|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 24, 2021 15:28:00 GMT 1
Mødet var efterhånden nået sin ende, eller rettere var det egentlig overstået for længst, men Matthew var blevet pint med Donners ønske om at holde samtalen kørende alt for længe, så det endte akavet og forceret. Det var altid både godt og skidt at være i hans selskab, for det var trods alt ham der kørte børnehjemmet og i og for sig kunne trække stikket, så Matthew atter måtte ty til de sparsomme ressourcer Disciplineringsanstalten havde, der kunne opfylde hans behov. Nej, det var Lockwood et langt bedre dække over deres lyssky forretning, og han måtte bide i den sure hals og unde Donner sit selskab fra tid til anden. I denne anledning havde han taget Angelique med. Hun var opdraget påpasseligt nok efterhånden til at hun kunne arte sig uden at han skulle skygge hendes mindste handling, og han havde derfor ingen skrupler haft med at efterlade hende alene i et lille læseværelse med bøger og gardiner for vinduerne.
Nu da mødet imidlertid var overstået og han var trådt ind i rummet og ikke fundet nogen Angelique tilstede, var hans tanker straks sprunget ud i lys lue. Lockwood var stort og hun kunne være endt hvor som helst. Guderne forbyde at hun var endt i nærvær af Moiran Snow, den unge mand som Matthew stadig forsøgte at få vundet over til Darklighteragent-træningen, men som desværre befandt sig alt for bekvemt mellem kødgryder og slagteknive. Han var gået rundt mens han med mørket havde søgt og rakt ud. Skyggerne i børnehjemmet var ikke så medgørlige som de var i palæet, hvor deres substans var bundet op på de døde sjæle. Her indenfor børnehjemmets fire vægge, var skyggerne udelukkende resultatet af manglen på lys, så hans magi havde sværere ved at forme og fornemme. Endelig var de nået til et hjørne af biblioteket hvor han kunne mærke, med skyggernes svage konsistens og famlende som fingre, hendes små, velkendte ankler.
Han sigtede mod biblioteket og en duft af tobaksrøg ramte ham så han måtte rynke på næsen førend han nærmede sig.
"Angela, min pige, hvor har du været?" spurgte han med en sødladen stemme der samtidig viste stor utilfredshed med hendes forsvindingsnummer. Han rundede bogreolerne og så hende stå foran ingen ringere end Moiran, der rettede sig op ved synet af vampyrfyrsten.
"Oh," Matthews øjenbryn skød i vejret mens han så fra den ene til den anden. "Hvad foregår der?" spurgte han skarpt.
"Deres datter brændte sig i solen," Moiran greb ud og næsten demonstrativt rev Angeliques hånd frem fra bag hendes ryg så Matthew kunne se de små blænder der skæmmede den velplejede, snehvide hud. "Men jeg reddede hende," han smilede smalt og slap Angelique lidt ligegyldigt.
"Hvad siger man så, Angelique?" spurgte Matthew som han nærmede sig hende og lagde en fast arm omkring hendes smalle skuldre. "Den unge herre fortjener vel en tak, gør han ikke?"
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 15:46:35 GMT 1
Matthews stemme skar gennem biblioteket og fik hende straks til at vende sit blik bag skulderen hvor hun så afventende efter sin far. Hun var glad for at han kom, også selvom at hun kunne høre utilfredsheden brede sif i hans stemme. Hun skulle til at hilse med sit normale søde smil og lokkende smil da Moiran greb hendes hånd. “Slip mig!”, hvæsede hun indtil hun indså at hans plan faktisk ville redde hende. Hun så fra Moiran til Matthew inden hun drog hånden til sig igen. “Jeg ville se deres bibliotek, papa. De har så mange… Gamle bøger”, hun sendte ham et charmerende smil som hun følte hvordan den lange arm lagde sig om hendes skuldre og trak hende ind til sig. Hun lænede sit hovede mod ham og så på Moiran med en vis utilfredshed. “Mange tak”, bed hun af ham, selvom hun så snart ordene havde faldet, lagde en arm om sin faders talje for at skjule sig i den lange bølgende kappe.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 24, 2021 15:58:58 GMT 1
Matthew så fra Moiran til Angelique og nikkede med et kort afmålt smil til den unge mand inden han styrede den unge frøken med sig ud af biblioteket.
"Når jeg siger du skal forblive på din anviste plads, så forbliver du dér, har jeg ikke sagt det nok gange til at du forstår det?" sagde han ned til hende som de gik, utilfreds ja, men tydeligvis glad for at der ikke var hændt hende mere. Blænderne fra sollyset ville snart fortage sig med et friskt måltid når de kom hjem. I den store entré tog de en kort afsked med en af de ansatte der rakte dem deres skærmende paraplyer. Angeliques var en fin sort paraply med blondekant, mens hans var en simpel, sort paraply. De gik udenfor til teleportationsplatformen som transporterede dem til palæet via portalen der åbnede sig ved Matthews korte håndbevægelser. Platformen til palæet var lige udenfor den store gitterport for at sørge for at gæster ikke kom indenfor den magiske grænse illustreret med en voldgrav og en mur der omgav hele skoven der formede sig som en tyk, beskyttende ring inden landområdet kunne nås. Med afstanden væsentligt forkortet efter at være kommet gennem gitterporten brugte han vinden til at bære dem let gennem luften og frem til den store runde plæne med statuen og trappen der førte op til hoveddøren i hovedbygningen af palæet. De kom indenfor og den gamle butler Rex tog imod deres paraplyer og kapper.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 16:27:22 GMT 1
Det var sjældent at Angelique fik lov til at komme med udenfor palæets vægge og hun agtede at beholde sit privilegie. Derfor nikkede hun medgørligt og tog en tag hårdere i sin faders arm som hun lænede sit blonde hovedet mod armen. “Jo da, Papa”, svarede hun sødligt med samme honningstemme som hun plejede at manipulere ham med. Hun greb paraplyen og fulgte ham hele vejen hjem, med fine ubetydelige samtaler om de nye blomster som havde vokset frem i børnehjemmets bede.
Da de kom indenfor døren drog hun solbrillerne af og gav de
Ligeså til Rec inden hun med en lethed som bare en fae kunne bedrive vendte sig mod Matthew. “Jeg skal snakke med Gabriel nu - alene”, fortalte hun med en vigtig finger i vejret. Det var noget som nagede hende, også selvom hun forsøgte at skjule det i sit udtryk. Hun sprang bort fra sin far og op mod Gabriels værelse som hun uden videre åbnede døren til. “Hvordan ruller man en cigaret?”, spurgte hun direkte.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Jun 24, 2021 18:11:30 GMT 1
Gabriel havde haft en dag hjemme, lykkeligvis, afslappende og let til mode over bare at kunne slappe af og fordrive tiden med ligegyldige ting. Han vidste hans far og Angelique var taget til børnehjemmet for et par timer siden og han havde ligget på sengen og brugt tiden på en af menneskenes computere, noget han fandt underholdende nok til at han kunne lade sig fordybe nogenlunde i det. Døren fløj dog op ganske pludselig og Angelique stod i døren og forlangte åbenbart at lære at rulle en cigaret. Gabriel, der i sin hjemmevante omgivelser ikke havde meget mere end et par shorts på, rykkede dynen lidt mere omkring sig og så en smule forbløffet på hende inden han smækkede computeren i for at skærme hende fra de billeder han havde ligget og kigget på, på nogle lidt for voksne hjemmesider.
"Oh? Har jeg aldrig vist dig det?" spurgte han med en panderynke og skubbede den lille bærbar computer ind under hovedpuden inden han satte sig op, stadig med dynen lidt trukket omkring livet men ellers umærket af hendes tilstedeværelse.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 19:30:48 GMT 1
“Nej”, svarede hun nærmest anklagende imens hun lukkede døren bag sig. “Kender du til ham der kokken på børnehjemmet?”, spurgte hun samtidigt som at hun kastede sig ned i sengen ved sin storebrors side. En rig eu de cologne fangede straks hendes lugtesans, den var langt stærkere end hendes seng der duftede af lavendel og balsamblad. Hun lagde sig hjemvandt på ryggen og hev puden under hovedet, uden at kigge op på den menneskeskat der havde ligget skjult under den. Istedet stirrede hun op i loftet med et undrende blik. “Han tilbød mig at rulle mig en cigaret i bytte for at hive op i min kjole”, hun sendte ham et blik som har hun dybt forarget og synes at det var en ganske ækel situation. “Han lugtede af fedt og noget surt, og han stod sp tæt på mig. Det værste var at han fik far til st tro at jeg havde brændt mig og han havde reddet mig”, begyndte hun selvom hun ikke anede at hun talte i cirkler. Hun hævede fraværende hånden og gav sig til at studere sin brændte hånd hvor de svedne pletter var blevet til hvide ar. I morgen vil de være borte.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Jun 24, 2021 19:38:20 GMT 1
Et øjenbryn sad over Gabriels øje og sprang en smule op og ned med en dirrende nerve der ikke helt kunne bestemme sig om musklen skulle være anspændt eller afslappet.
"Nej jeg... kender ham ikke tror jeg?" sagde han lidt prøvende og rettede sig mere op mens effekten af billedeserien fortog sig i kroppen ganske langsomt, kun lidt pirret af hendes skødesløse tilstedeværelse i sengen. Han rakte hen og tog fat i den slanke bærbare computer og gled den ned på gulvet under en bunke vasketøj, han burde have sendt med husholdersken i forgårs.
"Du gjorde det ikke vel?" spurgte han lidt nervøs for at hun var bukket under for et udefrakommende pres, men samtidig underligt nysgerrig for om det var hændt og om det var en måde han kunne opnå samme udsyn på. De var ikke søskende ved blodet, og han havde altid vidst det. Det var kun de sidste års tid han havde mærket deres dynamik skifte. Han var stadig hans vagt når der var fester men han havde overvejet at lokke hende med ud af sit hi for at se hvad der foregik af kåde, vilde og våde hændelser i palæet, og måske oplære hende lidt? Det var bedre end hvad deres far fik dem til i det mindste, imod deres vilje.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 24, 2021 19:55:50 GMT 1
Et fnys forlod Angelique og hun stirrede på han med et hævet øjenbryn. “Nej?”, svarede hun forarget. “Han er fremmed”, svarede hun som var det en selvfølgelighed at hun ikke havde vist sig for ham, og måske lidt fornærmet over at Gabriel kunne tro sådan om hende. Hun satte sig op og lænede hænderne tilbage i madrassen imens hun kiggede på Gabriel. “Men han gav mig en dårlig mavefornemmelse”, hun huskede ham endnu engang, hans karakter havde været så stærk st hun vidste st hun sent vil glemme den. “Jeg tror heller ikke at han var magiker…. Men far træner ham”, hun faldt på ny tilbage ned i sengen så st alt hoppede.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Jun 24, 2021 20:14:46 GMT 1
"Så hvis det ikke var en fremmed... ville du gøre det?" han vidste ikke om det øjenbryn der skød i vejret var overvejende eller forundret. Hendes logik var jo nem nok at forstå men samtidig kunne han mærke at det var et område han både var nysgerrig på men også ikke nødvendigvis skulle forsøge at nærme sig alt for meget. "Man kan jo sige... nu er du her så... det er ikke så slemt at tage tøjet af her i min seng, er det?" foreslog han men rakte alligevel ned under sengen og sneg sin pakke og askebægre frem. Han havde nogle gamle rizla papirer som en af han venner engang havde givet ham, samt noget tobak, og han satte sig i skrædderstilling og rettede på dynen mellem hans ben for at det ikke så alt for underligt ud. Han lagde tingene frem og kiggede lidt prøvende på hende for at se om hun ville smide tøjet for at lære teknikken. Tankerne om en random kok hun havde mødt var allerede forsvundet, og hans ord om at han blev trænet af Matthew ligeså skubbet til side men kun indtil han kunne udfritte deres far yderligere om sagen.
"Vil du lære det eller...?" spurgte han forsigtigt, uden at presse på men med et underligt, inderligt ønske om at hun ville overgive sig til ham og ingen andre.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 25, 2021 6:31:35 GMT 1
Angelique så konfunderet på sin bror idet han udtrykte sit krav. Tankerne strømmede igennem hende som hun gik igennem hvert et argument for og imod for at huske hvad som var ret og forkert. Langsomt så hun ned af sig selv og den lange hvide hørkjole Matthew havde lagt frem til hende. Med kyndige fingre gav hun sig til at knappe de små sølvknapper op indtil det sirlige hvide undertøj kunne ses. Kjolen faldt nedover hendes skulder og foldede sig omkring hendes hofter alt imens hun sad og kiggede fra Gabriel til tobakken. Det faldt hende slet ikke ind, at dette kunne tydes som et tegn på skødesløshed eller at det var noget nær forkert. Hun plejede jo at gøre hvad der blev sagt, og det var vel ikke så forskelligt fra hendes fader. “Hvordan gør man så?”, spurgte hun imens hun gled kjolen ned det sidste stykke og satte sig i skrædderstilling iført bare det hvide undertøj som var nogrt då sirligt broderet. Det lange lyse hår faldt omkring hendes skuldre som den eneste form for beskyttelse, da hun vendte hænderne bag ryggen for at haspe bh’en fri.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Jun 26, 2021 15:25:50 GMT 1
Gabriel blinkede et par gangen. Havde han rent faktisk forventet at hun havde gjort det? Han sank en klump i halsen der nu føltes tør og ru som sandpapir imens han så hende klæde sig af og han mønstrede alt i sin krop for ikke at forbinde den tidligere billederække han havde surfet efter på nettet og den unge pige foran ham.
"Jo altså..." hans lange fingre rakte en smule dirrende ud mod rizla papiret og foldede det i en lille v-form, "man tager papiret og fylder tobakken i, men ikke for meget så den bliver hård, eller for lidt så den bliver for slap," forklarede han og rømmede sig mens han indså hvordan hans ord kunne tydes. Gudskelov at hans dyne var i nogle bundter omkring hans liv som han sad i skrædderstilling foran hende. Langsomt begyndte han at folde papiret omkring tobakken. "Og til sidst bruger man tungen," han strejfede langs den lange side af papiret, "for at afslutte det," han fik presset papiret sammen og sad færdig med en hjemmerullet cigaret imellem fingrene som han langsomt rakte til hende. "Sådan dér," han mønstrede et smil og skubbede tobakken og papiret hen til hende. "Prøv selv," foreslog han.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jun 29, 2021 7:52:09 GMT 1
Den lille tynde og håndsyede bh foldede hun pænt ved sin side inden hun lænede sig frem for at kunne observere Gabriels kyndige arbejde med cigaretten. At hun sad delvist nøgen på sine knæ foran ham, var intet problem for hende. De var vel søskende? Hun så spændt til som hans tunge gled over det grove papir og hvordan hans fingerspidser rullede den akkurat stramt nok så at ingen tobak blev spildt. Hun tolkede hans åndeløshed som et tegn på virkelig koncentration og kunne ikke lade være med at tænke på om kokken rullede sine cigaretter på samme måde. Et bredt smil formede sig på hendes læber idet hun stjal cigaretten fra hans fingre og kastede sig ned i dynernes væld så at hendes hovede kunne hvile i hans skød og hendes lange blege krop lå blottet fremfor ham. ”Tak, men nej tak”, svarede hun med et fnis, hun var ukendt med alfeskikke og derfor talte hun som en ganske almindelig magiker. Hun stak cigaretten mellem sine læber og så afventende på Gabriel med et krævende blik. “Nu har du jo rullet den, så hvorfor skulle jeg?”, spurgte hun frækt, for hun havde egentlig ingen interesse i at rulle sine egne cigaretter, bare at se hvordan det blev gjort.
|
|
|
|
Post by Gabriel Jacques Darklighter on Jul 4, 2021 8:43:00 GMT 1
Gabriel lod hovedet hænge lidt men kunne ikke lade være med at smile. Hun var for god til at bruge ham, for smart til at sno ham om sin lillefinger. Han betragtede hendes unge udseende. Han mente stadig hun havde haft for ung en fremtoning da Matthew forvandlede hende, men selvfølgelig var hans far ikke til at hugge og stikke i. Præcis som Angelique i disse øjeblikke. Han fik taget en dybere indånding og hans krop begyndte langsomt at sænke sin anspændthed og han mærkede at han kunne slappe en smule mere af. Han greb tobakken og papiret og rullede en cigaret til sig selv som han tændte med et knips fra fingeren.
"Så lad gå, men jeg ruller ikke til dig igen," sagde han opgivende og lagde sig i sengen ved siden af hende mens han rakte ned efter askebægret der stod på gulvet. Hans fars formaninger om hvor farligt ilden var at lege med for vampyrer, men der var aldrig sket noget - endnu.
"Så ham dér fyren på børnehjemmet var ikke magiker men far træner ham? Mystisk," kommenterede han lidt for at få samtalen på afstand fra tobakken og prisen hun havde måttet give.
|
|
