Out of the ashes and into the fire

Tid: Ud på eftermiddagen
Sted: Den centrale del af gågaden i markedspladsen
Vejr: regnfuldt

Dråberne strimlede ned over de buede glaspaneler, der hævede sig over markedspladsen, og sendte en sirlig strøm af lyd ud over den magiske bydel, skjult for menneskenes fordømmende og forundrede blikke, hvis de så hvilke væsner der færdedes dér og hvilke butikker der lå på markedspladsen. Lyset var dæmpet og æterisk, en svag glød overalt der fik facaderne til at virke endnu mere spøjse og skæve som de lå side om side, presset sammen, og med deres magiske egenskaber plastret på gamle skilte og magiske bannere, der blafrede af sig selv.

Midt i det hele stod Jonathan. Hans hænder klamrede sig omkring den brune lædertaske mens han så rundt med store øjne. Han havde gået i sine egne tanker denne eftermiddag, på vej hjem fra Paranormias hovedkvarter, og var endt inde under det buede glastag hvor markedet var startet som små boder med eksotisk mad og frugt indtil hans fødder havde båret ham længere ind, som om han gik igennem et tæppe af lyd og ind i en helt anden bydel næsten, som om han ikke havde lagt mærke til hvor i London han var.

Sandheden var at han ikke anede det lige nu. Hans blik gled både frygtsomt og nysgerrigt over alle facaderne og butikkerne og folkene der omgav ham. For mennesker var de ikke, langt fra. Han så levendeliggørelsen af  de utallige malerier og skitser han havde set i de støvede, gamle bøger i Paranormias bibliotek. Fae-folk med lysende øjne, daemons med horn og kløftede tunger, magikere i lange flydende rober og formskiftere der antog skikkelser af dyr for øjnene af ham. Selv stod han som naglet til stedet mens han så sig om og sank en klump. Langsomt vendte han sig for at kigge tilbage men markedet, eller bydelen, eller hvad end det nu var, syntes blot at forsvinde i det uendelig bag ham med endnu flere butikker og boder. Duften i luften var krydret, men der var også en sitren, som duften af elektricitet under et tordenvejr, ladet og klar til at springes, som om der flød energier igennem luften, han endnu ikke kunne se. Også de sædvanlige, spøgelsesagtige figurer fulgte rundt i gaderne, men dog uden at tage sig meget af ham lige nu, og det var på sin vis en trøst. 

Han stod lidt og sundede sig mens han forsøgte at komme til sig selv og afgøre om han skulle prøve at vende om og finde en vej ud, eller om han skulle begive sig videre. Han ærgrede sig over ikke at have set hvor han var gået ind på markedet henne, så han kunne notere adressen til når han kom hjem. Det ville have været noget af en opdagelse at kunne tage med sig tilbage til Paranormia: en magisk bydel - her! I London! Et eller andet sted undrede det ham ikke da han godt vidste at det magiske samfund havde visse enklaver hist og her, der skulle facilitere dets behov og institutioner, men det var svært når man endelig stod i det, at forholde sig til hvor stort det faktisk var, og hvor lille og undseelig man følte sig når det endelig gik op for én, at man bare var en brik i et spil, og modstanderen havde nogle brikker man hverken kendte til eller vidste hvordan man skulle forholde sig til.

Han stod derfor lidt som var han gået i baglås inden han tog sig sammen og slækkede grebet lidt om den brune lædertaske så han ikke så så forfjamsket og skrækslagen ud. Han rettede taskens skulderrem og korrigerede sin blazers krave, inden han med en dyb indånding langsomt begav sig videre ind i markedspladsens dyb.
Des længere han kom, des mere kunne han dufte og næsten smage den ladning der var i luften. Efterhånden så han også flere og flere magiske fænomener når der blev svunget en tryllestav og grønne flammer skød ud for at forme et eller andet levende væsen til stor jubel for en gruppe små børn med spidse ører og ravgyldne øjne. En kvinde kom med hele sit indkøb leviterende efter sig som om det var det mest naturlige i verden, en af genstandene en svævende kedel med et udefinerbart indhold og en ske der rørte rundt i den mens flammer gnistrede under bunden.

Jonathan forsøgte ikke at stirre for meget over det underlige syn men stoppede istedet op foran en butik med den kuriøse skrift på skiltet "Andromedius' Wand'ers". I butiksruden lå en enkelt, simpel tryllestav på en rosenrød fløjlspude. Var det virkelig en ægte tryllestav? Han kneb øjnene sammen og så nærmere på den inden han tog mod til sig og tog i dørhåndtaget. Det viste sig dog at døren var låst til trods for at han hev hårdt og stædigt et par gange. Det ville have været fantastisk at have fået en ægte tryllestav med sig tilbage til hovedkvarteret!

Han sukkede opgivende og slap døren inden han begav sig langsomt videre indtil han nåede en meget central plads i midten af markedsbyen. Her så han en stor rund skive i midten, som om pladsen var formet omkring den. Den var hævet en smule over brostenene og virkede næsten oldgammel med smukke indgraveringer og segl, som han kun genkendte nogle få af. Formen på pladsen mindede ham mest af alt om de gamle plaza'er i Rom, hvor der næsten altid stod en skulptur eller et stort, kunstfærdigt springvand i midten af det hele, hvor turister flokkedes for at tage billeder. Her var den runde skive tom og folk gik i en respektfuld bue udenom, mens statuer og fontæner var henvist til siden af pladsen inden vejen splittedes i flere retninger. Han stod og stirrede på den da et sælsomt syn udspillede sig foran ham. Luften syntes at slå en lang lodret revne over skiven og udvide sig, som en teltdug der bliver lynet ned og trukket til side. I sprækken gnistrede et blåligt  skær med en sitrende lyd mens to magikere trådte ud og ind på skiven. Flængen i luften lukkede sig bag dem som og alle fortsatte som om intet var hændt.

Måbende måtte han sætte sig på en bænk mens han så mod skiven. Fænomenet gentog sig et par gange og han gned også øjnene for at sikre sig at han ikke bare så syner. Nej, det var skam rigtigt nok. Der var sågar et par magikere, der trådte hen, gjorde et tegn i luften og flængen åbnede sig så de kunne træde igennem og forsvinde bort. Jonathan sank en klump og mærkede pludselig hvor tør i halsen han var. Hvad nu hvis han blev opdaget? Hvad nu hvis nogen genkendte ham?? Han vidste at Paranormias ansatte af og til blev opdaget af magikere og derfor måtte gå under jorden i et længere stykke tid for at undgå deres overvågning. Men her sad han, midt i den mest fantastiske, det mest fortryllede sted han nogensinde havde oplevet, og så magi blive anvendt, let som en leg. Han måtte stramme sig selv an og lagde ansigtet i så neutrale folder han kunne inden han fiskede sin notesbog op af lommen og begyndte at notere diskret hvad han så og hvad han oplevede omkring sig. Han ville have alle detaljer med og begyndte sågar at lave små skitser af butikkerne, folkene omkring og de genstande de måtte bære rundt på som stod ud fra det normale.
Han fordybede sig mens han sad og så rundt, som en gadekunstner der var ved at lave et kunstværk.