|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 14, 2022 20:28:25 GMT 1
De første par dages jagt havde tærret på ham. Vant til at sidde bag et skrivebord, var Augustin ude af form og det havde nær kostet ham livet flere gange, fordi han blev dumdristig. Han var på randen af noget stort. En kæmpe vampyrrede her i Paris, der virkede til at være en slags... Ja, han turde næsten ikke tænke det, men en form for 'hoved-rede' hvorfra der sev ondskab ud i resten af verden. Der var imidlertid næsten ingen tilbage i hans korps af jægere, for alle han sendte derind, kom ikke tilbage og nu havde han ikke samvittigheden til at fortsætte.
En lugt af sved, urin, opkast og alkohol fik ham til at kløjes i sit eget spyt, som han stod der i gyden ved siden af den berømte turistfælde, der var Moulin Rouge. Han havde aldrig været inde, men havde observeret mange 'mistænkelige' dødsfald her ved bagudgangen fra stedet. Det var officielt derfor han var der i dag. Uofficielt fordi han var i dårligt humør og havde lyst til at slå ihjel. Dårlige nyheder på helbredsfronten, dårlige nyheder på (den ikke eksisterende) kærlighedsfront. Det havde bragt ham her de sidste par nætter for at se om han kunne få afdækket om der var en vampyrrede på Møllen. Det ville ikke undre ham.
Han skævede til sit armbåndsur. Klokken var næsten 1 om natten og den stille regn gjorde alle lyde dæmpede og våde. Måske han ikke fik bid i nat.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 14, 2022 20:59:51 GMT 1
Den lune trygge hånd som før så elegant havde guidet hende gennem de snørklede parisiske gader havde forsvundet brat. Mutters alene, skjult i en af de vamle gyder stod Angelique som en hvid flamme mellem fugtige vægge. Cigaretten lå hvilende mellem hendes lange og pegefinger, den eneste bestikkelse som kunne redde Gabriel fra hans pludselige forsvindingsnummer. Hun trak på smilebåndet; Matthew havde let klynget ham op og solgt hans indvolde for denne form for forædderi. Det gav hende lyst til at sladre. Men nysgerrigheden stak og prikkede i hende, hvilken undskyldning var hun mon idag? Den eneste instruktion som hendes bror havde givet hende, var at blive hvor hun var. Den andre hånd strammede sit greb om en elegant sort paraply, og med resolutte skridt begav hun sig på vej ned af den gamle gyde, ud i de mindre gader hvor hendes hæle klikkede mod gamle brosten. Alkoholikere, stofmisbrugere og alment fulde folk stirrede efter hendes kønne unge ansigt og de store blege uskyldige øjne. En Alfae var trods alt et sjældent syn og specielt en så bleg som hende selv.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 14, 2022 21:08:15 GMT 1
Noget hvidt fangede ham gennem mørket, der aldrig blev helt mørkt grundet neonlysenes svage skær. Det gik først op for ham flere sekunder senere at det var en lille pige. Han rynkede ubevidst sine bryn. Hvad fanden lavede en lille pige her? Hun så hverken forhutlet eller hjemløs ud.
Før han vidste andet havde han stirret på pigen i alt for lang tid til, at det ikke var creepy. Han rystede på hovedet for at få øjnene fra hende, men de fandt hende hurtigt igen. Hans helte-gen kunne ikke helt have, at hun var her helt alene.
"Mademoiselle, undskyld mig," Han talte med vilje meget høfligt til hende og gik ikke ret meget tættere på hende, men nok til at hun ville vide, det var hende han talte til. Han ville ikke fremstå som en gemen børnelokker eller lignende. Han var tværtimod nok den, der ville hende det bedst i denne gyde, sådan som nogle af de få sleazy typer kiggede på hende.
"Er De faret vild?"
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 14, 2022 21:26:42 GMT 1
Angelique vidste at de mange øjne fæstnede sig på hende som hun gik gennem de snørklede smågader. Hun sendte dem sågar et usikkert blik fra sine hvide øjenvipper af legesyge. Men hendes tanker kransede omkring gadernes fortid. Hun havde læst om disse brosten, og fantaserede sig tilbage til hvordan hjemløse, horer, tyve og spedalske ville drive desperat fra den ene ende til den anden i søgen på det trivielle guld. Nu gik hun her, en rigmandsdatter, en troldkvinde, en alfae og en vampyr. Iført skræddersyede klæder, som hun hårdnakket havde nægtet at bytte trods Gabriels insisterende. Men derfor kunne hun heller ikke bebrejde de dumdristige skridt fra den stakkels dødelige som havde bestemt sig for at være behjælpelig. Fra paraplyens kant, så hun på ham med sine mælkehvide øjne med et halvmåne blik som Prinsesse Diana havde været kendt for. ''Nej, jeg venter på min storebror'', svarede hun med en stemme der kimede som en lille sølvklokke. Der var noget ved manden som lugtede gustent, som en tilstoppet kloak. Det var sygeligt. Hun spidsede sine læber og lod paraplyens stang hvile sig på hendes skulder. ''Er du syg?'', spurgte hun så, det var ikke ualmindeligt at et menneske havde en mærkværdig lugt fra mærkværdige celler, men hans forurenede selv gennem den milde byregn.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 14, 2022 21:35:08 GMT 1
En klump dannede sig i Augustins hals, da han hørte pigens stemme. Han forstod først ordene flere sekunder senere og måtte igen ryste på hovedet for at bringe sig selv tilbage til verden. Hun var virkelig smuk, ja, unaturligt køn. Men selvfølgelig alt for ung. Hun mindede om noget hans room-mate engang havde kigget på i tv'et, der vistnok hed elvere eller sådan noget. Han var ikke helt sikker og hans tanker virkede til at være gået helt i stå.
"S-Syg?" spurgte han. Ja, gu' var han syg. Men det var normalt ikke noget man så på ham. Han var forfængelig nok (og fransk nok) til at gå en del op i sit udseende og udstråling. Han ville hellere bruge sin energi på at se nogenlunde frisk ud, end på at gøre sit arbejde ordentligt.
Endelig fik han kigget ordentligt på hende. Tog hele hendes skikkelse ind. Hun røg? Hun var på ingen måder hjemløs. Storebror? Han tvivlede. Hvad fanden lavede en pige som hende her?
"Mademoiselle, skal jeg ringe efter Deres storebror?" spurgte han og trak en håbløst gammel telefon frem fra lommen. Han ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis hun blev overfaldet og skamferet i dette kvarter.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 14, 2022 21:58:23 GMT 1
Den nydelige mands blik syntes at opsluge enhver fiber af hendes krop, og hun tillod hans åbenlyse fascination ved at vende sin krop mod ham. Hun solede sig i hans opmærksomhed. ''Ja, syg?'', spurgte hun igen med legende lethed i sin klokkestemme imens hun gengældte det undersøgende blik ved ligeså at tage ham i betragtning. Han var nydelig, som enhver franskmand i klassiske klæder og velfriseret hår. Hvad mon han selv lavede i dette skumle kvarter? Måske en spillegæld var hans lod? Hun hævede cigaretten til sine læber og tog et sug imens hun betragtede ham fiske den gamle Nokia frem. Det mælkehvide blik hvilede et sekund længere på det lille stykke elektronik inden hun sagte rystede på hovedet. ''Nejnej, han ved hvor jeg er'', svarede hun så imens hun brød ud i et af sine charmerende smil som kunne favne selv den stoiske Hera. ''Vil du gøre mig selvskab?'', bød hun i stedet, selvom at hun allerede nu vidste at han aldrig kunne blive et bytte.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 14, 2022 22:10:25 GMT 1
Augustin trak sin frakke lidt tættere om sig. Hvordan vidste hun, at han var syg? Hvordan kunne hun fornemme det? Det gjorde ham på samme tid utilpas og nysgerrig, hvilket gjorde at han trak sit cigaretetui op af lommen og fandt en frem. Han ville næsten automatisk tilbyde hende en, men tog sig selv i det. Hun var for ung til den vane.
"Deres storebror," spurgte han, "Er han inde på Møllen?" Han havde egentlig ikke brug for at blive banket af en eller anden buff guy, der skulle beskytte sin lillesøster, men på samme tid kunne han ikke lade hende stå her alene, så han tog hende meget let ved albuen og førte hende lidt længere ind i gyden, hvor stanken af opkast ikke var så slem, men hvor de ikke ville kunne ses fra gaden. Her var næsten unaturligt stille. Kun bassen fra natklubberne var tydelig i luften.
"Hvordan ved De jeg er syg?" spurgte han så og pludselig gik alting op for ham. Hendes udseende, hendes lave alder. Hun måtte være en af dem. Hans greb strammedes om hendes albue, ikke nok til at være foruroligende, men nok til at være bemærkelsesværdigt.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 14, 2022 22:28:36 GMT 1
''Sandsynligvis'', svarede hun ærligt. Hun vidste ikke nøjagtigt hvor Gabriel befandt sig, eller hvilken intention hans besøg havde haft, men bare at hun havde været en undskyldning for at komme bort fra palæet. Behjælpeligt, smed hun sin egen afstumpede cigaret fra sig samtidig som hun fremdrog en lille elegant sort-lighter fra sin lomme. Den var tarvelig og lavet af plastik, og hun havde stjålet den fra sin bror i håb om at kunne lokke endnu en cigaret fra en fremmed. ''Må jeg få en af deres cigaretter?'', spurgte Angelique sødligt, det kærlige smil havde knapt rokket sig fra hendes læber imens hun lod sig føre bort fra stanken af galde, tilbage til det sted hvor Gabriel først havde placeret hende. Hun skulle til at spørge igen, da hun følte hans fingre stramme sig om hendes albue og hun sænkede sit blik som forundrede det pludselige greb hende. ''Fordi De lugter af sygdom'', svarede hun samtidig som hun på ny hævede sit blik og mødte hans. Hun havde kun sorg tilbage for ham, som havde hun ondt af ham, og som han gjorde hende ondt ved at tage hendes albue.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 15, 2022 14:55:50 GMT 1
En hvislende lyd udgik fra ham før han fandt de ord han ville sige. Han følte sig nærmest forrådt af af hende, trods han ikke kendte hende.
"Du er en af dem, er du ikke?" Al høflighed havde forladt hans stemme og holdning og grebet, der havde været så fjerlet om hendes albue var nu en skruetvinge. Jo, han var syg og svagelig, men han havde stadig lidt kræfter i sig når han samlede sig. Og når adrenalinen ramte ham.
"Der er ingen storebror," konkluderede han, nærmest hævngerrigt over en forbrydelse hun endnu ikke havde begået. Hans tanker susede gennem hovedet. Kunne han overhovedet slå hende ihjel her? Det var for risky. Måske han i stedet kunne bruge hende til at finde frem til mere af reden. For trods han tvivlede på storebror-historien, så tvivlede han på, at hun var alene. Et sted i ham var også medfølelse. En lille pige som hende, bidt, sikkert mod sin vilje. Det var jo en forbrydelse.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 15, 2022 15:04:43 GMT 1
Hun så næsten ulykkelig ud som alt venlighed forlod ham. Hans ansigt gik fra sin milde bekymrede maske, til en af hårdhed som viste enhver rynke og krog som kun menneskekroppen kunne give de mest uheldige. En drilsk tanke kom snigende, og hun undrede sig over hvordan en sådan rynke ville føles for enden af hendes pegefinger. ''Hvad mener du?'', hendes stemme var forvirret og sødmen havde ikke forladt de klirrende ord. Mennesker kendte ikke til deres slags, tværtimod syntes de at blive forelskede og fascinerede af deres elegance. Men denne vrede, den havde hun aldrig oplevet før. ''Jo, min storebror findes'', svarede hun i største selvfølgelighed. Mandens fingre fortsatte med ukomfortabelt at gnave sig ind i hendes albue, og med sin overnaturlige styrke trak hun den til sig.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 16, 2022 17:40:56 GMT 1
"Vampyr," Han spyttede næsten ordet ud, som smagte det som sur eddike i hans mund. Det var ikke bare en konstatering, det var en beskyldning og bag ordet lå tydeligt en masse uforløste følelser og en lang historie af had. Der var intet han afskyede mere end de væsner, der havde smadret hans familie.
"Hvor er dine artsfæller?" spurgte han så, stadig lavmælt og hvislende, ildevarslende, "Din lille rede af beskidte brødre og søstre? Hvem har bidt dig?" Han havde mange spørgsmål og måtte af med dem allesammen mens hun var nogenlunde rolig. Hun kunne jo bare skrige. Hvordan ville dét ikke se ud? Men hun var vel heller ikke interesseret i at få lovens lange arm indblandet i dette.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 16, 2022 17:49:16 GMT 1
I stedet for at løbe bort fra den væmmelige mand, blev hun stående som beskyldningerne rang ned omkring hende som et skybrud. Hun kunne høre hvordan blodet brusede i hans årer, og hvordan lugten af sygdom syntes at blive forstørret indtil en sky af vammel dunst omgav ham. Hun fugtede sine læber, og lod sit hovede blidt falde til siden. ''Jeg er ikke vampyr'', svarede hun i alt ærlighed. Det var trods alt ikke en løgn, hun var en hybrid og hermed blandt andet en vampyr. Hun foldede blidt sine fingre om paraplyen og spandt den så vanddråberne strøg omkring dem. ''Jeg er alfae'', sagde hun så, uden at svare på hvor hverken deres rede var eller søskende. Han lød som om at han havde læst Dracula, og ikke havde nogen anelse om vampyrernes trang til ensomhed.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 16, 2022 17:54:33 GMT 1
Augustin rystede på hovedet og hans efterhånden gennemblødte hår rystede i sorte lokker ned foran hans ansigt, hvilket dog ikke var nok til at skjule hans had.
"Jeg er ligeglad hvad du kalder det," sagde han afvisende. Alfae. Det lød som noget en eller anden wannabe-fantasy-forfatter havde fundet på. Han havde aldrig været meget for fantasy, han følte han havde rigeligt i virkeligheden.
"Hvad er dit navn?" spurgte han så. Han havde ingen anelse om hvorvidt hun ville svare sandfærdigt, men hun virkede ikke som en af de skarpeste skeer i skuffen når det kom til at flygte. Han havde en snigende fornemmelse af, at det var fordi hun ikke var alene, men prøvede at skubbe den i baghovedet.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 16, 2022 18:02:21 GMT 1
Det lange lyse hår faldt i en kaskade ned over hendes skuldre, imens årvågne øjne betragtede enhver detalje af hans langsomt mere og mere panikstrikne ansigt. Hun følte ingen trang til at løbe, Gabriel var i nærheden og hun kunne let knække nakken på den unge herre. Derfor hævede hun blidt den hånd hvor cigaretten tidligere havde hvilet mellem fingrene, og rakte den mod ham. ''Angelique Darklighter'', svarede hun med et sødladent smil og et lille vippende fra sine skuldre som enhver artig og genert ung pige ville. ''Hvad hedder De?'', ordene var rolige, og ligeså var blikket. Hendes krop var det komplet modsatte fra hans, afslappet og uforstående. ''De ved vel om, at vampyrer og alfae ikke er det samme?'', spurgte hun mildt som en overbærende skolelærer.
|
|
|
|
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Jan 16, 2022 18:46:46 GMT 1
Darklighter. Navnet var ham bekendt. Han havde før hørt det sagt fra de monstre han afhørte. At hun var en af dem, fik det til at isne i hele hans krop og han trak sig lidt fra hende, dog uden at give slip på hendes albue, som han holdt nærmest krampagtigt fast i.
"Jerreau," præsenterede han sig brusk og kortfattet. Hun behøvede ikke hans fornavn - ikke at det ville hjælpe hende ret meget.
"Som sagt, jeg er ligeglad med hvad du kalder det. Du er ikke menneske," sagde han stålhårdt og rystede et par regndråber fri af øjenvipperne.
|
|
