|
|
Post by Victoria Lockwood on Sept 3, 2021 18:13:56 GMT 1
Victorias blik landede ganske kort på ringen af fugt på bordpladen. Det generede hende en smule at hun havde glemt at lægge bordskånere ud – men nu var det heldigvis ikke hendes eget private skrivebord, og rengøringsfolket skulle vel nok tage sig af det.
”I lagde arm? Hvad fik jer til at komme på sådan en idé?” hun rakte bestemt, men forsigtigt ud efter hans hånd for at nærstudere den med hendes blå øjne. Der var neglemærker, og hun fik ondt af hvad den unge mand måtte have været igennem – den kamp havde han nok tabt. Hendes blik fandt et sår med et mindre brud, og hun kunne nu også lugte den saglige duft af blod. Hun overvejede om han kunne smage godt, med al den stress og angst han virkede til at bære rundt på. Hun foretrak sine ofre rolige.
Hun slap hans hånd for at give hende selv lidt afstand fra såret igen – hun havde pirret sig selv for meget til at kunne love at holde sine tænder fra hans følsomme bløde hud, fik hun chancen for at sætte dem i ham. ”Nej, jeg tror bestemt ikke du er skør. Du virker til at have haft en unik oplevelse, og jeg håber du finder andre, der også vil lytte til det du har været igennem,” lød det selvsikkert fra hende, mens hun rettede sig op i stolen.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Sept 5, 2021 12:39:03 GMT 1
Jonathan så ned på sin hånd mens hun studerede kampens strabadser, der havde sat sig i ham. Angeliques negle havde været stærke og skarpe, men ikke nok til at der ikke var brækket en lille flig af som nu var sendt til DNA-research i laboratoriet hos Paranormia. Han bemærkede at hun kortvarigt så næsten sulten ud men han havde vidst også forstyrret hende i sin frokost, så det kunne være hun stadig ikke var blevet mæt. Hendes øjne kiggede som hypnotiserede på det lille sår hvor blodet havde fundet overfladen og lå som en klar, rubinrød dråbe og ventede på at luften fik det til at størkne. Han mærkede de små hår rejse sig på hans underarme og hans nakke og han trak langsomt hånden til sig som hun slap ham og rettede sig op i stolen. Han spejlede sine bevægelser med hendes og rettede sig selv tilbage i stolen inden han sukkede lidt og gemte hånden bag den anden i skødet.
"Hun kedede sig og ville lege, så vi skulle lægge arm og hvis jeg tabte skulle jeg fortælle hende hvad jeg hele tiden kiggede efter," sagde han med et skuldertræk. "Jeg blev jo ved med at se... spøgelserne af hendes ofre omkring hende, og det var som om hun kunne se dem, eller vidste at jeg kunne. Hun kaldte mig Åndehvisker, så hun har også kendskab til det overnaturlige, om hun selv er det eller ej, men... det kan hun næsten kun være," de sidste ord var næsten mere ment til ham selv end til hende mens hans blik blev fjernt og gled over skrivebordet til vandglasset der så næsten lige så tomt og fortabt ud som ham.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Sept 8, 2021 19:20:15 GMT 1
Et par fingre gled gennem det blonde hår og hun drog et suk, ”Jeg tror du har været i kontakt med noget særdeles fascinerende, Jonathan… Det ville i hvert fald undre mig, hvis det viste sig at hun bare var en helt almindelig pige og at manden du mødte var en helt almindelig mand. Åndehvisker er ikke ligefrem et ord alle børn smider omkring sig,” det ville nok være bedst ikke at opfordre ham til at lede efter dem igen, for hvis Matthew blev træt af hans tilstedeværelse, så ville der ikke gå længe, før der blev gjort en ende på den uskyldige Jonathan. Alligevel, så kunne hun godt lide tanken om at irritere Matthew – Jonathan ville dog nok aldrig anses for at være mere end en træls bananflue, der hang ud rundt om ens frokost. Hun øjnede kort den frokost, hun havde stillet frem, men som hun ikke havde haft intentioner om at spise – og nu var det snart aften. Hendes blik landede på ham igen, ”Kunne du tænke mig at vise mig hvor du så hende og ham? Måske over en kop kaffe? Eller en middag?” et smil gled op over hendes lyserøde læber. Et lettere håbefuldt et. De blå øjne glimtede dog af selvsikkerhed.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Sept 8, 2021 20:22:27 GMT 1
Jonathan havde siddet lidt i sine egne tanker over hendes ord. Ja, det var vel rigtigt, at det ikke var hvilken som helst betegnelse. Hvorfor var det først nu han tænkte over det? Det var jo klart. Pigebarnet havde været specielt, manden og hans kompagnon havde været specielle. Det hele var overnaturligt og han sad her og stirrede på sit glas hvor kondensen havde samlet sig og nu var synlig på bordpladen. Han skulle til at svare idet hendes sidste kommentar næsten fik ham til at falde ned ad stolen. Hans hjerte sprang og hoppede som en hoppebold i en gymnastiksal med en masse vilde teenagere, og hans hænder krammede frø-squishy'en hårdt idet han kiggede op på hende og mødte hendes strålende, blå øjne. Han sank hårdt og rakte ud med en let dirrende hånd efter vandglasset for at tage en slurk. Stilheden der lå imellem dem mens han drak den sidste tår grådigt inden han satte glasset ned igen.
"Jeg... det kan jeg vel godt?" svarede han og så sig lidt nervøst til siden mod døren. "Nu?" spurgte han igen lidt perpleks over hvordan deres møde havde udviklet sig. Det var ikke fordi han IKKE havde lyst, det var mere noget der kom lidt bag på ham at hun næsten kunne læse hans tanker.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Sept 8, 2021 20:39:59 GMT 1
Ved hans reaktion overvejede hun ganske kort om det alligevel ville være en dårlig idé. Han mindede om en der kunne få et nervesammenbrud hvornår end det måtte være. Men aftenen var ung, og hun nød oprigtigt at lytte til hans idéer om den overnaturlige verden. Den kom tæt på virkeligheden.
Hun grinte lavt og varmt, ”Hvis du har tid nu, så ville det være alletiders med mig. Jeg har ikke nogen planer for i aften, og jeg kunne godt tænke mig at høre mere om din oplevelse. Hvis jeg skal være ærlig, så er mit kontor bare en smule trist at sidde i for længe af gangen, og jeg tror vi ville kunne nyde en samtale bedre, hvis vi er ude sammen,” hun lænede sit ansigt på sin håndflade, mens hun med en pegefinger strøg sin underlæbe, ”synes du ikke selv det kunne være lidt mere spændende?”
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Sept 9, 2021 12:56:01 GMT 1
Jonathan nikkede lidt nervøs mens han samlede sig lidt sammen og fik proppet squishy'en tilbage i lommen hvor den lå som en god reminder om at han altid kunne vende tilbage til den hvis han blev for utilpas senere. Det var hans go-to hvis han fik nervøse trækninger trods alt, og den beroligede ham godt.
"Jo, jamen, lad os det," sagde han med et forsigtigt smil og forsøgte at finde lidt selvtillid frem fra det indre kaos der var opstået i kølvandet på mødet med Angelique Darkstone. Han overvejede distancen fra hendes lejlighed og hen til caféen hvor hændelsen havde udspillet sig. I realiteten havde han undgået den på det seneste når han skulle hjem fra Paranormias hovedkvarter. Men han ville idag være ledsaget af en professionel der kunne håndtere hvis han fik et flashback eller fik det generelt dårligt ved at besøge stedet igen. Det var måske i virkeligheden en rigtig god beslutning.
"Det er heller ikke så langt væk," meddelte han mens han trak jakken på.
|
|
|
|
Post by Victoria Lockwood on Sept 10, 2021 19:00:03 GMT 1
”Perfekt” et hvidt tandsæt kom til syne og hun rejste sig let og elegant fra stolen hun havde siddet alt for længe i. En kort skadefro tanke strejfede hende, som hun overvejede hvor misundelig Elise ville være på hende, hvis hun vidste at Victoria havde været i stand til at lege med et potentielt måltid. Hendes søster var alt for impulsiv. Victoria var stolt af sin egen evne til at modstå fristelser – hun havde i hvert fald øvet sig mere og var blevet bedre end hendes søster.
Hun trak sin egen lette jakke på, hen over kjolen. ”Jeg tror ikke vi har været sammen uden for mit kontor før, har vi det?” hun overvejede om de måske havde stødt på hinanden ved et tilfælde før. Hun smed den urørte frokost ud, uden at blinke, og hun hev sin håndtaske med sig og satte kursen ud ad døren. Solen var heldigvis tilstrækkeligt væk nu her hvor aftenen var listet sig ind over dem. De sidste solstråler blev kvalt hen over den tusmørke horisont, da hun trådte udenfor og startede sin aften.
|
|
|
|
Post by Jonathan Percival Lochlas on Sept 11, 2021 13:29:57 GMT 1
Jonathan fulgte i hendes kølvand med stive skridt indtil han mærkede kroppens led give sig lidt mere og han kunne bevæge sig en kende mere naturligt. Uden et blik på sekretæren der sad udenfor i receptionen, begav de sig ud i den milde efterårsaften.
"Nej det mener jeg ikke vi har," sagde Jonathan med et lille smil. Det var underligt at stå her på gaden i det travle London, side om side med en person som han var så fortrolig med. Det føltes både rart og surrealistisk. "Denne vej," han rankede sig og begyndte at føre dem ned ad fortovet gennem storbyens mylder. Hans hånd skød af og til ned i lommen og gav frøen et klem når der var lidt for mange folk på fortovet omkring dem. Udover at være i den materielle verdens pres, svævede hvidlige tåger, nogle mere diffuse andre mere tydeligt aftegnede, omkring og nærmede han sig kilderne til deres ophav forsøgte de som regel at række ud og snakke med ham, bede om hjælp til at forstå hvor de var og hvorfor de ikke kunne snakke med deres elskede eller deres børn længere. Jonathan bakkede et par gange med et lidt halvskræmt ansigt og de omkringstående mennesker sendte ham fra tid til anden blikke, der viste at de stillede spørgsmålstegn ved hans psykiske velbefindende.
De rundede hjørnet til den travle handelsgade og han så ned mod markisen og caféens dør og pegede. "Dér," pegede han.
|
|
