|
|
Post by Catherine Lockwood on May 27, 2021 20:51:16 GMT 1
Catherine lod en hånd flyve til brystbenet og hun så på ham med et bredt men forundret smil. “Oh my, Donnie,” sagde hun med en blød og næsten forførende sød stemme. ”Kan du virkelig presse det ud af dine små englebørn? Jeg er imponeret over hvor lidt hjerte der er bag det dér aflagte jakkesæt, du har iført dig, i dagens anledning. Hvis var det? Din onkels?” spurgte hun, og selvom stemmen var sød dryppede den af nedladende attitude. “Din partner må sandelig have lommerne foret med guld, håber jeg,” hun rejste sig langsomt fra bordet som tegn til at hun kedede sig og at måltidet for hende var afsluttet, “”for din skyld.” Hendes bevægelse antydede at hun havde brug for at gå lidt rundt, enten hvis hun alligevel snart blev smidt på porten for hendes stride fornærmelser, eller hvis Donner havde noget nyt at vise hende som de var i færd med at udbedre i børnehjemmet for at forsøge at imponere hende. Hun blev standset da en ung mand med kløftet hage og bølgene lokker trådte frem fra døråbningen ud til køkkenet med hænderne foldet bag ryggen.
“Jeg håber at måltidet var tilfredsstillende, Mr Lockwood, Madame Lockwood,” hilste han ærbødigt og bukkede for dem begge.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on May 27, 2021 21:06:03 GMT 1
Donner mumlede bag sit overskæg af hendes kommentar, ”Jeg har råd til mit eget jakkesæt... men min onkel havde en udsøgt smag,”. Han havde kvajet sig for meget i hans udtalelser, og at indse det fik hans kinder til at blive røde. Heldigvis virkede hun til at finde mødet lige så utåleligt, som han, da hun rejste sig op. Nu kunne han forhåbentligt snart få hende ud af døren igen, så hans blodtryk kunne blive normalt igen.
Han nikkede blot til det hun havde at sige, indtil de stødte ind i Møgdreng, som kom for at tale om maden! Donners kinder var gået fra at være røde til blege efter Mums skjulte trussel. ”Det er fint Moiran. Tak.” han stirrede mod ham, en anelse utålmodigt, ”Var der andet du ville?” han kunne ikke lide knægten, men han kunne finde ud af at lave mad. Efter deres sidste kok pludselig uden advarsel havde lagt en opsigelse på køkkenbordet og var forsvundet uden et farvel, så havde Moiran været deres helt.
|
|
|
|
Post by Moiran Snow on May 27, 2021 21:19:07 GMT 1
Moiran stod stille og holdt tavsheden i rigelige mængder for at se hvor langt han kunne gå imens hans blik gled fra Donner til Catherine Lockwood, en af de højeste kvinder han nogensinde havde set. Hans blik endte ved forstanderen inden hans læber bredte sig i et smil.
“Nej, det var al-“ begyndte han inden han blev afbrudt af en sød, syngende pigestemme bag ham.
“Skal I ikke have dessert? Vi har arrangeret blodappelsinsorbet,” kom det fra Thereza der dukkede op i døråbningen til køkkenet. Lyset bag hende strømmede over hendes unge form og hun var iført en af hendes typiske sorte lolita-kjoler med et særpræget forklæde der bar røde pletter fra madlavningen. Hun smilede med armene over kors mens hun lænede sig mod dørkarmen og bed sig lidt i læben forførende for at tirre forstanderen og lod blikket vandre over de to ældre Lockwood familiemedlemmer.
“Oh,” Catherine hævede et øjenbryn og så fra de to unger til Donner. Det var tydeligt at de var ude på at lave løjer og selvom hun værdsatte deres humor var hun egentlig på vej videre i teksten selv. “Mange tak, men hovedretten var udsøgt nok til at fylde min sparsomme appetit,” takkede hun høfligt. Thereza puffede Moiran i siden med albuen inden hun trådte lidt længere ud i stuen.
“Jeg kan da følge Dem med ud til hoveddøren i det mindste,” foreslog hun og så storsmilende på Donner mens hun foldede hænderne lydigt foran sig og trippede lidt fra fod til fod så de høje hestehaler dansede om hendes kinder.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on May 28, 2021 17:53:43 GMT 1
Donners opmærksomhed blev hurtigt revet over på pigebarnet, Thereza. Trods sultne tanker, prøvede forstanderen meget hurtigt at spille uinteresseret. Catherine skulle ikke have mere skidt på ham - han brød sig ikke om at hun havde sådan en magt over ham, og hun skulle bestemt ikke have mere. “Jeg tror i må gemme desserten til senere. Thereza, du kan komme forbi mit kontor med en portion, en time inden sengetid… Der skulle jeg have tid til at spise noget dessert. Tak. Men ja, lad os følge dig ud, Mum. Vi har virkelig nydt dit selskab - og næste gang kunne du måske tage dine døtre med,” han kiggede op på den høje kvinde med et påtaget smil, mens han ignorerede kokken og Thereza, “Det er altid rart at samle familien under et tag.”
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on May 28, 2021 18:17:59 GMT 1
Catherines blik gled fra de to unge mennesker til Donner og hun undlod at kommentere de små signaler der lå gemt i den unge piges flirtende kropssprog. Det var næsten lidt for komisk, og Donners svar var kun endnu en hentydning til hvad der stak under. Alligevel var Catherine ikke altid hurtig til at springe til konklusioner, det i mente at hun aldrig havde set hvad der skete direkte med Lockwoodbørnene i Darklighterpalæet, men hun kendte husets herre godt nok til at vide hvad der gik for sig, hvilket indlysende nok gjorde Donner til en medspiller i den forbudte udnyttelse. At Thereza derimod lod til at være en villig tøs kunne hun ikke lade være med at smile lidt over.
"Hun vil være en udsøgt vampyr," sagde hun med et nik over skulderen til Thereza der måtte blive på måtten ved køkkendøren mens hun så de to voksne forsvinde ud mod entréen. "Og ja, jeg må hellere få mine døtre med, de har det altid sjovt når de kan lege rundt her i dette gamle skrummel af en bygning," filosoferede hun imens de trådte ud til hovedindgangen og den store dør. Hun vendte sig mod Donner med et ømt smil. "Jeg ser frem til den hævede huslejes indberetning fra næste måned af," hun rakte ham en slank hånd som tegn på afsked. "Hils Hilde og sig hun altid er velkommen i Edinburgh."
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on May 28, 2021 18:27:10 GMT 1
Kort kiggede Donner mod Thereza, som Catherine nævnte at hun ville være en udsøgt vampyr. Han sank en klump - nej, hun skulle bestemt ikke forvandles til noget dødt, koldt og infertilt. Det eneste gode der kom ud af at være en vampyr var den evige ungdom… og til det måtte han så alligevel give Catherine ret - hendes ungdom var værd at bevare - men bestemt ikke hvis det også betød at hun skulle leve efter vampyrernes levevis.
Donner trådte forbi de unge for at sige farvel til Catherine ved hoveddøren. Endelig ville det snart være forbi, og han ville have nogle dage til at finde ud af hvordan han kunne få det her til at hænge sammen økonomisk, uden at gå på kompromis med hans egen livsstil.
“Elise og Victoria er altid en fryd for øjet, Mum. Du må hilse dem begge og jeg hilser Hilde for dig.” han plantede et kys på hendes hånd og han smilte bredt, “Kom sikkert hjem. Jeg skal nok holde vores aftale - som altid.”
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on May 28, 2021 19:49:07 GMT 1
Catherine sendte ham et smil der understregede at hun ikke tolererede forsinkelser eller dårlige undskyldninger, inden hun gled ud ad hoveddøren og mod den platform der ventede ude i gården hvorfra hun kunne teleportere sig hjem til hotellet i Edinburgh.
//out
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on May 28, 2021 19:50:07 GMT 1
//out
|
|
