Academic Achievements

Erik havde siddet siden han havde sendt det lille telegram afsted med Androkles. Den store hare havde fundet vej tilbage og meddelt at telegrammet ganske rigtigt var blevet overdraget sikkert i de rette hænder uden nogen videre spørgsmål. Først havde han tavst afventet hendes ankomst, men som minutterne gled afsted, lange og stille, og lyset udenfor dæmpedes mere og mere. En usynlig fure i hans pande var trådt frem mens han skuede ud af vinduerne over universitetets arealer. Vinduerne var oplyst de fleste steder, orange, glødende øjne der kiggede med ham ud i tusmørket, der havde sænket sig nu. Han kastede et blik på det høje bornholmerur af mahogni. Hvor blev hun af? Havde hun glemt telegrammet?
Nok var hun distræt af og til, det kære pigebarn, men ligefrem at glemme noget så vigtigt som en besked fra ham... noget i hans indre snørrede sig sammen som det altid gjorde. Frygten for at hun havde fundet en anden, en på hendes egen alder, en person der ikke havde en autoritet over hende, kom snigende og knugede hans mellemgulv i et jernhårdt greb i samtlige minutter inden han endelig hørte det fine bank mod døren fra hendes små knoer. Han kunne genkende det som han havde hørt adskillige gange før, og en ro erstattede den småpaniske ængstelse da han hørte hendes ord.
"Ja, jeg-" begyndte han og vendte sig om for at se på hende men blev næsten slået i ansigtet som hendes frakke gled fra i præcis samme øjeblik og afslørede hendes skønne krop iklædt blonder og flæser, så kun meget lidt var efterladt til fantasien. Det var intet under at hun var hans øjesten, smuk og bjergtagende, dragende som en nedgravet skat der blot ventede på at blive blottet helt under hans kyndige hænder og værdsat til fulde. Han rømmede sig lidt mens han mærkede det nyligt drukne blod gav hans kinder en vis glød over synet af hende.
"Lennox, jeg..." han sank en klump og lod blikket falde til bordet foran ham hvor hans hænder flugtede skødesløst over nogle papirer, "Jeg har... bedt dig om at komme for... at snakke uddannelse - din uddannelse," fik han endelig fremsagt, ikke stammet men med langsomme, velberegnede ord og pauser hvori han kunne lede efter dem.

Erik sukkede og skævede et kort sekund til det lille kabinet med trælågerne, der skjulte det lidt mere syndige indhold end det normalt ellers gjorde. Han havde taget tingene til sit kontor fra sit hjem, for at have dem i nærheden hvis han skulle sende bud efter Lennox i tide eller utide. Det havde også været en måde at få tingene væk fra Rosalindes nærvær, inden de endelig havde fundet ud af hun kunne flytte ud. Deres tid havde været kort, kun 10 år, og denne gang var Erik sikker i sin sag, nemlig at Lennox var den rigtige. Selvom Rosalinde havde fået ganske fine karakterer og var avanceret til nu at være professor på Sigilius, havde hun ikke Lennox' flygtige sind og sprøde stemme, der kunne lamme hans døde hjerte igen.
Hans hænder flexede mens han stod lidt som et dådyr i en bils forlygter og så blankt på hende. Alt i ham larmede for at gå hen og gribe om hendes hofter som hun stod der ved bordet og uden advarsel bare tage hvad han ville have. Det var sjældent tanker som dem kom til ham, for det ville bryde den privatsfære han altid holdt op omkring sig, men lige netop idag var tanken der - og lysten - en forbandet, dyrisk lyst til at give pokker i sine egne principper og bare nyde hendes krop og varme indre.
Han måtte tage en dyb indånding og sukke tungt igen mens han dæmpede sine følelser til det laveste punkt de kunne nå og han rømmede sig igen.
"Ja, Lennox, din uddannelse, din tid her på universitetet er i fare, hvis vi skal... blive ved med at... at ses," konkluderede han til sidst og han trak sin stol lidt ud for at sætte sig og skjule den efterhånden tydelige ophidselse under bæltestedet.

Han var lige ved at være på nippet til at give slip og krydse afstanden imellem dem for at tilfredsstille sine lyster, men hendes ord og spørgsmål slukkede efterhånden gløden der var sprungt op og var blevet til en flamme der pressede en kende for meget imod buksernes søm og fik endelig vristet sig lidt fri af den ellers smukke vision der havde været foran ham i de korte minutter, indtil jakken lagde sig over hende. Det skulle vel ikke afvises at deres møde denne aften kunne ende med en lille salut nu hvor hun havde taget sig tid til at gøre sig i stand.
Han sukkede, denne gang træt og ikke for at dulme sig selv ned. "Lennie, hvis vi skal fortsætte... som vi gør, og som jeg er sikker på at du gerne vil - og jeg gerne vil for den sags skyld," han skævede til hende fra sine foldede hænder foran ham på den grønne skrivebordsplade, "så må vi ophøre dit tilhørsforhold til universitetet," afsluttede han med myndig og sørgmodig stemme. "Vi kan istandsætte en overførsel til Université d'Or hvor du kan fortsætte dine studier, og tage dine eksamener, men du kan stadig bo på kollegiet her på Sigilius, hvis du ønsker det, hvilket jeg, selvfølgelig, vil håbe du vil," han hævede endelig blikket fuldt og fast til hende og smilede lidt, men med blanke øjne. Det rev og skar i ham at situationen var blevet som den var blevet, men han mærkede sine følelser og vidste de var ægte, og havde vidst det siden første gang de havde uddelt kys under en af hendes første fester på universitetet. Lige siden havde han formået at holde det hemmeligt for Rosalinde, og selv indtil nu, efter deres brud, var det stadig ikke gået op for hende at Erik og Lennox havde haft en affære.

Erik blinkede lidt. Det var sært at høre hans nu eks-kones navn blive nævnt af hende. Det var ikke sket før og han håbede et eller andet sted at det aldrig skete igen. Han rømmede sig derfor og rettede sig en smule i stolen mens han så lidt mere alvorligt på hende, som den rektor han var og hun hans studine.
"Rosalinde er blevet fastansat på universitetet," forklarede han. "Du har vel haft hende i hendes prøveperiode her i de sidste par måneder, ikke sandt? Og nu har staben - og jeg - besluttet at hun får fast gang på remediestudier. Alt andet lige ville det selvfølgelig være mest fordelagtigt at du kunne fortsætte, men i og med at hun og jeg nu er..." han fugtede læberne lidt og tænkte over sit svar, "fortid, så ville det være mest passende, skulle du ønske at vi trådte mere frem i offentligheden, at du ikke studerede under hende - og nogen anden her på universitetet - da det ville skade integriteten for både dit og mit omdømme. Jeg tænker ikke kun på mig selv her, Lennox, jeg tænker også på dig og din lovende karriere. Du har jo din fars og mors butik, som du arbejder i, og dine evner indenfor tryllestavsmagning er sublime. Det ville være synd og skam at frarøve dig den plads hvis folk begyndte at snakke, det ved du vel," han mønstrede et lille sørgmodigt smil, en trækning i mundvigen og et blik, stadig præget af de blodige tårers glans men dog ikke nok til at de var begyndt at strømme ud af hans øjenkroge. "Det gør mig ondt, men vi har intet andet valg. Det ville selvfølgelig være bedst... hvis du helt standsede dine studier. Du er jo god nok, jeg har ikke noget kendskab til nogen tryllestavsmagere så dygtige som du er allerede. Du kan fint modtage diplomet, det skal ikke være et spørgsmål om det, hvis du gerne vil kunne vise certifikat på dine evner," tilbød han hastigt.

Han sank en klump langsomt mens han fornemmede hendes mening. Hun var en hård nød at knække når det endelig var, og det var noget af det han elskede ved hende. Hun lod sig ikke spise af med hvilken som helst undskyldning eller bortforklaring. Han havde fra starten af vidst at hun havde brug for at vide hvordan han var gift, og de ikke kunne ses sammen udenfor kontoret eller hvis han blev set i nærheden af hendes kollegieværelse måtte de have en god forklaring til hvem end der var vidne til hans tilstedeværelse.
"Er det... ikke det du vil?" spurgte han hende tilbage. "Være offentlig altså? Vi kan godt annullere udmeldelsen - selvom jeg allerede har kontaktet min sekretær angående papirarbejdet, som du kan se," han gestikulerede til papirerne på bordet imellem dem. "Jeg..." han tøvede ved hendes spørgsmål og for engangs skyld mønstrede han et smil i mundvigen, "... du er den jeg vil have, Lennie. Jeg har ladt mig skilt for at... at kunne være sammen med dig. Du skal ikke frygte noget, det lover jeg dig!" han rejste sig langsomt og følte at der var behov for at afkorte afstanden imellem dem, for at vise hende, for at forsikre hende om at hun kunne stole på ham. "Selv uden en uddannelse kan du sagtens overtage butikken, det er jeg overbevist om. Jeg vil gerne hjælpe dig det jeg kan," tilbød han og standsede ved bordkanten foran hende og lænede sig en smule frem for at stryge en lok af hendes hår fra hendes kind og bag hendes øre, en så flygtig bevægelse der betød så meget for ham, at han ville røre hende uden brug af handsker. "Og bare rolig, Rosalinde er... så meget ude af mit liv som hun kan være. Hun er nu udelukkende et professionelt bekendtskab," forsikrede han hende mens han lænede sig tilbage. Han kunne dufte hende, som roser og jasmin i luften omkring hende, sitrende, elektrisk næsten.

Erik forsøgte at finde en logisk forklaring. Nu han stod i situationen og hun blev fremlagt alle beviserne kunne han godt se at hans handlinger måske kunne betragtes som overilede. Men han syntes ikke de var forkerte, tværtimod gav de god mening på lang sigt at indlede deres officielle, formelle forhold så hurtigt som muligt, så hun også kunne udmeldes i samme åndedrag.
"Ja jeg... jeg tænkte at du ikke ville have noget imod det, min kære," sagde han lidt lavmælt mens han søgte hendes blik i håb om anerkendelse for hans handlinger ikke var negativ. "Det gjorde det nemmere at gennemføre de trin der skulle til. Og Rosalinde ved ikke noget," tilføjede han hurtigt og vred hænderne lidt da han hørte hende le.