|
|
Post by Catherine Lockwood on Oct 6, 2021 6:13:05 GMT 1
Donner Lockwood Elise LockwoodTid: Efter solnedgang Sted: Hotellets lobby Vejr: Regnfuldt Et brag rystede den lille rude i døren bag receptionens disk. Catherine havde smækket den så hårdt i, at man skulle frygte hun havde bagtanker om at udøve hærværk på sin egen ejendom for at få udbetalt forsikringspenge eller lignende. Det var dog ikke tilfældet. Smældet af døren mod dørkarmen var kommet sig af at hun i endnu et lille, kort øjeblik denne lørdag eftermiddag og aften, så længe hun nu end havde været vågen faktisk, atter for sit indre blik havde set en krøbling af en mandsling rode rundt i sit opkast på de smukke, ældgamle marmorfliser i Darklighterpalæet. Hun havde ligeledes modtaget beretninger fra pålidelige kilder, som hun ikke navngav, at han inden da var blevet set i nogenlunde intimt socialt samvær med en højgravid dulle der næppe kunne være mere end 16 vintre gammel. Sikkert en af Matthew Darklighters skøger, som han opdrættede til veritable tæver, så de kunne producere mere afskyeligt afkom og dermed endnu flere stykker legetøj til ham og hans omgangskreds af klamme mænd med alt for lange fingre. Selvom hun havde indvilliget i at sige ja til en aften i hans og Isobels selskab efter Donners tragiske hændelse, havde hun ikke meget til overs for manden, der betjente penge og kød som samme møntfod næsten. Nu stod hun imidlertid bag receptionsdisken i lobbyen. Victoria var på arbejde i London men hun kunne se op til baren der var lidt hævet over lobbyens grundplan, og betragtede Elise pudse glas mens nogle af hotellets gæster havde indfundet sig for en drink. "Sådan en ussel mandsling skal man lede længe efter," knurrede hun lavmælt til sig selv og åbnede kasseapparatet for at tælle efter om dagens omsætning stemte rigtigt imens hun kastede korte sideblikke mod svingdøren der ledte ud af hotellet. Hun havde sendt bud med Albert, den lille snedige familiar, der allerede var tilbage på sin plads på hendes skulder. Han havde fået en god portion spyfluer som tak for den hurtige levering af beskeden til Donner. Der var langt fra Edinburgh til Dunhaven, og Albert fortjente noget godt. Han var den eneste mand Catherine stolede på.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Oct 8, 2021 10:36:35 GMT 1
Donner var vågnet i sin sofa på kontoret, stadigvæk med lugten af opkast og lidt grums der sad fast i håret på ham. Han var vågnet lige i tide til at se Albert komme løbende indenfor under hans kontordør. Det kryb gav ham altid myrekryb, og i dag havde den også fået ham til at svede, fordi han huskede stumper og stykker af hvad der var hændt sidste nat. Han var ikke sikker på om han overlevede dagen i dag. Han vidste at der ikke var nogen mulighed for at flygte fra den skæbne, som Catherine havde pålagt ham.
Han havde sørget for at vaske sig lige så grundigt, som han gjorde, når hans bror kom på besøg med hans familie. Alt var blevet skrubbet og vasket med sæbe og hans hår var sat med et tykt lag voks, før han var gået over til børnehjemmets eget teleport-platform for at få sig transporteret hen til hotellet, hvor Catherine ville møde ham her til aften. Han fik hurtigt øje på hende – den tårnhøje kvinde – hvordan kunne man undgå at se hende? Donner ville ønske at han kunne undgå at se hende. Men hun var ikke til at overse. Han havde sved på panden, da han stod et par meter fra hende og bukkede sig ydmygt ned, ”Tante Catherine… Godaften.”
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Oct 8, 2021 11:54:04 GMT 1
Hvis han havde regnet med at vand og sæbe kunne vaske stanken af den ydmygelse af sig som han havde gennemgået, tog han grueligt fejl. Den hang i luften omkring ham som en sitrende, galdegul aura, og da Catherine havde langt flere minder fra den foregående aften, undlod hun ikke at anvende sine telepatiske evner så hans tømmermandssvage sind kunne få lov til at se hele scenariet genudfolde sig for hans indre blik i små bidder mens han nærmede sig hende, skridt for skridt til han bukkede foran hende.
Hendes læber var krænget tilbage i en grimasse der skulle minde om et smil men nærmere blev en snerren, som en hyæne der stod klar til at springe løs på et byttedyr med rejste børster.
"Godaften Donner..." fik hun presset ud mellem tænderne, hvor hendes hugtænder fremstod klare og glimtende i det dæmpede lys fra lysindfatningerne ovenover, art deco style lamper i bronze og skarpe kanter. Alberts kindbakker klaprede lidt utilfreds med stanken fra magikeren foran dem.
"Jeg formoder jeg ikke behøver at fortælle hvorfor du er her?" sagde Catherine øjenbryn hævet skarpt, som en fiskekrog over hendes øje.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Oct 21, 2021 19:00:13 GMT 1
Han bukkede så dybt at han frygtede at falde forover, men det var bedre end at skulle se hende i øjnene. Helvedeskvinden fra Lockwood familien – familiens såkaldte matriark. Han blev nødt til at rette sig op og møde hendes arrige blik. I et øjeblik overvejede han at gå stolthedens vej og prøve at stryge sidste aften hen, som en stor misforståelse. Men han vidste at han stod for skud, og han anede ikke om hans sidste time var kommet. Han faldt på knæ foran hende, så hårdt at man næsten kunne frygte at hans knæ ville blive knust mod gulvet, og han hev sig fast i folderne på hendes kjole, ”Undskyld, tante Catherine… af hele mit hjerte undskyld. Jeg ved at jeg gjorde vores familienavn til skamme… jeg vil gøre alt for at gøre det godt igen! Bare ikke… slå… mig… ihjel…” nærmest hulkede han tåreløst. Hans ansigt der før havde været tomatrød af anstrengelsen over at bukke sig dybt, var nu nærmere ligblegt af frygten for at miste livet.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Oct 22, 2021 11:55:43 GMT 1
Med en vred bevægelse trak hun sin kjole ud af hans - i hendes øjne - beskidte hænder, og hvæsede af ham, en dyrisk reaktion hun havde når folk kom for nær hende uden tilladelse. Det påtagede smil var væk og var nu en decideret snerrende grimasse over ham, hendes øjne glimtede mørke og kolde.
"Du!" ordet faldt hårdt som en dommedagshammer. Ikke engang hans navn ville hun ytre. "Skamme er ikke ordet, jeg har ingen anelse om hvad der gik igennem dit dødelige sind igår, men jeg kan fortælle dig at jeg måtte stå skoleret for vampyrfyrsten i mere end én forstand! Ydmyget for din opførsel! Skam er næsten for pænt til dig," hun spyttede på hans bøjede, nakke som han lå der, sunket sammen på gulvet i hotellets lobby. "Du er en skændsel for Lockwood-familien, en bylt af kød og blod der ikke formår at tænke længere end egen vindings skyld! Jeg burde flå dig fra hinanden, sene for sene, brusk for brusk, mens jeg tæller de gange du har bragt familien i unåde!" hendes stemme var hvislende men samtidig tordende. Langsomt falmede den snerrende grimasse dog og hun greb ned og samlede ham op i kravens nakke, som en kattemor med en kattekilling. Hun betragtede ham som han hang foran hende og hendes øjne skød lyn af ham.
"Alligevel er det ikke din dødsdag," sagde hun med en snert af skuffelse i stemmen inden hun slæbte ham med sig bag receptionen og ind ad en dør som hun smækkede i bag sig. De var nu i hendes kontor, pænt og nydeligt, lidt i stil med en gammel avisredaktørs kontor fra 60'erne eller 70'erne, ruderne tonet med UV-filterplast i en bleg nuance, så der faktisk virkede lysere derinde end inde i hotellets lobby. Hun smed Donner i en stol foran sit skrivebord.
"Det ser ud til at jeg faktisk stadig godt kan bruge dig lidt endnu," brummede hun små-irriteret over det faktum, at hun ikke bare kunne slå ham ihjel.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Oct 25, 2021 22:49:53 GMT 1
Donner var nær faldet forover, da hun trak kjolen ud af hænderne på ham – og han havde overvejet at kravle nærmere, men han var bange for at hun ville sparke ud efter ham af rent ukontrollerbart raseri. I stedet mærkede han den våde varme klat spyt, der landede i hans nakke. Han mærkede hvordan hans knæ rystede under ham, som han dækkede for sin nakke med sine hænder, af frygt for at hun ville flå hovedet af ham. Han kunne have skreget, da hun trak ham op i hans krave – men han forholdte sig stille og ligbleg.
”Brug-brug for mig?” gispede han, mens han klemte øjnene forvirrede sammen, inden det gik ind at hans liv var reddet af en eller anden grund, han ikke selv kunne sætte fingeren på endnu. Han mærkede hvordan svedet dryppede ned over næsen på ham, ”Selvfølgelig… Jeg vil gøre alt for Dem, tante Catherine! Alt! Jeg er brugbar… I går var en kæmpe fejltagelse. Jeg vil gøre alt for at gøre det godt igen.” Om han så skulle ofre sin førstefødte.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Oct 26, 2021 12:42:35 GMT 1
"Ti stille og lyt efter, for engangs skyld," knurrede Catherine mens hun cirkulerede rundt om skrivebordet og satte sig ned. Hendes lange fingre spredte sig over bordpladen i slående lighed med måden Alfred strakte sine ben på i tilfredshed. Han var hoppet over i en klynge af spindelvæv der hang på skrivebordslampen og var igang med at fortære nogle flere spyfluer fra Catherines gavmilde hånd. Hendes øjne lynede stadig og hendes ansigt var fortrukket i en stram grimasse.
"Jeg skal bruge dig til at holde øje med Matthew Darklighter," sagde hun uden videre omsvøb. Ved ordene syntes selv Alfred at stoppe sin mæsken af fluer og lytte efter. Det var en mærkelig besked når man tænkte på at hun selv var vampyr og nemt kunne holde øje med sin vampyrfyrste på afstand qua hendes prominente stilling. Men alligevel var der noget der stak under. "Snow-drengen er blevet hans protegé og han planlægger noget med Lockwood Orphanage. Jeg ved ikke hvordan det er gået under din radar, men jeg er overbevist om at han vil forsøge at overtage familiens ejendom på en eller anden måde. Slå dig ihjel og indsætte Snow som ny leder af børnehjemmet. Dette må ikke ske!" hendes ene pegefinger bankede i bordet så hårdt at fjerpen og blækhus dansede kort. Hun så spidst på ham. "Du har noget på ham gennem jeres... lille... business model," hun himlede lidt med øjnene. "Brug det hvis du kan, eller bed om stedfortræde hos ham for at gøre op for din... uduelighed igår aftes. Jeg er ligeglad. Jeg vil have nyt om hans gøren og laden så ofte det kan lade sig gøre, er det forstået? Nårh ja," et smil krængede sig ind i mundvigen, "og dit og Therezas yngel skal komme her til hotellet så JEG kan sørge for at det ikke ender i hans kløer!" afsluttede hun.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Oct 26, 2021 17:56:41 GMT 1
Donner lukkede munden i, selvom hans kæber var en trussel fra at klapre af frygt igen. Han nikkede til bedste evne, og lyttede så godt han kunne, mens hun fortalte ham hvad hans umulige mission ville være. Så hun ønskede at han skulle dø langsomt, frem for den hurtige død hun kunne give ham. Han skulle lide. ”Holde øje med Matthew…” det var håbløst, men alligevel nikkede han, ”Selvfølgelig. Jeg ville gøre alt. Alt.” Han kunne næsten ikke tro sine ører at Snow-drengen skulle være imod ham. Han var bare en simpel kok! Intet andet end det, og han ville aldrig blive hans arving!
Han rettede nervøst på tøjet, der nu var fugtigt af sved. Han ville under normale omstændigheder benægte at Thereza var gravid med hans yngel, men i stedet nikkede han lydigt. Han turde ikke andet.
”Jeg kan også gøre det af med ynglet, hvis det vil være en mere sikker løsning?” hans tunge og mund var tør, som sandpapir.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Oct 26, 2021 18:38:21 GMT 1
Catherine lod til at overveje muligheden for at Therezas kommende barn blev skaffet af vejen. Hendes øjne blev smalle som sprækker mens hun tænkte over scenarierne der kunne udfolde sig inden hun rystede på hovedet.
"Nej, selv hvis det bliver endnu en uduelig mandsling som dig, så lad det leve og bring det til mig," sagde hun. "Pigebarnet kan du selvfølgelig lege med som du vil, laver I flere afkom skal de dog også denne vej. Jeg planlægger ikke at have en børnehave, men de kan blive brugbare - specielt pigerne," mumlede hun lidt for sig selv mens hun rakte ud og strøg Alfreds behårede ben. Hans kindbakker raslede tilfreds over hendes tegn på hengivenhed.
"Når du er færdig her, tager du teleportationsplatformen i baggården direkte til Darklighterpalæet og snakker med Matthew. Gør dit for at vinde ham over, tilbyd ham flere af dine små englebasser, måske sæt en mulighed op for at du kan overvåge hans gøren og laden. Din niece Lucilla er tæt med ham ikke?" spurgte hun dernæst som om det var en selvfølgelighed. Hun havde set Lucilla et par gange hænge på Matthews arm til et par af festerne i palæet og havde lagt to og to sammen. Teenagepigens blussende kinder og hendes strålende blik op til manden havde ikke været svært at tyde.
|
|
|
|
Post by Donner Lockwood on Oct 26, 2021 20:20:51 GMT 1
Donner ville hellere se barnet dø, end at overlade dets skæbne til en tredjepart. Ville babyen få vampyrens gave, før han selv gjorde? Måske ville han dø før han kom så langt. Alligevel havde han ikke i sinde at modsætte sig Catherine foran hende. Han skar dog en grimasse, ved tanken om at pille yderligere ved Thereza. Det pigebarn voldte ham ikke andet end problemer længere, og nu hvor han var til grin på grund af hans fejltagelse med hende, så var han ikke sikker på at han ønskede at røre hende igen. Men han ville ikke slippe hende ude af syne – selvom hun blot var en teenager, så var han bange for at hun ville rode sig ud i noget, som ville komme tilbage og bide Donner selv i røven. Desuden var hun også gode venner med Moiran – og Moiran var nu en fjende han også skulle holde øje med. Åh, det gnavede i hans mave af det pres han følte. Det føltes som om alle var imod ham lige nu.
”Lucilla – hvem…” han kunne næsten ikke huske hvem i Faderens kvælende favn, Lucilla kunne være, indtil han huskede sin bror og den pige, som han for længe siden havde lovet væk til Matthew. ”Så vidt jeg kan huske, så har hun en praktikplads hos ham, så jeg går ud fra at de kender hinanden. Jeg tror ikke at Lucilla ved noget, jeg ikke ved.”
Han var ligeglad med det lille tøsebarn. Han ville ikke hen til Matthew NU! Der måtte være andre steder han kunne tage hen, end hen til Matthew.
|
|
|
|
Post by Catherine Lockwood on Oct 27, 2021 17:23:39 GMT 1
Catherine kunne se han var hængt op til tørre og nød at betragte sveden perle frem på hans grimme, rynkede pande. Det stank som var det gårsdagens alkohol der pressede sig ud gennem hans hudporrer. Tandhjulene knagede så det bragede inde bag hans triste blik. At han spurgte om hvem Lucilla overhovedet var, bragte hendes vrede lidt op i det røde felt igen. Eller måske orange felt. En tak højere end det havde været de sidste par minutter ihvertfald.
"Hun behøver ikke at vide noget, din imbecile idiot!" vrissede hun og rullede opgivende med øjnene af ham inden hun samlede hænderne foldet under hagen og så på ham med et næsten sukkersødt smil. Alfred kunne mærke hendes stigende irritation og frigjorde sig fra sit spind for at kravle over til hende og op på hendes skulder hvor han nussede hende lidt over halsen og i håret. Hun trak en hånd ned og trommede lidt i bordpladen med fingerspidserne.
"Jeg skulle bare vide hvordan deres relation var, resten klarer jeg selv. Jeg forventer at høre fra dig snarest, forstået?" sagde hun med et hævet øjenbryn. Hendes tonefald indikerede at mødet var afsluttet efterhånden. Des mindre hun kunne være i hans nærvær lige nu, des bedre.
|
|
