|
|
Post by Angelique Darklighter on Dec 18, 2021 15:45:34 GMT 1
Den lille dørklokke bimlede idet hun trådte ind i butikkens lune lokale. Hun kunne føle hvordan hendes døde hjerte slog hårdere ved tanken om en forestående uvant interaktion med en fremmed. Vladimir havde været ude af stand til at skjule sin morskab, da hun havde tigget som en lille tøs for at få lov til at lege stik-af-rend dreng. Men selvom at han i alt ærbødighed havde sagt ja, kastede Shades høje skikkelse en smal skygge på fortovet udenfor butikken. Ak og ve, om Matthews lille kerub blev udsat for så meget som et fingerpeg. Angelique svøb den hvide uldkappe nærmere om sine kniplingeklædte skuldre og gik mod den tomme disk. Lokalet var fyldt med eksotiske planter og fra loftet hang tusindvis af tørrede urter som et stjernetæppe af forskellige konstellationer. Hun lagde hovedet tilbage som for at finde tegninger i loftet, imens hendes lange lyse hår faldt ned af hendes ryg i silkebløde kaskader. Det dirrede i hendes fingrespidser for at få lov til at røre ved dem, kæle dem og få dem tilbage til livet. Havde det ikke været uacceptabelt, havde hun ønsket at dykke sine fødder ned i urtepotten med den eksotiske slyngplante, som et oversaltet fodbad. I farvevældet og sanseindtrykkende, glemte hun hvor hun var, og hvordan at hun så ud. Hendes læber havde skilt sig så hendes perlehvide tænder kunne ses, og kappen hang nu mere i hendes albuer, hun tænkte slet ikke på hvem eller hvad der kunne betragte hende.
|
|
|
|
Post by Percival Balthazaar on Dec 19, 2021 12:46:50 GMT 1
Percival havde forbandet den dag Angus havde lokket ham til at tage ind i butikken. Om morgenen. Og så på en højhellig søndag! Han havde haft to travle aftener i streg på klubben, nye danserinder der håbefuldt havde ansøgt om tiltræde, og to andre der skulle have sparket, eller rettere kniven. De lå nu i to sorte sække i baglokalet, spundet ind i tape for at holde på væskerne, som Angus plejede at sige var noget af det vigtigste når det kom til den dyrebare gødningsproces. Han forestillede sig at de langsomt gik i forrådnelse derinde i sækkene inden Angus puttede dem i jorden.
Nu stod han imidlertid og var ved at sortere øgleøjne, der skulle forestille at gøre en eller anden mindre kødædende plante glad. Det var en klam proces og han måtte flere gange skylle fingrene for at få slimen af. Den lille sølvklokkes bimlen blev derfor overdøvet af vandets plasken inden han slukkede for vandet, tørrede hænderne af og vendte sig for at gå ud i butikken. Her stoppede han op ved et sælsomt syn. En perlende bleg skikkelse af en ung teenager stod i butikken og så sig omkring som om hendes øjne slet og ret slugte omgivelserne og sugede livet fra dem til sig. Til at starte med boblede hans naturlige Daemon-modvilje imod alfae op til overfladen, men han havde lært at tøjle den i høj grad. Alfae var en stor kundekreds for Angus, og Percival vidste bedre end at afvise en potentiel indtægtskilde. Derudover lagde denne modvilje sig igen mens han så nærmere på hende. I hendes smil kunne han se de glimtende, skarpe hjørnetænder. En hybrid? Hun så lille og sart ud, som en bleg orkidé indkapslet i frostens blide favn. Han fugtede sine læber. Hvis hun var gammel nok ville hun være en stjerne ved stripperstangen.
"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han med et slet skjult smil.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Dec 19, 2021 13:52:46 GMT 1
Det føltes som at hun leviterede fra den altomspundne energi i rummet. De mange forskellige organiske materialer, fik hendes indre til at syde og boble som havde hun præcis indtaget skrækkeligt ondt blod. Hun sugede det grådigt til sig, imens de lange hvide fingre gravedede sig ind i hendes albuer til at huden blev kortvarigt lilla. Stemmen fik hende til at modvilligt åbne øjnene, så at rummet kom tilbage som en hvirvelvind, og hun tog et skridt bagud som at genvinde sin balance. ’’Hej’’, svarede hun genert, uden at smile selvom at varmen steg til hendes kinder. Det var da hun så ham, rigtig så ham. Hans hud skinnede som nyfalden sne ved morgengry, og hans øjne var ligeså mælkehvide som hendes. Angelique følte næsten hvordan pusten blev slået ud af hende på ny, og hun forblev plantet på de slidte brædder. ’’J-jeg skulle hente en pakke for Vladimir Darklighter’’, fortalte hun med en stemme som forrådte hendes øvede selvsikkerhed. Han var alfae. En ægte alfae. Hun havde læst så meget om dem, men aldrig spottet en rigtig én i virkeligheden. ’’Er det din butik?’’, spurgte hun så, uhæmmet og drevet af nysgerrighed, men forholdt sit delikate ansigt blankt og følelseskoldt.
|
|
|
|
Post by Percival Balthazaar on Dec 19, 2021 14:04:27 GMT 1
Det virkede som om hun havde fået et slag i ansigtet og han morede sig lidt over hvordan hun lod til at komme i ubalance da han kaldte hende tilbage til virkeligheden. Han lod øgleøjnene være og trådte ind i butikken hen til disken.
"Vladimir Darklighter, siger du?" han gik hen til pengemaskinen, en gammel oldsag som Angus insisterede på at fortsætte med at bruge til trods for at den sjældent kunne åbne skuffen uden at skulle have et brækjern til hjælp. Han greb ned i ordrebogen der lå på hylden under disken og bladrede lidt i den for at finde frem til navnet.
"Jo, hmmm, jeg er ikke sikker på at den er klar," sagde han lidt tvivlende mens han lod blikket glide over mængden af ting Darklighteren skulle have. Det var en lang liste. Han smilede skævt og rettede sine blege øjne mod hende. "Det er min brors butik, forstår De, frøken," svarede han både til hendes spørgsmål men også hendes eventuelle tvivl over hans formåen i biksen. "Jeg omgiver mig med lidt mere... kuriøse varer der hvor jeg arbejder." han lod blikket igen glide over hende, vurderende og interesseret. Hvis han nu bare viste hende stedet, måske hun så ville have lyst til at komme derind? Måske få en plads? Hun ville være en glimrende pendant til Cleo, mørket og lyset i en erotisk dans. Det glødede næsten i ham ved tanken.
"Jeg var sådan set på vej ud, måske vil du med derhen?" foreslog han.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Dec 19, 2021 15:05:01 GMT 1
Hans bevægelser fortryllede hende på stedet. Hans elegante bevægelser og den måde hans blege blik betragtede Vladimirs liste gennem de lange hvide øjenvipper. Angelique vil næsten vove at påstå at hun ligefrem beundrede den ældre alfae, og langsomt lod hun sine parader falde af fascination. Havde Vladimir ikke opmuntret hende til nysgerrighed? “Det ville ærge ham”, svarede hun imens de faldne hænder foldede sig nervøst bag hendes ryg og hun tog et par fjerlette skridt imod ham. Hun ville ønske at kunne dufte ham gennem den intoxikerende eksotiske lugt af søde vækster. Hun ønskede endda at smage ham, at slikke sin artsfælles sødmefulde blod i sig, og føle hendes retsmæssige arv. Angelique indså da at hun stirrede og sank straks sit blik i sin overnaturlige hurtighed. ”Er I flere?”, hun kunne knapt skjule sit pludselige lykkerus af tanken om at flere alfae ville holde sig i byen istedet for landets åbne vider. Tænk hvis hun kunne komme dem nær? Etablere et venskab? Tanken fik et lille underfundigt smil til at brede sig på hendes læber, i takt med at han spurgte hende om at følge med. ”Jeg bliver bare nødt til st spørge om lov først”, svarede hun med et hovedkast mod døren, men vidste næsten allerede hvad svaret ville være fra den stoiske dræber. ”Jo mindre de kan en omvej? Min-… chauffør bryder sig ikke om at køre til forskellige steder”, noget i hende frygtede at hvis alfaen lærte hendes ophav at kende, at de ikke ville betro sig til hende, Matthew havde trods alt bedt hende om at blive væk fra sin egen slags.
|
|
|
|
Post by Percival Balthazaar on Dec 19, 2021 16:53:40 GMT 1
Med sirlige strøg fra de lange, slanke fingre lukkede han bogen i og lagde den tilbage ned under disken inden han lænede sig dovent frem og foldede hænderne under hagen for at se på hende mere undersøgende. Hendes spørgsmål med om der var flere, havde han ingen anelse om hvad hun mente med, så han undlod at svare.
"Vi har nok varerne på næste torsdag," sagde han med et sødmefuldt smil til hende inden han lagde hovedet lidt på skrå og spidsede munden. "Jeg har en bagdør herude bagved. Vi skal lige igennem drivhuset dog," han tænkte at en vampyr nok ikke ville sige det store hvis de så jordbunkerne derude hvor han vidste en af gødningerne indeholdt en magiker der var gået i rigor mortis lidt hurtigt så hans hånd stak op og nu var blevet til en støttepind for en eller anden eksotisk rankeplante. "Kan du ikke starte med at gå ud og sige det lige tager noget tid, så har vi lidt at løbe på inden du skal være tilbage hertil?" foreslog han med et snedigt smil. Han kunne lide at hun tænkte på smutveje og genveje til en situation hun godt vidste hun ikke skulle være i. Det betød hun kunne sno sig om sandhederne, selvom hun måske var hybrid alfae. Hun ville være et pragteksemplar på en scene.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Dec 19, 2021 19:51:35 GMT 1
Det føltes næsten som at hendes hjerte slog et ekstra slag, da alfaens opmærksomhed truede med at svælge hende hel. Genert slof hun sit eget mælkehvide blik bort fra hans og lod sine fingre glide sirligt gennem det lange lyse hår. “Virkelig? Jeg har også et drivhus”, forsøgte hun kejtet, og følte straks lysten til at slå sig selv for panden. Det smigrede hende at han ville tage hende med ud i deres drivhus, det var trods alt en byalfaes hellige sted. Samtidig stolede hun blindt på ham, alfaes kunne trods alt ikke lyve, så han ville genuint vise hende sit sted. Et forsigtigt smil omkransede hendes læber inden hun så på ham og nikkede. “Men så må du hellere fylde en pose med ét eller andet”, svarede hun mindst ligeså snu som han, inden hun Med et par hurtige og fjerlette skridt stak mod døren for at meddele Shade at erindet ville tage længere tid. Hun ønskede næsten at hun kunne sende ham hjem, hun var trods alt sikker med sin artsfælle. “Hvad hedder du?”, spurgte hun som døren gik i bag hende. Denne gang var hendes kappe ordentligt placeret på hendes skuldre pg hun var sågar iført en gammeldags hat som matchede hendes outfit, hun havde glemt den og Shade havde venligt placeret den på hendes hovede, som den pligtopfyldende schæfer han var, som passede peæmiepudlen.
|
|
|
|
Post by Percival Balthazaar on Dec 25, 2021 15:17:39 GMT 1
Hvad i alverden lavede en vampyr med et drivhus? Well, hun måtte vel være god til botanik og urtelære siden det var noget hun brystede sig af, og apparently også bistod den store eliksirmester Vladimir i sine bedrifter, nok til at han lod hende hente sine ting. Det var første gang Percival havde oplevet det, og han havde ikke hørt fra Angus at det var hændt før.
Han gjorde som hun foreslog og tog en pose og fyldte i med nogle af de planter, som Angus ikke så ofte snakkede om men som sikkert stod ham ligeså kær som Percival selv. Alligevel blev disse ofret nu for en yndig puddel han måske kunne få til at marchere rundt i hans manegé. Hun kom tilbage og lignede et pust fra fortiden der var blæst ind ad butikkens hoveddør, fin og velklædt. Hun kunne blive en attraktion til det ældre publikum, uden tvivl, hvis hun lavede et show bygget op omkring nostalgi og romantiseringen af denne.
Han tog hendes hånd mens han bukkede og placerede et ømt kys på hendes håndryg.
"Percival Balthazaar, til tjeneste, frøken... Darklighter?" hilste han lidt tøvende, som for at spørge indirekte efter hendes navn, inden han førte hende med sig ud i baglokalet og de trådte ind i drivhusets klamme atmosfære. "Det glæder mig at du har tillid til mig og jeg kan vise dig et rigtigt arbejde."
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 2, 2022 19:00:30 GMT 1
Det fjerlette kys skød en varme gennem hendes arm og lod sig sprede i hendes bryst. Pludselig genert, lod hun et smil favne sine læber. Det var sælsynt for alle som ikke tilhørte den inderste cirkel af Darklighter familien. ’’Angelique Darklighter’’, svarede hun og nejede pænt som Isobel havde lært hende. Heden fra det klamme drivhus, slog hende som en cumulus. Taghøje grønne vækster i alverdens farver og former slængte sig dekadent over den høje tagkonstruktion. Hun måbede, og selvom at hendes eget drivhus var langt mere elegant, værdsatte hun de mange sjældne og sågar livsfarlige planter som fandtes i det indre miljø. ’’Jeg er bare glad for endelig at møde en artsfælle. Min Papa, har altid holdt vores slags borte’’, mumlede hun næsten utydeligt imens hun med det samme strøg mod et af de større bede, hvor hun lod en af de store planter slange sig om hendes hånd. ’’Er det ikke spild af blod?’’, spurgte hun uden at ligge skjul på sin ærgrelse over lugten af den forrådnede kropsmasse nær hende. Hun havde læst at Alfae kunne være farlige hvis man gjorde dem ondt, men hun anede ikke at de brugte kroppene som… Gødning? Men der var meget om denne verden, som hun anså ydmygt ikke at kende til, da selv hun vidste, at ikke alt kunne læses i en bog.
|
|
|
|
Post by Percival Balthazaar on Jan 9, 2022 8:11:43 GMT 1
Et smil omkransede hans læber mens han fulgte hende med blikket og fornøjet så til mens hun lod til at tage drivhusets vækster og planter ind. Så hun VAR en Darklighter? Imponerende nok. Et sted i baghovedet måtte han huske at det kunne besværliggøre at få hende til at blive fast inventar. Hun lod til at have en sælsom, barnlig indstilling til sine omgivelser, som om alt hun så var nyt og spændende. Hvad hun mente med artsfælle fik han ikke nået at svare på ved hendes spørgsmål om spild af blodet og så en af kroppene ligge under mulden. Svampe var vokset frem over det halvt dækkede ansigt, som organiske forlængelser af den blege hud.
"Spild? Nej nej, det er faktisk godt, specielt hvis planterne skal være kødædende," svarede han og gik hen til den store plante der nød godt af den alternative gødning. "Det gavner også fermenteringen i jorden. Alting der forgår vender tilbage til live igen, men i en anden form." Han klappede den store plante der dovent strakte sine blade for at vise deres blodrøde underside. "Se? Den er rent faktisk glad!" han lo lidt. "Tilgiv mig, det er nu min bror der plejer at tage vare på planterne. Jeg er her blot for at hjælpe ham med at passe biksen fra tid til anden."
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 9, 2022 12:46:55 GMT 1
Der var noget i hans blik som ændrede sig da hun fortalte sit navn. Det var ikke ualmindeligt at folk blev mere agtsomme når hun gav sit navn, noget hun ellers var blevet frabedt af hensyn til hendes egen sikkerhed, men Percival virkede mere fascineret? Det fik en rislen til at løbe over hendes arme, da hun måtte indrømme at hun selv var mindst ligeså fascineret af ham. ''Blodet giver liv'', mumlede hun så lavt at blot en vampyr kunne hørte hende, hvor mange gange havde hun ikke hørt den sætning? Den var som prædiket i hjemmet, ved middage, ved skumringen, i hallen. Et sted fascinerede det hende blot, at blodet gik forud for vampyrerne og spredte sig ind i alfaesne allerhelligste. ''Jeg må ikke have farlige planter derhjemme'', svaredehun fascineret som hendes øjne kilede sig til det blødrøde blad. ''Det er derfor min onkel bestiller herfra'', det sidste var sagt mere i tøven, da det skulle ligne Vladimir at gro sine egne farlige vækster. Angelique kunne dufte Percival fra hans nærhed, og med en elegant bevægelse vendte hun sig mod ham. De stod nær, næsten så nær at hun kunne høre hans hjerte slå. I et øjeblik undrede hun sig hvordan en ægte alfaes blod smagte, var det salt? Sødligt? Han var intoksikerende, og hun kunne ikke holde op med at kigge på ham. ''Hvad arbejder du selv med?'', spurgte hun så, imens hun artigt foldede hænderne bag sin ryg for at følge med.
|
|
|
|
Post by Percival Balthazaar on Jan 10, 2022 12:38:30 GMT 1
Han forstod godt hvorfor hun ikke måtte have farlige planter i sit drivhus. Hun var jo en sart lille lilje selv, så hun ville uden tvivl få spist hovedet hvis hun fik én af de store kødædere, som den de holdt mættet ovre i hjørnet af drivhuset. Den havde ved et par lejligheder taget lunser af kroppene når de kom med dem, hvis der var gået for længe imellem den havde fået gødning. Det var en af grundene til at Angus var kommet på idéen med at bruge kroppe i mulden, og det havde gjort de farligste af planterne langt mere afslappede at være i samme rum med. Faktisk ville Percival gå så langt som til at sige at de var ved at være helt behagelige - men stadig kun på afstand.
Hendes spørgsmål til hans profession lod han svæve lidt i luften mens han med en let hånd bag hendes ryg, forsigtig ikke at virke for påtrængende, men samtidig heller ikke for vag, førte hende med sig igennem drivhuset.
"Mangt og meget, min ven," svarede han. "Måske mest af alt blod. Blodets brusen, blodets sensualitet, blodets levendegørelse af livet og døden i samspil med hinanden. Mine kunder er ikke meget anderledes end dem der kommer her," de standsede ved glasdøren der førte ud til baggården bag butikken, og hvorfra de kunne snige sig ud til en sidegade i markedet og forsvinde i retning af hans stripklub. "De søger og de skal finde, og hos mig er mantraet det samme, om end varerne er en kende mere," smilet favnede hans blege læber igen mens han lod blikket meget direkte glide op og ned ad hendes yndige form, "kuriøse."
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Jan 10, 2022 13:32:42 GMT 1
Det slanke hvide bryn skød i vejret da han fortalte om sin profession. ''Sælger De forbudte artefakter?'', spurgte hun nysgerrigt imens hun lod sig guide. Et sted længere ned ad gaden kunne hun se Shade stå lænet op af butikkens facade med sit solbrillebeskyttede blik spejdende henover pladsen. Hun skyndte sig nærmere Percival i håb om at hans blege skygge måske ville skjule hendes. Endnu engang noterede hun hans blik, hvordan hans blege øjne syntes at måle hendes om end ikke finde hende attraktiv? Hendes kinder blev varme og hun sænkede sit blik indtil at klubben udfoldede sig foran dem. Umiddelbart så stedet ikke ud til at være en butik for mørk magi. Hun havde næsten lyst til at tage ham ved armen, men stoltheden lod hende blot stå ved hans side. ''Det er vel ikke en antikvitetsbutik, vel?'', undrede hun sig, som hendes beundrende blik endnu engang tilfaldt ham.
|
|
