|
|
Post by Quinten Andromedius on Sept 8, 2021 15:38:44 GMT 1
Med en dyb indånding slog Quinten døren op til det gamle stenhus. Det var et romantisk et af slagsen, med gamle diger og en frodig have. ''Velkommen Erik og Lennox'', et påmalet smil prydede hans blege læber som han tog imod den uheldige forbindelse som de havde valgt at kalde kusine - og hendes mand. ''Quinten'', hilste Lennox med en omfavnelse som kun kunne næres mellem familier. Quinten så hende over skulderen som hans arme greb besidderisk om hende, og hans blik kort faldt på Eriks. I flere dage, havde han forsøgt at liste ud hvad præcis manden havde tænkt. Han smilede, og slap hende inden han trådte tilbage for at lade dem begge indenfor. ''Freya er i køkkenet, jeg tror hun havde sat pris på hjælp'', sagde han henvendt til Lennox, som med et smil og et nik fandt vej ind i huset med familiaritet. Da de endelig var alene, vendte Quinten atter sin opmærksomhed mod vampyren, inden han slog et smæld med tungen. ''Føl dig endelig hjemme, Erik'', med disse ord vendte han ryggen til manden og gav sig til at vise ham ud i den lille gang, der var præget af bevægende familiebilleder af alle fire drengebørn. Alastor og Arthur som gyngede, Elliott som havde taget eksamen og Felix med et flyvende legetøj. Det var et galleri som forventet hos enhver børnefamilie, og ét som Freya havde insisteret på.
Stuen var lille, og bestod af gamle Chesterfield sofaer og en ældre grøn velourstol som var herligt oplyst af den lille brændeovn hvor en ilter flamme dansede sin solo. Forskellige artefakter fra forskellige tidsperioder prydede både vægge og gulve, og bøger lå sirligt ret på hver en overflade som et puslespil. ''En drink?'', spurgte han uden at se på manden, de var efterladt som to katte, dansende om den varme grød.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Sept 8, 2021 19:35:09 GMT 1
Erik var fulgt i Lennox' kølvand. Hans kone virkede glad over at skulle besøge sin familie. Det skete stort set aldrig, og at han havde foreslået det på baggrund af at etablere en bedre forbindelse til hendes familiemedlemmer var faldet i god jord. Der var gået lidt tid efter deres samtale den sene aften hvor han havde foreslået det, men bagtanken var også at få mere information om Quinten. Erik havde smagt magikerblod før, endda gamle magikeres blod. Quintens var intet i den stil. Det var langt fra. Som at slikke et askebægre næsten. Klæg og kvalm. Smagen fik det næsten til at vende sig i ham bare ved tanken og mindet om deres møde i templet. Og nu hvor han stod alene med ham efter at de havde hilst formelt på hinanden, og Lennox var gået ud i køkkenet, kunne han mærke kvalmen vælde op i svælget igen som en faretruende bølge af galde.
"Et glas vin vil være rart," sagde han mens han bevægede sig lidt rundt i stuen for at studere de mange genstande der prydede indretningen. "Er det en privat samling?" spurgte han mens han nærstuderede en svane-skulptur med jade-øjne og marmorvinger. Jaden skiftede farve for hans øjne. Magiske genstande. Selvfølgelig.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Sept 9, 2021 5:28:35 GMT 1
Det var langt fra første gang, at mistænksomme eller bekymret ægtefæller kom strygende ind i hans hjem, men det var første gang at de ikke havde gjort fuldt hovedrent for det. De levede trods alt i et magiker samfund, og de havde levet der længe, så hvad betød en handfuld artefakter? ”Åh ja, vi har samlet i mange år”, svarede han som han greb ud efter en yndig glaskaraffel ved pejsens hylde. Den varme ild reflekterede sig kærligt i vinen, legede og afspejlede dets røde masse. “Har du selv interesse indenfor remediesamling?”, spurgte han venligt, imens han begyndte at hælde karaflens indhold i et ældre krystalglas. Fet var vin som han normalt reserverede for Matthew, gammelt og med et stænk af Alastors perfekte og velkuraterede blod. Quinten havde selv set til hvad som gik ind og ud knægtens mund for at skabe den gode type. “Her, i vores familie er vi desværre afstandsholdende til alkohol, vi forsøger at holde et skarpt sind”, forklarede han som han rakte manden glasset. Han kendte til hans problemer med berøring men tog ingen forhold fra muligheden at deres fingre kunne mødes.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Sept 9, 2021 12:49:31 GMT 1
Erik vendte sig mod ham som han fik tilbudt glasset og så nøje grebet om glassets skål, og tog derfor imod det ved bunden og stilken, som viste han en forsigtighed for dets skrøbelighed mens han i virkeligheden var varsom med ikke at berøre Quinten. Og så igen, var der noget i ham der følte sig draget til manden, et ønske om at finde svaret på hvad han var. For han var efterhånden mere og mere sikker i sin sag på at noget stak under, men hvad det var, var ikke nemt at afgøre uden at komme nærmere manden. Han smilede taknemmeligt og tog en slurk af vinen, udsøgt og fyldig.
"Tryllestavsfremstilling," forklarede han. "Det er jo det jeres familie er kendt for ikke sandt?" svarede han mens han bevægede sig lidt nærmere Quinten men lod som om det var i nysgerrighed over en gammel trææske sirligt udskåret i mahogni-træ og med indlagt guld, men han holdt øje med manden ud af øjenkrogen. "Jeg lader Lennox brede sin intellekt i hjemmet så hun har mest muligt frihed til at udfolde sig kreativt," kommenterede han og rakte en hånd op for at stryge æsken over kanten. Den gav et spjæt og knurrede som en lille chihuahua, og Erik trak hånden til sig igen mens han forsøgte at skjule sin overraskelse.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Sept 9, 2021 14:21:25 GMT 1
’’Jo, men jeg er bange for at jeg ikke blev begavet med netop dét talent. Jeg er en frygtelig tryllestavsmager, alt for kluntet. Jeg tror at jeg kompenserer med at samle på andre redmedier’’, svarede han med en mild latter inden han gjorde en gestus mod de gamle chesterfield lænestole. Han ville helst stoppe manden fra at snuse rundt før end senere. De fleste genstande var gamle, sjældne og dyrebare. Både han og Freya havde samlet dem op gennem tiden, og oftest brugt dem til forskel fra de pristine eksempler på museer. ’’Passende for en ung kvinde. Hun var altid været en håndværker fremfor en tænker’’, med disse ord indfandt Quinten sig i sin egen grønne velourstol, i tids nok til at se den lille æske. Den indeholdt gamle mørnede fotografier fra deres tid i junglen, dengang man endnu måtte jage de majestætiske kattedyr. ’’Den skal aes for at åbnes, ellers bider den. Kom og sid’’, han gjorde endnu engang gestik mod stolen modsat ham, inden at Erik kunne nå at åbne æsken. Et sted var han sikker på, at den havde overrasket den gamle vampyr.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Sept 10, 2021 7:05:12 GMT 1
Erik var for travlt optaget af at se på tingene i rummet til at tage sig af den lille henkastede hån af hans kone. Nu var han endelig under Quintens tag så måtte han også se hvad der gemte sig. Han ignorerede ikke med vilje mandens gestik mod chesterfield-sofaerne, det var nærmere en mangel på opmærksomhed på ham, der fik ham til ikke at se, at han bød ham at sidde ned. Det var først ved hans forklaring af æsken at Erik drejede hovedet rundt imod manden med et let hævet øjenbryn og fattede at denne slags æsker kun kunne indeholde nogle dyrebare værdier. Fødselsattester fra en svunden tid?
"Lad mig se dig gøre det, jeg tror jeg er for nervøst anlagt," sagde han med et skælmsk smil og tog den snappende og spjættende æske ned fra hylden for at gå hen til sofaarrangementet og række den ned til bordet foran Quinten inden han selv satte sig til rette i en af sofaerne, vendt imod sin vært med et høfligt smil.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Sept 11, 2021 13:23:42 GMT 1
Modvilligt låste Quinten sine fingre om den lille æske. Hans ansigt bibeholdte den smilende maske, selvom hans blik flakkede kort af en irritation over vampyrens insisterende. Manden var højst mærkværdig, mens et havde han også været i templet. Han slog et smæld med tungen så det rungede ud i den lille stue og blandede sig liftligt med ildens knitrende. “Det er ingen større magi”, svarede han alt imens han begyndte at stryge den klagende dåse over dets skind. Hans fingre kælede for den, kildede og snart slappede den mere af i hans hånd. “Det er jo rart, at kunne sætte ansigt på den mand som Lennox påstår at have forført under sin skoletid”, begyndte han for at få mandens tanker over på noget andet. Æskens låg åbnede sig langsomt, i takt med Quintens aen og kradsen, som en kælen kattekilling spandt den for fuld takt. “Det må have været et frygteligt rabalder at skulle forklare for kansliet at man gifter sig med en student?”, æskens låge når du åben og junglebillederne blottede. Gamle og i sepia, med Freya og han smilende arm i arm. Han gjorde antræk til at lukke den igen.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Sept 11, 2021 13:48:14 GMT 1
Erik blev kortvarigt hevet ud af sine planer om at finde beviser for hvem Quinten i virkeligheden var, ved ordene om Lennox og hans forhold. Han blinkede lidt et par gange og forsøgte at holde sine tanker fra bevidstheden, selvom de søde første tider med hende blandede sig med nutidens mere påtrængende bekymringer.
"Jeg tror vi var lige gode om det," sagde han med et underfundigt tonefald mens han lidt drømmende lod blikket blive ufokuseret men dog rettede hans pupiller sig til som en slanges da han så billederne i æsken. Han blinkede et par gange. Både Quinten OG Freya?? Hvad var det her for noget?! Han fugtede læberne og rev blikket væk fra billederne uden at ville virke for påtrængende. Nu vidste han hvad han kunne starte med at finde, hvis han en dag kunne få listet sig ind i hjemmet uden at nogen opdagede det. Han imprintede sig udseende og omgivelser på de gamle, slidte fotos. De lignede næsten gamle, viktorianske opdagelsesrejsende, men junglehat og det hele.
"Undskyld hva'?" spurgte han idet han indså at der var blevet talt til ham og han fjernede blikket fra æsken der klappede i mellem hænderne på Quinten, og så op på ham med et lidt forundret blik inden han lyste op i et venlig smil. "Nårh, det er ikke noget. Det hænder hele tiden med os vampyrer, du ved," han viftede med hånden som om det ikke var noget særligt. "Jeg er ikke den første, oooog vil nok heller ikke være den sidste, skal du se," sagde han henkastet.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Sept 11, 2021 13:55:53 GMT 1
Quintens blik var fast rettet mod Eriks. Han overvejede kort om han skulle forklare billederne, men kom til konklusionen at en magiker sagtens kunne være omkring de 150/160 og stadig se ud som han, trods at livet var nær at Ebbe ud. Han rømmede sig og stillede den bjæffende æske på sofabordet hvor den så ud til at falde til ro. “Jeg finder dig yderst imponerende, en ægte gentleman”, svarede han så idet han rakte ud efter den gamle grønne tekande på bordet. “Havde det været jeg haft en hustru med sådanne… besvær… havde jeg måske tyet til en Human aflivning. Det ville være bedre for alle indvolverede. Men måske du agter at forvandle hende siden du lader hende lide?”, spurgte han uden at tage forbehold for at manden måske havde følelser. Hans egne var jo dybt forbundet i rationalitet, det var blot Freya som hjorde ham irrationel og hvorfor forestod han ikke. Desuden vidste han at vampyrer let kunne få ejerfornemmelse, han havde jo fulgt Matthew stort set hele hans liv. Han huskede kort tilbage på sin barndom, den buldrende ild og de opvarmede stenrum med tæpper på væggene hvor han første gang havde set Erik. Quinten lænede sig dybere tilbage i sin stol, nu med en rygende varm kop te i hånden.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Sept 12, 2021 11:56:37 GMT 1
Erik lod hans ord bundfælde sig men uden at vise tegn til at det påvirkede ham. Han forestillede sig forskellige måder han kunne komme manden til livs på, den ene mere blodig end den anden, mens han blot sad med vinglasset hvilende mod armlænet og den anden hånd spredt på sit knæ, slank og bleg.
"Besvær? Lide?" spurgte han med et hævet øjenbryn så det næsten forsvandt under de bølgende blonde lokker. Han blinkede et par gange. "Du mener vel ikke at du ville aflive en person blot fordi de har en smule sindsmæssig ubalance?" spurgte han opfølgende. Han vidste at Quinten var rationalitetens mester, men så langt ude havde han ikke forventet at han være. Hvordan var han overhovedet blevet den magiske premiereminister med sådan nogle holdninger? Han forstod præsteembedet, der var trods alt blandede fortolkninger indenfor de forskellige Sind, og selvom de var af samme Sind kunne Quinten meget vel have en anden opfattelse af Adonum end Erik havde. Ikke desto mindre virkede det næsten farligt at han kunne sidde på den øverste magiske post i Storbritannien.
Han skævede over mod køkkenet hvor han kunne høre lavmælt snakken og fugtede læberne inden han tog en slurk vin. Han havde måske fået lidt mere ud af besøget end hvad han havde regnet med, men det var også nok til en start.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Sept 12, 2021 13:10:35 GMT 1
Et øjenbryn skød i vejret i takt med Eriks forsøg på at underminere Lennox’ sygdom. Teen føltes varm og rar i hans hals, og den gav ham tid til at tænke på hvordan han vil gribe den anden præsts svar an. “Jo”, begyndte han som han satte koppen ned ibunderkoppen. Et metallisk klir lød. “En smule sindsmæssig ubelance kan klares med medicin. Hvad en det er, at Lennox har så kræver det vel noget vi ikke har til rådighed. Jeg hører at du lader hende institutionaliseres hjemme hos Matthew?”, institutionaliseres var måske et hårdt ord, for hendes afkoblingsbesøg, men det var alment kendt i deres kredse at hun havde problemer. “Men uden større resultat?”, han lagde tryknpå sine ord. Det ville være hans favør hvis hun forsvandt, ingen til at stille spørgsmål, irriterer Freya eller tvinge dem til åndssvage familie’traditioner’. Han lænede sig tilbage i lænestolen og foldede det ene ben over det andet. “Hvad er et liv, hvis ikke det kan nydes i fulde drag?”, spurgte han så, han og Freya havde, takket være eliksiren, levet længe uden skavanker. Det var så perfekt som det kunne blive. “Tror du at vampyrismen kunne hjælpe hendr?”, spurgte han sa nøgternt, glad for endelig at have tilegnet sig mandens fokus istedet for at han pillede rundt i deres artefakter.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Sept 19, 2021 11:06:00 GMT 1
Eriks blik hvilede på æsken mens han tavs lyttede til Quinten. Quinten var rationalitetens mand, han var logikken incarnated, men det kom med nogle bagsider såsom den mangleden humanisme. På mange måder var Quinten lig vampyrer i den forstand, at han havde bevæget sig ud over kanten af menneskelighed og var trandensceret til en højere forståelse af livet som følge af den lange tilværlese som magiker. Erik vidste at hans alder var de fleste ukendt, måske på nær Matthew. Hans blik forføjede sig fra æsken til manden mens han selv tog en slurk vin og satte glasset fra sig, en smule demonstrativt.
"Tanken har strejfet mig, men Matthew siger det kan gå to veje, enten er det en stor gavn, eller også er det en kæmpemæssig smerte," forklarede han en kende kort for hovedet. Han vidste hvad kravet var fra Lennox' side. Det var et nyt barn, og Matthew havde forsikret Erik om at det ville få katastrofale konsekvenser hvis kvinden fik endnu et barn. Osbert var ikke engang planlagt, men et mere ville være direkte ødelæggende for hendes helbred. Han sukkede stilfærdigt og foldede hænderne foran sig mens han lod blikket vandre lidt væk fra Quinten. "Hvordan er du og Lennox egentlig beslægtede? Jeg kan forstå du er fætter, er det på den mødrende eller fædrende side?" spurgte han eftertænksomt. Der var de obligatoriske familiebilleder, men ingen udover husets beboere prydede dem. Ikke engang ét med Lennox på.
|
|
|
|
Post by Elliott Andromedius on Sept 19, 2021 11:08:59 GMT 1
Han havde fået strenge ordrer på at vaske sig, ordne det store hår og klæde sig ordentligt. Elliott havde gjort alle tre dele, men alligevel formået at efterlade skjortekraven en anelse krøllet efter for mange forsøg på at binde slipset. Til sidst havde han givet op, smidt det på sengen og strøget hånden gennem det før nydeligt opsatte hår, inden han havde fundet vej ned i stuen. ''Hallo-'', hilste han som han spankulerede ind i det hyggelige rum med armene bredt ud i en velkomst til Erik. Det var da han indså, og følte gnisterne i luften. Elliotts blik gled fra Quinten til Erik og så tilbage igen, for at afvendte det accepterende nik, eller hånden som skulle få ham til at gå. Han vædede sine læber og sukkede lettet da Quinten nikkede mod ham, der var noget i hans mundvig, et smil af en slags, som han ikke brød sig om. ''Godaften, Rektor Darklighter'', sagde han, og vendte sig på ny mod rektor med et lille buk. ''Jeg håber at vinen er tilfredsstillende, den gamle insisterer på at vi bibeholder en vegetarisk diæt inden vampyrbesøg'', han smilede bedt, et flashende tandsmil og et drenget lag fregner var drysset omkring hans øjne. Men han satte sig ikke, Quinten var trods alt den som gav ordet i forhold til hvad man måtte og ikke måtte.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Sept 19, 2021 12:09:01 GMT 1
Et mildt smil omfavnede hans læber da han indså at han havde formået at provokere Erik. Det var nok til at få ham til at ændre samtalens hovedemne, og han tillod det med et nik. Han kunne næsten høre irritationen dirre i hans stemme, og skulle til at svare da hans eneste duelige unge brasede ind i stuen. “Manerer, Elliott”, påmindede han tørt inden at han rejste sig fra sin plads med den lille tekop i hånden. Det delikate porcelæn så næsten morsomt ud i hans hånd. Han nikkede til knægten og gjorde et hovedkast mod sofaen. “Lennox er et produkt af min fars storebror, hvilket tilfældigvis også er Freyas mors lillebror”, forklarede han, den incenstiøse del fik ofte en del spørgsmål til st falde på jorden. Mange fandt dem akavede, hvis ikke direkte ubehagelige, selvom at det i en periode havde været ganske almindeligt for troldmænd at gifte sig indbyrdes for at bibeholde det rene blod. Hans blik strøg fra den gamle vampyr til den unge knægt og han undlod at kommentere på blodet. “Nu må De have mig undskyldt, jeg skal se til at middagen bliver serveret i rette”, med disse ord, begav han sig ud af værelset og ud i køkkenet.
//out
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Sept 19, 2021 13:01:00 GMT 1
Erik forholdt sig roligt mens han betragtede det lille spil mellem far og søn udfolde sig for hans blik. Der var klart status og hierarki her i hjemmet, men noget ved det var mere stift og forbeholdent end for eksempel den familiedynamik han kendte og så i Darklighterfamilien. Selvom hans gren af familien var langt mere reserverede, så var der alligevel varme, omsorg og kærlighed at mærke. Medfølelse med hinanden. Sammenhold. Her i hjemmet var der en distance som måske kunne minde om reservation men som gik langt yderligere. Alting var velovervejet, gennemtænkt og havde en mening og et formål. Følelserne var ikke udtalt, endsige synlige. Måske kun de yngre drenges lidt kække smil når han så dem på skolen kunne minde om hvad andre kaldte følelser, men Quinten og hans omgivelser imellem var der ikke meget skænket til følelser og faderlighed.
Ved Quintens forklaring på de familiære forhold forsøgte Erik så godt han formåede at holde hoved og hale klart. Det var ikke uhørt at fætre og kusiner giftede sig, det skete skam stadig i særlige kredse af magikernes samfund, men det var helt klart en familietradition som var ved at ebbe ud, med nye tiders komme og nye strømninger i samfundet. Han nikkede for at vise at han forstod dog uden at stille spørgsmålstegn ved det, og vendte istedet blikket mod Elliott så snart Quinten havde forladt rummet, og anspændtheden i luften fortog sig mærkbart. Han sendte ham et smil, oprigtigt og velment.
"Godaften, unge Andromedius," sagde han. "Det er nogen tid siden jeg har set dig på Sigilius? Hvad kan det skyldes?" spurgte han. Han underviste som sådan ikke Elliott selv, men han kendte hvert ansigt der havde været på skolen de sidste 100 år mens han havde været rektor, og de mindste fravigelser fangede hans opmærksomhed.
|
|
