The time I was

Blændende sart og som en perle i en mørk østers' gab sad hun omspundet af mørket, der boede bag gardinerne. De blafrende stearinlys udenfor sendte deres dirrende lys ind mellem gardinernes nervøse folder og faldt over hendes hvide form og hans alabaster hud hvor de isblå øjne hvilede med deres skarpe, årvågne blik på hende og det sorte hår som en ibenholtramme om hans ansigt. Edderdunsdynen var skubbet fra torsoen og ned til hoften så de lange sorte tråde trak sig over hans brystkasse. Udenfor var himlen plettet af skyer med stjernernes sagte sitren som hemmelighedsfulde gæster, der fra tid til anden tittede frem i mørket. Det var en stille stund og palæet var tyst.
Han satte albuerne i puderne bag sig og hævede sig op mens han så på hende. Ren og skærende, næsten blændende. Han overvejede nogle gange hvad der ville være blevet af hende hvis hun var forblevet i Alfae-riget. Kunne hun have gemt sig? Undgået mord? Næppe. Nej. Han havde reddet hende, selvfølgelig havde han det. Ikke at det var barmhjertigheden der lå bag, alfae var og blev de mest udsøgte væsner han kunne omgive sig med. Deres blod sødmefuldt, deres hår som spundet guld, deres kroppe betagende og bedårende. Hun var ingen undtagelse. Hans lille dukkebarn.
Et sagte smil spillede over hans læber og han rakte de lange, blege fingre frem for at stryge hende over skulderen hvor silkeærmets plisseringer foldede sig under hans berøring.
"Jeg ser dig som min kæreste," svarede han bramfrit og for en gangs skyld ærligt. "Min datter, mit blod." Hvis hans hjerte kunne have slået ville det have givet et lille sæt fra sig af fryd ved tanken om deres samhørighed.

Slaget mod hans brystkasse af hendes lethed var som en lijles kronblad der sank til jorden og lagde sig til rette blandt jordens mørke muld. Han slog armen om hendes skrøbelige væsen og trak hende til sig, en levende dukke næsten, med lemmer så spinkle og blege som snore af lys der strakte sig fra hendes glødende kerne. Hun gjorde ham lattermild og han lukkede øjnene ved følelsen af hendes små læber mod hans. En hånd strøg op til hendes nakke og holdt hendes ansigt mod sit så han kunne kysse hende ordentligt, fornemme hendes bløde læber mod sine og hendes duft, inden han gav hende lov til at fjerne sig igen. En blid men uimodståelig magtdemonstration.
"Huske? Hvorfor har du brug for at huske det, min egen?" spurgte han med en mild panderynke. Han fornemmede spørgsmålene der snart ville boble ovenud af den legesyge pige og håbede på sin vis at kunne holde det hen men han var næsten overbevist om at det snart ville være tid til at give hende sandheden, som næppe var gået op for hende endnu. Han så ned på hende og de isblå øjne mødte hendes mælkehvide, som skyer på en frostklar himmel.

Noget snoede sig indeni ham. Hugormen der brændte for at slå til, vende sig og presse hende ned i sengen, glemme emnet og ikke sige mere men bare give hende sin altopslugende og invaderende kærlighed. Men det var ikke så ligetil, kunne han mærke, nu hvor hun var opsat på at snakke. Hendes stemme var honning i hans sind, lille, lys, knitrende som stjernestøv.
En smule i et forsøg på at vende opmærksomheden mod noget andet lagde han sig mere på siden og hev dynen lidt mere omkring dem som for at smelte sammen med hende. En hånd søgte ned til hendes hofte og trak hende imod hans mens han kyssede hendes pande og smilede blidt ned til hende.
"Men du er jo statisk nu, min kære," sagde han lavmælt. "Denne krop, denne skal, den er perfekt som den skal være fra nu af og i al evighed, din, og i den forstand, min," han lagde armen mere omkring hendes slanke pigeliv og lod den hvile der, tung som en tyk jernkæde i et middelalderfængsel. "Jeg som vampyr oplevede gradvis stagnering, du som forvandlet er bundet af tidspunktet hvor du modtog Gaven," forklarede han lidt leende ved tanken om hvordan det var faldet hende ind at det kunne være anderledes.

"I sandhed er du alfae, men din oprindelse blev forandret forevigt da jeg skænkede dig Gaven," forklarede han denne gang med en stemme der antog en anelse mere alvor, fordi han vidste det var på tide at give sandheden til hende, til trods for at han havde håbet at holde det fra hende et årti endnu. "Dit sind vil altid være i forandring, det er en kendsgerning, men din krop og din højde? Ja, jeg tror ikke Gabriel har sagt det han selv mente var passende for at glæde dig? Du ved hvordan han gerne vil gøre dig glad jo," han havde svært ved ikke at smile. En dag måtte han invitere knægten med ind så de kunne ligge på hver sin side af hende, opfyldt af kærlighed til hverandre. Han greb hendes hånd der havde hvilet imellem dem og hævede til sine læber for at kysse den præcis som hun havde kysset hans, et kærtegn til hver kno indtil han foldede hendes fingre ud og lod hendes lille håndflade være ramme for endnu en byge af affektion.
"Men vær ikke bange, min engel, jeg elsker dig stadig, faktisk er du perfekt i mine øjne som du er," sagde han og lænede sig ned for at kysse hende igen, denne gang mere inderligt og i endnu et forsøg på at dreje samtalen over på noget lidt mere håndgribeligt og knap så sindsoprivende for hende.

De blodige tårer var varme trods hendes natur som vampyr. Der ville altid være varme at finde når man drak blod på de rigtige tidspunkter og holdt systemet kunstigt "i live" ved at drikke den livsnærende drik. Han holdt hende tæt og mærkede de varme små klatter ramme hans hud som gnister fra et brølende bål, hendes sørgmodigheds indre flammer der slikkede forblændende længselsvækkende op og ned ad ham som hun lå der, såret som et dyr i underskoven, og han som jægeren der havde skudt det og nu måtte tage sig af det.
"Gabriel ville kun lyve for at gøre dig glad, du ved løgn ikke altid er dårligt, min kære," forsvarede han sin søns handlinger med og måtte skjule et smil over hvordan hun måske snart ville stryge afsted ind til Gabriel så snart hun fik nok af ham herinde bag sengens gardin, og forlange en forklaring af den unge Darklighterarving. Han strøg hende over håret og en linje af hendes blodige tårer fulgte med over hendes kind og tinding og op i håret så det blev vædet og klistret af den rubinrøde væske.
"Du bliver skam ældre af sind, men ikke af krop," sagde han mens han samlede hende mere ind til sig i sin favn og forsøgte at ignorere hendes påvirkning af ham. Han ville helst udskyde samtalen her for en stund, hans krop viste sig fra sin utålmodige side, men han var også afklaret nok til at lade det ligge mens han forklarede hende situationens sammenhæng. "Og hvad vil du have jeg skal gøre ældre? Er det din krop du tænker på? Selv hvis jeg kunne, hvorfor så forvandle et kunstværk når det allerede er som det skal være?" han pressede kys på kys ind mod hendes hår og tinding, smagte hendes blodige tårer og mærkede suget i kroppen efter hende, men talte det ned i sindet.

Han smilede, bredere end han normalt ville. Det var ikke det smalle, underfundige smil som kunne betyde kærlighed såvel som død og ødelæggelse. Det var et oprigtigt smil, ømt og medfølende med hende i en eller anden form for kapacitet. Han nød kysset og ville ønske det havde varet ved så han kunne give sig hen til hendes skrøbelige form og væsen og vise hende, at hun ikke burde bekymre sig så meget om alder og fremtid, men bare nyde ham og nuet og hvor meget han værdsatte hende.
Men nej, hun ville absolut krænge sine følelser ud og stille spørgsmål på spørgsmål. Han vuggede hende lidt i sine arme mens han tyssede på hende og strøg sine hænder over hendes ryg og side ned til hendes hofte og lår, op og ned, som for at dysse hende ned og vække andre reaktioner i hende, for at få hende på andre tanker.
"Du er så meget mere end en gemen rosenbusk, min elskede," sagde han beroligende, eller søgte ihvertfald at berolige hendes bekymrede tanker. "Jeg er her så længe jeg passer på mig selv og ikke gør noget overilet. Der er hidtil ikke nogen vampyrer der er døde af alderdom, og jeg agter ikke at være én af dem," han smilede ned til hende og trak hende helt ind imod sig så han kunne mærke hele hendes lille krop imod sin. Nu måtte hun da snart være ovre sit pylrede humør så de kunne hygge sig sammen!

En blid latter forlod hans læber. "Solen er ikke farlig for mig, kun for sårbare skabninger som dig, min elskede," sagde han mens han rystede lidt på hovedet over hende men opgav at forsøge at forklare yderligere da hun kyssede ham igen og bad om blod. Han så opgivende ned på hende men kunne ikke dy sig for at smile fortsat.
"Så lad gå, men du kender prisen," sagde han med et slankt hævet øjenbryn og mens han rakte hende sit ene håndled, lod han den anden hånd glide ind mellem hendes ben og kærtegne hende, for at vise hende hvad han mente. Han havde ikke selv fået så meget blod men han kunne gå til imorgen selv hvis hun tog en god slurk, og hun kunne få lov til stort set alt når hun blot gjorde som han ville efterfølgende. De blodige tårer var stilnet af og de røde dråber var størknet som små flager der kunne børstes væk uden problemer.