|
|
Post by Alphaeus Willow on Jun 4, 2021 15:30:40 GMT 1
Den lille fae havde været let at snuppe. Hun havde hverken grædt eller skreget, men sovet noget så trygt i sin storebrors arme. Alphaeus bar nu den lille bylt tæt mod sit bryst som var den det mest dyrebare guld. Han kunne ikke bryde sig mindre, om ungen blev tabt i en vandpyt eller kastet ud fra himmelbjerget. Han fandt vej gennem den tætte skov og kunne se hvordan det store palæ kom frem i horisonten, stort og mørkt og alt for pompøst. Han kunne forstå hvorfor at vampyrerne vil skjule sig, men burde naturen ikke få råderum? Han sænkede blikket mod barnet som var bundet til hans brystkasse med et stort monestera blad og tråde i hør på bedste femanér. Han trådte gennem den mosbegroede skovbund indtil han nåede lysningen hvor månen slog ned og oplyste haven som et stort spotlight. Endnu engang lod han hånden over barnets hoved og overvejede om det overhovedet var en god idé? Hun kunne vokse op, og blive en fare, eller hun kunne være her og blive tappet for alt hendes energi. Sandheden var, at det blege barn i slyngen var alt for sygelig til at kunne overleve i fae-verden, så hvorfor ikke give hende en chance? Alphaeus tog en dyb indånding, og bestemte sig for at stoppe imens legen var god. En fae, burde være i deres eget miljø. Han vendte ryggen til palæet og begav sig tilbage ind mod den store tunge skov.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 15:43:05 GMT 1
Skoven virkede måske som det naturlige bolværk mod omverdenen så palæet kunne ligge i fred, men det var også den gyldne grænse for hvornår Matthew kunne fornemme at nogen var trådt ind på hans enemærker. Det tog derfor ikke meget for ham at begive sig ned imod haven og til jordoverfladen hvor han så Alphaeus’ skikkelse standse op tøvende og derefter vende ryggen til ham og begive sig bort igen. Han sukkede opgivende og himlede med øjnene inden han satte i bevægelse, lydløs og hurtig som en skygge over havens areal, nåede han Alphaeus kort inden han atter ramte skovens beskyttende træer.
“Jeg troede du var glad for at være en rival fattigere?” lød hans stemme igennem natten, klar og tydelig og en smule spydig. Alphaeus var ung og kun lige ved at forstå hvad hans status som kronprins indbefattede.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jun 4, 2021 16:03:24 GMT 1
Stemmen skar in i hans tanker, den selv samme stemme som havde hvisket til ham ved feernes bankett for ikke så mange uger siden. Han vendte sig langsomt og holdt en beskyttende hånd over barnets hovede. ''Der er noget galt med hende, hun vil aldrig blive en rival'', kaldte han tilbage dog uden at vise barnet. Han havde lovet Matthew en faeunge, og de var alle smukke, dog var denne anderledes, yndig men bleg som en vampyr. Hun ville aldrig kunne overleve solens ubarmhjertige stråler i den frodige lysning. Tanken fik ham på ny til at se ned på pigen, og tilbage op på Matthew. Hvis hun blev opdraget af en vampyr ville hun miste en del af hendes magi, men hun ville også blive holdt i mørket. ''Tænker du at du vil holde hende dér inde?'', han nikkede mod palæet, en monstrøsitet af højeste kaliber og ét som ægte faes vil holde sig langt borte fra. Han forsøgte stadig at holde ungen skjult, men blev stående i sit element for at se på vampyren der nærmede sig, med samme stærke autoritet som kun en kongesøn kunne bære.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 16:07:42 GMT 1
“Hun forbliver i palæet til hun er klar til at prøve kræfter med magien hun skal lære,” svarede Matthew roligt som han skridtede imod ham. Duggen fra græsstrående famlede om hans skosnude som han kom tættere på og han standsede et par meter fra den unge kronprins. Måneskinnet bejlede til dem begge lige nu, Alphaeus’ hvide hårpragt som stjerneskæret selv spundet på tråde, og Matthews blege ansigt, et månens ansigt i sig selv hvis det ikke var for de to, isblå, perlende øjne der stak som syle i enhver sjæl han betragtede.
“Det var aftalen til gengæld for at hun aldrig befinder sig i dit nærvær mens hun er under mit værgeskab,” sagde han stilfærdigt og foldede hænderne bag ryggen for at de ikke skulle krible for meget for at gribe ud efter barnet.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jun 4, 2021 16:15:33 GMT 1
Selv Alphaeus vidste, med sin unge alder, at et faebarn knapt ville kunne klare sig hvis ikke de havde adgang til natur, mos mellem tæerne og friske blomster. Han hævede bylten for at snuse til hendes hårpragt og smilede kærligt til det sovende barn som kun han kunne se. ''Et faebarn koster meget mere end dét'', svarede han tørt. Specielt et som ikke var ment til middag eller som ofring i Adonum. ''Betragt det som en gave'', svarede han med et venligt smil, imens han gav sig til at binde snøren op om monestera bladet. En lille hvid hårpragt kom til syne som strittede ud til hver side, og som bladet faldt kom den papirshvide krop til syne. De fleste faes som blev født så blege, blev oftest ofret. Det var den tanke, som nu forsikrede Alphaeus i, at han gjorde det rette. Alligevel kunne han ikke få sig slev til at levere hende over til Matthew, og så stedet på ham endnu engang inden han så ned på den perfekte lille faebaby i sine arme.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 4, 2021 16:34:05 GMT 1
Matthews øjne blev til smalle sprækker. Det var ikke et træk han ikke havde forventet, og han vidste det ville koste ham i det lange løb, men samtidig ville han kunne bruge forbindelsen til sin fordel. I sit stille sind mindede han sig selv om at der skulle laves diverse foranstaltninger imod at der kom Alfae ind i skoven. Måske han skulle hyre nogle dryafae som vagter, eventuelt en voldgrav med nayafae i. Han vidste der var nogen i søen her bag palæet, og hvis man kunne udvide deres territorium lidt ville det kunne gavne ham i det lange løb.
"Du er generøs, Alphaeus," svarede han for ikke at takke ham, da han vidste at fae fandt taknemmelighed respektløst og det udvandede deres gavmildhed. Han rakte ud men uden at røre barnet, blot med åben favn stod og var klar til at modtage gaven.
|
|
|
|
Post by Alphaeus Willow on Jun 4, 2021 19:37:41 GMT 1
Alphaeus vædede sine læber, imens han så på Matthew fra de lange hvide lokker. Han gjorde klar til at overgive babyen i sin favn, men drog hende tilbage i sidste øjeblik. ''Hold hende bort fra naturen. Ingen sollys, hendes hud tåler den ikke. Det er derfor at hun er en rædselsfuld fae og vil sikkert blive slået ihjel ved næste ofring-'', begyndte han som en advarsel, han forstod ikke selv hvorfor at det var så svært for ham at opgive en rival, men han vidste også at det var for det bedre. Ingen vil savne hende, for der var så mange andre man kunne bruge tid på, og det vil være en mund mindre at brødføde. ''Du skal anse hende som en sart blomst. En hyacint som ikke tåler at blive klippet af busken, forstå du det?'', han holdt nu barnet ind mod sit bryst på ny, og så på hende imens han overvejede om han virkelig skulle overgive hende. Men det vil være det bedste, hun kunne ikke overleve. Langsomt, hævede han nu barnet ud på ny for at lægge det i Matthews hænder, og følte straks en lettelse.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Jun 7, 2021 12:31:43 GMT 1
Matthew forholdt sig rolig, som en stenstøtte i det bølgende græshav omkring dem, de smaragdgrønne flager flakkede og svajede i den lette brise der strøg hen over haven og plænerne til skovkanten hvor de stod. Brisen trak hans sorte hår i lange strenge gennem luften og famlede fremefter som det hvide barn blev lagt i hans arme. De sorte tråde lagde sig næsten som sirlige krakeleringer over hendes marmor kind og den skærende kontrast til ham var som en perle i en formørket østers. Kun hans alabaster hænder der sluttede forsigtigt omkring den primitive bylt vidnede om hans eget fravær fra solens ubehagelige stråler.
"Hun vil være under min mest kyndige overvågning," lovede han og tog den lille ind til sin brystkasse mens han trak den sorte kappe omkring dem, som for at skærme hende for selv månens blege skær. Han så ned på hende og et lille smil fandt vej til hans mundvig, den velkendte trækning der lod vide at der foregik flere tanker end han måske gav udtryk for udadtil. Han så langsomt op på Alphaeus. Månelyset skar i en enkelt spids hjørnetand og de funklende isblå øjne.
"Var det alt?" spurgte han smilende.
|
|
