Post by Astor Hill on Jun 13, 2021 13:06:40 GMT 1
Tid: Midnat
Sted: En lille åben plads på Oxford street, med flere små sidegader i nærheden.
Tag: Cornelia Voclain
Natten var ved at falde på eller det havde ramt England, Astor havde vandret rundt det meste af dagen uden egentligt at have et formål imens han havde gjort sig tanker om at tage hjem til sin far og sove der for natten men noget holde ham alligevel tilbage! Hans ben var nemlig ikke enig med ham i at han skulle tage der hjem lige nu i hvert fald, for lyden at råben og skrige for nogle få personer var kommet til hans øre, så det skulle selvfølgelig undersøges hvis nu nogle af hans venner havde brug for hans hjælp.
Selvom Astor ikke var typen der bevidst opsøgte problemer eller ballade, samt bevidst startede det havde han en tildens til altid at ende ud i dem, selvom det han lavede og endte ud i aldrig var det vildt og voldsomme som så mange andre gjorde, var det åbenbart slemt nok til at han havde brugt 5 år af sit liv låst inde. Hvilket var noget Astor havde sat sig for aldrig nogensinde skulle ske igen! Han hadede det! Han havde så svært ved at have en fastbase og skulle høre til et sted samtidig med at være begrænset i hans frihed, så behovet for at være låst inde igen var der ikke lige.
Han nåede tættere og tættere på, men holde sig alligevel lidt på afstand indtil han fik øje på en af hans venner liggende på jorden, omringet af 2 andre som også var magiker det var der ingen tvivl om. Men signalet til hjælp fra det magiske korps var sendt afsted. "CHRIIS!" råbte Astor som han kunne se hans ven ikke rørte på sig, Tempoet blev sat op og han var klar til at blande sig for at redde sin ven. Hans hænder bar allerede præg af at han tidligere på dagen havde været oppe og toppes, dog med en væg i vrede og ikke en anden person. Hans stav han havde købt efter han var blevet lukket ud, var blevet trukket og klar til kamp hvis det skulle blive nødvendigt!
Dog nåede Astor kun lige hen til stedet, da der ankom folk fra det Magiske Korps, han så på Chris hans bedste ven, der havde både været fysisk kamp men mon ikke også magisk, det kunne han dog umiddelbart ikke se nogle steder. "Vi skrider nu kommer de sgu fra korpset" blev der råbt mellem de to fyre der havde været oppe og slås med Chris. Astor skulle ikke blive på stedet alt for længe, for han havde ikke noget med det at gøre og ville ikke tage nogen chancer for at blive blandet ind i dette. Han så ned på Chris der svagt nikkede til ham, som om de læste hinandens tanker før han satte i løb over mod en af sidegaderne. "Cornelia, der en der løber der tag ham, vi tager de to andre" blev der råbt, Astor første ord der kom fra ham var "fu*ck!" han genkendte det navn og nu handlede det bare om at komme væk!
Med en okay promille fra tidligere og tankerne på hans bedste ven der lå på jorden, og sin egen frygt for at blive snuppet var det flugtinstinktet der var slået til. Et kæreste par var komme gående lige i den retning han løb og i stedet for at løbe uden om dem, valgte han at løbe imellem dem selvom de holde i hånden, hvilket gjorde han snublede og fik skrabede sine håndflader endnu mere samt de sår han havde på knorrerne fra sammenstødet med muren tidligere var begyndt at bløde friskt igen. Astor kom på benene men måtte kort orientere sig for at finde ud af hvor han skulle smutte hen.
Sted: En lille åben plads på Oxford street, med flere små sidegader i nærheden.
Tag: Cornelia Voclain
Natten var ved at falde på eller det havde ramt England, Astor havde vandret rundt det meste af dagen uden egentligt at have et formål imens han havde gjort sig tanker om at tage hjem til sin far og sove der for natten men noget holde ham alligevel tilbage! Hans ben var nemlig ikke enig med ham i at han skulle tage der hjem lige nu i hvert fald, for lyden at råben og skrige for nogle få personer var kommet til hans øre, så det skulle selvfølgelig undersøges hvis nu nogle af hans venner havde brug for hans hjælp.
Selvom Astor ikke var typen der bevidst opsøgte problemer eller ballade, samt bevidst startede det havde han en tildens til altid at ende ud i dem, selvom det han lavede og endte ud i aldrig var det vildt og voldsomme som så mange andre gjorde, var det åbenbart slemt nok til at han havde brugt 5 år af sit liv låst inde. Hvilket var noget Astor havde sat sig for aldrig nogensinde skulle ske igen! Han hadede det! Han havde så svært ved at have en fastbase og skulle høre til et sted samtidig med at være begrænset i hans frihed, så behovet for at være låst inde igen var der ikke lige.
Han nåede tættere og tættere på, men holde sig alligevel lidt på afstand indtil han fik øje på en af hans venner liggende på jorden, omringet af 2 andre som også var magiker det var der ingen tvivl om. Men signalet til hjælp fra det magiske korps var sendt afsted. "CHRIIS!" råbte Astor som han kunne se hans ven ikke rørte på sig, Tempoet blev sat op og han var klar til at blande sig for at redde sin ven. Hans hænder bar allerede præg af at han tidligere på dagen havde været oppe og toppes, dog med en væg i vrede og ikke en anden person. Hans stav han havde købt efter han var blevet lukket ud, var blevet trukket og klar til kamp hvis det skulle blive nødvendigt!
Dog nåede Astor kun lige hen til stedet, da der ankom folk fra det Magiske Korps, han så på Chris hans bedste ven, der havde både været fysisk kamp men mon ikke også magisk, det kunne han dog umiddelbart ikke se nogle steder. "Vi skrider nu kommer de sgu fra korpset" blev der råbt mellem de to fyre der havde været oppe og slås med Chris. Astor skulle ikke blive på stedet alt for længe, for han havde ikke noget med det at gøre og ville ikke tage nogen chancer for at blive blandet ind i dette. Han så ned på Chris der svagt nikkede til ham, som om de læste hinandens tanker før han satte i løb over mod en af sidegaderne. "Cornelia, der en der løber der tag ham, vi tager de to andre" blev der råbt, Astor første ord der kom fra ham var "fu*ck!" han genkendte det navn og nu handlede det bare om at komme væk!
Med en okay promille fra tidligere og tankerne på hans bedste ven der lå på jorden, og sin egen frygt for at blive snuppet var det flugtinstinktet der var slået til. Et kæreste par var komme gående lige i den retning han løb og i stedet for at løbe uden om dem, valgte han at løbe imellem dem selvom de holde i hånden, hvilket gjorde han snublede og fik skrabede sine håndflader endnu mere samt de sår han havde på knorrerne fra sammenstødet med muren tidligere var begyndt at bløde friskt igen. Astor kom på benene men måtte kort orientere sig for at finde ud af hvor han skulle smutte hen.
