The Lockwood Incident continued

Thereza nød at være i sit es. Livet under Matthews mentorskab havde gjort hende selvsikker i store forsamlinger, og hun vidste hvad hendes publikum ville have. Hun hørte ikke Donners brummen om stedets størrelse, men derimid hans gnavne spørgsmål om overetagens lidenskabelige leg. Hun grinede bredt til ham idet han bundede drinken med blikket mod Isobel. Det var perfekt at vampyrfyrstens søster var ude denne aften. Hun lænede sig ind til ham og sukkede drømmende.
"Årh, du vil elske det," sagde hun med en varm, lidenskabelig stemme og begyndte at trække ham i retning af Moiran og Elise, der stod for foden af trappen i samtale med en kvinde som Thereza kun kendte som Miss Reynolds. Hun tog dog afsked da Thereza kom op til Moiran og Elise med Donner ved armen og endnu en drink skubbet ind i hånden på ham.
"Se hvem vi har her!" sagde Moiran med et bredt smil. Han var i en lys skjorte, mørke bukser og håret i en lille hestehale bag nakken. Skjorten var knappet op og en lille amulet med en klonegl indlagt i orange-rød rav. Han havde en arm om Elises liv, ikke omklamrende, men oprigtigt afslappet og tilfreds med hendes selskab.

"Af mig!" indvendte Thereza for at understrege hvordan Donner var blevet inviteret af en teenager til et bal, som hun oftere frekventerede end manden hun hang på. Hun sendte Donner et million-dollar smil inden hun vendte sig mod Moiran og Elise. "Vi skal til at ovenpå, vil I med?" spurgte hun og blinkede til Elise. Hun var stadig glad for vampyrkvinden, som hun efterhånden havde fået et godt forhold med efter hendes jævnlige besøg i Lockwood Hotellet med sine kunder. Hun skævede til Moiran, der forholdt sig tavs og nogenlunde reserveret men man kunne se hans øjne glødede frydefuldt ved synet af Donner i salen. Det var tydeligt at se at forstanderen var her udelukkende på Therezas nåde, og det understregede blot vigtigheden i at få ham væltet af pinden på børnehjemmet. Manden var inkompetent, liderlig når penge eller magt blev smidt i hans retning, men blind for sine egne fejl. Det var som en leg mellem katten og musen, og Moiran glædede sig til den dag han kunne sætte sig bag skrivebordet og kalde stedet sit.
"Jo lad os det?" sagde han med et smil ned til Elise. Thereza smilede og begyndte at trække Donner med sig op ad trappen mens hendes blik ligeledes gled over forsamlingen. Var Lucilla dér mon i aften? Det var længe siden hun havde snakket med sin veninde. For at være ærlig havde hun faktisk snakket mere med Jennifer på det seneste. Havde Lucilla glemt hende til fordel for sin tid i vampyrfyrstens arme?

Thereza gik med som den lydige tøs hun var og gjorde knap nok mine da hun mærkede hvordan han tog på hende. Kødranden af mænd der havde cirkuleret omkring dem nede i entrésalen var begyndt at sive op ad trappen i deres kølvand, forventningsfulde over hvad Thereza denne aften ville give fra sig, men alligevel på behørig afstand. De kunne se der skete nogle uventede ting. Der var nye gæster og de gik sammen med hende. Måske var i aften ikke som den plejede?
Thereza smilede til Donner og knipsede efter en tjener der med det samme kom dem imøde, letpåklædt og i samme stemning som resten af rummet. Hun greb to glas og rakte dem begge til Donner.
"Her, du ser tørstig ud," sagde hun og sendte Moiran og Elise et bredt smil. "Man deltager med dem der siger ja," forklarede hun med et skuldertræk og vidste hun måtte holde sig lidt på måtten for at aftenens planer kunne gennemføres. Moiran stod lidt bag dem, dog stadig med Elise ved sin side. Han havde aldrig rigtig brudt sig om denne del af festen, men nu stod han her og så rundt. De kødelige lyster der blev udlevet var alligevel noget af et syn, og han måtte give sin mentor at han forstod hvordan man skulle fange folk og tale til deres dybeste ønsker. Meget få, ham selv inklusive, var drevet af deres drifter. Hans drifter var anderledes, instinktive, dyriske, mens de fleste andres grundede i, ja, seksuelle lyster og drifter. Han kiggede rundt men så ikke umiddelbart nogen han kendte, dog skimtede han ud af øjenkrogen nede i entrésalen Lockwood-matriarken ankomme. Han prikkede Elise diskret på skulderen og nikkede ned mod den høje dame der gjorde sin entré og tårnede op over samtlige gæster med en hat så stor som et møllehjul næsten.
"Det skal nok blive godt det her," hviskede han med et bredt grin til Elise.

Thereza smilede og ignorerede skuffelsen der emmede lidt fra Donner over tanken om at folk skulle sige ja. Det var det eneste der stod mellem ham og det tag-selv-bord af kødelige lyster der overstrømmede dem fra alle sider, for hvem havde honestly lyst til at sige ja til ham, ud over hende selv, der qua sin forbandelse af hvad end der var sket med hende under kursusforløbet. I og for sig burde hun hade Matthew Darklighter for hvad end han havde gjort ved hende, men samtidig var det noget hun altid glemte lidt i kampens hede mens hun lå og følte sig tilpas opstemt.
"Du skal da have noget lidt stærkere skal du ikke?" spurgte hun og spankulerede med vuggende hofter over til et bord hvor der både stod og svævede glas i alle afskygninger sammen med flasker og endda et par forskellige punchbowls hvoraf den ene lod til at indeholde varmt, dampende blod til aftenens vampyrgæster. Hun havde fanget et blik fra Moiran og et kort nik ned mod entrésalen hvor Catherine Lockwood nu var faldet i snak med aftenens værter efter udvekslingen af de mest overfladiske kindkys hun havde været vidne til længe. Hun fandt det største glas hun kunne finde og begyndte at mixe noget der kunne minde om en "alt godt fra baren". En slat rom, lidt vodka, nogle skiver citron, en kandisstang, Southern Comfort, knust is, pistachienødder og et skvæt grape-sodavand. Hun kom tilbage med den til Donner, der allerede så lidt sveden ud her for toppen af trapperne og rakte den til ham.
"Her," sagde hun med et sødt smil der skiftede over til et bredt grin bag ryggen mens hun så på Moiran og Elise. Hun tog Donner ved armen og trak ham med sig lidt til siden over til en ledig plads på en bænk ikke langt fra trappen, så hun stadig kunne holde øje med entrésalen men så de også kunne sidde lidt ned. Hendes fødder føltes hævede og hendes ryg var under hårdt pres. Moiran stod og holdt øje med omgivelserne mens hans fingre kærtegnende strøg op og ned ad Elises ryg en smule fraværende. De mange vampyrer i forsamlingen gjorde at hårene på hans arme rejste sig, men Elise var anderledes. Måske fordi han kendte hende bedre end de andre, på nær Matthew selv. Han smilede skævt til hende.
"Man kan da håbe," sagde han med en lille latter i stemmen over tanken om Donner blive revet i stumper og stykker.

Thereza måtte skære tænder lidt mens hun brugte energi på at forholde sig så straight-faced hun kunne i selskab med drukkenbolten, mens hun så alle de sultne mænd hun som regel havde sin tid med til festerne, stå og se mutte ud i det fjerne mens Donner tog for sig uden rigtig at sætte pris på hende. Desværre var hendes hjerne bleve hot-wired på et eller andet tidspunkt igennem hendes terapi i Matthews kursus, så hendes krop reagerede skarpt på hans berøringer, og graviditeten gjorde det ikke nemmere så følsom som hun var. Hun drak selv sin drink, for en gangs skyld bare en sodavand, for at holde sig selv sober, og lagde sig kælent ind til ham.
"Hvorfor går du ikke ned og spørger hende selv?" spurgte hun mens hun nussede hans slips og kyssede hans kind og hals lidenskabeligt. Hun kunne mærke at den sure, bedske drink hun havde lavet gjorde tricket. Nu var det bare et spørgsmål om han kunne levere varen. Gerne på gulvet foran de største og mest indflydelsesrige personer i selskabet.

Intetanende og en kende modvilligt havde Isobel indfundet sig mellem palæets gæster denne aften på foranledning af Matthew. Hun gjorde som hendes bror ønskede, bestemt, men hun var aldrig helt tryg eller tilpas i selskaberne, og specielt holdt hun sig fra den del af første sal, hvor der var flere udskejelser af obskøn karakter end hun kunne nå at tælle på to hænder. Hun forstod hendes brors glæde ved disse fester. Det var fejringen af det syndige, det vilde, dyriske, livsnydelse og erotik. Det var ikke fordi hun ikke satte pris på den slags ting, hun vidste blot også at hun som Darklighter og den næst-øverste i kommandolinjen havde et ry at opretholde, præcis ligesom hendes bror heller ikke deltog aktivt ud over ude af syne fra folk i de private dele af palæet hvor gæsterne var forment adgang. Det havde hun da også selv gjort med sine få relationer hun havde etableret i løbet af sådan en aften, når hun gad.

Men i aften var ikke just sådan en aften. Tværtimod holdt hun sig stramt ved sin brors side og gik med ham arm i arm rundt imellem de festende gæster i entrésalen hvor de stødte på Catherine Lockwood, den tårnhøje kvinde med en hat så bredskygget at den syntes at fungere som lige dele hat, lige dele paraply for sine omgivelser. De havde stået i snak og Catherine havde jovialt taget Matthew ved den anden arm. Til trods for deres væsentlige højdeforskel, fremstod Matthew dog aldrig hverken underdanig eller på nogen måde under Catherines udstråling. Deres karisma skinnede om kap og den altid stiltiende kamp der var imellem de to gamle vampyrer holdt dem til ilden med hinanden. Man holdt jo gerne sine frænder tæt men sine fjender endnu tættere.

I et øjebliks afslappethed havde vampyrfyrsten faktisk foreslået de to kvinder at følge med ham op ovenpå for en stund, og de havde indvilliget med et lille smil og nik til hinanden, indforstået og respektfulde. De var vel alle skåret af det samme stof. Men i samme øjeblik som de drejede rundt og havde fronten mod den smukke, brede trappe blev deres fremfærd standset ved synet af den plørefulde Donner Lockwood, der havde kurs imod dem.
"Hvem har lukket ham ind?" hvæsede Matthew og Catherines lange negle borede sig ind i hans overarm mens de så på manden der kom nærmere og skødesløst, uden respekt eller videre forståelse for den scene der var begyndt at udfolde sig omkring ham, tog fat i Isobel. Hun stod som naglet til stedet, frosset fast i chok over at den klamme mand som hun så mange gange havde udholdt på besøg i børnehjemmet nu stod med sin hånd om hendes håndled så de diamantindsvøbte armbånd klirrede klagende over hans fingres tilstedeværelse. Stanken af alkohol stod omkring ham, og hvis den havde haft en farve var det en grøn, kvalm sky der pulserede omkring hele hans væsen. Sveden perlede frem på hans ru pande, og hans mund og læber virkede tørre.
"Mr. Lockwood, jeg..." begyndte Isobel tøvende. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle svare og stod akavet foran ham mens hun forsøgte at trække hånden til sig uden held. Hans varme men klamme hånd holdt fast som om han havde bestemt sig for at i aften skulle det være. Hun skævede til Matthew som hun stadig hang ved armen på men uden at dreje hovedet for direkte af frygt for at Donner ville tage det som en fornærmelse.

Oppe ved toppen af trappen var Thereza kommet på benene fra sofaen. De sultne blikke hun høstede rystede hun af sig og vidste at hun snart ville kunne give sig hen til dem når aftenens forestilling var blevet serveret på et sølvfad med et æble i munden, gerne surt og bedsk som galden i mavesækken, hun håbede sejlede rundt i den gamle forstanders krop. Hun gik hen til gelænderet og så ham stavre ned i retning af de prominente vampyrer og gribe ud efter selveste Isobel Darklighter. Det var som om der gik et sug igennem forsamlingen dernede, og en del snak forstummede og efterlod kun lyden af de våde, varme støn fra overetagen samt den blide, klassiske musik der strømmede fra musikerne i den tilstødende storsal på stueetagen. Flere vendte sig omkring svalegangen der gik rundt om entrésalen på første sal, og så ned på festen, der var standset, en mærkelig mannequin-challenge gengivelse mens alle så på optrinnet imellem den sølle børnehjemsforstander og vampyrfyrstens søster. Moiran kom hen til Thereza stadig med armen om Elise, og de tre unge sjæle kiggede ud over det tavse hav mens luften sitrede af spænding.
"Shit, han gjorde det sgu," mumlede Thereza både en smule overrasket og en liiiiille smule panisk over tanken om hvis det blev opdaget, at hun havde stået bag Donners entré denne aften. Men han havde allerede virket som om han havde glemt hende da han kun havde øje for Isobel nu, så hun krydsede fingre for at hans midlertidige amnesi forblev intakt indtil de kom hjem igen.

"Donner..." Catherines stemme var som en lavmælt knurren i hendes strube, advarende og truende. Den smule blod hun havde drukket den aften inden hendes ankomst brusede i hende med vredens styrke, og en muskel spændtes i hendes kæbe mens hun så på sit fjerne afkom med en afsky så afgrundsdyb at den kun kunne gengives i mørket mellem stjernerne. Matthew holdt stadig fast i Isobel, men hverken slækkede sit greb eller gjorde tegn til at ville trække hende bort fra Donner. Han var der hvis hun bad om hjælpen.