|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Jun 17, 2021 11:03:34 GMT 1
Quinten AndromediusTid: Kort før midnat Sted: Det 4. Sinds tempelkuppel Vejr: Stjerneklart højst sandsynligt Det midterste og største af altrene stod klar til den kommende dag efter ritualet var blevet bragt til ende. Det eneste der manglede var blodet. Det var ikke ofte at blod blev brugt i ritualer længere i Det 4. Sind, da de fleste foreskrifter efterhånden var blevet ændret. Han havde argumenteret med Ældrepræsten, men beslutningerne blev taget på koncilet, som han ikke kunne deltage i når han "kun" var præst. Han måtte derfor blot bøje nakken selvom han fandt beslutningerne idiotiske og udvandende. Hvorfor konverterede tilhængerne ikke bare til Det 3. Sind hvis de var så blodforskrækkede?! Han forstod det absolut ikke. Denne aften var dog anderledes og han vidste at bægrene var blevet anvendt til et lidt mere stilfærdigt blodsritual der ikke involverede ofringer så meget som symbolik. Han stod ved alteret og betragtede de brugte bægre og mærkede tørken i halsen knage og kradse som kløer på indersiden af hans spiserør. Den evigt dragende længsel mod blodet var forstærket af at hans tørst var særligt påtrængende. Han havde faktisk ikke fået noget hele aftenen og her stod bægeret og bød sig til, det midterste af de tre med mest indhold. Han kastede et blik rundt og greb langsomt ud efter det mens han sikrede sig at præsten, der havde stået for ritualet, ikke var i nærheden, og han satte bægeret for munden for at drikke de sparsomme dråber. Det var nok til at styrke ham, som om den livsgivende væske med det samme sendte gnister ud gennem hans krop. Men smagen var absolut anderledes end en normal magikers. Magikerblod var sødt og syrligt på samme tid, en fin balance med en snert hist og her af personligheden blodet tilhørte. Men det her var som peber, tørt og underligt, som om det lagde en film over hans mund og gane. Han sank det dog og tog bægret langsomt fra munden og præsten foran ham kom gradvist til syne efterhånden som han sænkede det og han fyldte hele hans synsvidde. "Oh, jeg..." Erik begyndte lidt forsigtigt inden han hurtigt strøg en tungespids over sine læber, "tilgiv mig, jeg havde glemt at... spise," forsøgte han en smule prøvende og rakte bægret over imod præsten mens hans blik gled frem og tilbage fra bægeret og til ham. Hvad var denne mand, hvis ikke magiker, når hans blod tog sig sådan ud?? Der var noget genkendeligt over det, men han kunne umiddelbart ikke placere det.
|
|
|
|
Necrosis
Jun 17, 2021 13:20:06 GMT 1
via mobile
Post by Quinten Andromedius on Jun 17, 2021 13:20:06 GMT 1
Ritualet havde gået som det skulle. Blodet var spildt med perfektion i bærgernes midte og ikke en dråbe var spildt. Quinten var godt og vel tilfreds med forløbet og havde gået ud for at afse sig at magikerne forsvandt fra grunden inden at han skænkede blodet i Moderens potteplanter. Det var indtil at han var kommet ind i offerrummet og opdaget hvordan en anden præst stod og snyltede sig på det tilbageblivende blod. Det stak i Quinten. I hjertet og så ud gennem fingerspidserne da han indså hvilket blod den langhårede vampyr stod og sugede i sig som en gemen rotte. En skygge lagde sig over hans ansigt, og da de blå øjne mødtes måtte han dy sig for ikke at fnyse højlydt. “Du må være Erik Darklighter?”, svarede han med et snert af vrede i stemmen, hvilket var ganske ulig ham. Han havde hørt om Erik og ‘Oraklet’ sågar hilst på deres søn, men aldrig havde han træffet selveste Erik, udover dengang for de mange år siden da de var børn. “Hvor vover du at snylte på offergaven? Det er allerede svært at overtale ældrepræsterne at indgå i blodritualer”, han jeg sin lange kåbe på plads og rystede på hovedet. Sandheden var at der var en vis frygt som havde manifesteret sig i hans indre. Quinten stirrede på bægeret men tog det ikke. Istedet klikkede han højlydt med tungen og begav sig bort for at tage de to sidste bægere inden vampyren fik flere gode ideer.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Jun 19, 2021 8:49:42 GMT 1
Det lettest genkendelige træk ved en Andromedius var deres næsten allestedsnærværende tick, det lille tungeklik, som nu lod sit smæld runge ud i tempelrummet. Han blinkede et par gange, småforundret men endelig som om der gik et lys op for ham og han smilede langsomt bredere mens han satte bægeret tilbage på alteret.
"Og du Quinten Andromedius," sagde han som hans fingre frigav bægeret og han vendte sig mere mod ham med hænderne foldet foran sig, myndig og rolig, mens hans blik kredsede over hans kollega. "Men... er du syg? Sygt blod bør ikke bruges i ritualer, og dét dér," han pegede pp bægeret, "det er ikke blod der tilhører en magiker," påpegede han en kende alvorligt. Men udadtil virkede præsten ikke syg, hverken typiske overfladiske tegn eller de af og til lidt dybere, underliggende tegn til sygdom.
|
|
|
|
Necrosis
Jun 19, 2021 13:23:30 GMT 1
via mobile
Post by Quinten Andromedius on Jun 19, 2021 13:23:30 GMT 1
Som smilet bredte sig på Eriks læber, kunne Quinten heller ikke andet end at mimikere det. “Ja, De er gift med min kusine Lennox”, konstaterede han for qt få småsamtalen bort. Han havde været en Andromedius siden deres førstefødte, og havde derfor aldrig nærværet på en familiekomsammen inden, hvorfor han helst også oftest blev væk. Det var Freya som måtte stå for det skuespil. Det venlige smil blev dog snart smalt som hans blik faldt på bægret. “Jeg vidste ikke at man kunne være blodconnaisseur. Men jeg lovet dem at jeg ikke er syg, det havde været en skændsel mod Adonum. Det er blot gigt du smager”, svarede han afvisende imens han greb de to sidste bægere fra alteret og gik over for at hælde det overskydende blod i de store krukker med rituelle planter. Han var klar over at hans blod smagte anderledes - det var eliksiren. Den efterlod en røget lugt og en besk smag. Han fugtede sine læber. “Ellers er det nok fordi det har oxideret”, svarede han som var han bedrevidende - Andromedius familien var trods alt notorius for at være dårlige til alkymi.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Jun 19, 2021 17:32:03 GMT 1
Erik blinkede lidt og hans øjne blev smallere mens manden foran ham talte. Det var tydeligt der var noget der ikke helt passede ind i historien.
"Gigt? han lagde undrende hovedet lidt på skrå. "Men gigt er vel også en sygdom?" påpegede han. Vidste manden ikke at det var en sygdom?? "Jeg har smagt oxideret blod før, det er ikke sådan det smager," han bemærkede det måske mest til sig selv inden han så fra bægeret til manden og undrede sig over hans kendskab til alkymiens reaktioner.
"Så du er Lennies fætter? På hvilken side?" spurgte han nysgerrigt. Det var ikke ofte han mødte andre Andromedius'er. Han kendte til Freya Andromedius, men at hun var gift var gået lidt over hovedet på ham, og specielt med manden her som han kendte tilbage fra da han og de andre Darklightere var yngre. Han mindedes ikke at familiens aner gik tilbage til England men nærmere et andet europæisk land. Men måske det var en anden gren af familien han tænkte på? Han måtte hjem og kigge i annalerne, da der var noget der ikke helt stemte overens.
|
|
|
|
Necrosis
Jun 19, 2021 18:04:11 GMT 1
via mobile
Post by Quinten Andromedius on Jun 19, 2021 18:04:11 GMT 1
Quintens øjne blev smalle idet han langsomt gled sin tungespids over sine læber. “Det kan vel debateres. De fleste ældrepræster får det når de kommer op i årene, det er bare naturligt”, slog han det hen som var fet blot vissevasse. Han gled sine hænder over sine håndled og masserede dem kort inden han sendte rektoren et kort smil. “Det er intet man bør bekymre sig om i det 4 sind”, kommenterede han kort og kontant som var der ikke mere at diskutere. “På Humboldt siden. De kender måske mine sønner fra universitetet? Arthur, (unavngiven) og Elliott? Felix skal starte efter sommeren”, han gled sin hånd op og gav sig til at stryge sig over hagen som studsede han over deres bekendtskab. Drengene havde de holdt isoleret i mange år på diverse kostskoler og hjemmeundervisning. Men ved universitetet havde de fået selvstyre. Sandheden var at han ikke anede mere om Lennox end hvad han havde fået fortalt sig af Matthew for ikke at tale om den detektiv han ansatte for at skygge hende. Ved tanken slog han endnu et smæld med tungen og gav sig til at binde den store præstekrave op. “Hvordan går det med Lennox? Fet er længe siden”.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Jun 19, 2021 18:24:22 GMT 1
Erik rømmede sig og ville egentlig hellere end gerne debatere at bruge gigtplaget blod til et blodsritual, men han ville tage det op med templets Ældrepræst, så han kunne tage en beslutning om problematikken. Quinten skulle ikke overse flere blodsritualer hvis det var dårligt blod der blev anvendt. Det var jo urent og uhelligt! Han vendte derfor opmærksomheden imod hans næsten spørgsmål og de unge mænd der var tilknyttet universitetet.
"Ah ja, de er... fortrinlige i deres arbejde på universitetet," sagde han så overfladisk som han kunne formå det. Sandheden var at Elliott var lidt svær at få til at følge med og Arthur var lidt over det hele som en prins der førte sig frem foran andre. Den sidste havde han endnu ikke mødt, som om han ikke var til stede på universitetet overhovedet, men mon ikke han gemte sig et sted.
"Lennie? Åh jo, hun trives da... sådan da," bemærkede han angående hans kones tilstand. Hun havde for nylig haft et sammenbrud igen og han havde fået Matthew til at komme og hente hende. "Vampyrfyrsten hjælper med hendes svære episoder. Han har en eller anden metode til at lette hendes sind," han bed sig lidt i læben og så bort fra manden. Han var egentlig ikke tilpas med den omgangsmetode Matthew havde med sine omgivelser. Han vidste at manden var tidligere tilhænger af Det 5. Sind, og det huede ham ikke at hans kone havde omgang med ham på privat basis, men så længe det hjalp på hendes hallucinationer, var han ikke én der ville stille sig i vejen.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Jun 20, 2021 21:38:37 GMT 1
Fanatisk, havde Quinten måske kaldet Erik hvis han var blevet bedt om at beskrive manden for en fremmed. Han huskede deres korte brev korrespondance for mange år tilbage, hvor manden forsøgte at forklare vigtigheden af at indgå i kønslig omgang med en fremmed, for at den fremmede skulle blive præst - og noget med hvordan hans fødselsdag og kvindens havde samme stjernestilling på himmelen. Quinten havde nægtet og bortforklaret sig med sin trofasthed til sin hustru, hvilket han aldrig havde modtaget svar på. ''Vi er stolte af Arthur'', svarede han tørt, en kommentar som han vidste at hans hustru gerne havde stukket ham en ørefigen for. I hendes øjne var alle drengene lige, men hvad skulle han bruge en doven knægt og en hippie til? Nej, det var bare Arthur som havde styr på sig selv. Selvfølgelig, var hans drenges ugidelighed intet nær Osbert Darklighter såvidt han havde hørt, og det sved på tungen for at få lov til at kommentere. Endnu et tungeklik lød da manden forklarede Lennox' tilstand, men han hørte det knapt. ''Jeg håber det går bedre med Osbert? Eller har han også begyndt at udvise samme.. Symptomer?'', spurgte han med den mest respektfulde tone han kunne formå. Hvis noget kunne stikke, var det såklart avlen. Selvom at Quinten vidste, at både han og Freya skulle overleve deres egne. ''Matthew har altid været dygtig med de svage'', han foldede præstekraven sammen og gav sig til at løsne sine manchetter. ''Selv havde jeg hellere aflivet de som ikke tjener et formål. Men jeg forstår du nærer et følelsesmæssigt bånd, og så findes der vel et formål''.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Jun 20, 2021 21:55:28 GMT 1
Erik stod lidt og vidste ikke hvad han skulle svare Quinten. Manden huede ham ikke, og at han brugte besudlet blod i et blodritual nagede Erik i en sådan grad at han selv var overrasket over det, men det lå måske også til hans natur at gå op i blod og dets renhed, specielt når renhed var så stor en del af Adonum. Han vædede læberne og hørte ikke hvis kommentaren til Osberts gøren og laden var ment som en hån. Han hørte alt for meget ordene "aflivet" og "følelsesmæssigt bånd". Var han i virkeligheden et tilfælde af en tilhænger af Det 5. Sind, det forbudte og nu aflukkede Sind, hvis del af templet var lukket ned efter hændelserne alle de år tilbage?
"Selv de svageste har formål i livet, om det er passivt eller aktivt, alt liv er helligt og døden er en gave fra Guderne når De bestemmer det er tid," påpegede han. Aflivning var næsten lige så slemt som at undvige døden hvis man ikke var af en racemæssig disposition der tillod én at leve længe. Han kunne mærke at han måtte tage sagen op med Ældrepræsten. At Quinten var præst var en skamplet for templet her i London, var han begyndt at føle.
|
|
|
|
Post by Quinten Andromedius on Jun 20, 2021 22:12:35 GMT 1
Langsomt så Quinten op fra sine løse manchetter. Hans blik mødte Eriks og han så indgående på ham, som fandt han manden uforståelig eller dum. ''Med al respekt, men nu misforstår du mig, Darklighter'', svarede han med hævede bryn imens han foldede hænderne bag sin ryg og rettede sig op. ''Guderne tager de uden formål. De som overlever vil altid have et formål at fuldbyrde. Hvordan ellers skulle Guderne takke os gennem døden?'', svarede han og lod stilheden opfylde rummet inden et højt smæld fra hans tunge rungede ud i kapellet og han vendte sig fra vampyren med en brummen og en lille melodi han havde lært sig i sin barndom. De færreste kendte til den, men den havde været på Quintens hjerne i århundreder. En melodi som han yndede at brumme på når han skulle tænke. Han havde sat sig ind i Adonum med alt han havde, for Freyas skyld. Han huskede stadig glimtet i hendes øje da han svor til Præsteskabet. ''Behøver jeg at bekymre mig eller er du mæt nu?'', spurgte han næsten drillende som han rullede sine ærmer op så de lange blodårer kunne ses på hans underarme.
|
|
|
|
Post by Erik Arontage Darklighter on Jun 20, 2021 22:22:43 GMT 1
Den melodi, den sagte lyd der sivede ud i det stille rum og indhyllede hans høresans. Han kendte den, han vidste næsten præcis hvor den var fra og alligevel var 600 år svære at sortere minderne i specifikt. Men den var gammel, som rav på havets bund. Hans blik hvilede på mandens ryg og nakke, intenst som ville han ønske hans blik kunne grave huller og skabe kanaler ind til hans sind. Der var noget absolut forkert ved ham og han agtede at finde ud af det.
"Guderne tager alle, med eller uden formål, i sidste ende, hvor de elsker os gennem døden, stor eller lille, et liv fuld af bedrifter, eller et liv af ingenting," kommenterede han og sank igen for at fjerne den beske smag af det dårlige blod. Han rømmede sig og satte i gang forbi manden for at komme mod udgangen.
"Godaften," svarede han blot til hans spørgsmål om bekymringer. Han måtte hjem og undersøge sagen yderligere. Han kunne tage kontakt til Matthew, men han vidste også at hvis han involverede vampyrfyrsten ville hans arbejde måske blive spoleret af nogle Darklighteragenter, hvis hans research blev for farlig for det magiske samfund. Han måtte arbejde under ly af mørket og kun alliere sig med dem han stolede mest på. Han skridt fortonede sig i det fjerne som han forsvandt ud af rummet med sindet rumlende af tanker som torden i det fjerne.
//out
|
|
