|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 16, 2022 20:52:01 GMT 1
Lange hvide øjenvipper blinkede som hun hvislede hans navn ''Jerrau''. Det klingede sødt i munden som fløde som var blevet lidt for gammelt. Hendes blik sank til fingrene der borrede sig ind i hendes albue. ''Og du er menneske'', sagde hun så, som hun hev armen til sig med sin overnaturlige styrke. Hadet i Jerrau's ansigt trykkede hans ansigt sammen til en absurd maske af præmature rynker. Familien havde advaret hende mod hans slags, hadske og fanatiske folk som hadede alle magiske væsner. ''Alfaes skader ikke mennesker'', forsøgte hun endnu engang at belære ham, hun ønskede trods alt ikke at skabe en scene, og slet ikke i den fine lyseblå kjole som hun præcis havde erhvervet sig.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 16, 2022 20:58:56 GMT 1
Han rystede på hovedet og trak armen til sig. Hendes styrke var ikke fremmed for ham, men overraskede ham alligevel når den kom fra så lille et væsen.
"Alfae," Ordet var svært for ham at udtale med hans tykke parisiske dialekt. Han kiggede tilbage i gyden, men ingen lod til at være synderligt interesserede i deres lille samtale.
"Mademoiselle Darklighter," Det engelske efternavn klingede heller ikke så godt i hans udtale, "Hvis du ikke er vampyr, så fortæl mig hvad du er, for du er ikke menneske. Og hvis du ikke vil skade mig, fordi jeg er menneske, så er der vel heller ingen harm i at fortælle mig hvad du er,"
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 16, 2022 21:09:16 GMT 1
Angelique frydede sig ved den pludselige vending i hans interesse, og så hvordan hans pande endnu engang blev glattet på trods af hans åbenlyse skepsis. ''Alfae'', svarede hun igen som for at rette på ham. Hun satte sin frie hånd i siden og sendte ham et overbærende smil. ''Lad os gå, jeg vil ikke stå stille hér hvor folk kigger'', hun nikkede mod enden af gyden, og selvom at ingen var interesserede, så irriterede det hende at stå stille. ''En alfae er nok nærmest hvad I mennesker kalder... Feer?'', hun smagte på ordet og rynkede kort på næsen. Hun var langt fra en fe med vinger. ''De kan magi på samme niveau som en magiker, men mere naturpræget...'', forsøgte hun at forklare inden hun trak på skulderen. ''De fleste bor i skovområderne. Men jeg er adopteret'', hun sendte ham et mildt smil, glad for at ingen løgn havde passeret hendes læber.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 16, 2022 21:23:08 GMT 1
Trods han stadig var mistænksom kunne han ikke lade være med at være draget af hendes fortælling. Noget af venligheden vendte tilbage i hans ansigt med hans næste ord: "Adopteret til Paris? Fra naturen?" spurgte han med et hint af medfølelse i stemmen. Han var ikke selv særlig glad for storbyens jagen og virvar. Han befandt sig bedst på havet, på Élouise, hvor han ikke kunne høre andet end vind i sine sejl og klukken af vandet mod kølen.
Regnet var lige så stille stilnet af og bag de sorte skyer på nattehimlen kunne man fornemme en smuk fuldmåne, der gjorde sit for at skinne igennem. Augustin fulgte hende, da hun begyndte at gå, men holdt sig tæt på hende, uden at røre hende. Det ville for andre ligne en far, der gik med sin teenagedatter. Tanken slog ham lidt omkuld og det var tydeligt i hans ansigt; Han ønskede sig jo et barn. Måske var det derfor han var så blødsøden overfor Angelique.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 17, 2022 11:35:25 GMT 1
Et vemodigt smil fandt vej indover hendes blege ansigt. Matthew havde gjort alt i hans magt for at holde hende i byen og i palæets ramme; hvor de vildeste vækster groede i hendes rosenhave og drivhus. Men alting var kurateret helt ned til valget af jord. ''Noget med at jeg er for svag til at leve med de andre alfaer'', svarede hun med et trækken på skulderen. Hun havde altid ønsket sig at se de høje majestætiske alfer, deltage i deres rutiner og ceremonier: være med til deres alfedans hvor intet menneske kunne stoppe med at danse igen. ''Hvorfor kender du til vampyrer?'', spurgte hun så, som hun slankede sin hånd ind ved hans albue som var han en gentleman.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 17, 2022 16:52:27 GMT 1
Augustin tog sig selv i at ville fortælle sin livshistorie til dette væsen, men stoppede sig selv før den røg over hans læber som orddiarré.
"Har du aldrig set dit hjem?" spurgte han i stedet. Det var for ham næsten utænkeligt med en skrøbelig barndom, hvor han selv havde modtaget så meget kærlighed og hengivenhed fra sine forældre, trods sin sygdom.
"Hvor gammel er du?" spurgte han så ganske bramfrit kort efter det andet spørgsmål. Han vidste at vampyrer stod stille fra de var bidt, rent udseendemæssigt, mon alfae havde en lignende tilstand?
Det var med fuldt overlæg, at han ikke svarede på hendes spørgsmål om vampyrer. Det var ikke hendes sag at vide, hvordan det hele var kommet til dette. Hvordan det hele var nærmest kulmineret i hadet, der brændte i ham som en klar evighedsflamme.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 19, 2022 17:55:15 GMT 1
''Mit hjem er hos min familie?'', svarede hun med en undren, for hun havde aldrig tænkt på at hendes alfae-krop kunne have et andet hjem. Hans ansigt syntes at mildne, om end ikke blive en anelse rørt. Hun ville ønske, at hun kunne læse tanker som nogle af de ældre vampyrer. ''Men jeg har aldrig set en alfae-lejr, hvis det er det du mener'', Angelique trak på skulderen og sænkede sit blik mod de små vandpytter der formede sig mellem brostenene. ''Jeg ved dog, at der findes en tæt på Pool, og ellers i det sydlige Frankrig'', hun slog blikket op som en fjeder og trak på smilebåndet. Det nye spørgsmål morede hende, for hun havde læst at mennesker blev omkring 80, og han var syg. ''Jeg er 124, men jeg bliver snart 125!'', svarede hun begejstret med et par matchende lange blinkende vipper. For en alfae, var det slet ikke så gammelt, og for en vampyr var det udemærket.
|
|
