|
|
Post by Elise Lockwood on Oct 5, 2021 21:23:17 GMT 1
Elise måtte holde sig for munden, for ikke at grine, mens hendes mor og Matthew kom gående op ad trapperne, lige forbi de unge mennesker. Det var længe siden at Elise havde følt sig så levende og fri. ”Min mor flår ham i småstykker, næste gang de ses. Jeg bliver nødt til at være der…” hun talte lavt og håbede på at hendes mor ikke fangede et ord.
”Han går helt sikkert direkte i seng, når han kommer hjem, uden at tage et bad,” hun rynkede på næsen og grinte derefter, fordi hun ikke kunne holde spændingen ud. Hun vendte sig mod Moiran med et bredt smil og tog hans hånd, ”Bliver du ikke også bare super tændt af en god tragedie?” aftenens underholdning havde været fortræffelig, og nu var hun klar til at trække Moiran med sig hen i en krog, hvor de kunne udforske hinanden, med et håb om at Thereza ville holde sig i nærheden, hvis hun fik brug for en lille pick-me-up.
Donner blev trukket væk, velvidende om at han nu for evigt ville blive set som en undermåler – og at han nok skulle få at høre fra Catherine at han var en taber. Ville han overhovedet overleve det næste møde med hende?
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Oct 6, 2021 5:45:35 GMT 1
Moiran holdt sig som regel for god til at grine af andres ulykke. Han kendte sin egen ulykke, sine svære tider og de problematikker han mødte i sit liv. Thereza havde således altid udvist stor ydmyghed og omsorg når hun måtte låse ham inde i skuret bag børnehjemmet, og ligeledes når han blev lukket ud igen. Det var hårde fakta der ikke skulle vrænges et smil af. Men Donners situation var noget ganske særligt og noget helt andet. Han havde i sin higen efter magtens tinder sendt sig selv hovedkulds i frit fald mod afgrunden hvis bund bestod af besudlede marmorfliser, som nu var ved at blive gjort rene af et par rengøringsassistenter. En lille linje fulgte mandens sko som han blev slæbt ud af entrésalen og hoveddøren knaldet i bag ham med besked om aldrig at vise sig til en fest igen i palæet.
Han frydede sig over synet mens han mentalt klargjorde sig til Donners eder og forbandelser den næste tid. Scenariet der havde udspillet sig var dog det hele værd, og han håbede at manden ville huske at have hilst på dem i det mindste, så han ikke kunne redde sig selv op fra den bedske pøl han selv havde skabt som grundlag for sin nuværende position i andres øjne. Stort set hele det bedre selskab i det magiske samfund havde set ham rode rundt på gulvet, og det ville kun være et spørgsmål om tid før hans udlejningsservice måske begyndte at tage skade. Der ville måske altid være en kunde i Matthew og hans kumpaner, men fakta var at Donner havde skudt sig selv i foden med et oversavet jagtgevær i jagten på berømmelse og rigdom.
Moiran tog Elises hånd og smilede smalt til hende imens optrinnet langsomt blev erstattet af ny samtale og musikken blev genoptaget som om der intet var sket og mandens fadæse var en saga blot.
"Tragedier er vand på lystens møllehjul," sagde han med en påtaget filosofisk overtone inden han førte hende med sig op ad trappen så de kunne forsvinde bort i en eller anden udefinérbar retning. Hvor Matthew, Catherine og Isobel var gået hen lod ingen helt til at vide, de var som forduftet så snart de nåede første sal, men de fleste var efterhånden tilbage i deres sanselige overgivelse til deres lyster, at de knap skænkede det en tanke. Thereza så Moiran og Elise forsvinde og sukkede veltilfreds mens hun langsomt steg op til salen og kom kødranden af mænd i møde, der tålmodigt havde ventet på at hun blev befriet fra Donners klamme greb.
"Så så, drenge, der er nok til alle," sagde hun kælent mens hun lod sig omslutte af deres omfavnelser, kærtegn og berøringer indtil hun blev båret af adskillige arme igennem den lavloftede sal og i retning af et rum hvor kun fantasien satte grænserne.
//out
|
|
