfald din hvis ikke du snart slapper af, Darling....”, svarede hun med sit milde smil. Iblandt glemte hun at Erik ikke havde et hjerte at bekymre sig om, men selv han burde kunne huske sin menneskelige form. Dog var hun enig, for drengen havde været uregerlig det sidste stykke tid. “Måske det vil være en god idé at booke en samtale til ham...”, indrømmede hun langsomt selvom hun snart rystede tanken af sig da hun fangede Eriks smil på tværs af bordet. Hub rystede på hovedet, at indvige Erik i sine planer om en ny baby var en dårlig idé efter den ældste havde fået dem begge op og køre. “Jeg tænkte at jeg vil tilbyde dig frokost, hjemmelavet istedet for alt det der”, hun rynkede på næsen som hun gled sin kappe ned af skuldrene og gav sig til at folde sit ærme op. At spørge ham i blodets rus ville nok give hende det ja hun så brændende ønskede sig. Hun fremdrog en lille guldkniv fra sin inderlomme og rakte den til Erik samtidig som hun lagde sin arm på bordet.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on May 30, 2021 20:05:30 GMT 1
Et lille sug gik igennem ham som hun blottede sig for ham. Hårene på hans arme rejste sig og det kriblede behageligt ned ad ryggen mens hans fingre langsomt tog imod den lille gyldne kniv, blødt metal der ikke ville efterlade dybe ar, og han så fra hendes ansigt og til den blottede hud der nu var præsenteret for ham. Han holdt næsten vejret, selvom det var en unødvendig gestus men stadig en refleks fra hans dødelige tilværelse, og sank en klump inden han lod knivsæggen langsomt glide over hendes bløde hud og den skilte sig for at lade en rød strimmel blod søge op til overfladen af snittet. Han sagde ikke noget, havde i og for sig næsten glemt det hændte, og lænede sig ned for at lade sine læber ganske blidt omslutte den tynde linje blod som han begyndte at suge fra næsten instinktivt. Hans øjne lukkede sig i så øjenvipperne sitrede og han lukkede kortvarigt alting ude mens hans fingre greb mere om hendes arm og pressede den imod sin mund. Blodet sendte splinter af varme igennem hans krop som om det genoplivede ham i samme øjeblik det ramte hans tunge, og den intimitet der opstod var næsten til at tage og føle på, præcis som hans vrede, så var dette næsten elskov for ham.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on May 31, 2021 14:40:23 GMT 1
Lennox så på ham som han faldt i med begge ben. Med et kærligt smil, lænede hun sit hovede mod sin frie hånd så at set lange mørke hår gled i et vandfald nedover hendes skuldre og hvilede på bordet. Det gav hende en mærkværdig tilfredsstillelse at se, hvordan han blev som hypnotiseret af hendes blod, og derfor gispede hun knapt da hun følte kniven glide over hendes hud som så mange gange før. De rørte hinanden så sjældent, hvis ikke det var i templet eller ved et uheld. Selv sengen var blevet til senge. Men hun elskede ham, det var der intet spørgsmål ved og hun blev kun selv ophidset af at se hans fascination og Lykke af hendes blod. Hun lod ham gribe om hende, som var hendes arm et offer og fandt ham næsten dyrisk i grådigheden af hendes blod. Lennox udstødte et suk, og bed sig i underlæben, hun kunne mærke hvordan adrenalinen blandede sig med pheromoner - typisk vampyrer, og det fik hende til at knappe den øverste knap åben i sin skjorte. “Du ved, måske Osbert vil have godt af ikke at være enebarn”, hviskede hun forførende imens hun trykkede sin arm mod ham mere velvilligt.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on May 31, 2021 18:32:20 GMT 1
Han måtte holde inde inden dyret fik overtaget og sendt ham på rovtugt af hendes blod. Den mundfuld han havde fået suget til sig tilfredsstillede ham glimrende og med et vådt smæld der udlignede suget, fik han løsnet sine læber og trukket en tungespids over dem for at få de sidste dråber med sig som han lænede sig tilbage. Øjnene glimtede deres dybe, veltilfredse skær og han så på hende, funklende som en stjerne som hun sad dér, den lille åbning der blottede hendes kraveben gjorde noget ved hans krop han ikke helt havde forventet, men samtidig ikke kunne lade være med at smile lidt af.
"Darling, er det nu en god idé?" spurgte han en kende sløret. Blodsrusen gjorde ham tung og let på samme tid i kroppen, som om han slappede helt af men samtidig kunne løfte skrivebordet over hovedet med en enkelt hånd. Gennem de slørede tanker mindedes de havde haft en lignende samtale engang.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on May 31, 2021 18:47:32 GMT 1
Lennox sendte ham et smil, idet han formåede at bryde sig fra hendes arm som en sprængt elastik. Hun lod armen ligge, ikke længe men nok itl at lade ham lege med tanken om at hun stadig var villig til at ofre mere. Hun slog med tungen, kort og præcist imens hun lod sin fingerspids glide over sin underarm med nok styrke til at trykke en tyk streg af blod op fra det åbne sår. Med sit blik stadig fastholdt af sin husbond, hævede hun sin tilsølede pegefinger og gled dens spids over hendes underlæbe, inden hun slikkede den metalliske væske bort. Hvor ofte havde Erik ikke tigget hende om at blive vampyr? Så de kunne bruge evigheden sammen. Alligevel, havde hun takket pænt nej gang på gang, for Moderen havde fortalt at hun havde et andet mål på jorden. ''Det er vel brilliant? En til til at passe på os når vi er gamle og trætte, og en til at gøre Osbert træt og ansvarsbevidst'', hun sendte ham et smil som hun rejste sig med ét, og stillede sin taske på bordet. Hun begyndte at lede den igennem indtil at hun fandt et plaster som hun med en øvet hånd satte over det lille sår. Dog sørgede hun for at blotte sin hals så meget som muligt imellemtiden.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on May 31, 2021 18:58:42 GMT 1
Han sukkede og måtte lukke øjnene mens han stred imod hele sin krops lyst til at springe op og gribe fat i hende, men hans måtte tøjle sig selv. Han var ikke i templet, det ville være unødvendig spild af sæd for ingenting hvis det skete her, i hans kontor af alle steder endda! Han sank en klump og drejede hovedet for at åbne øjnene og betragtede hende ordne sit sår. Den blottede halspulsåre næsten skreg på ham til at sænke tænderne i hende, men han holdt sig selv i ave og lod istedet hænderne gribe fastere om stolens armlæn.
"Men har vi tid, Lennie? Nu er du jo begyndt at arbejde igen," påpegede han og rettede sig lidt mere op i stolen for at få en smule mere fæstning i tankerne og kroppen. "Og jeg har mit arbejde og embede som præst at se til," tilføjede han og forsøgte at anlægge et trist smil til hende.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on May 31, 2021 19:08:24 GMT 1
Da undskyldningerne begyndte at rulle på, hævede Lennox sit blik fra det nu pænt indpakkede sår til sin husbond. Hun hævede et øjenbryn og fnøs lavmælt. ''Tid? Er det virkelig tid du er bekymret over?'', spurgte hun som morede hun sig over hans ord. Hun gled elegant bag skrivebordet ved hans side og satte sig på kanten, ubekymret over de mange pergamenter som hvilede under hende. I stedet, lagde hun sine arme over kors og så på ham med et overbærende smil, og det lange hår henslængt bag skulderen og øret. ''Når jeg bliver vampyr har vi alt tid i verden til at arbejde'', svarede hun, med et kærligt smil og et lille nik som for at bekræfte sine ord. Hun kunne ikke røbe just nu, at det var Moderen som havde bedt hende om at fostre endnu et barn. Han ville sende hende lige luks tilbage til Matthews råderum. ''Og vi har Osbert til at hjælpe til'', tilføjede hun, selvom hun ikke var sikker på at han lyttede til hende længere.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on May 31, 2021 19:18:55 GMT 1
Det både sang og stak i hans bryst da hun sagde ordene når jeg bliver vampyr, for inderst inde var det ikke en gave han ville skænke nogen. For ham var det blevet presset ned over hans hoved, en forventning fra familien, og han vidste at før eller siden måtte han give efter for Osberts plageri, men det ville stadig være længe inden han mente han var passende til rollen som vampyr. Men Lennie. Hans Lennie. Han havde så længe spurgt og nu nævnte hun det selv.
"Tid er ikke alt, selv ikke som vampyr," sagde han og rømmede sig da hans hals var blevet tør som sandpapir trods han lige havde drukket fra hende. "Og Osbert er ingen hjælp, det ved du ligeså vel som mig," han sukkede stilfærdigt. "Men... vil du... er det det du siger?" spurgte han og rejste sig fra stolen for at hæve sig lidt over hende. De stod tæt, tættere end de normalt ville være, med mindre de var i templet.
|
|
|
|
Post by Lennox Andromedius Darklighter on May 31, 2021 19:36:31 GMT 1
''Osbert må hjælpe til hvis han insisterer på at bo hjemme'', svarede hun bestemt med et sødligt smil. Det var den samme beslutsomhed som havde drevet hende til at beholde Osbert da uheldet var ude. Samme beslutsomhed som nu skulle skaffe hende det kærlighedsbarn som Moderen havde efterspurgt. Lennox måtte tage sig selv i ikke at hæve sine hænder for at gribe fat i Eriks tøj nu han stod så tæt. Hun kunne næsten mærke hans varme, noget hun var uvant med, og samtidig kunne hun se det håbefulde glimt i hans øje. Hun havde nægtet ham denne nydelse så længe, i frygt for at tabe sin menneskelighed og ligeså fordi Moderen havde sagt hun skulle forblive magiker. Lennox nikkede med et smil som nåede hendes øjne og fik dem til at funkle som to blå opaler. ''Men det er lettere at blive gravid uden Blodet. Og... Jeg vil gerne være den som sørger for du får det præcis som du behøver... Hver dag.. Ligesom dengang'', hun sendte ham et smil og forsøgte at skjule rødmen ved tanken om Osberts uheldige tilblivelse.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Jun 2, 2021 9:28:33 GMT 1
Blodets rus var langsomt stilnet af efterhånden. En sagte summen, en vibration næsten, forblev i hans krop og sind i nogen tid, men dens styrke var væsentligt aftaget. Han tog derfor nogle dybe indåndinger og samlede sig lidt.
"Et barn for at blive vampyr, er det dét?" spurgte han stilfærdigt og knyttede hænderne ved siden inden han langsomt drejede sig bort fra hende og kantede sig langs skrivebordet, fri af hendes lokkende varme væsen. Fristelsen var stor men hans viljestyrke endnu større. Han vendte sig mod en bogreol og lod blikket glide over titlerne som han ellers havde læst utallige gange mens han tog sine knyttede hænder bag ryggen og stod stille mens han fokuserede væk fra hans kones inderste ønske.
"Du tror ikke det er på tide at Osbert snart flytter ud?" spurgte han, både i kontekst til hendes forslag men også for at skifte emnet. Uden en ekstra hjælpende hånd i hjemmet ville det blive svært at retfærdiggøre en lille ny.
|
|
