Post by Alphaeus Willow on Jun 1, 2021 8:51:57 GMT 1
Til trods for hans baggrund, havde Alphaeus aldrig brudt sig om sumpen. Om det var alle insekterne, det våde terræn eller fugten som fik hans lange lyse hår til at klæbe sig til hans ansigt, var ham en gåde. Men som alle andre kongeriger, måtte han vise sin yderste taknemmelighed till alle fae’sne, hvorfor at han gik gennem den vildtre skov med et smil og blik af stolthed. Hans ryg var rank og kronen af friske lauerbærblade hvilede på toppen af de lange hår. De grønne stiklinger trivedes noget så frygteligt i sumpen. En lille og primitiv træbåd nærmede sig i en af lysningerne og med et par lette skridt sprang Alphaeus i den. Han forstod ikke hele postyret, hvorfor ikke anordne gange i trætoppene istedet for at være så tæt på vandet? Men da slog det ham, der måtte være vandkreaturer nær. Med ét rettede han sig op på ny og anlagde igen det stolte smil, som var der absolut ingenting som irriterede ham.
