Post by Moiran Snow on May 26, 2021 11:44:27 GMT 1
Tid: Efteråret 2004
Sted: Argorat-fængslet
Vejr: Koldt og regnfuldt
Den klingende lyd af fugt der dryppede fra sten mod sten sang igennem den lille fængselscelle. De bare kroppe stod eller sad tæt op ad hinanden. Selv sad han rystende, skælvende, som en nøgen fugleunge i en utæt rede, det tjavsede, fedtede hår i de slaskede krøller der klingede til hans pande, armene om knæene og knap nok en trevl på kroppen, så den bare hud ubarmhjertigt mødte gulv og væg i form af skuldre, arme og fodsåler. Når han sov hvilede han panden mod sine arme der var slynget omkring ham, når han var vågen og kunne snige sig til en ny plads lidt længere fremme, så han kunne få noget af maden som fangevogterne rakte ind til dem, var det som en gave sendt fra himlen. Han vidste ikke hvad sult var, bare at der var et tomrum i hans mellemgulv der fra tid til anden vendte og drejede sig, og at maden, den sparsomme mad i form af tørt brød, vand og måske en skål lunken suppe i ny og næ, tilfredsstillede det. Den lunkne suppe syntes varm som lava i munden og svælget når den kradse væske gled ned og fyldte hans indre med en ild der kortvarigt jog kulden på flugt fra lemmerne. Faklerne på væggene udenfor flakkede når en trækvind jog igennem fængselskomplekset.
Hvor han var, vidste han egentlig ikke. Det her var bare hans liv, og havde altid været det. En evighed i diffust mørke, plantet på gulvet eller stående i et hjørne, sammen med flere andre, på alt for lidt plads. Duften af kroppene sammen var både svedig og kold på samme tid. Huden på de andre var bleg, sygelig grå for nogen, og luften genlød af host og af og til kaskader af opkast, når nogen var syge. Så blandede lugten sig med den kolde, bidende duft fra de grå stenvægge, men også en sær, ildevarslende varme, der opstod fra pølen på gulvet. Det var oftest de syge der forsvandt ud og aldrig blev set igen. Der gik sjældent mere end en dag eller to før et par fængselsvagter åbnede gitteret og rev den syge stakkel ud på gangen hvor de blev slæbt bort i et greb under armhulerne, så benene og fødderne skrabede hen ad gulvet. Man kunne se siddesårene og rifterne på deres kroppe ude i lyset, de fremtrædende ribben og skidt og snavs ophobet på dem.
Hvor længe det havde stået på var han ikke sikker på. Begrebet om tid syntes ikke at eksistere indenfor fængslets mure. Ingen kom ham til undsætning, ingen spurgte sig selv om, om det var humant at have et barn indespærret blandt kriminelle. Han så de andre indsatte forsøge at gnave og bide i hinanden af sult. Selv undgik han det værste på nær en indsat der forsøgte at bide hans øre, men kun fik prikket hul så blodet løb i en lille, perlende varm dråbe ned ad kinden. Af og til gik gitteret op og en ny fange blev skubbet ind. I starten råbte og skreg de, men med tiden blev de stille og ligeså matte i blikket som resten af cellens indsatte.
Her sad han, gemt og glemt i et hjørne, indtil gitteret en dag blev låst op. I troen om at der nu kom mad, var han krøbet op foran og lunede sig lidt i skæret fra faklen der hang ovre på den anden side af fængselscellen. Istedet blev han grebet ved armen og hevet udenfor. Men... han var jo ikke syg? Hvorfor skulle han ud?? Fangevogteren nikkede til sin kollega, der låste gitteret i bag dem og han fik et sidste blik ind mellem tremmerne hvor fortabte øjne stirrede frem for sig fra de andre. Registrerede de overhovedet at han var væk? Ville han nogensinde se dem igen??
Der gik ikke længe før disse spørgsmål blev tilsidesat. Han hørte fangevogterne udveksle ord, men han havde svært ved at forstå hvad der blev sagt. Han var vant til deres gjaldende ordrer når der kom mad, og han skuttede sig mens de slæbte ham afsted. Det var svært at gå og stå i længere tid når hans krop var så svag og afkræftet som den var.
De kom til et område med kubiner hvor de klædte ham af og skubbede ham ind i en niche. En kollega tændte for en slange og det kolde vand spulede hans krop ren. Hvor strålen ramte var det isnende koldt men samtidig vækkede det også noget til live i ham, en prikkende fornemmelse der bredte sig i hans lemmer efterfølgende, da strålende endelig blev slukket og han blev hevet hen på en gummimåtte. Her tørrede en kvindelig fangevogter hans krop med et groft frotté håndklæde. Han stod lammet og svært blufærdig mens han var pinligt bevidst over hvor grundig hun var. Slutteligt blev hans hår kæmmet og redt, en saks tog de værste spidser og knuder, der ikke kunne redes ud, og utøj blev fjernet med en besværgelse der fik dem til at drysse fra hans hoved og krop som et sort snevejr ned på måtten.
Hun førte ham ind til et lille undersøgelsesrum hvor hun placerede ham på briks og begyndte at lyse ind i hans øjne, tage bestik af hans tænder, negle og hår. Hun fik ham til at stille sig på en vægt og op ad en målestok ved døren, og fik noteret tallene ned på en lille notesblok.
Herefter blev han ført ud i et rum hvor lyset var blegt og kom fra oven og ikke fra en fakkel. Han måtte misse med øjnene mens han stod og så sig om. Væggene var blege og gulvet belagt med fliser. Alting virkede lyst og hvidt og sterilt, sammenlignet med der hvor han netop var kommet fra. Var han død? Lå hans udmagrede krop i hjørnet af fængselscellen og blev først opdaget om nogle uger? Den kvindelige fangevogter kom tilbage. Han noterede sig hendes ansigt, indsunket og gammelt men hendes grå øjne indeholdt en form for gnist han ikke havde set før i de andre fangevogtere der enten fodrede dem eller slæbte de syge væk. Hun rakte ham en bunke tøj, for stort til ham men det mindste de havde. Teksturen føltes underlig under hans tynde fingre. Var det... blødt?
"Tag det her på, så er du klar til at komme over på Anstalten," forklarede hun.
"A-Anstalt?" spurgte han med en panderynke og en stemme raspende og ru inden han begyndte at folde tøjet ud. Han trak undertøjet på langsomt, prøvende. I samme øjeblik var det som om han mærkede varme for første gang. Ikke udefra men indefra, som om stoffet kunne hjælpe hans krop på vej. Hans hænder rystede mens han iførte sig bukserne og den store langærmede trøje. Stoffet ville normalt have været betegnet som groft, men for ham var det som en drøm, en lun indpakning. Sokker og nogle simple lædersko fulgte og han slog armene omkring sig. Trøjens ærmer gik ud over hans hænder og druknede hans fingre, men det tilføjede blot mere tildækning, mere varme.
"Ja, du skal over på Anstalten," sagde hun en smule opgivende mens han klædte sig på. "Kom med," hun greb ham ved armen og trak ham ud af rummet og ned ad nogle lange gange. Lyset var blidere her og der var flere fængselceller, men i en helt anden forfatning end hvor han kom fra. Det var døre med små skydelåger i til madbakker, og man kunne høre skrig og larm fra den anden side af og til når de passerede. Gnister og brag kunne også fornemmes igennem dørene af og til. Fangevogteren, han fulgte, ænsede det ikke, som om hendes verden var blevet skuret ren for overraskelser.
De ankom til en form for indgang. Der var et nusset tæppe på gulvet og en receptionist sad ved en lang disk. Fangevogteren førte ham med sig hen til disken og bad om en stak papirer der var lagt til side. En blækpen fandt vej til hendes hånd mens hun begyndte at udfylde formularen. Til slut standsede hun og kiggede ned på ham.
"Hvad er dit navn, unge mand?" spurgte hun skarpt men også vurderende. Han blinkede et par gange.
"Hvad... er mit navn?" spurgte han tilbage. Hun sukkede tungt og en form for overbærende smil fandt vej til hendes læber. Hun udvekslede et kort blik med receptionisten, der fortsatte sine opgaver uden at lade sig mærke med den tragiske situation der udspillede sig foran hende.
"Dit navn," begyndte hun mens hun atter fattede grebet fastere om pennen og satte spidsen imod papiret, "er Moiran Snow."
//out
Sted: Argorat-fængslet
Vejr: Koldt og regnfuldt
Den klingende lyd af fugt der dryppede fra sten mod sten sang igennem den lille fængselscelle. De bare kroppe stod eller sad tæt op ad hinanden. Selv sad han rystende, skælvende, som en nøgen fugleunge i en utæt rede, det tjavsede, fedtede hår i de slaskede krøller der klingede til hans pande, armene om knæene og knap nok en trevl på kroppen, så den bare hud ubarmhjertigt mødte gulv og væg i form af skuldre, arme og fodsåler. Når han sov hvilede han panden mod sine arme der var slynget omkring ham, når han var vågen og kunne snige sig til en ny plads lidt længere fremme, så han kunne få noget af maden som fangevogterne rakte ind til dem, var det som en gave sendt fra himlen. Han vidste ikke hvad sult var, bare at der var et tomrum i hans mellemgulv der fra tid til anden vendte og drejede sig, og at maden, den sparsomme mad i form af tørt brød, vand og måske en skål lunken suppe i ny og næ, tilfredsstillede det. Den lunkne suppe syntes varm som lava i munden og svælget når den kradse væske gled ned og fyldte hans indre med en ild der kortvarigt jog kulden på flugt fra lemmerne. Faklerne på væggene udenfor flakkede når en trækvind jog igennem fængselskomplekset.
Hvor han var, vidste han egentlig ikke. Det her var bare hans liv, og havde altid været det. En evighed i diffust mørke, plantet på gulvet eller stående i et hjørne, sammen med flere andre, på alt for lidt plads. Duften af kroppene sammen var både svedig og kold på samme tid. Huden på de andre var bleg, sygelig grå for nogen, og luften genlød af host og af og til kaskader af opkast, når nogen var syge. Så blandede lugten sig med den kolde, bidende duft fra de grå stenvægge, men også en sær, ildevarslende varme, der opstod fra pølen på gulvet. Det var oftest de syge der forsvandt ud og aldrig blev set igen. Der gik sjældent mere end en dag eller to før et par fængselsvagter åbnede gitteret og rev den syge stakkel ud på gangen hvor de blev slæbt bort i et greb under armhulerne, så benene og fødderne skrabede hen ad gulvet. Man kunne se siddesårene og rifterne på deres kroppe ude i lyset, de fremtrædende ribben og skidt og snavs ophobet på dem.
Hvor længe det havde stået på var han ikke sikker på. Begrebet om tid syntes ikke at eksistere indenfor fængslets mure. Ingen kom ham til undsætning, ingen spurgte sig selv om, om det var humant at have et barn indespærret blandt kriminelle. Han så de andre indsatte forsøge at gnave og bide i hinanden af sult. Selv undgik han det værste på nær en indsat der forsøgte at bide hans øre, men kun fik prikket hul så blodet løb i en lille, perlende varm dråbe ned ad kinden. Af og til gik gitteret op og en ny fange blev skubbet ind. I starten råbte og skreg de, men med tiden blev de stille og ligeså matte i blikket som resten af cellens indsatte.
Her sad han, gemt og glemt i et hjørne, indtil gitteret en dag blev låst op. I troen om at der nu kom mad, var han krøbet op foran og lunede sig lidt i skæret fra faklen der hang ovre på den anden side af fængselscellen. Istedet blev han grebet ved armen og hevet udenfor. Men... han var jo ikke syg? Hvorfor skulle han ud?? Fangevogteren nikkede til sin kollega, der låste gitteret i bag dem og han fik et sidste blik ind mellem tremmerne hvor fortabte øjne stirrede frem for sig fra de andre. Registrerede de overhovedet at han var væk? Ville han nogensinde se dem igen??
Der gik ikke længe før disse spørgsmål blev tilsidesat. Han hørte fangevogterne udveksle ord, men han havde svært ved at forstå hvad der blev sagt. Han var vant til deres gjaldende ordrer når der kom mad, og han skuttede sig mens de slæbte ham afsted. Det var svært at gå og stå i længere tid når hans krop var så svag og afkræftet som den var.
De kom til et område med kubiner hvor de klædte ham af og skubbede ham ind i en niche. En kollega tændte for en slange og det kolde vand spulede hans krop ren. Hvor strålen ramte var det isnende koldt men samtidig vækkede det også noget til live i ham, en prikkende fornemmelse der bredte sig i hans lemmer efterfølgende, da strålende endelig blev slukket og han blev hevet hen på en gummimåtte. Her tørrede en kvindelig fangevogter hans krop med et groft frotté håndklæde. Han stod lammet og svært blufærdig mens han var pinligt bevidst over hvor grundig hun var. Slutteligt blev hans hår kæmmet og redt, en saks tog de værste spidser og knuder, der ikke kunne redes ud, og utøj blev fjernet med en besværgelse der fik dem til at drysse fra hans hoved og krop som et sort snevejr ned på måtten.
Hun førte ham ind til et lille undersøgelsesrum hvor hun placerede ham på briks og begyndte at lyse ind i hans øjne, tage bestik af hans tænder, negle og hår. Hun fik ham til at stille sig på en vægt og op ad en målestok ved døren, og fik noteret tallene ned på en lille notesblok.
Herefter blev han ført ud i et rum hvor lyset var blegt og kom fra oven og ikke fra en fakkel. Han måtte misse med øjnene mens han stod og så sig om. Væggene var blege og gulvet belagt med fliser. Alting virkede lyst og hvidt og sterilt, sammenlignet med der hvor han netop var kommet fra. Var han død? Lå hans udmagrede krop i hjørnet af fængselscellen og blev først opdaget om nogle uger? Den kvindelige fangevogter kom tilbage. Han noterede sig hendes ansigt, indsunket og gammelt men hendes grå øjne indeholdt en form for gnist han ikke havde set før i de andre fangevogtere der enten fodrede dem eller slæbte de syge væk. Hun rakte ham en bunke tøj, for stort til ham men det mindste de havde. Teksturen føltes underlig under hans tynde fingre. Var det... blødt?
"Tag det her på, så er du klar til at komme over på Anstalten," forklarede hun.
"A-Anstalt?" spurgte han med en panderynke og en stemme raspende og ru inden han begyndte at folde tøjet ud. Han trak undertøjet på langsomt, prøvende. I samme øjeblik var det som om han mærkede varme for første gang. Ikke udefra men indefra, som om stoffet kunne hjælpe hans krop på vej. Hans hænder rystede mens han iførte sig bukserne og den store langærmede trøje. Stoffet ville normalt have været betegnet som groft, men for ham var det som en drøm, en lun indpakning. Sokker og nogle simple lædersko fulgte og han slog armene omkring sig. Trøjens ærmer gik ud over hans hænder og druknede hans fingre, men det tilføjede blot mere tildækning, mere varme.
"Ja, du skal over på Anstalten," sagde hun en smule opgivende mens han klædte sig på. "Kom med," hun greb ham ved armen og trak ham ud af rummet og ned ad nogle lange gange. Lyset var blidere her og der var flere fængselceller, men i en helt anden forfatning end hvor han kom fra. Det var døre med små skydelåger i til madbakker, og man kunne høre skrig og larm fra den anden side af og til når de passerede. Gnister og brag kunne også fornemmes igennem dørene af og til. Fangevogteren, han fulgte, ænsede det ikke, som om hendes verden var blevet skuret ren for overraskelser.
De ankom til en form for indgang. Der var et nusset tæppe på gulvet og en receptionist sad ved en lang disk. Fangevogteren førte ham med sig hen til disken og bad om en stak papirer der var lagt til side. En blækpen fandt vej til hendes hånd mens hun begyndte at udfylde formularen. Til slut standsede hun og kiggede ned på ham.
"Hvad er dit navn, unge mand?" spurgte hun skarpt men også vurderende. Han blinkede et par gange.
"Hvad... er mit navn?" spurgte han tilbage. Hun sukkede tungt og en form for overbærende smil fandt vej til hendes læber. Hun udvekslede et kort blik med receptionisten, der fortsatte sine opgaver uden at lade sig mærke med den tragiske situation der udspillede sig foran hende.
"Dit navn," begyndte hun mens hun atter fattede grebet fastere om pennen og satte spidsen imod papiret, "er Moiran Snow."
//out
