Lockwood Hell Hole

Hun kunne lugte mandens perspiration på lang afstand, som en svedig, lunken samling havvand i en lille lomme ved en kyst. Alligevel tog hun det ganske roligt som hun bevægede sig med en lange, flydende, hvide kjole bag sig og en hånd i stoffet for at løfte skørtet lidt mens hun trådte op til hoveddøren og åbnede den som var hun en ventet gæst i børnehjemmet. Det var hun, sjældent en velkommen gæst, men en ventet gæst.
Hun trådte ind i børnehjemmet og det dæmpede lys ovenfra badede hende i et blidt skær. Den brede hat skjulte hendes ansigt i skyggerne men hendes skarpe, klare øjne kunne ses tydeligt og hendes blodrøde, bemalede læber i et langstrakt, tyndt smil som kun en superskurk med opsprættede mundvige kunne frembringe det.
“Ahh, Donnie,” hilste hun da hun endelig kom ind. Hendes blik skød kort fra den lille mand foran hende med sveddråberne som det eneste hun fandt nogenlunde interessant ved ham, til Hildegaard med kosten i hånden. Hun sukkede næsten lidt opgivende. “Virkelig? Er hun ikke snart klar til at komme videre? Jeg har sagt til dig, at du bare skal sige til, så kan jeg give hende “Gaven”, den rigtige gave, vel at mærke,” bemærkede hun tørt som hentydning til at livet som vampyr var mere attråværdigt end tilbedere af Adonum.

Catherine slap kjoleskørtet så det tunge, hvide stof som et ligklæde, faldt ned mod gulvet og formede sig i lange folder omkring hendes kurvede figur. Hun rakte istedet hånden frem så Donner kunne kysse håndryggen. Hun forventede intet andet end lydighe fra familiens, i hendes øjne, svageste. For hende var Hildegaard mere værd i hendes øjne, men hun vidste også at Donner var et afkom, hun ikke kunne afvise. Det magiske samfund sammen med menneskenes samfund, havde fået den skøre idé at mænd var mere værd en kvinder, og hun havde med øjnene rullende i hovedet, måttet acceptere at han var forstander nu, og ikke Hildegaard.
“Pssh,” hun viftede med en hånd foran sig inden hun rakte ned så han kunne tage hendes albue og føre hende med ind i spisestuen, “lad os se hvad din kære kok har frembragt. Han plejer at have fundet nogle udsøgte varer til mine beøg,” bemærkede hun roligt mens de gik og hendes hofter vuggede i takt med hendes fodslag. Hun sendte børnene et sidste sultent blik men vidste ligeledes at hun var forment adgang til deres sødmefulde livsgivende blod. Så meget respekterede hun da Donner - indtil videre.
De trådte ind i spisestuen og hun kunne dufte maden tydeligt. De bugnende fade stod fra bordende til bordende, og hun morede sig over Donners forsøg på at være mere end han var. Ekstra, som man kaldte det.
“Hvordan står det ellers til? Noget nyd med udlejningen?” spurgte hun som hun gled i retning af bordet og stolen hun blev tilbudt hvor hun satte sig med en flydende, elegant bevægelse.

Hun trak stolen ind under sig så hun kunne sætte sig mere til rette og kastede et sigende blik på manden ved hendes side inden hun rakte ud efter karaflen på bordet og skænkede et glas til sig selv. Drikkevarerne var ganske rigtigt velduftende som altid, som den varme strøm af blod skvulpede ud af tuden på karaflen og ned i det støvede krystalglas. Hun rakte ud og stak sin gaffel i et stykke saftigt kød og trak det over til tallerkenen så saften slæbte hen over dugen og plettede den rosa. Hun satte den til munden og begravede tænderne i den som var det en fugleunge hun sugede blodet fra det. Linjer af blodig saft gled ned ad hendes hage og på tallerkenen men overraskende nok ramte intet af det hendes hvide kjolestof. Hun sank gaflen til tallerkenen og skyllede efter med blodet fra glasset og sendte et strålende smil til Donner mens hun havde efterladt hans spørgsmål hængende i luften, som et trist møl der savnede opmærksomhed fra en lyskilde.
”Årh hold nu op, du ved hvad jeg snakker om,” sagde hun og lænede sig tilbage mens hun trak den ene ben over det andet og glattede kjolen over det inden hun foldede sine fingre over knæet og greb let om det mens hun betragtede ham med et sødt smil. Alt for sødt. “Troede du at jeg ikke ville finde ud af hvad der sker når dine børn kommer og går fra vampyrfyrstens palæ? Jeg er jo selv en gæst i hans hus. Jeg er ikke blind, Donnie,” tilføjede hun inden hun rakte frem til bordet og greb en serviet for at duppe sine mundvige og fjerne de værste linjer af saft. “Hvor meget tjener du per styk?” spurgte hun, som var det et forretningsspørgsmål, ligeglad med om tjenerne hørte det eller ej.

Catherines læber var fortrukket i et smil der mere mindede om en spydig men overbærende grimasse. Hun så på Donner mens han skænkede vin op til sig selv, tydeligvis påvirket af hendes nyheder. Ikke at de var nye, det havde jo stået på et godt stykke tid, måske faktisk lige så længe som Donner havde stået for børnehjemmet. Hun vidste han blev svag i knæene når der var tale om penge. Mænd var så nemme. Hun gled en slank hånd hen over den rosaplettede dug og lagde den på hans inden hun gav den et kort, næsten godmodigt klem.
"Jamen så har du jo penge til at betale den forhøjede leje jeg kommer for at indkræve," sagde hun med et mildt smil inden hun rettede sig op igen og slap ham for at tage sit glas og drikke endnu en tår af den varme, livgivende væske. Hun vendte blikket mod Hildegaard, den tavse men kønne pige der huserede i børnehjemmets skygger.
"Hilde! Sig mig, har du stadig ikke overvejet at blive forvandlet? Jeg synes du ville passe SÅ godt ind i hotellet. Måske kan du erstatte min uduelige tøs af en receptionist?" foreslog hun lattermildt.

Hun sugede på sine tænder så det hvislede inden hun foldede de slange fingre under sin hage og lod blikket glide evigt langsomt fra Donner til Hildegaard og tilbage igen et par gange. Deres lille spil morede hende altid, det var som at se to høns pludre imod hinanden. Det var god underholdning bare at komme herud og skabe lidt splid og så gå igen for blot at efterlade dem med hver deres lille tordensky over hovedet.
"Tourisme er ikke hvad det har været, Donner, jeg tror din forretning er mere lukrativ end min, hvis det er den rigtig partner jeg tænker du har fået," sagde hun og blinkede sigende til ham. "Det var på tide du blev nogens lille bitch når jeg ikke kunne få dig," tilføjede hun tørt inden hun greb glasset og slyngede blodet rundt inden hun drak de sidste dråber. "Elise er uduelig på mange punkter, det er Hildegaard vel også, jeg tror til sammen kunne de opveje hinanden ganske godt. Ikke sandt, Hilde?" spurgte hun og smilte bredt til den unge kvinde så de to hugtænder kortvarigt var at skimte i det dæmpede lysskær, mens hun kastede det over skulderen at hun lige havde kaldt hende uduelig op i hendes åbne ansigt.

Den ringende klang af knivsæg mod tallerken skar igennem rummet, men Catherine ænsede det ikke. Istedet sukkede hun blidt og sendte Donner et godmodigt smil og blik inden hendes ene hånd skød ind imod sin barm hvor det hvide kjolestof faldt i sirlige plisseringer. Noget lod til at bevæge sig derinde, og hendes hånd dukkede frem igen fra skjulet iført en fin, sort tarantel som hun placerede på sin skulder inden hun skar et stykke kød og rakte op til den sultne edderkop hvis frontkæber hakkede hårdt sammen om det lille stykke inden den begyndte at bide i det med sin lille, dyriske mund. De mange øjne funklede i det dæmpede skær og hun aede den lidt over hovedet.
"Aww, Albert, var du også blevet sulten?" sagde hun med så megen moderlig kærlighed som hun kunne frembringe, inden hun atter vendte opmærksomheden imod Donner og Hildegaard. "Jeg tænker mig en forhøjelse på omtrent £500, og dertil kan komme afgifter når vi engang om nogle år træder ind i Brexit-aftalen. Du har vel nok til det, har du ikke?" sagde hun inden hun atter skænkede et glas blod til sig selv. Albert, der var færdig med den lille luns kød hun havde givet ham begyndte langsomt at kravle ned ad hendes hvide ærme, en sort, behåret masse af ben og en tung bug, der viste at han fik det bedste mad en familiar kunne ønske sig.

Catherine smilede og viftede med hånden af Hilde. Hun var ikke mor til hende, men hun var alligevel familiens matriark. “Ja ja, stik du bare af,” brummede hun uden at vise yderligere interesse i om Hildegaard ville blive siddende. Hun vidste at tøsen var af en lidt mere svag forfatning. “Det ville klæde dig at blive forvandlet, min kære, så kan det være du kan holde dig lidt bedre når det eneste du skal indtage er flydende føde,” påpegede hun med en spids pegefinger i Hildegaards retning inden hun lænede sig tilbage og lod fingrene glide op og ned ad stilken på det blodfyldte krystalglas mens hun ventede på at Hildegaard fortrak sig fra selskabet.
“Jeg regner med at lejen bliver hævet fra starten af næste måned, det gør vel ikke noget? En mand som dig kan jo sagtens få overtalt din “partner”,” hun tilføjede navnet i gåseøjne, “i løbet af ingen tid, right?” spurgte hun med et slankt, hævet øjenbryn og et smalt smil i retning af Donner.