Redemption blues

Eriks valg af ikke at ville svare på det med fortiden, kunne han nok godt forstå et sted, selvom det irriteret ham lidt, skulle han presse ham til det? Men igen så ville hans mor nok bare få det afvide og så vil han blive straffet for det. Aaron fulgte Eriks blik og prøvede at forstå hvorfor han kiggede der hvor han kiggede hen lige indtil Eriks blik blev vendt mod ham, han så på ham og hans ord "Hvert ønske indeholder en konsekvens" mumlede han lettere irriteret for sig selv og kom til at rulle med øjne om det var tydeligt for Erik tog han sig ikke af.

Aaron lyttede til hans ord og ville ikke afbryde ham, for imens han lyttede tænkte han over det der blev sagt, så han vil kun stå registreret som født og ikke andet, hvorfor gjorde de sådan! Det var ikke fair på nogen måde! " Så Adonun, er heller ikke interesseret i at man kan finde sin far, når man ikke har haft, feeedt" kom det irriteret fra ham. "Man skulle næsten tro at Adonun hadede mig og Adonun slet ikke tænker på følelser, er der overhovedet nogen i det her samfund der har følelser!" Udbrød han irriteret og tænkte ikke lige frem over sine ord, hvilket han sjældent gjorde når irritationen tog over.

Aaron rejste sig i frustration over Eriks efterfølgende ord! En smerte jog igennem ham og det var tydeligt. "Du holder med min mor gør du ikke? Bare fordi du præst og fordi hun er præst, det sådan noget præster gør er det ikke? " røg det ud af ham, man kunne tydeligt høre på ham at det vidst var følelserne og afmagten over ikke at vide hvem hans far var der fik ham til at reagere og at han hele tiden stødte mod en mur. " Hvorfor skal hun altid give velsignelse før jeg må noget! Hvorfor der ingen der tror jeg kan selvstændige beslutninger. " kom det fra ham, som bægeret begyndte at flyde over og ville man blive ved med at prøve at presse lidt på og få mere ud af ham, ville det flyde helt over og han ville nok komme med samtlige af sine frustrationer og tanker og alt det han holde på ingen i. "Måske jeg bare skulle finde en tilfældig vampyr der vil forvandle mig, de ville måske kunne forstå mig! Og ingen af dem ville bede om min mors velsignelse. Ingen kan forhindre mig i det, måske jeg bare skulle gøre sådan og måske bare forsvinde fra Adonun og min mor, hun hader mig alligevel og ville hellere smide mig på porten end at elske mig. Har du nogensinde hørt hende sige at hun elskede mig? Nej det tvivler på, for hun er kun fokuserede på Monica, hendes perfekte datter" kom det fra ham som han så på Erik, man kunne fornemme det hvide i hans øjne begynde at blive røde og hans øjne langsomt begyndte at blive våde.

Faktisk mente Aaron ikke et ord med at han ville forsvinde og blive væk, for det kunne han ikke få sig selv til nogensinde! Han ville nok heller aldrig bare tage en tilfældig vampyr og bede personen forvandle ham, for han havde nok i virkeligheden ikke nosserne til det.

Aaron træk vejret tungt efter sine ord og som han stod og ventede på svar, kunne man se hvordan han langsomt faldt mere og mere ned, som om det lettede bare at sige tingene lige ud. Han så på Erik overraskende nok med et undskyldende blik for hans udbrud, han ventede nærmest at Erik om lidt ville straffe ham. Han så på ham, som Erik begyndte at tale og ordene kom en efter en.

Han sagde ikke noget og afbryd ham ikke, han så Erik i øjne og man kunne se på ham at han jo godt forstod hvad Erik sagde men havde svært ved at acceptere det og at han jo ikke ønskede at gøre noget han ville fortryde. Aaron satte sig ned ved siden af Erik og gned sit ansigt med hænderne, før han trak vejret tungt og så op på ham. ”Jeg forstår det bare ikke, måske fordi jeg ” han tav, hvad var det han ville sige? Hvad var det han troede? Hvad var det som foregik oppe i hans hoved? Var det bare fordi han var teenager og bare ville vise han kunne alt? Og derfor også troede han kunne finde sin far nemt. ”Jeg på tror på Adonum, jeg er troende Erik. Måske bare ikke nok eller måske tror jeg forkert? Vil du hjælpe mig med det? Altså at finde min plads i Adonum? Mor tror måske jeg ikke tror lige som hende, men det gør jeg hun ser det nok bare ikke, fordi jeg hele tiden gør alt det jeg ikke må ifølge hende” sagde han og så på hende.

”Det med at blive forvandlet, det kom til mig som du fortalte at du mødte din far efter du blev forvandlet og så var der bare noget i mig som sagde at hvis jeg nu også blev forvandlet så ville min far komme ind i mit liv.” sagde han og så på ham med et undskylde blik. ”Hvorfor dig? Fordi jeg stoler på dig, fordi du kender min mor og min mor stoler på dig. Så du ikke hendes blik inde i templet” kom det stille fra ham og så op på ham. ”Sådan er hun hver gang, jeg er med og hun ser dig har jeg lagt mærke til. Hun kan godt lide dig Erik, det jeg ret sikker på.” kom det med et blidt smil til ham. ”dig fremfor en anden? Jo for du havde jo heldet og så tænkte jeg måske det blev overført til mig. ” sagde han og så på ham og med et lille grin.

Aaron mærkede hans hånd og han kunne nærmest mærke kulden i gennem hans trøje, det løb koldt ned af ryggen på ham. Et lille skævt smil kom på hans læber som han hørte ordene om at han måtte tage præsterollen på igen, han nikkede ”Det klart, det må du også gerne” sagde han og vendte sig lidt mere med et ansigt der vred sig i et smerte jag. ”Ja men kan vi starte uden mor ved det? Altså måske sådan privat undervisning hvis det hedder det?” kom det fra ham, for hvis han gjorde det i skjul kunne det måske være hans mor blev stolt af ham når hun så opdagede det? Og samtidig kunne han forsætte med at danse! Det var det vigtigste for ham!

Det lille grin og nik kom fra ham ”Er det ikke det, alle piger vil? Altså have den de ikke kan få? kom det med et stort smil til Erik. ”Måske jeg skulle finde en mand til hende” kom det igen måske lidt for kækt. Dog kom han lidt tilbage til alvoren da Erik vendte tilbage til det. ”Det en aftale, kan vi lave en aftale om at du bestemmer og afgør hvornår jeg er klar? Du er den klogeste og den vise af os to” Sagde han og rakte hånden frem lige som han gjorde med hans venner når de lavede aftaler om at støtte og hjælpe hinanden. ”Jeg har noget at bruge resten af dagen på, skal vi ikke starte nu?” Spurgte han og så på ham, med et blik der viste at han mente det.