|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 19, 2021 18:20:24 GMT 1
Victoria LockwoodTid: ud på eftermiddagen, kort før solnedgang Sted: Et mørklagt kontor Vejr: blæsende og let skyet Jonathan havde altid undret sig lidt over de sene arbejdstider Miss Firestone holdt sig. Det var ikke fordi det gjorde ham noget at konsultationerne lå sidst på dagen, så han havde en hel arbejdsdag bag sig fuld af gode og givende opgaver, der var blevet løst og research der var blevet tilendebragt. Denne dag var dog en smule anderledes. Siden hans sammenstød med den blege pige og hendes, ja, hvad havde han været? Far??, havde han ikke haft ro i sindet eller kroppen. Han havde tabt flere ting end normalt, selv en kuglepen kunne hans svedige fingre ikke holde fast på, og han måtte tage flere dybe indåndinger når han så skikkelserne ud af øjenkrogen. Det var som om noget havde hæftet sig fast på ham og nægtede at give slip, det sad med dybe kløer i hans ryg og nakke og trak så han fik hold og muskelspændinger i skuldrene. Han sad med en lille squishy, formet som en frø, og krammede den sammen for derefter at se den udfolde sig i dens fulde flor, inden han atter kunne mase den sammen. De små rynker i den grønne overflade syntes næsten afgrundsdybe, mens han sad og ventede inden sekretæren endelig bebudede, at hans behandler var klar. Han rejste sig og puttede squishy'en i lommen inden han gik hen til døren og åbnede den for at træde ind i det mørke kontor. "Miss Firestone, er De klar?" spurgte han lidt tøvende. Hun var den bedste psykolog som Paranormia havde at byde på, så han måtte tage hendes hjælp når han kunne, og denne dag var ingen undtagelse. Han mærkede hjertet springe lidt i brystet på ham da hans blik faldt på hende og han krammede squishy'en i lommen igen, inden han tog plads foran hendes skrivebord og rettede nervøst på skjortekraven som han allerede havde åbnet lidt mens han havde siddet i venteværelset.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Aug 19, 2021 18:56:15 GMT 1
Foran hende havde Victoria for en times tid siden placeret en salat med velduftende tomater og mozarella foran sig på det mørke skrivebord. Hun følte ingen appetit og hun havde ikke følt det i mange år efterhånden, men hun både nød duften af mad og samtidigt var det et led i at overbevise hendes menneskelige kollegaer og klienter om at hun bare var en normal dødelig psykolog. Det var en kunst. Menneskerne var det eneste ægte måltid der bevægede sig ind på hendes kontor - også selvom det var en årrække siden hun sidst havde angrebet en klient. Og aldrig var det sket her.
Victoria sad fordybet ved skrivebordet med en stak papirer foran sig, samt en lille notesbog, hvor hun noterede nogle sidste ord. En læselampe var tændt, samt de hængende dæmpede lamper fra loftet. Det eneste andet lys kom fra mellem sprækkerne på de lukkede gardiner, samt fra døren der gik op, da Jonathan trådte indenfor. Hun løftede opmærksomt sit blik fra papirerne, der før havde taget hendes opmærksomhed. Hun gestikulerede med et svagt smil mod den komfortable grønne lænestol på den anden side af hendes skrivebord. ”Mr. Lochlas, tag endelig plads.” Hun kunne dufte sveden på hans krop. Hun gættede på at han havde været nervøs - Jonathan virkede som en følsom mand.
”Jeg håber ikke du har ventet alt for længe, jeg havde desværre et hastemøde med en klient, lige inden vores aftale.” lød det beklagende med en fløjlsblød og varm stemme. Hun rettede de blå øjne mod hans, mens hun hvilede den blå blæk fra kuglepennen mod det hvide rene papir.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 19, 2021 19:03:13 GMT 1
"Jeg, eh, det var ingenting," sagde Jonathan næsten som en stor undskyldning for sig selv da han satte sig lidt for langt til den ene side i den grønne stol så han lænede sig lidt for meget op ad armlænet og det ramte hans haleben så han måtte undertrykke et lille støn af smerte. "Jeg er vant til at vente, om det er på Dem eller mine overordnede. De ved, min organisation er ikke kendt for at være specielt punktlig," forklarede han lidt henkastet, som om det skulle hjælpe situationen. Hun var jo bare hyret af organisationen for at behandle medlemmer, der trængte til lidt mental rekreation fra tid til anden. Jonathan havde været hos hende før et par gange, og hun virkede intens men også indsigtsfuld. Som om hun kunne læse tankerne før han havde tænkt dem, eller vidste hvad han ville sige før han overhovedet havde formet en sætning i hovedet så han kunne formulere sine følelser og tanker.
"Jeg vil hellere vente disse dage end presse mig på. Jeg kan mærke... ja jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan mærke, hvis jeg skal være ærlig," sagde han afsluttende og foldede hænderne i skødet. Imellem fingrene poppede squishy'ens bløde overflade ud i en langsom rytme, som var det et hjerte han krammede for at få det til at banke igen.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Aug 19, 2021 19:18:17 GMT 1
Victoria så ikke mere eller mindre fokuseret ud, mens hun sad og slugte hvert et ord og badede i hver en bevægelse han gjorde sig. Hans fingre fumlede med noget. Var det levende? Hun gik ud fra at det ikke var. Så skør var han ikke. Det ville mere være et magiker-træk at slæbe sin familiar med til en samtale som denne.
Hun åndede let ud, ”Er det en følelse du ofte oplever? At du presser dig på?” Hun sad klar til at skrive, men uden at virke for ivrig. Alt de snakkede om behøvede hun ikke at skrive ned, under deres samtale. Deres samtaler hang som regel fast i hendes hukommelse, en evne hun prisede sig lykkelig over at have, da det efter hendes erfaring fjernede presset fra klienten, når de ikke skulle sidde og tale om deres dybeste følelser, mens det hele blev noteret stikord for stikord. ”Er du tørstig? Jeg kan godt skaffe dig noget vand, te.. kaffe?” hun glemte tit at byde folk på noget at drikke. Hun var kun blevet mindet om det, fordi det havde stået skrevet i et lille hjørne af notesbogen, som en påmindelse. At arbejde med dødelige mennesker, der ikke forstod hendes mangel på sult og almindelig tørst, var en udfordring hun længe havde længdes efter.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 19, 2021 19:36:55 GMT 1
"Et glas vand ville være fortrinligt, tak!" hans ord faldt næsten over hinanden da han mærkede hvor tør han egentlig var i halsen. Det var en effekt hun altid havde på ham, og han var træt af det. Selv hans kollegaer kunne han snakke med i timevis uden at dø ud for spyt, men hun tørlagde hans mund som en ørken så snart han bare tænkte på hende. Og hendes blå øjne. Og håret der funklede om hendes ansigt. Og hendes fingre der greb behændigt om kuglepennen... Han blinkede lidt for at komme ud af trancen hans blik havde fanget ham i med fokus på hendes slanke fingre og han rømmede sig lidt og rettede sig lidt op.
"Det er kommet på det seneste... jeg mødte en pige i byen..." begyndte han men han mindede sig selv om det mentale billede af det blonde, blege pigebarn. Hun kunne ikke have været mere end 14-15 år måske. "Altså ikke mødt-mødt på den måde, hvis du forstår," indskød han hurtigt og mærkede sveden i håndfladerne presse sig irriterende på så squishy'ens overflade blev fugtig og klam. Den smuttede ud af hænderne på ham som et stykke glat sæbe og ramte bordets frontplade og recochetterede tilbage imod ham så den smældede mod hans pande. Han gav et lille forskrækket gisp fra sig og rakte ned mod gulvet hvor den forrædderiske frø var landet.
"Hun var... speciel for at sige det mildt," tilføjede han da han rettede sig op igen og krammede frøen knap så intenst af frygt for at den lavede endnu et spring ud af hænderne. Han vidste den havde været lidt dyr men dens squishy kvalitet var perfekt.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Aug 19, 2021 20:05:11 GMT 1
Hun mærkede hans øjne på hendes hænder. Hun havde før mærket noget lignende længselsfulde blikke fra ham, men hun valgte at lade være med at kommentere på det. Men der formede sig et smigret smil på hendes læber, mens hun mærkede varmen fra hans følsomme blik.
Den blonde vampyr rejste sig med en elegant lethed fra sin stol, da han takkede ja til hendes tilbud. Hun gik hen til karaflen med vand, der var blevet fyldt med isterninger tidligere, som efterhånden var smeltet. Kondensvand fra kanden fugtede hendes hænder mens hun skænkede ham et glas vand. Hendes bryn hævede sig, da han indrømmede at han havde mødt en pige i byen - hans forklaring gjorde hende ikke mindre uopmærksom. ”Åh ja?” hun vendte sig om og så hvordan det objekt for hans kærtegn smuttede ud af hænderne på ham. Hun tog et enkelt skridt mod ham, for at komme ham til hjælp, men han fik selv samlet objektet op fra gulvet. Den var formet og farvet som en grim lille frø. Det mindede hende om hendes mor og hendes familiar og hun måtte stramme sig an for ikke at rynke på næsen. Tori tog de sidste skridt tilbage mod skrivebordet og placerede det kolde glas vand foran ham. Hun skubbede det langsomt, men bestemt hen over skrivebordets overflade, før hun tog en serviet for at tørre væsken af de fugtige slanke hænder. Hun havde blikket rettet mod ham, ”Speciel hvordan? Fortæl mig om dit møde med pigen,” hun krydsede det ene ben over det andet og hun spidsede ører. Hendes blik hvilede interesseret og opmærksomt på ham. Duften af ham, som kun blev stærkere i takt med hans nervøsitet, havde gjort hende opmærksom på hendes egen tørst. Hun kunne se pulsen i hans hals bevæge sig. Hun kunne sagtens beherske sig, men hun elskede at lege med tanken og med ilden. Hun kunne formå at køre sig selv op for underholdningens skyld.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 19, 2021 20:17:48 GMT 1
Det var som en dans med vandet han så hende udføre. Den glinsende overflade af de utallige dugdråber der formede sig på glasset og som prellede af på hendes alabaster hud. Nu han tænkte over det var hun næsten lige så bleg som pigebarnet han havde set, men alligevel var pigen væsentligt... mere albino næsten. Miss Firestone var blot bleg, som en psykolog der sad indendøre mange dage ad gangen og arbejdede med sine patienter. Det betragtede han som et positivt tegn. Han stak frøen tilbage i lommen og ud af vejen inden han tog glasset med let rystende hænder. Frøens ufrivillige spring havde givet ham et adrenalin spike så han havde mere rysten end normalt i fingrene. Den kølige væske dæmpede dog musklernes små træk og han tog en slurk for at dæmpe tørsten. Hans øjenlåg sitrede og lukkede sig i mens han nød den ro der kom med vandets væld ned i svælget inden han atter åbnede øjnene og så hen over glasset til hende. Han mærkede en lille linje af vandet spilde ned fra mundvigen men fik fanget det med den anden hånd og tørrede sig om munden som han satte glasset fra sig.
"Hun var... du ved... omgærdet af noget, jeg ikke vil kalde lys, men energi," forklarede han mens han priste sig lykkelig over at psykologen som Paranormia havde tilknyttet forstod hvordan det var at være et medium og hvad man så og mærkede når man var i forbindelse med "den anden verden". "Hun udstrålede lys, som en krans om hendes hoved og selve kroppen næsten havde en hvid puls, men... det var livløst... som en levende død!" han gned de nu dugvåde håndflader imod hinanden inden han strøg en af dem igennem håret og så ned på sine hænder i fortvivlelse. "Hun var i selskab af en mand som var næsten lavet af mørket selv, det var sært at være i nærheden af. Han var direkte farlig, hun var mere... som at se en dæmon i engleskikkelse," han hævede blikket op til hende med en næsten bedende fure i panden. "Kan det overhovedet lade sig gøre? Skal dæmoner nu også være en ting?!" spurgte han næsten opgivende.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Aug 19, 2021 20:40:58 GMT 1
Victoria lod øjnene styre ned på papiret i bogen og hun begyndte at notere et par ord. Det var ganske uinteressant information indtil han beskrev den energi omkring pigen, som en levende død. Da først han nævnte en mand der næsten var som mørket selv, vidste hun med det samme hvem der var tale om. Hun forsøgte ikke at fortælle noget med hendes blik, men hun forstod pludselig hans fascination en smule mere. Det ville overraske hende, hvis der ikke var tale om Matthew. Hun fugtede sine lyserøde læber. Matthew var en mand hun ikke kunne fordrage, samtidigt med at hun så op til ham. Han havde inspireret hende meget gennem hendes liv, selvom hun ikke ville stå ved det.
”Alt er vel sandsynligt, er det ikke? Hvad er din mavefornemmelse? Har du nogen teorier? Jeg går ud fra at du må have tænkt meget over det her møde, som den researcher du er..” hun stoppede med at skrive og rakte sin hånd over bordet til ham for at bede om hans arm, ”Må jeg mærke din puls?” hendes stemme forblev fattet og rolig, selvom han lød mere og mere opgivende og fortvivlet. Hun vidste præcis hvad der gemte sig der ude, og hun anede ikke om han var stærk nok til at kende sandheden.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 19, 2021 20:54:59 GMT 1
Han rakte roligt sin hånd hen over bordet. Hun havde bedt om det før og dengang forklaret sig med at sikre sig, at hendes patienter ikke var ved at få et slagtilfælde. Han trak op i skjorteærmet og blottede den blege hud. Han var næsten lige så bleg som hende, tænkte han, da han så de tydelige linjer af blodårer under den tynde hud på underarmen.
"Jeg ved det ikke... hun virkede som et glansbillede taget ud af en gammel bog. Noget ved hende fortalte mig at hun kunne være af snylter-kulturen, eller vampyrracen, om man vil," forklarede han mens han lod hende undersøge sit håndled. "Men at møde én, og så endda to faktisk, og begge lod til at være, ja, helt uforlignelige sammen!! Jeg..." han mistede lidt mælet mens han stirrede på hendes fingre. "Jeg finder dem... yderst... fascinerende..." hans ord kom i små stød inden han sank en klump og forsøgte ikke at være for fordybet i hendes undersøgelse. "Og selvfølgelig farlige, og... og..." hans stemme døde hen og han rakte med den anden hånd efter glasset for at skylle munden der pludselig igen var blevet tør som sandpapir i Sahara midt om sommeren. "Men hun var mere end det... hun var mere," forsikrede han sig selv en smule neurotisk næsten da han atter satte glasset en smule hårdt fra sig.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Aug 19, 2021 21:04:21 GMT 1
Victoria kunne ikke stoppe sig selv fra at smile en smule bredere, da han beskrev hans fascination for vampyrer. Han beskrev hvor farlige de var, mens hun placerede de bløde kolde fingre om hans håndled. Hun strammede let og mærkede hans puls, til dels for at hun kunne lege med sine egne grænser. Kom hun til at angribe ham, bide ham, ja hvad var konsekvenserne så? Hun kunne smutte i skjul før nogen fandt ham bevidstløs på gulvet i hendes kontor, næsten tømt for blod. Ingen kendte hendes navn og hun ville være svær at spore tilbage til hendes reelle identitet.
Hun mærkede den dunke mellem fingrene på hende og hun noterede noget hurtigt ned i bogen, før hun slap sit greb.
”Hun var mere hvad?” spurgte hun nysgerrigt. ”En tiltrækning til det vi finder forbudt - tabu - er meget normalt og ikke noget at skamme sig over. Det ved du godt, ikke, Jon?” Hendes øjne fandt hans og hun trak sin hånd til sig igen.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 21, 2021 11:24:28 GMT 1
Hendes kølige berøringer sendte gåsehud i bølger ned over hans krop, som havde han fundet den perfekte ASMR video på YouTube at lytte til inden han skulle falde i søvn. Han mærkede det prikke i hovedbunden og hårene på underarmene rejste sig næsten tydeligt som børster, men i salig velbehag. Han noterede sig ikke så meget hendes kølighed, som han tænkte stammede fra hendes lange, stillesiddende timer bag et skrivebord.
"Hun var omgivet af spøgelser der ville sige mere om hende, men det er som om -" han lukkede øjnene og anstrenget sig for ikke at blive alt for trukket væk i hendes greb, "- som om de ikke kan sige det de vil. Hun har lokket dem som en elverpige i skoven for derefter at de er faldet om." Han åbnede atter øjnene og så næsten sørgmodigt på Miss Firestone. "Jeg... tror du jeg er tiltrukket af det forbudte?" spurgte han lidt uforstående.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Aug 30, 2021 20:03:46 GMT 1
Victoria måtte stoppe sig selv fra at udbryde et Ah! Da han snakkede om pigen. Det måtte være Angelique? Selvom elverpige-delen ikke gav hel mening for hende. Men hvad vidste almindelige mennesker også om vampyrer? Deres opfattelse af dem måtte være anderledes, og vampyrer er det rene lokkemad, for naive sjæle. Hun lænede sig tilbage i sin stol og kiggede interesseret hans vej, mens han talte. ”Lad mig spørge dig om du selv tror det? Jeg er trods ikke tankelæser – blot en simpel psykolog,” et smil var malet over hendes læber og de skiltes, så hendes hvide tænder kunne ses. ”Eller hvordan vil du beskrive din fascination? Er det frygt?”
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 30, 2021 20:24:29 GMT 1
Jonathan blinkede lidt forvirret. Det havde aldrig slået ham før at hans fascination af det overnaturlige kunne stamme fra andet end hans forbindelse til det paranormale gennem hans evner. "Kan frygt skabe fascination?" spurgte han lidt undrende. "Eller... det kan alt vel?" tilføjede han lidt som et halvt svar til sig selv mens han så vurderende på Victoria og sank en klump inden han tog en slurk af vandglasset igen og næsten fjernede det for hurtigt så der løb en dråbe ned ad hagen. Han nåede at fange den og tørrede den væk med en hastig bevægelse.
"Jeg vil sige der var frygt i øjeblikket da jeg mødte hende og hendes... familiemedlemmer," bemærkede han. "Jeg håber at min research på hende vil måske give vej til ny forståelse for, ja, det overnaturlige samfund der omgiver os. Vi ved jo de er derude, elverpigerne, vampyrerne," han gestikulerede mod hendes dør som om der skulle stå en hær af overnaturlige væsner derude og ventede på at blive adresseret i denne samtale.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Aug 30, 2021 20:43:56 GMT 1
Hun hævede kort sine bryn, fordi han formåede at spørge hende om frygt kunne skabe fascination. Det var oplagt, mente hun. Frygt (og kedsomhed) var blandt andet det der fik hende til at sidde her iblandt en del mennesker, som hun aldrig kunne betegne som venner, hvis de kendte hendes sande natur – men frygten tiltrak hende. Frygten for at blive opdaget var ophidsende – især fordi hun vidste at frygten næsten var irrationel. Selvfølgelig kunne hun slippe fra en dødelig potentiel fjende, hvis hun fik brug for det.
De blå øjne fulgte hans fingre, mens han tørrede sin hage. Hun var tæt på at tilbyde ham en serviet og hendes hånd var på vej hen efter en, da han selv tog sig af spildet. Tori stoppede sin bevægelse og hun fnes, ”Ja, hvem ved hvor tæt på de rent faktisk er… Det er det mest skræmmende, er det ikke? Nogen af de mørke væsner sidder i blandt os og gør ikke andet end at vente på at en naiv person placerer sig inden for deres rækkevidde… Men det er også det der er så fascinerende.” Hun rømmede sig, fordi hun stjal ordet, ”Fik du talt med pigen? Eller kun set hende?”
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Aug 30, 2021 21:12:25 GMT 1
Hans ord kom lidt bag på ham. Han talte ofte om sit arbejde, men havde aldrig hørt hende være så bramfri omkring sine egne tanker og idéer om hvad der var derude. Det varmede om hjertet at vide at hun på en vis måde var på hans side, og måske endda mere end bare på hans side, hun troede på ham.
Han satte glasset tilbage præcist hvor det havde stået før i den lille ring af fugt der havde formet sig under det på bordpladen.
"Ja jeg, vi vekslede nogle ord og hun," han strøg sin hånd, "vi lagde arm og hun skadede mig," han viste sin anden hånd frem, som hun ikke havde fået lov til at holde og mærke pulsen på. De små sår fra Angeliques negle havde stadig en vis form og farve men var heldigvis ved at heale. Et af dem havde dog et lille brud i sårskorpen og blod havde fundet vej op til huden, dog uden at være andet end en lille dråbe der holdt sig til sårets område. "Hendes far kom ud og jeg måtte flygte, men jeg har siden undersøgt hvad jeg kunne, og ja..." han trak på skuldrene og sukkede mens han mærkede byrden af bekymringer langsomt vaske af sig mens han snakkede med Victoria, og han mønstrede et smil.
"Tak for at du vil lytte til mig og ikke bare tror jeg er skør," fik han sagt lidt lavmælt inden han så op på hende og mødte hendes blik.
|
|
