|
|
Post by Emma Belle on Jun 13, 2021 17:50:22 GMT 1
Aaron BelleTid: Ud på natten Sted: forstanderindens residens på Diamond Hill Vejr: Lun sommernat Det hvide bornholmerurs tikken i stuen var efterhånden blevet til en baggrundsstøj i hendes sind, som hun havde siddet og kigget ud i det hvide, kliniske rum. Alting stod med præcist opmålte afstande så der ikke var et hårstrås breddeforskel. Sirlige linjer, møbler i lyse, klare farver, høje vinduer der lod nattens lys sive ind mellem de blege gardiner, der hang til jorden og snoede sig i en lille trækvind af og til når hun skridtede frem og tilbage. Hun bar en lang, lys robe af flydende, lyst stof. Mørket tog sig smukt ud omkring hendes silhouet som hun stod foran vinduerne og så ud over skolen foran hende. Residensen lå lidt fra skolen, men med overblik over bygningerne og udearealerne. Månen farvede hendes allerede blege hud næsten mælkehvid, og hendes røde hår gnistrede i stjerneskæret. I hånden holdt hun meget atypisk et glas med en drink i. Gin og tonic. Det var nummer to og hun kunne mærke det i fingerspidserne. Hun forstod hvorfor folk drak når de var fortvivlede. Det fjernede noget af uroen i kroppen, helt klart. Men hun var ikke foruden sin uro selvom hun nu var på sin anden drink. Hun drak stort set aldrig, men her til aften var det blevet en næsten nødvendighed. Det var mange timer siden Aaron var taget afsted til sin første store show. Hun havde valgt at takke nej til muligheden for at komme med og se ham optræde. Hun kendte kunstneren og ville helst ikke se på hende, hvis hun skulle være ærlig. Der var noget ved Phoenixxx der emmede af syndige forhold. Ikke at Adonum så forkert på seksuelle temaer og des lige, men hun vidste hvad Darklighterne stod for, og deres retning indenfor Adonum var stort set forbudt. De praktiserede måske Det 4. Sind, men det var bare et dække over det kapel, der gemte sig under palæet, hvor Det 5. Sind - det forbudte sind - blev tilbedt med ofringer og udskejelser. Hun vidste det, for hun havde selv været dernede i sin tid med vampyrfyrsten selv, hvor hun, som præstinde, havde overgivet sig til ham og nu havde en datter som resultat deraf. Hun kunne leve med sin indvielsesceremoni som præstinde efterfølgende havde givet hende Aaron, men hændelsen i Darklighterpalæet de to år forinden sad i hende som en grim, sort kugle i mellemgulvet der ikke kunne skylles væk uanset hvor mange renselser hun modtog i templet. På sofabordet lå et slankt bambusrør, klar til brug når Aaron kom hjem. Han skulle ikke tro at han kunne overtræde deres aftale om at være hjemme som aftalt. Hun hørte en nøgle rasle udenfor hoveddøren og vendte sig rundt. Det var den første nye lyd i huset siden Monica var gået i seng. Hun sank en slurk af sin drink og satte glasset fra sig på sofabordet inden hendes slanke fingre lukkede sig om spanskrøret og langsomt gik hun ud i entréen, den lange gang med døren for enden. Her knipsede hun med fingrene så rummet blev badet i et skærende hvidt lys foroven og hun så døren blive åbnet. "Hvor HAR du været henne?!" hendes stemme smældede som en pisk gennem rummet og hendes fingre knugede røret hårdt. "Er du KLAR over hvor bekymret jeg-" hun standsede da hun så sin søns tilstand og hendes mund stod lidt åben. Hendes øjne blev kuglerunde og store mens hun stod som forstenet og betragtede ham.
|
|
|
|
Post by Aaron Belle on Jun 13, 2021 18:17:04 GMT 1
Normalt ville det ikke tage Aaron længe at komme hjem og slet ikke når det var så mørkt som det var lige nu! Han hadede mørke ikke at han frygtede det, men han bryd sig bare ikke om det! Men hans krop var afkræftet og det gjorde ondt hver eneste gang han lavede en bevægelse, så selvom han synes han gik stærkt gik det ikke ret hurtigt hjemad.
Han regnede med at Monica hans søster var gået i seng og at hans mor helt sikkert ville vente oppe til han kom hjem, for klokken var laaangt over det tidspunkt han skulle have været hjemme, så han vidste hvad det betød, faktisk ønskede han at hans mor lå og sov tungt lige nu. Han kiggede på sit håndled, for at se hvad klokken var, da han opdagede at hans dyre nye armbåndsur ikke sad der! Åh nej! Han havde jo taget det af på badeværelset for at gå i bad og lagt det ved vasken men han havde glemt at tage det på igen!
Med små rystende hænder og en krop der var tæt på at knække sammen under ham, fik han sat nøglen i døren og så lydløst han kunne forsøgte at han, låse døren op uden at larme så meget. Det var dog ikke lykkes for han nåede kun lige at træde ind og lukke døren samt låse den før lyden at skridt og hans mors stemme der så velkendt smældede igennem luften som en pisk der blev svunget med fuld kræft.
Aaron svarede ikke til en start men turde alligevel ikke lade være, da han fik øje på bambus røret, ”Jeg blev bare inviteret til afterparty tror jeg de kalde det” Sagde han og så med et nervøst og bange blik på hans mor. ”Jeg virkelig ked af at jeg kommer forsent mor, det var ikke meningen” pep han stille, med en tydelig respekt for hende. Aaron havde respekt for hans mor særligt når hun var i dette humør og stod med bambus røret, det var ved at være virkelig længe siden han havde mærket det sidst. ”jeg træt mor, må jeg ikke bare gå op i seng?” spurgte han forsigtigt nærmest bedende..
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 13, 2021 18:33:05 GMT 1
Emma stod frosset fast til stedet. Duften der ramte hendes næsebor var blandet med kropssæbe, men tøjet, der hang på hans krop, løst kastet over ham og knapper der var knappet forkert - ganske forfærdeligt i hendes verden! - stank af alkohol og sved og hvad der ellers var at dufte på en person, der havde været i lidt for godt selskab. Hendes læber var stramme og hånden knugede bambusrøret, mens hun overvejede sine muligheder. Banke noget fornuft ind i den uduelige knægt, hvis drømme om dans havde ledt ham på afveje denne aften, eller give ham omsorgen han så ud til at have brug for i disse øjeblikke.
Hendes bryst hævede og sænkede sig i et lidt hastigere tempo end hun selv havde en fornemmelse af, og de to drinks i hendes system gjorde det svært for hende at træffe et valg. Pokkers til alkohol! Det her var grunden til at hun ikke drak, hun blev altid ubeslutsom. Normalt ville hun viljefast vise ham hvad der skete når man gik imod hende og trodsede ikke kun hende, men i kraft af hendes embede som præstinde, guderne selv. Men nu var hun i tvivl for hun kunne mærke sit hjerte gøre ondt ved synet af hans tilstand. Noget moderligt som ikke altid passede ind i hendes omgang med Aaron rørte på sig, og ville ikke bare gå væk.
"Kom med ind i stuen," sagde hun kortfattet og snurrede rundt på hælen som hun gik tilbage ind i stuen hvor hun også med et knips lod lyset bade rummet, dog en anelse mere blidt skær end ude i den hvide gang. Hun vidste hun ikke behøvede at tjekke om han fulgte med eller ej. Her standsede hun i rummet, hænderne samlet foran sig med bambusrøret knyttet mellem de slanke fingre. Hun så ned på det og mærkede hvor underligt tør i halsen hun var. Det skete aldrig at hun mistede sin fornemmelse af hvad der skulle ske. Hun havde forberedt det hele i hovedet efter det stod klart for hende at han ikke ville komme hjem som aftalt, men efter de to drinks og nu synet af hans forhutlede tilstand gjorde hende ud af stand til at vælge. Og var det ham hun straffede, eller sig selv for at lade ham tage afsted til at starte med?
|
|
|
|
Post by Aaron Belle on Jun 13, 2021 19:06:56 GMT 1
Aaron så på sin mor og ned i gulvet skiftevis, han skammede sig tydeligt det lyste ud af ham, men også samtidig havde han virkelig ikke lysten til at fortælle hende hvad han havde lavet på ingen måde! Men synet af hans mor, gjorde han endnu mere usikker for han var ikke sikker på om han havde set hende sådan der før.
Han fulgte med hende i stuen, ud af det skarpe lys i gangen, der skær og brændte nærmest i hans meget trætte øjne. Han havde aldrig trodset sin mor i at følge efter hende når hun bad om det, slet ikke når hun stod med bambusrøret i hånden! Han så rundt og kunne se glasset på bordet, det var ikke vand det troede han ikke på, særligt ikke da han havde duftede hendes ånde, hun havde drukket? Hvilket han vidst nok aldrig havde oplevet før.
Måde hans mor så ud og hendes reaktion gjorde ondt i hans hjerte om han ville det eller ej, det berørte ham virkelig. "Må jeg ikke godt bare gå i seng? Jeg er virkelig træt og har hovedpine" spurgte han stille og kunne fornemme en lille kvalme begynde at ramme hans krop.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 13, 2021 19:22:27 GMT 1
Hun vendte sig rundt imod ham, hænderne stadig foldet om bambusrøret og hun så på ham med et sigende blik. Der var ikke spor at se af smil eller overbærenhed, men nærmere kold, kølig beregnelse over hvad der skulle ske nu.
“Aaron, du har ikke opført dig som forventet,” sagde hun som var hun en lærerinde der belærte en elev om en opgave, de havde skrevet forkert. Hun begyndte at gå lidt rundt om ham med langsomme skridt uden at se på ham. “Du har ikke givet besked, ikke så meget som en skrivelse over to-vejs-spejlet, intet! Og,” hun standsede ved siden af ham og lænede sig lidt ind imod ham for at dufte mere til ham, “du har drukket alkohol og, hvis jeg ikke tager fejl, tilbragt stunder med folk, som måske vil dig det dårligt,” hun fortsatte sin runde inden hun endte bag ham. “Du kommer hjem mange timer efter vores aftale, og mener du bare kan slippe afsted med at gå i seng? Tsk tsk,” hun rystede opgivende på hovedet og hendes fingre strammede deres greb. ”Du har skændet ikke blot familiens navn men også guderne, med dine udskejelser udenfor templet,” forsatte hun. “Du ved vel hvad det betyder, ikke sandt?” spurgte hun og lænede sig over imod hans ansigt for at se på hans ansigt inden hendes ene hånd slap bambusrøret og lagde sig imod hans ryg. “Bøj dig forover, og modtag gudernes reprimande for dine handlinger. Du skal være glad for at de er tilgivende så snart smerten renser dig af dine synder.” Hun gjorde bambusrøret klar i den anden hånd men slog ikke til førend han gjorde som hun sagde.
|
|
|
|
Post by Aaron Belle on Jun 13, 2021 19:41:31 GMT 1
Aaron så hendes blik og bed sig i underlæben, han vidste nu at han ikke ville slippe for sin straf, han måtte bare tage den og håbe at hun ikke ville slå så hårdt, for han ville i forvejen have svært ved at sidde ned de næste dage. ”Nej mor” svarede han og vendte blikket ned i gulvet som en stærk soldat der lige var blevet slået af sin værste fjende. Hendes tone og stemme var som når hun stod overfor en elev på skolen, han hadede det! Det fik ham til at føle sig intet værd i forhold til de andre elever.
Jeg havde ikke mulighed mor, jeg forsøgte men de tog hele tiden min opmærksomhed væk der fra” forsøgte han desperat at lyve om, han havde slet ikke skænket det en tanke at skrive til hende at han kom senere hjem. ”Det var bare et glas champagne, jeg kunne ikke lide det mor” svarede han nedslående, selvom han faktisk ikke var sikker på hvor mange glad han havde fået nu han prøvede at huske det.
Hendes ord skær nærmest igennem hans hud, selvom hun ikke råbte, så kunne hendes stemme skære i hans hud som var det et stykke glas hun ridsede i hans hud med. Han hadede det! ”jeg tænkte bare at vi kunne tage den i morgen” kom det nærmest pibende fra ham. Først nu rettede han sit blik op, som hun stod foran ham for at se ind i hendes øjne, man kunne se han var bange men prøvede at skjule det. Jo han elskede sin mor, men hadede hendes måde at afstraffe på for det kunne mærkes i flere dage. ”ja mor” kom det hæst fra ham så hun kunne lugte alkoholen i hans ånde. Da bambusrøret blev lagt mod hans ryg bøjede han sig som man skulle mens hans øjne blev presset hårdt sammen. Aaron var ikke en som sådan viste sine følelser og slet ikke med tåre men var der noget der kunne få dem frem, var det når bambusrøret havde ramt hans krop flere gange.
Hans hænder rystede som han hvilede dem mod hans lår for at støtte sin krop som han stod der og bare ventede på at bambusrøret tynde omkreds skulle pryde hans krop.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 13, 2021 20:08:46 GMT 1
Bambusrøret hvilede kortvarigt imod hans bagende. Det var sekunder der trak ud i en evighed men varede ingen tid inden det forlod stoffet af hans bukser og fløj ind imod hans krop så slaget rungede ud i rummet og blandede sig med bornholmerurets tikken. Der var kraft i slaget, en kraft der kom inde fra den mørke klump der ulmede i hendes mellemgulv når hun så ned på ham og tænkte på hvor ubehøvlet han havde været, ikke at overholde deres aftale, ikke at give besked selv hvis det var vigtigt at blive ude længere. Men her var han, tydeligvis løj han, for et glas champagne duftede ikke så længe som det hun kunne dufte på ham. Og så var der sæben. Besk og uvant. Han havde været i bad. Et andet sted end i hjemmet. Hun gik op i renhed og renselse fordi det var en stor, central del af religionen, for hendes Sind ihvertfald, så tanken om at han havde badet et andet sted gjorde hende fysisk utilpas. Hun forestillede sig forkalkede vandhaner, beskidte fuger mellem fliserne og hvor var vandet fra?? Hun havde sørget for at både residensen de boede i, og skolen, fik deres vand direkte fra grundvandet og igennem et rensningsanlæg som var tilknyttet skolen, så eleverne kunne lære om renhed og renselse mens de var her, og vigtigheden i at kende oprindelsen af sine grundelementer. Vand og lys var for hende alfa og omega.
“Jeg - tolererer - ikke - at - du - lyver - for - mig - Aaron!” hendes ord smældede sammen med bambusrørets slag indtil hun rettede sig op og slap ham mens hun tog et par skridt bort fra ham og strøg en hånd over panden hvor hendes ellers sirlige lokker af rødt hår, hang i en svedig tjavs. Hun trak vejret tung og kastede bambusrøret fra sig på gulvet så det dansede et par gange imod gulvbrædderne før det lagde sig stille på plads på jorden. Hun stod og så på ham med knyttede hænder som om hun havde lyst til at slå ham. Hun brugte kun hænderne til lussinger i ny og næ, men hun var i syv sind, indtil hun mærkede sig selv overgive sig og istedet for mønstrede hun et overbærende, lille smil da hun så hans tårer.
“Åh, skat,” hviskede hun og gik ham lidt mere i møde inden hun trak ham ind til sig i en omfavnelse og strøg ham over håret mens hun tyssede på ham. Hvad i alverden var det hun lavede?? Hun havde ikke krammet sin søn i mange år, hvis nogensinde overhovedet. Hun mærkede den sære fornemmelse af nærhed og intimitet med ham. Hendes eget kød og blod, men hans sjæl og hans undfangelse gjorde ham mere til religionens barn, end hendes. Hun havde blot ansvaret for hans opdragelse ikke gjorde guderne utilfredse. Hun kyssede hans kind og sukkede imens hun pressede hans hoved ind imod sin skulder.
“Det er ok, du er hjemme nu,” sagde hun og lukkede øjnene i mens hun tænkte på sig selv, hendes skæbnessvangre aften dengang hun selv havde haft brug for at blive omfavnet efter hendes tilsmudsning i kapellet under Darklighterpalæet. Men hendes forældre havde ingen omsorg givet hende, og her var hun og gjorde præcis det samme som dem! Nej, hun ville give lige dele opdragelse og omsorg.
|
|
|
|
Post by Aaron Belle on Jun 13, 2021 22:38:14 GMT 1
Øjne lukkede sig og vejrtrækningen var tung ikke en lyd kom fra Aaron før det første slag ramte ham og et smerte skrig fløj ud af hans mund, mens øjne med det samme blev våde selvom han kæmpede for ikke at få tårerne frem, men hvert eneste slag skar igennem hans krop og tårerne styrt løbede ned af hans kinder med hulkene og skrigene, hans krop rystede og benene skævlede som hans mors ord skar igennem luften som knive der blev kastet. Han kunne ikke svare på hendes ord, det vidste hun, det havde han aldrig kunne når hans fik medbambusrøret! Han kæmpede med vejrtrækningen og prøvede virkelig at holde sig stående men det var næsten umuligt for ham at holde sig på benene.
Så stoppede det, der kom ikke flere han ventede og ventede lige ind til at han hørte lyden af bambusrøret der røg ned på gulvet og lyden af det skær i hans trommehinder. Han græd og hulkede imens han forsøgte at gøre det så lavmældt som muligt. Han formåede med besvær at rette sig op, og stå på sine ben der flere gange lavede små buk i hans knæ som om de ville bukke under ham hvor det end skullre være, selvom han virkelig kæmpede for at holde sig oppe!
Aaron stivnede som han blev trukket ind i hendes omfavnelse, han gengældte det ikke, han stod nærmest bare helt frosset til gulvet, før han knækkede helt og bryd sammen i hendes favn, hvad der var sket med den aften hos Phoenixxx og nu det hans mor havde gjort. Han kunne ikke rumme mere lige nu og det hele væltede bare for ham og så knækkede hans ben sammen og han faldt på knæ på gulvet hulkende. ”undskyld mor, undskyld mor” var det eneste der med besvær kom ud igen og igen mellem hans hulk.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 14, 2021 10:02:51 GMT 1
Hun mærkede hans dødvægt som han kollapsede i armene på hende og hun måtte følge med ned til hans sammensunkne skikkelse på gulvet hvor hun holdt ham tæt og rokkede ham frem og tilbage, tyssede på ham og strøg ham over håret.
"Det er godt, min dreng, lad tårerne vaske mørket bort og lade dig blive ren igen," sagde hun næsten messende inden hun vendte ansigtet op som så hun gennem loftet op igennem bygningens etager og til den stjernespækkede himmelhvælving over dem.
"Himmelske Moder, Store Fader, tag dette barns tårer og spred dem som stjernerne over Jeres nat, lad dem rense hans sjæl fri for nattens gerninger så han kan møde morgendagen med Jeres stolthed og styrke," bad hun stilfærdigt og pressede Aarons ansigt mod sit bryst mens hun sad med ham i favnen. "Lad den nødstedte sejler finde Moderens trygge havn og Faderens rolige svøb i søvnens milde favntag. Lad Skaberen og Døden danse en sejrsdans for hans renhed, der påny gryr når Moderens sol atter hæver sig over horisonten og giver os lys, liv og varme til at danse med." Hun sukkede og afsluttede sin bøn inden hun gav ham et sidste kram og rejste sig fra gulvet. Det var det hendes moderlige instinkt rakte til i denne omgang. Hun gav sin drink skylden, men hendes bøn kom fra hjertet i det mindste.
"Kom, op og stå med dig, så kan du komme i seng," sagde hun og rettede sit tøj til inden hun med en håndbevægelse atter fik lyset til at dæmpe sig i stuen så kun månens lys filtreredes ind gennem de blege gardiner.
|
|
|
|
Post by Aaron Belle on Jun 14, 2021 13:56:27 GMT 1
Aaron, sad blot der på gulvet i knæ og var færdig fuldstændig. Trætheden havde ramt ham og hans krop kunne virkelig ikke rumme mere lige nu, hvilket hans psyke eller ikke kunne. Hans mors blide stemme var sjælden men den gjorde ham faktisk tryg, tros det ikke ligefrem var de ord han havde ønsket at høre fra hende, men han forventede aldrig at høre ordene at hun elskede ham eller noget i den dur for det var heller ikke ord han slev nogensinde havde brugt overfor hende.
Ordene var svære at få ud, han forsøgte men der nyttede ikke noget, der kom ingen. Da hun bad ham op at rejse sig og gå op i seng, forsøgte han at komme op men smerten jog igennem ham hele tiden. Med små klynk formåede han at komme op, godt mærkede at aftens udskejelser og hans mors straf havde mærket hans krop det næste lange stykke tid. Da Aaron endelig formåede at komme op, så han på hende og sagde ikke noget for han havde ingen ord der kunne fortjente at komme ud. Aaron nikkede svagt, før han vendte sig for at gå op mod sit værelse, det var ikke særligt lydløst han gik selvom han prøvede.
En ting var sikkert! Han var glad for han havde fri indtil mandag, men om han kom i skole mandag? Det troede han næppe på! Han nægtede at lade de andre elever se ham være sådan her, for en ting var sikkert! De skulle ikke se ham svag. Aaron fumlede med sin dør i mørket og det larmede en hel del, samt da han fik den lukkede var det ikke helt så stille som man normalt ville lukke en dør. Han brummede højt og i mørket på hans værelse endte han med at støde sin i skrivebords stol han havde sat midt på gulvet tidligere så den væltede og gav et bump af en lyd. ”Argh! Jeg havde glemt den stod der” mumlede han irriteret, inden han begyndt at klæde sig af for at komme i seng, han ville ikke engang kigge sig selv i spejlet da han ikke ønskede at se hvordan han krop så ud lige nu.
Lydene inden fra Aarons værelse vækkede Monica, hun havde ikke sovet særlig tungt, da hun lige som deres mor havde været nervøse for hvad der kunne være sket med hendes lillebror. Monica steg ud af sengen og tog sin kåbe fra sin gine der stod ved siden af sengen, før hun svøb den om sin krop og gik mod døren til gangen. Burde hun gå ind til Aaron? Hun kunne høre han klynkede som et lille barn der inde, men det var nok hans egen skyld at han nu lå og klynkede.
I stedet valgte Monica at begive sig nedenunder for at se om hans mor stadigvæk var oppe og hvordan hun havde det, Monica elskede sin mor og støttede hende i stort set alt, hun var det man kunne kalde mors pige eller nok mere prinsesse? Hun havde aldrig smagt bambusrøret eller anden form for straf, men derimod set Aaron modtage det.
Lyden af hendes små fine og blide skridt kunne høres på trappen, før hun endte inde i stuen hvor hun fandt deres mor. ”Mor” sagde hun stille og sendte hende et lille med spørgende smil, før hun gik helt hen til hende og lagde en sine blide hånd på hendes arm.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 14, 2021 16:02:55 GMT 1
Emma havde set sin søn forsvinde op ad trappen for at nå sit soveværelse. Selv kunne hun mærke hvordan det stadig susede i hende af en form for arrigskab, en stærk følelse som hun sjældent brød sig om at anerkende. Men her var den og den fyldte hende med forundring, en sælsom lidenskabelig følelse af vrede der gravede dybt i hendes maveregion. Hun sank et par gange og mærkede tørken i sin hals indtil hun endte med at tag glasset fra sofabordet og gå til barskabet igen. Hun havde brug for noget stærkere, noget mere. Hun rodede i de gamle, støvede flasker og fandt en whiskey. Hun skruede låget af og duftede til den stærke sprit. Det rev og kradsede i næsen og hun kvalte et lille host inden hun besluttede sig for at denne aften allerede var skidt nok, så den kunne næppe blive værre af et glas mere. Hun tog et krystalglas og skænkede et glas med rystende hånd inden hun fandt vej over til sofaen med ryggen til entréen og blikket vendt mod de hvide gardiner der summede og dansede lidt i en mild trækvind et sted fra. Månens lys gled ind og ud mellem sprækkerne og hun hævede glasset til munden for at drikke da en mild hånd lagde sin vægt mod hendes skulder og hun hørte sin datters ord. Hun havde slet ikke hørt hende og drejede hovedet for at se på hende med lidt forundret ansigtsudtryk.
"Monica, darling, skal du ikke sove?" spurgte hun med en varme i stemme som hun kun lagde for dagen for sin datter.
|
|
|
|
Post by Monica Belle on Jun 14, 2021 16:12:44 GMT 1
Monica så på sin mor, hun så ikke for godt ud. Det gjorde ondt i hende at se sin mor i dette humør. Hun bed sig lidt i underlæben før hun så ind i hendes øjne. "Jeg vågnede af Aarons larm, han virkede meget ked af det" Sagde hun og så på hende med et trak på skulderne, det var jo hans egen skyld.
Blikket blev vendt mod glasset, før hun kiggede tilbage på hende. "Mor det ikke godt at drikke alkohol" sagde hun lige så blidt som altid, hendes stemme havde altid været lys og blid uden nogen former for undertoner i den. "Kom, skal vi ikke gå lidt udenfor, jeg tror du trænger til lidt luft" sagde hun kærligt og tog forsigtigt ud efter glasset, det lignede hende ikke at drikke og det gjorde hende urolig på en eller anden måde. Hvad Aaron havde lavet vidste hun ikke, men hun var heller ikke sikker på at hun turde vide det, hvis det havde fået deres mor til at drikke alkohol. Hun stryg blive hendes arm med den hånd der lå på hendes, hun ville nærmest gå gennem ild og vand for hendes mor og hvis det betyd at hun skulle blive oppe resten af natten sammen med hende, så gjorde hun det gerne.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 14, 2021 16:22:31 GMT 1
Emma lod glasset langsomt forlade sine fingre så Monica kunne tage det fra hende. Dets tunge afsæt mod sofabordet gav lidt et sæt i hende og vækkede hende som hun blot havde siddet og stirret lidt frem for sig, tom af ingenting og fuld af alting på samme tid.
"Jo, lad os gøre det," sagde hun med fjern stemme inden hun fik mønstret sine muskler til at adlyde hende og hun rejste sig langsomt fra sofaen i sin fulde højde. Hun vidste hun havde en figur som en gudinde, det var ihvertfald hvad Erik Arontage Darklighter havde sagt til hende ved sin indvielsesceremoni som præstinde. Hun tog sin datter ved armen og gik hen til den høje havedør i glasfacaden så de kunne komme ud. Gardinerne strøg næsten med dem ud i den lune sommeraften. Hun sukkede og mærkede en brise mod den svedige pande køle hende ned og hun lukkede øjnene som hun stod dér og så ud over skolen. Det var dét hun var her for, ikke for at sygne hen i selvmedlidenhed. Hun smilede ned til Monica og klappede hendes hånd kærligt.
"Tak, min kæreste, du ved altid hvad der er bedst for mig," sagde hun taknemmeligt.
|
|
|
|
Post by Monica Belle on Jun 14, 2021 16:31:36 GMT 1
Monica så på hende som hun løsnede grebet om glasset så hun kunne tage det og sætte det fra sig på bordet som var det noget der var ækelt og burde forbydes! Monica kunne ikke fordrage alkohol, tros hun aldrig havde smagt det. ”Der er så smukt udenfor om natten” sagde hun som hun lod sin mor tage hendes arm og Monica fulgte hende roligt og elegant.
Emma var virkelig smuk og hendes krop lignede en gudinde det ville Monica gerne indrømme, hun beundrede sin mors udseende og det var nok også derfor hun selv gik meget op i hendes, selv når hun skulle sove var hendes hår sat elegant op for at passe på det. Hun så på sin mor med et stort smil ”Det ved jeg nu ikke om jeg gør mor, men nogle gange er det bare en god ting at få luftet hovedet og tankerne og natten er så smuk” sagde hun og lagde kort sit hoved mod sin mor overarm, prøv at se op på himlen ”alle stjerne, der kigger ned til os, se hvordan lyset fra dem og månen spejler ned på skolen” Forsatte hun blidt og roligt, før hun bare stod og nyd synet. Hun rettede sig en anelse op og gik lidt længere ud ad for bedre at kunne få et godt syn af himlen og natten.
|
|
|
|
Post by Emma Belle on Jun 14, 2021 16:40:00 GMT 1
Emma smilede og slap langsomt Monica for at lade hende gå længere ud på græsset og tage himlen i bedre øjesyn. Selv stod hun stille, bleg og hvid som en lilje, fanget af forårsfrosten, mens hun så på sin datter, skøn og mild, et lam sendt af guderne. Til trods for at hun langt bedre kunne forlige sig med at Erik var far til Aaron, så var Monica hendes guldklump, hendes lille stjerne.
"Fik du sendt dine ansøgninger om praktikpladser?" spurgte hun og foldede hænderne foran sig mens hun lagde hovedet lidt på skrå for at se på hende med et ømt smil. I realiteten var Monica gammel nok til at flytte hjemmefra men noget bandt bare de to sammen. Emma ville hellere smide Aaron på porten end Monica, til trods for at Monica var den ældste og mest ansvarlige. Men hun nød bare altid at have hende i hjemmet.
"Jeg er stadig ked af at vi ikke kunne hjælpe dig med en plads på skolens kontor, men jeg håber da du finder et sted snart," sagde hun med et smil.
|
|
