|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Nov 22, 2021 20:56:15 GMT 1
Gabriel havde siddet og slappet af i sine gemakker, en lys skjorte hæftet løst i et par knapper og afslappede, mørke lærredsbukser og bare tæer. Han sad skulder ved skulder med sin kusine Rachel, som i aftenens anledning var iklædt en dybt nedringet kjole af mørkebrunt ruskind og med grønne silkedetaljer. Hendes brune hår var sat i en sirlig frisure, der næsten blev væltet bagover, da hun måtte undvige så snart Angelique trådte ind ad døren og kastede sig som et frådende uhyre over Gabriel, der først, til at starte med, lo forvirret og måtte slippe den sammenrullede cigaret hvis granduft havde bredt sig ud i rummet.
"Hey hey hey! Din lille mide!" han fik vristet hendes arme om på ryggen af hende og holdt hende fast selvom hun havde givet ham et godt slag på kinden og næsen allerede. "Hvad skal det her til for?" spurgte han forvirret over hendes ordløse angreb.
"Har fanden taget ved pigen endelig?" spurgte Rachel med et let hævet øjenbryn og rykkede glassene og flasken med absinth lidt ind på bordet så de ikke blev smadret.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Nov 22, 2021 21:07:44 GMT 1
“Du sagde!”, snerrede hun utydeligt imens hun forsøgte at vriste sine håndled fri. Der var ingen tvivl om at Matthew havde moret sig over hendes uprovokerede angreb som hun så til med så meget kraft hun kunne yde i øjeblikket. Hun ignorerede Rachel, med stirrede på Gabriel med et par lynende hvide iriser. “Du sagde at jeg havde vokset to centimeter’”, hendes kinder var røde fra vreden såvel som Matthews stærke blod som pulserede gennem hendes indre og fik hendes årer på hænderne at fremstå sorte under den papirshvide hud. Hun kæmpede imod ham med alt hun havde, i et heftigt forsøg på at få sine hænder fri. “Men Pappa har lige fortalt at mit udseende er statisk”, hun brugte hans ord men vrængte dem af Gabriel imens hun forsøgte at sparke ham selvom at det var godt og vel umuligt. Hun havde sågar glemt Rachel, og hvor dum hun hvde følt sig k naivitetens øjeblik.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Nov 23, 2021 17:01:19 GMT 1
Det tog lidt tid inden Gabriel fandt ud af hvad hun snakkede om. Hendes vrede var som en aura der pulserede omkring hende, hård som en skal og bitter over at han kunne finde på at lyve. Det var selvfølgelig også svært for hende at forholde sig til, at folk kunne fortælle en løgn ud af godhed og ikke af ondskab. Gabriel vidste hvor meget det betød for hende, og de gange han havde set hende foran sit guldindrammede spejl stå på tæer og snakke om "når jeg bliver højere kan jeg gå i længere kjoler ligesom tante Isobel". Det havde været svært ikke at sige "jamen du er da også skudt lidt i vejret på det seneste! Næsten to centimeter synes jeg!"
Og nu betalte han så prisen for sit forsøg på at give hende lidt selvværd. Lidt bittert men også på sin vis underholdende at se hvor meget hun blev påvirket.
"Jamen det må du da meget undskylde, så må jeg have set forkert!" sagde han imellem latterstrømmen mens han så fra pigebarnet i hans greb til Rachel, der sad med et lidt skeptisk blik på Angelique.
"Du skal til at lære noget om løgne og ironi, min ven," sagde hun og bankede asken af den rullede, granduftende cigaret. Hun lænede sig tilbage i sofaen, afslappet og tilpas mens hun drak en slurk absinth og betragtede de to kamphaner.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Nov 23, 2021 17:12:04 GMT 1
Angelique stirrede på ham med et blik som kunne dræbe. Hun vrikkede og vristede sine hænder for at få dem fri fra hans jerngreb, som på trods af det stærke blod i hendes årer var overraskende svært. “Hvor vover du at grine af mig!”, snerrede hun med blottede hjørnetænder, et typisk tegn for at hendes kampånd endnu ikke havde dødt ud som den gamle tragiske cigaret på gulvet. “Jeg kan sagtens skelne! Men ingen har fortalt mig at jeg ikke skal blive ældre”, lød hendes stemme sandfærdigt men skadet som et dyrs. Hun krummede sine nøgne tæer og skulede fra Gabriel til Rachel med nedadkrængede læber og det bistre onde pigeblik i hendes øjne. Hun kunne ikke lyve, det havde aldrig faldet hende ind, så hvorfor skulle hendes nærmeste? “Slip mig, ellers så vækker jeg Pappa”, bed hun af Gabriel, hun vidste præcis hvad hun skulle sige og hvilke krokodilletårer som skulle falde for at få Gabriel ned med nakken.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Nov 24, 2021 12:55:44 GMT 1
Gabriel og Rachel udvekslede blikke. De vidste bedre end at lade præmiepudlen løbe hen og hente den store stygge ulv som hun højst sandsynligt havde efterladt sovende i sin hule. Han så tilbage på hende med et hævet øjenbryn og et sigende blik.
"Ok, men ikke noget med at rende efter ham, det magter jeg ikke," sagde han sandfærdigt. Han hadede når hun brugte Matthew imod ham, for der var ingen af dem der vitterligt kunne sige noget imod det.
"Her, lille kusine," Rachel skænkede et glas absinth og gled over bordet i retning af hvor Angelique sad stadig sammenfiltret med Gabriel, men lidt mindre i hans hårde greb end før. "Drik lidt så glemmer du det," foreslog hun men høstede alligevel et lidt misbilligende blik fra Gabriel.
"Hun er... nej, ok, det er hun vel egentlig ikke," slog han hen og rakte forbi Angelique efter sit eget glas og tog en slurk. Den stærke væske brændte hans mund og svælg. Han glemte nogle gange at hun ikke var et barn længere og det var i de øjeblikke han tog sig selv i at kigge efter hende, som hun sad nu, kjolen der faldt sirligt om hendes unge krop. MAtthew havde virkelig oplært hende godt i en tøjstil der gjorde alt for at bibeholde det perfekte billede af hende som en teenage alfae.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Nov 24, 2021 13:13:39 GMT 1
Et udtryk af irritation og lettelse spredte sig i hendes ansigt da Gabriel lod hendes hænder gå. Der var intet at sige til, at han var stærkere end hende, men at han vovede at bruge det imod hende når hun var i sit mest sårbare leje var nok til at lade vreden syde i hendes indre. Alligevel forblev hun siddende i hans favn, med de tynde alfeben trukket op mod sit bryst, og hovedet hvilende mod Gabriels kraveben. Hun følte en mærkværdig trøst ved at sidde sådan, som hun altid havde gjort siden inden hun kunne huske. Et fnys undslap hende, ''I Romerriget lod de børn drikke, og jeg er vel knapt et barn'', tonen var olm og ligeså var hendes blik som hun rakte ud efter det lille krystalglas. Hun betragtede Rachel indgående, men vovede ikke at hæve sit blik mod sin fosterbror i en umiskendelig frygt for misbilligelse over hendes pågående handling. Væsken var sur, og den brændte ned gennem hendes indre som løbeild. Et host undslap hende og hun skjulte straks hovedet i sin albue. Fornemmelsen var skrækkelig og hun fortrød straks sit valg, og lod derfor sine arme glide omkring Gabriels hals for at knuge sig mod ham med ansigtet skjult mod den pulserende vene. Hun følte hvordan den delikat syntes at kalde på hende, og hun nussede sin næse mod hans varme marmorhud og hun følte straks sin umættelige hunger prikke til hende, trods at hendes kinder endnu var varme fra fyrstens blod. Med ét, fik tanken hende til at agere, og hun punkterede sine små fine tænder gennem hans hals, i et øjeblik hvor hun havde lyst til at være helt igennem ondskabsfuld og fræk for at straffe ham for hans indædte løgn.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Nov 25, 2021 11:18:31 GMT 1
At hun selv anså sig som et barn kom ikke bag på dem. Det var vel svært at have nogen jævnaldrende at spejle sig i når man havde været isoleret det meste af sit liv, og dermed ikke kunne se den naturlige udvikling der var for andre.
"Du er hvad du selv vil være," sagde Rachel og rejste sig og rettede kjolens folder lidt til inden hun rakte ned og klappede Angelique på kinden og strøg en hånd over sin fætters gyldne lokker. Når hun betragtede de to sammen var det næsten som at se en bror og søster, rent faktisk blodsbeslægtede og ikke bare af båndet fra deres fars blod. Det eneste der måske adskilte dem var Gabriels smaragdgrønne øjne og den dybe glød de fængede i lyset, modsat Angeliques bleg-hvide iris der funklede som et spejl blank og glinsende.
"Kan I hygge jer, jeg har en essay jeg skal have skrevet til Vladimir om fuglefjers anvendelse i magiske remedier," hun bukkede sig og kyssede Gabriel på panden inden hun forlod dem til sig selv.
Gabriel så lidt efter Rachel og sank en klump, han var normalt ikke alene med Angelique, der var noget små-farligt for ham ved at tilbringe for meget tid i hendes nærvær disse dage. Det havde ikke været sådan altid, men det var blevet sværere på det seneste, og idag var måske ikke den bedste af dage. Han mærkede selv absinthen i sine blodårer, og da hun prikkede hul på halsen og det dybrøde blod piblede frem, tænkte han hvor meget hun mon fik over i sig, blandet med påvirkningen fra den pulserende joint som Rachel havde efterladt i askebægret. Han sukkede da fornemmelsen i kroppen bredte sig. Det var et lille sug der gik igennem ham, og blandet med hans allerede væsentlige beruselse kunne han ikke undgå at det gik helt ud i hårspidserne næsten.
"Angie... det... det kan være farligt, det dér," sukkede han lidt tamt modstræbende og han lagde armene om hende som for at vriste hende lidt væk fra sin hals hvor sårene lukkede sig en smule igen efter nogen tid takket være healingen der fulgte med vampyrismen. "Du ved ikke hvor meget... jeg har..." hans ord stilnede hen mens hans hånd blidt nussede hende i håret bag hendes nakke og uden helt at tænke over det drejede han hovedet mod hende og kyssede hende, guidet af alle de forkerte tanker, alle de irrationelle sanser og den rejsende beruselse i hans indre.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Nov 25, 2021 11:35:01 GMT 1
Verden var zoomet ud, borte og tom idet hun lappede blodet i sig som en sulten kattekilling. Hun lå lænet op af Gabriel, med et tag som blot blev strammere. Hun mærkede hverken Rachels kærtegn eller hørte hendes farvel, for blodets sødme var det eneste som opfyldte hendes sind. Det var først, da hans blide fingre guidede hendes ansigt bort fra den søde kilde, at verden kom tumlende tilbage i sine mange nuancer; gule, røde, blå, og så var der hvid og guld. Hun blinkede i et forsøg på at genskabe verdenen som hun kendte den, da noget varmt trykkede sig mod hendes læber. i det øjeblik accepterede hun verdens stand, og sin egen situation som magtesløs, og gled ind i den mærkværdige suppedas af nydelse som hun gled sine fingre op omkring det hvidlige lys og strøg dem gennem den bløde masse. Hendes krop føltes let, som kunne den lette hvert øjeblik. I virkeligheden, lænede hun sig ind i Gabriels kys, sultent og i et forsøg på at bide hul på hans underlæbe så at de endnu engang kunne være ét med hinandens skaberblod.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Nov 25, 2021 12:08:00 GMT 1
Hendes overgivelse var næsten for meget af det gode. Alle stemmer skreg igennem hans hoved, at det var forkert, at han trak sig ind på nogle områder han ikke måtte være, at det var for meget og hvilke problemer det ikke ville medføre, hvis Matthew fandt ud af det. Hun virkede varm og hengiven, ihvertfald ikke modvillig, og han tog det som det tegn, han så længe havde ønsket at få fra hende, om at det var som det skulle være, og han kunne begive sig videre med hende, nyde hende som han aldrig havde turdet nyde hende før mens stearinlysene flakkede og brændte ud i deres stager på bordet og efterlod rummet mørkt så deres gerninger kunne foregå i det uvisse for selv skarpe blikke.
//blackout
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Nov 25, 2021 12:33:01 GMT 1
Hvor længe havde hun været borte? Rummet var mørkt, men ikke mørkt nok til at hendes vampyrøjne kunne skue det rodede værelse foran hende. Hun vendte sig i den favn hun før så trygt havde trykket sig ind i og kvalt for al varme og komfort. Verden som før havde været så spændende, flydende og nydelsesfuldt var med ét gået i sig selv og efterladt alle skarpe kanter til at de tilsidst havde indtaget formen af stueborde, sofaer og lænestole. Hun gled ud af favnen og satte sig op, overrasket over at finde sig selv afklædt. Hendes blegehånd gled undersøgende over kroppen ved hendes side, den var ikke nær så hård som den hun kendte, og slet ikke så kold. Nysgerrigt vendte hun hovedet mod den sovende engel og lod sin kæbe falde. ''Gabriel'', hviskede hun desperat imens hun begyndte at slå til ham. Hans læber var røde af blod, hendes blod? Hun hævede hånden til sin hals og følte det tørre pigment. Havde de? Hun sank en klump som skyldfølelsen stormede indover hende som en uanmeldt tidevandsbølge. ''Gabriel vågn op, hvad har vi gjort?'', hvæste hun som hun sendte en fod flyvende mod hans mellemgulv.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Nov 25, 2021 12:55:09 GMT 1
Hoved dunkede en smule mere end forventet. Måske var der alligevel blevet indtaget et glas eller to for meget eller et hiv eller to mere end nødvendigt af joint'en, der nu var gået ud for længe siden i askebægret. Han missede med øjnene i det svage lys, selvom han kunne se hende tydeligt, sådan som hun næsten udstrålede sit eget indre skær, hendes alfae-gener stadig i fuldt flor når verden omkring hende var mørklagt. Han mærkede nogen kalde og derefter små knytnæveslag og en fod der ramte hans døsige krop. Det var som at trække sig op igennem tungt, mørkt vand for at komme op til overfladen mens han vågnede mere og mere og trak sig til sidst op og sidde en smule, tæppet i sofaen var faldet lidt fra hans krop og han indså hvad beruselsen og længslen havde bragt sammen i en enhed af skam og skyldfølelse. Han sad måløs og så ned på sine hænder i skødet inden han så op på Angelique og trak vejret i små stød. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Alle ord var borte, som skyllet ind under sofaen til nullermændene, og nu sad han her og vidste hverken frem eller tilbage.
"Rolig nu, Angie," forsøgte han at forsikre hende imens han greb lidt ud efter hende, blidt og søgende, for om hun var for modvillig til at indgå i et kram igen. "Det... ingen behøver at vide noget," kom hans ord stilfærdigt, lidt undskyldende. Han var næsten sikker på at Matthew ville finde ud af det en dag, og så var hans dage talte. Skulle han foreslå at de kunne holde det hemmeligt hvis det skete igen? Eller at familien nok ikke ville tage det så tungt når de nu ikke var direkte blodsbeslægtede?? Eller sige at han altid havde tænkt på hende og var glad for at det var sket??
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Nov 25, 2021 13:12:43 GMT 1
Angelique gjorde sig selv hård og stoisk som en statue da han forsøgte at lokke hende tilbage ind i hans arme. ''Du er Eva, og jeg stoler ikke på dig'', hvislede hun som hun trykkede sig bort fra ham. Hendes blik var desperat men også sorgpræget, hvorfor havde de gjort det her? Hun tog en dyb, rystende indånding og sank en klump som hun rystede på hovedet. ''Matthew slår dig ihjel'', det var første gang at hun havde kaldt sin lærermester og fader ved navn. Hendes fingre havde søgt et desperat tag i det lange lyse hår og hun hev desperat i sine lokker imens hun forsøgte at tænke deres position igennem. Hun var Matthews, markeret fysisk og med den psykiske kraft; alle vidste at hun var usårlig, og ingen anden en hans. Hun tog en dyb unødvendig indånding og lod sig blive fejet ind mod Gabriels krop, hvor hun lagde sin kind mod hans kraveben. ''Det kan ikke ske igen. Og det skal være en hemmelighed, forstår du?'', om det var for hans eller hendes egen skyld vidste hun ikke, men hun følte sig frygtelig beskidt. ''Jeg kan ikke gå tilbage til hans seng nu'', hviskede hun så en anelse desperat.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Nov 25, 2021 14:06:31 GMT 1
Hendes bibelske reference var lidt komisk og han var nær begyndt at le af hende, men da hun trak sig væk fra ham gav det ham et stød i brystet, næsten fysisk, indtil hun endelig gav sig og lagde sig ind imod ham. Det var en sær, friskende varme fra hendes krop imod hans, som de sad lidt i et akavet kram. At hun ikke ville igen, og at det var en hemmelighed, det skar i ham som syle, men han vidste, så snart han var vågnet og havde set hende sidde ved siden af, at det var præmissen. Hvis hun nu ikke vidste det skete igen, så kunne det vel godt lade sig gøre. Det ville kræve lidt list, adgang til Vladimirs eliksirer og pulverkrukker, og en god undskyldning for at give hende et glas vand eller saft når de var alene. Kunne han gøre det uden at Matthew fandt ud af det? Det måtte tiden vise. Det var farlig grund, men han ville ikke miste hende nu hvor han havde smagt hendes sødeste honning.
"Så skynd dig ind i din egen seng," hviskede han og kunne ikke dy sig for at give hendes tinding et forsigtigt lille pres med læberne mod hendes hud og gyldne hårstrå. "Det bliver mellem os. For evigt. Det lover jeg." Og langsomt gav han slip på hende så hun kunne føle friheden, den falske frihed som han satte hende løs til, mens han tænkte hvordan hun måtte have det, først at have været sammen med deres far og dernæst ham, på samme nat.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Nov 25, 2021 14:11:53 GMT 1
Angelique rejste sig og trak den hvide kjole omkring sig som var den det eneste som kunne beskytte hende. Hendes blik faldt på ham og derefter alle stofferne, alt alkoholen pg andet syndigt som havde foregået. Hendes kinder brændte med skam, men alligevel lænede hun sig ned for at kysse ham godnat som en god søster skulle gøre.
Derefter sprang hun afsted på nøgne fødder gennem palæet hvor morgengryet allerede var på vej. Da hun endelig havde lagt sig, med de tunge gardiner trukket for, kunne hun ikke andet end at se Gabriels skuffede ansigt foran sig, og undrede sig over hvad han egentlig ville.
//Out
|
|
