|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 23, 2021 13:35:02 GMT 1
Angelique vidste at hun var blevet frabedt at færdes i det gamle bibliotek ved dagtid. Dels fordi vinduerne var store og det mindste lys kunne brænde hendes lyssky papirshud, men mest fordi st stedet var overrendt af fremmede. Fremmede som Matthew ikke brød sig om at hun kendte til. Angelique havde på fornemmelsen at det havde nærmere noget at gøre med hendes kærlighedsliv end bare det at møde folk. Han var en gammel sur mand nogle gange. Netop derfor havde Angelique bestemt sig for at skide hul i sin faders regler og havde sneget sig ud i de lange gange og ind i det store bibliotek.
Hendes lange hvide kjole med de utallige hpndbroderede flæser dansede yndefuldt om hendes ben, som hun fandt vej til den første hylde. Det var der hun duftede det for første gang. En røget, sød duft som straks optog hendes opmærksomhed. Hun strøg mellem hyllerne, nysgerrig da hun ikke kunne forestille sig Vladimir ryge blandt de mange tørre bøger. “Fy”, hvislede hun drillende som hun fik øje på den høje unge fyr med en cigaret godt placeret mellem sone lange krogede fingre. Alt i hende sagde at hun burde gå, men hun ønskede også at gå imod sin faders ønske, uanset hvor meget den velkendte generthed nagede hende. “Hvad ryger du?” Spurgte hun, stadig halvt skjult bag en hylde.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Jun 23, 2021 13:45:12 GMT 1
Der var pause i arbejdet for Moiran denne formiddag, og han havde efterladt koger og pander til de assisterende køkkenassistenter, mens han tog lidt "frisk luft" som han kaldte det. Bagerst i biblioteket gemte han det lille askebæger og han og Hilde havde lavet en lille hemmelig låge til at gemme deres tobaksgrej derinde. Han havde overgivet sig og var begyndt at ryge cigaretter for nylig, men stadig hjemmerullede, da det maskinpressede pis, der kom ud af menneskenes fabrikker var til at kaste op over. Han havde brug for smag og fyldighed, ikke bare en undskyldning for at brænde lungerne af med nikotin og tjære.
Her stod han så og hang med hånden lidt oppe mod vinduets kølige blyramme og nogle gardiner blafrende faretruende tæt på for at holde lyset ude fra de skrøbelige bøger, men han formåede at holde gløden på afstand af stoffet og stod blot i sine egne tanker. Det var et par dage efter fuldmåne og hans krop var stadig mærket af forvandlingen. Det var godt der i det mindste var et bur i skuret som han kunne være i når det endelig skete. Thereza havde måttet låse ham inde mens hun stod og lignede et spøgelse. Det skete hver gang. Hun hadede det, og han hadede det, men det var nødvendigt for omgivelserne, ellers ville han ende på Argorat, og intet i verden skulle få ham tilbage dertil. Stedet hjemsøgte ham stadig i hans mareridt, og han mærkede hvordan mørket trængte sig på i sindet når han tænkte på det.
Derfor var rygning også et godt afbræk. Bare tage et sug og fylde den i forvejen hærgede krop med en sød døs, da han hørte en stemme, lys og mild som en ung solsikke, og han drejede langsomt hovedet lidt undrende i retning af lyden for blot at se en ung pige, lige på nippet til at være fuldvoksen, gemme sig bag en reol. Han rynkede panden lidt.
"Øh, en cigaret, hvorfor spørger du?" spurgte han undrende og en smule irriteret over at få sine tanker forstyrret, men hun virkede interessant. "Er du ny på børnehjemmet?" spurgte han videre og bankede lidt aske af cigaretten før han tog endnu et hiv.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 23, 2021 14:15:14 GMT 1
“Må jeg få en?”, spurgte hun imens et lille genert smil formede sig. Hun stod udenfor solens kaskafe på dey lakerede trægulv. “Ellers sladre jeg”, tilføjede hun imens smilet blev bredere så de lange hugtænder glimtede i hendes mundvig. Selvom hun smilte, mente hun det med det graveste alvor? Han skulle ikke tro at han kunne bryde med reglerne her, selvom at han var for gammel til at være børnehjemsbarn. Hans spørgsmål gik hende til at hæve et øjenbryn imens hun lænede sit hovede mod den høje bogreol. Hun sænkede sit blik lod hans fødder og fulgte hans kropsbygning, var han virkelig magiker? Hun snusede ind og fugtede sine læber. “Nej, jeg er Angelique Darklighter. Fyrstens datter”, svarede hun i et forsøg på ikke at lyde alt for indbydende. Hun ønskede trods alt bare en cigaret. Noget som familien nægtede hende - udover Gabriel.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Jun 23, 2021 14:23:11 GMT 1
Moiran fnøs. Han var endt i værre problemer end hvis Donner fik at vide at han røg sammen med hans datter bagerst i biblioteket.
"Du må få én hvis du selv kan rulle den," sagde han og klappede pungen med tobak og den lille pakke filtre der lå ved siden af i vindueskarmen. "Eller er det for meget at være i sollyset?" spurgte han med et lidt hoverende grin da han kunne se hendes hugtænder glimte. Hun var sær, udseendemæssigt lignede hun en fae, som skidt ud af næsen på en lærebog her i biblioteket et sted, men samtidig havde hun hugtænder. Var hun vampyr? Det var sjældent at se fae forvandlet som vampyrer. Hun var så bleg som en marmorstatue, håret gyldenblond og øjnene store som tekopper næsten.
"Fyrstens datter," han nikkede lidt eftertænksomt inden han tog et hiv mere på cigaretten. "Jeg er i træningsprogram hos ham i palæet, hvorfor har jeg ikke set dig før?" spurgte han lidt undrende.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 23, 2021 14:32:52 GMT 1
Angeliques øjne blev smalle ved hans hoverende tone. Han skulle bare vide hvad Matthew havde sagt til dét. “Jeg ved ikke hvordan man ruller sådan en”, svarede hun tørt uden at kommentere på sollyset. Hun vidste at de fleste alfae tilbedte lyset, men hun havde altid levet i mørke. Selv at se afspejlingen på gulvet fik hende til at misse med øjnene, næsten ligeså vel som en stærk lampe. Hun spidsede munden kort og gled så nærmere langs bogreolerne for at undgå lyset. Hendes skosnuder rørte næsten, men hendes falkeblik overvågede kontrasten stærkt. “Fordi min far siger st jeg ikke må snakke med fremmede”, svarede hun som hun stod foran ham. Hun kunne dufte at han ikke var magiker nu, der var noget svedent over ham. “Ruller du en til mig?”, spurgte hun, denne gang mere dominerende end før, selvom hendes smil stadig var charmerende og hendes lille skikkelse stod nærmere hans. Hun vidste at hun var urørlig.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Jun 24, 2021 9:41:25 GMT 1
Han betragtede hende nærme sig som en mus der kom tættere på osten i en musefælde, de fine sko der kradsede imod de slidte gulvbrædder, hvis lakering var stort set forduftet efter års mangelfuld vedligeholdelse. Han kunne ikke lade være med at smile bredere af hende.
"Og alligevel er du her og snakker med mig," sagde han med et let hævet øjenbryn inden han trådte et skridt til siden så han stod i en solstråle. Lyset spillede i hans krøllede lokker, der hang lidt tjavsede over hans pande og skuldre efter den hårde formiddag i køkkenet. En svag film af stegeos havde lagt sig over dem og han vidste han skulle i bad ellers ville Isabella ikke røre ham med en ildtang når de sås igen på loftet til deres jævnlige rendez-vous. Han tog tobakspakken og viftede lidt med den drillende så lyset skar i de små spænder der holdt den lukket. "Som sagt, du må få én hvis du selv kan rulle den, det er ikke mit problem at du ikke kan det, vel?" sagde han med et bredt grin af hendes forsøg på at overvinde ham med charme. Hun var nok køn. "Synd du ikke skal gå her på hjemmet, så kunne jeg ellers vise dig hvordan man gør, og hvilke andre ting vi gør, for eksempel vores lille klub på loftet," tilføjede han mens hans blik gled op og ned ad hende uden at lægge skjul på det.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 10:29:18 GMT 1
Angelique kvalte et smil ved hans observation og slog straks blikket ned. Dette kunne tydes som om at hun var genert, men sandheden var nærmere at lyset reflekterede fra hans krop og mod hende, hvilket gjorde det svært for hende at se. “Nu virker du heller ikke så farlig”, konstaterede hun som hun hævede hånden for at skærmensine øjne så at hun endelig kunne se op. Hun betragtede ham indgående og hvordan han kiggede på hende. Havde hun spildt noget? “Wow hvad er det for en klub?”, spurgte hun entusiastisk i et forsøg på at være overbevisende, sandheden var dog at hun forsøgte at manipulere ham da hans nej havde chokeret hende nok til at hun havde blinket en gang ekstra. Solen som reflekterede fra de små metalhasper på tobaksdåsen strøg over hendes hånd og fin hende til at gispe i smerte som hun drog hånden til sig og tog et skridt tilbage. “Ville du venligst lade være?”, spurgte hun med et nik mod dåsen, og begge hænder skjult bag ryggen for at han ikke skulle se hendes røgede kød.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Jun 24, 2021 10:38:38 GMT 1
En tungespids kom til syne mellem hans tænder og han så triumferende hvordan hun gemte hænderne bag ryggen efter lyset havde ramt hende. At han ikke virkede farlig var vel hendes eget problem. Hun kendte ham jo ikke.
"Det er en klub som man kun må være med i hvis man er sød og kan finde ud af at rulle sine egne smøger," sagde han grinende til hende. "Hvorfor slæber din far dig med hertil? Han sidder vel i et drønkedeligt møde med Donski," spurgte han. "Er det ikke kedeligt at være med sin far til sådan noget?" han lagde hovedet lidt på skrå mens han overvejede hvor gammel hun kunne være. Hun lignede ikke at hun var en dag ældre end 16, måske 17, men hun havde både vampyrtænder og Fae-blodet strålede ud af hende, som en flourserende ildflue. Han skubbede tobakspakken lidt væk så den ikke reflekterede lyset på hende igen, men han vidste han kunne bruge det imod hende hvis hun blev for genstridig og irriterende.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 11:08:13 GMT 1
“Men jeg er vel sød?”, svarede hun som var det en selvklarhed, også selvom hun ikke kunne rulle cigaretter, det måtte Gabriel lære hende. Hun lænede sig tilbage mod bogreolen imens hun skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Det søde og charmerende smil som kunne få hendes far til at gå på knæ prydede hendes læber da han spurgte hende og hun tydede på hovedet. “Nej da? Jeg får sjældent lov til at komme med nogensteder. Og hvis ikke jeg var kommet med idag, så havde jeg aldrig lært mig at rulle cigaretter”, hun nikkede på ny mod pakken og så på ham som var han nu en det af hendes brilliante tankegang. Hvorfor Matthew havde taget hende med idag, anede hun ikke, men nu var de her og hun var gået langt fra det rum hun havde fået besked om at blive i. “For nu vil du vel lære mig at rulle cigaretter, ikke? Så at jeg aldrig nogensinde behøver at irriterer dig”, hun blinkede til ham med det ene øje inden hun gjorde udtryk til at flytte sig tilbage mod bibliotekets mørke.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Jun 24, 2021 14:10:18 GMT 1
Grinet forstummede ikke på hans læber mens hun stod og gjorde sig til som en uskyldig nymfe. Han skoddede sin egen færdige smøg og overvejede sine muligheder. Han kunne tage tobakspakken med sig, så ville Hilde blive sur, men han ville ikke efterlade den hvis nu pigebarnet her fik nogle dårlige tanker om hvad hun kunne tillade sig med andres ejendele. Han rettede sig derfor op og trådte over imod hende til reolen, ulvegrinet stadig smørret tværs over hans ansigt og øjnene glimtende af fryd.
"Jeg kan rulle dig én, men du skal først trække ned i din kjole så jeg kan se hvor sød du er," sagde han og smilet strakte sig næsten til hvert øre inden hans ene hånd slap pakken og rakte ud til hendes kind. Hans fingre var ru af arbejdet i køkkenet og de jævnlige ture ud i naturen når de små lam skulle slagtes en sen aften udenfor hørevidde af børnehjemmet, der i forvejen lå afsides og op ad den store skov.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 14:22:15 GMT 1
Angelique stoppede sin bevægelse som han kom nærmere og skærmede vejen tilbage i biblioteket, hvis ikke hun ønskede at træde ud i det glitrende sollys. Langsomt forsvandt hendes smil som hans ord faldt som hårde klask mod gulvet. En let rødmen bredte sig over hendes kinder og hun mærkede hvordan varmen emmede fra hende. Et tegn på en velfodret vampyr. Hun hævede et øjenbryn og hævede sin allerede svedne hånd for at ligge den på sit bryst med et fnys. “Jeg er et barn”, svarede hun tydeligvis fornærmet som hun samtidig veg fra hans hånd. Det var en løgn, hun var voksen men det skulle ikke standse hende fra at pinliggøre den skrækkelige unge mand, som tydeligvis ligeså var pervers.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Jun 24, 2021 14:27:38 GMT 1
Moiran sugede kraftigt ind gennem næsen og svælget og sendte en spytklat til side på gulvet. Den fugtige masse sivede næsten ned i revnerne mellem brædderne hvor træet lod til at det var en kærkommen form for væde, dog i et afskyvækkende format. Han grinede ned til hende.
"So what? Det er alle her, det er derfor det hedder et børnehjem, right?" sagde han og rullede med øjnene. Hun lod til at være mere dydig en børnene på Lockwood, hvor man kunne få hvem som helst til at gøre hvad som helst hvis man sneg et stykke chokolade eller en kandisstang med op fra køkkenet til dem. Han lagde armene over kors og så afventende på hende. "Hvad bliver det til? Vil du have din cigaret eller ej?" spurgte han utålmodigt. Han indprentede sig hendes ansigt og hendes duft. Det hang som lavendel og jasmin omkring hende. Hvis hun kom tilbage på hjemmet en dag skulle han helt klart vise hende loftet, men sandheden var også at hans pause var ved at være ovre.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 14:50:14 GMT 1
Hans duft ramte hende som et lynnedslag. Den var tung, jordet og sur. Hun tog automatisk et skridt tilbage så at bøgerne raslede faretruende bag hende. Hun fnøs højlydt og sendte ham et lynende blik der vaskede alt charmen bort, men fik hende til at ligne et utilfredst barn. “Nej tak”, svarede hun som hun dukkede sig under hans arm for at komme bort fra ham og tilbage ind i det mørke bibliotek. Hun var ingen billig tøs, intet børnehjems barn. “Du er skrækkelig pervers”, snappede hun idet hun trådte over den gustne spytklat. Hun havde set Gabriel gøre det én gang, og straks observeret konsekvenserne. Hun sendte ham et udtryk som var han ulækker, inden hun indfandt sig i mørket hvor hun tog en dyb indånding. Det værste var at hun ikke kunne sladre om ham, for hun befandt sig et sted hvor hun ikke skulle være og hun havde bedt ham om en cigaret. Uanset hvad knægten havde bedt om, ville hendes ulydighed veje højere. “Hvem er du?”, spurgte hun alligevel, det var altid bedst at kende sine fjender.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on Jun 24, 2021 14:59:57 GMT 1
Risikoen ved at komme for sent ned i køkkenet var ikke tårnhøj, og han vidste der var kyndige assistenter til at vende og dreje den seneste "pattegris" han havde sat til at stege over en sagte ild. Det havde været næsten helt viktoriansk at sætte kroppen sammen og få den til at ligne en gris, udover at hovedet ikke rigtig kunne formes anderledes og han derfor havde endt med at lade det være og undskylde med, at kraniet var blevet smadret, ligesom resten af kroppen. Det var hans ulvegener der havde overtaget, mens jagten i skoven havde stået på en sen aften før fuldmåne, så han var lovligt undskyldt, og så længe maden smagte godt var der ingen der klagede.
Han smilede stadig af hendes forlegenhed og måden hvorpå hun dukkede tilbage ind i mørket. "Jeg er kokken," svarede han blot, selvom han som sådan ikke var ansat som hovedkok, han var dog på "orlov", og han sørgede for at Donner ugentligt modtog breve fra mandens bopæl så ingen fattede mistanke. En dag ville der gå længere og længere imellem brevene og den gamle kok ville sive ud i glemslen, præcis som hans blod havde sivet ned i risten ude i slagterskuret. Han rettede sig op over hende. "Du er vampyr og fae på én gang, det er ikke ofte man ser en hybrid som dig, hvor gammel er du?" spurgte han, for et barn var hun bestemt ikke.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 15:09:42 GMT 1
“Og hvem er kokken?”, spurgte hun mere indgående. Hun havde aldrig deltaget i en middag som ikke var serveret i krystalglas og smukke suppeterriner. Hun forestillede sig at den unge herre foran hende nok lavede havregrød i en stor gryde og serverede det så at det skvulpede over kanterne på skålene. Hun flyttede sig fra ham på ny, med lette skridt bagud imens hun undgik enhver stråle af sollys. Den venlighed hun før havde udset ham var forsvundet og erstattet med den indgroede artighed som aldrig lod til at forsvinde fra hende. Hun vædede sine læber og sænkede sit blik på hans hænder. Det var klart arbejderhænder. “Man spørger ikke en kvinde om hendes alder”, svarede hun som var hun fornærmet, men sandheden var snarere at hun gerne vil væk fra ham hurtigst muligt.
|
|
