Home... Sweet Home

Dagene i indenrigsministeriet havde været lange og opslidende på det seneste. Af en eller anden grund var den magiske premierminister mere på stikkerne, og det havde kostet overarbejde på kontoret en del aftener i træk. Cesare havde derfor forventet at Cleopatra var hjemme som hun normalt var på denne tid af døgnet når han var kommet hjem og havde tjekket på hende. Han plejede at gå ad gangen på første sal hen til hendes værelse og trykke håndtaget forsigtigt ned så han ikke vækkede hende og se hende ligge i sengen, yndig og smuk, så hans hjerte næsten knugedes ved synet af hende inden han havde lukket døren i igen og selv var gået i seng med tanker han forsøgte at skubbe fra sig. Hvor hun lignede deres mor. Det var svært nogle gange at holde ud.

Så da han var kommet hjem denne aften og var gået op ved midnatstid for at finde hendes seng tom havde det vakt uro og undren. Hvor søren kunne hun være? Han vidste at hun havde venner, det skulle hun selvfølgelig have lov til, men at de holdt hende oppe så sent brød han sig bestemt ikke om! En anstændig dame var hjemme før midnat, senest, og det skulle blive over hans lig hvis det gentog sig, det svor han! Der var jo alt muligt farligt derude, varulve og vampyrer eller daemons der kunne finde på at gå amok, ukontrollerede og uciviliserede som de skabninger jo var.

Han havde derfor sat sig til rette i den lille stue der lå for enden af den lange hall hvor han havde udsigt til hoveddøren. Han havde taget plads i en dyb lænestol og skænket generøst op af whiskey mens han sad og ventede i mørket, måneskæret strakte sig blegt ind over møblerne og skyggerne var skarpe og sorte som streger af blæk der var løbet ud over et stykke pergament. Bormholmeruret slog 1 og hun var stadig ikke hjemme. Det begyndte at syde i ham. Hvordan kunne hun gøre dette?? Hvad ville folk ikke tænke hvis de så hende ude så sent om natten?? Der ville blive snakket i krogene, folk ville ikke tage ham alvorligt som minister mere.

Da døren endelig gik bevægede han sig ikke med det samme. Der var søkket en del i whiskeyflasken og han måtte tage en dyb indånding for ikke at fare op. I det mindste var hun alene, hvilket han anså som et væsentligt plus point. Han afventede derfor hvilken rute hun tog og han gik op og fulgte hende lydløst ud i køkkenet som en skygge bag hende inden han tændte lyset. Det var næsten blændende i den lange tid han havde siddet i mørket men han formåede at blinke det bort mens han knugede whiskeyglasset i hånden.

"Hvor HAR du været?!" hans stemme hævede sig med det samme, kold og faretruende. I lyset kunne han se hendes mundering. Hvor billigt, tarveligt, usselt. "Og hvordan ER det dog du KLÆDER dig?!" han tog nogle hurtige skridt hen imod hende og greb hende ved håndleddet for at dreje hende rundt så han kunne se hende bedre og hans læber var krænget i en grimasse som om hun stank.