All paid in Blood

Erik nød at se lidt rebelskhed i Elliott. Han var en yderst klog og interessant ung mand, som han håbede ville komme langt i livet. Hans karakterer viste hans vedholdenhed og arbejdsmoral, men også en god intellekt, de færreste formåede at diske op med nu til dags.
Et smil bredte sig mere legitimt over hans læber og han tog en slurk vin inden han satte glasset fra sig på bordet foran sig og foldede hænderne. "Læsekursus hjemmefra? Det kan da kun være distraherende, er det ikke?" spurgte han men det var mere en spøg og slog det til side da Elliott nu spurgte ind til Osbert. "Han går igennem nogle... ting for tiden," forsvarede han sin søn med. Han havde heller ikke selv set Osbert på universitetet en rum tid, og han havde opgivet at banke ham op om morgenen. Det måtte stå for hans egen regning efterhånden hvis han dumpede sine fag. Erik var færdig med at behandle ham som det pattebarn han af og til gav indtryk af at være. Problemerne på hjemmefronten var vel heller ikke Elliott fremmede når han boede under samme tag som Lennox' fætter.

Erik sad lidt og overvejede den unge mands ord. Tryllestavene fra Andromedius slægten var både berygtede og berømte. De var højt på listen over eftertragtede tryllestavsmærker, og Adonums ypperste præster foretrak dem. Han havde da også selv en, takket være Lennox og Darklighterfamiliens betragtelige formue. Andromedius stave var ikke nogen man bare kom til, det var noget man arbejdede for hele sit liv. Han kendte få ud over uddannelses -og religionsinstitutionerne, der brugte dem, da der sjældent var penge i de andre dele af samfundet til at investere i så gode remedier.
Han undrede sig derfor over Elliotts udtalelse. "Men er jeres familie netop ikke kendt for et naturligt flair for tryllestavsmagning?" spurgte han og lænede sig frem interesseret. "Man siger næsten det løber i jeres blod og falder jer naturligt?" pointerede han med en lille panderynke og hævede de foldede hænder til at hvile under hagen mens han betragtede den unge mand foran sig.

Alastor havde stået i køkkenet sammen med sin mor, indtil Lennox var kommet. Han vidste hun var deres grandtante, og han burde gøre et større forsøg på at være høflig over for hende – og han hilste da også pænt, men undgik at stille hende spørgsmål, for ikke at give hende anledning til at tale for længe med ham. Da han så fik muligheden for det, omtrent nogle minutter efter at hans far var kommet ind i køkkenet, og nogle minutter før lyden af Freyas kniv mod skærebrættet ville blive højlydt, grundet hendes irritation over at stå i samme lokale, som Lennox. Det var ingen hemmelighed at deres mor ikke kunne døje Lennox.

Langsomt lukkede han døren ud til køkkenet, så lyset derfra stille og roligt blev kvalt, og han fik øje på Erik og hans bror Elliott, der stod og talte sammen. At se en vampyr, fik ham altid til at tænke på hans egne forældre. Han vidste godt at deres forældre ikke var vampyrer, men de var usædvanlige, og det var tydeligt at der var dybe hemmeligheder i familien. Der var alt for mange huller i hans forældres meget henkastede forklaringer. Desuden havde de ingen nær familie, ud over dem selv.
Han fangede Elliott i at nævne at tvillingerne, altså ham og Arthur, ikke havde noget flair for tryllestavsmagning. Det havde han vel ret i, ”Jeg mindes sidste gang jeg så dig høvle en tryllestav, der fik du den til at ligne en sædcelle. Mor blev så vred.” han rømmede sig og rettede på det jakkesæt, der stadigvæk duftede af arkivet i kælderen på parlamentet, og trådte ind i lyset og hen til Erik, ”Godaften, Erik. Har du det godt?” han smilte høfligt. Han kunne bedre lide Erik end Lennox – han ville faktisk ønske at han var deres familiemedlem frem for hende.

Elliott stivnede da han hørte sin storebrors altvidende stemme. Med ét, fór deres mors fine sofapude efter den ældste Andromedius-dreng, imens skammen pumpede i Elliotts kinder og fik ham til at ligne en fregnet julenisse. ’’Jeg fordømmer dig, Seneca!’’, svarede han højlydt med den dybeste stemme han kunne formå og de stiveste skuldre i en soldats positur, en nær perfekt efterligning af deres far. Havde Quinten set dette, var Elliott ikke det mindste i tvivl om at han ville få en vaps over nakken.

Den vulgære tryllestav, var blevet brændt næsten med det samme. Men ikke før at tvillingerne havde mobbet ham sønder, kastet den frem og tilbage og truet med at tage den med i skole for at vise hans håndværk. Det havde kostet ham flere pakker magiske bønner at få dem til at stoppe. Mindet, fik ham til at sende hans bror et olmt blik, inden han så med lettere pinlighed på Erik, hvis udtale først fik ham til at trække en anelse på smilebåndet imens han kæmpede for ikke at le. ’’Det ville jeg også påstå’’, anerkendte han så inden han brød ud i latter igen. Han havde altid været lattermild, næsten alt kunne få ham i godt humør. ’’Men ak, vi forbliver den ’uheldige’ Andromedius gren, synd at alle undtagen Lennox er døde, det havde været cool at se om andre var lig os’’, han lænede sig på ny tilbage i sofaen, men kunne ikke lade være med drilsk at ligge et ben op som for at spærre pladsen fra Alastor.
''Men I har vel nået at hilse på familien, ikke? Hvordan var de?'', spurgte han mest henvendt til Erik, selvom hans blik kort faldt på Alastor. 

Erik betragtede de to brødre og smilede smalt. Deres legesyge var næsten smittende og han kunne ikke lade være med at le da sofapuden røg frem og tilbage imellem dem.
"Well, i det mindste var det "kun" en lille form, jeg kunne forestille mig andre... interessante og obskønne faconer, der måske ville tiltrække sig mere opmærksomhed?" indvendte han venligt mens han så Alastor tage demonstrativt plads på Elliotts skød. Han undertrykte et smil bag hånden og lænede sig tilbage med en myndig mine.
"Nu er der jo også Osbert, vores søn," påpegede han med et sigende blik til dem begge som for at understrege at Andromedius familien ikke var helt afhængig af Quinten og Freyas afkom. Men det kunne være de blev det, da Osbert lod til at være omtrent lige så uduelig en person som Andromedius-drengene var til at lave tryllestave. Dog havde Osbert udvist talent for at kunne håndværket, men han lod ikke til at ville give sig i kast med det på stående fod. En sand tragedie var det, at Andromedius-familiens kendetegn i realiteten var ved at uddø.
"De var kloge og inspirerende," fortalte Erik lidt eftertænksomt. "Jeg nåede dog ikke at have meget med dem at gøre inden deres ulykke, så derefter har det blot været jeres forældre og min kone," fortalte han.

Alastor kunne ikke holde et underholdt grin tilbage, for deres onkels kommentar. Det eneste der havde været underholdende ved at prøve at blive en tryllestavsmager, var at forme tryllestavene de mest falliske former muligt, når de voksne ikke kiggede. Der var sikkert et marked der ude et sted for falliske-formede-tryllestave.
”Åh, du græder, brormand,” han ville have mast sig hårdere ned i sofaen, hvis ikke Elliott var begyndt at fortælle Alastors egen teori til deres onkel. Han kunne kværne ham for at sige det for ham – han kunne godt lide at tale for sig selv, når det var muligt. Han hadede ikke at have kontrollen over samtalen. Han sendte et lidt anstrengt smil mod deres onkel, ”Det har bare undret mig meget at vores forældre ser ud til at have en meget heftig samling af artefakter, så gamle at de hører til i et museum. Der er billeder af dem fra så mange dele af verden… Og det undrer mig, at de ligner sig selv på billederne. De ser ikke én dag yngre ud på billederne. Jeg husker vores mor, som hun ser ud nu – og sådan har hun altid set ud. Jeg husker ikke noget tidspunkt i mit liv, hvor vores forældre ikke har været i vores liv, så hvornår er billederne fra? Og hvornår havde de mulighed for både at have en familie og at samle så mange artefakter?” hans stemme var passioneret, men også en anelse dæmpet. Han ville ikke have at hans mor eller far hørte ham ude i køkkenet. Det virkede sikkert langt ude. ”Men… Elliott her, tror bare at det er en konspirationsteori… Og måske er det alt hvad det er.” Han havde rettet sit blik mod Erik. Han var bange for at han ville blive grint op i ansigtet over den teori han havde gået og brygget på i en del tid nu. Men han håbede også at Erik måske kunne give ham en eller anden form for anerkendelse eller indsigt.

Elliott måtte skjule sit smil bag håndryggen idet Alastor begyndte at tale. Det var ikke fordi at han ikke troede på ham, men nærmere fordi at det ville være en helt absurd tanke. ''Men de har jo haft et liv inden dig og Arthur, det snakker de jo hele tiden om. Rejserne til Egypten og den gode mad og-'', han standsede i sin sætning og himlede med øjnene imens han poppede sin albue op og lænede hovedet på sin håndryg. ''Det kan jo være at de har en skide god rynkecreme'', han fik vippet sin fod ud fra under den tunge broder og stak den drilsk mod hans ansigt, han havde glemt at det var rektoren som sad frem for dem, og anså ham nu mere som familie. Dog var stemmen fortsat dæmpet i selvsamme frygt som Alastor havde. ''Fordi vampyrer er de ikke - og slet ikke med det madøre som-'', han stoppede endnu engang og så på Erik med et par smalle øjne imens han lyttede til hans forslag. ''Jeg har faktisk noget interessant - flyt dig fedeberg'',  han skulede mod sin bror men brød så ud i et smil. Af hele sin søskende flok, var han Alastor nærmest, ville han påstå. ''Der findes et gammelt maleri af mor og far - og det ligner det er fra Renæssancen. Men far siger de fik det kopieret, men ægtemperaen er bare så... Jamen du ved krakeleret som når det bliver rigtig gammelt''.