Bloodborn

Korridorerne gled forbi, tomme, udtryksløse, ligesom hans ansigt. Det var som om hvert portræt de passerede kastede bebrejdende blikke efter ham. Skyggernes stemmer var slørede men sigende. De havde set, de vidste, men han havde fået dem til at love ikke at sige noget, aldrig at sige noget, til nogen. End ikke ham selv, selvom han vidste hvad det betød når han lå alene og han mærkede deres strejf.
Hun var let, som bar han et stykke flydende silke i sine arme, og alligevel havde hun en tyngde på hans sjæl som en cementblok der havde hevet ham ned til bunden af havet. Han sagde hver gang, at det ville være sidste gang, men det var aldrig sidste gang. Det var som en magnet der altid trak ham til hende når han vidste hun var alene. Når palæet var stille. Når hun var hjemme fra skole og han vidste at Matthew ikke var i nærheden eller optaget.
Han tyssede blidt på hende og kyssede hendes pande som han hørte hende pludre lidt.
"Du fik lige et glas for meget, søde, vi er på vej til dit værelse," sagde han for at lukke munden på hende. Hendes bøn om blod efterkom han ikke. Hun var ikke i fare for at tørste hvis hun ventede til aftenen efter. Og han frygtede hvor mange kræfter hun ville få hvis hun begyndte at drikke nu.

Frygten greb ham næsten med det samme som han mærkede de små prik i hans arm. Normalt var det ikke noget han lod sig mærke af, men han kunne næsten mærke tanken om hvordan hun ville mærke resten af sin krop, efterdønningerne der normalt var når man havde haft en hed omgang lagengymnastik - for deres vedkommende på en sofa han skyndsomt havde drejet væk fra døråbningen så ingen havde set hvad der var foregået. Hendes lille krop, hans voksne fremtoning, deres kombination, hvordan han ikke kunne komme væk fra det når først det var sket, når først pulveret var blevet hældt i glasset og drinken indtaget af hende. Han blev altid fanget af de samme tanker og når det var overstået sad han lidt, tog sig til panden og bandede indvendig inden han bar hende tilbage til soveværelset.
Idag havde pulveret dog ikke rakt langt nok til at hun havde holdt sig stille, og at hun nu var vågen og prøvede at vågne mere ved at drikke hans blod gav ham et chok.
Hans arme løsnede deres greb og han tabte hende så hun landede på den bløde, røde løber der strakte sig gennem gangen.
"Angie!" udbrød han irriteret og trak i sin t-shirts kanter selvom det ikke hjalp meget for at dække de små huller der snart forsvandt takket være hans vampyrismes healing. "Vent til vi... er i sengen ok?" bad han hende og håbede på at hun glemte det når de var tilbage i hendes gemakker. Han stod lidt frosset og rakte blot en hånd ned mod hende uden den sædvanlige broderlige omfavnelse for at samle hende op fra gulvet, som var hun en skrøbelig vase.

Han var lige ved at ville trække hånden til sig men da hun endelig tog den måtte han holde den frem mens hun kom på benene. Det var tydeligt at se at hun ikke var tilfreds med hans behandling, men samtidig var han heller ikke tilfreds med noget som helst lige nu. Alt i ham sydede, en irritation over hvad hun bragte frem i ham, en sorg over hans handlinger, den skam det medbragte at han gjorde det igen og igen, når hun var hjemme på besøg fra skolen.
"Det rager ikke dig," sagde han irritabelt og slap hendes hånd så snart hun var på benene igen, om end noget vakkelvorn så hun ud. "Hvis du kan finde vej selv, så fint," han vendte hende ryggen og gjorde mine til at ville gå.