|
|
Post by Moiran Snow on Sept 23, 2021 21:13:42 GMT 1
Hendes bid kom bag på ham og han mærkede de spidste hugtænder bore sig ind i hans kind, skarpt og præcist som en hugorm. Blodet fossede ud og han udbrød et dyrisk brøl af smerte mens han rev sig bort fra hende med en hånd over de to dybe sår i hans kind. Hans øjne lynede og han svang sin anden hånd for at stikke hende en direkte lussing over hendes kind med ryggen af hans knortede hånd så knoerne kunne ramme hende mod kindbenet og tindingen.
"fu*cking skøge! Din lille bastard! Hvor vover du at bide mig, din lille mide! Jeg skal sørge for at du skriger mit navn til du dør!" råbte han rasende med en stemme der raspede hæst af overraskelse mens han spruttede af arrigskab, bøjet sammen af vrede og smerte over biddet.
Hendes ulykkelige telekinetiske skrig var nået ud i periferien og havde endelig nået Matthew, der havde skubbet det lidt hen mens han afsluttede snakken med Donner hurtigt og guidede manden ud af hoveddøren mens han forsikrede ham om at han sendte Moiran hjem så snart de fandt ud af hvorend han var vandret hen i palæet. Derefter begav han sig med sikre, målrettede skridt mod væksthusene hvor han fandt døren på vid gab og lyden af stemmer indenfor. Han trådte langsomt ind i den klamme, fugtige hede i væksthuset hvor de eksotiske og magiske vækster rystede og skælvede lidt mens han gik forbi og i retning af lyden. Han så ind i et område hvor han kunne fornemme lyden kom fra og duftede både hans datters bløde, blide parfume, og Moirans musk. Han skubbede grene og blade til side så han kunne bevæge sig ind og så ganske rigtigt et optrin han ikke havde forventet at se nogensinde i væksthuset.
"Angelique, min kære, Mr. Snow, hvad foregår der?" spurgte han blidt i et uforstående men alligevel strengt tonefald mens han trådte nærmere. Blodet strømmede fra Moirans kind og hans øjne skinnede med et gyldent skær mens han så vredt på Angelique, der var presset op ad træet af den blodindsmurte hånd.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Sept 23, 2021 21:28:06 GMT 1
Lussingen ramte hende ubønhørligt hårdt. Den sang igennem hendes skalle, og brølede gennem hendes indre. Men hun var næste fri. Hun spyttede hans sure blod på jorden, en fornærmelse mellem det magiske folk, og specielt vampyrer imellem. Slaget havde fået hende til at miste den telekinesiske forbindelse til sin far. Den havde fået hende til at stå alene, o ghun vidste hvad hun måtte gøre. Hun greb sin egen hånd om hans håndled og gav sig til at knuge. Blodet dryppede fra hendes læber og ned på de hvide klæder, og gjorde dem klistrede og røde mod hendes blege hud. ''Jeg slår dig ihjel'', snerrede hun i en fattet tone, imens hendes egne nu hvide øjne mødte hans ravgule og det gik da op for hende, hvad han var. ''Køter!'', nåede hun at udbryde, idet Matthew stak hovedet frem mellem det tætte buskads. ''Pappa!'', ordene var lettede, og ligeså var det milde udtryk som straks trådte indover hendes ansigt, det som advarede om et kommende tudescenarie. Han forsøgte at vise mig et ritual, men jeg ville ikke, så han forsøgte at tvinge mig ved at sige at faderen tager hvad moderen giver, men jeg giver ingenting! Jeg blev nødt til at bide, hendes tanker var et kaos, et uorden og hun kunne ikke formå at tænke billederne frem, da hun holdt sin stirren med Moiran i frygt for hvad hans næste nummer skulle være.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Sept 25, 2021 15:37:47 GMT 1
Moiran skulle til at rase videre over Angelique og hendes angreb, da Matthews stemme fik ham til at standse brat op og slække sit greb så hun blev frigjort af hans hånd med det samme. Han vendte sig mod Matthew, rolig som en statue men med et sammenbidt ansigtsudtryk og rykkede bort fra vampyrpigen.
"Lord Darklighter, Deres datter angreb mig," sagde han. Sårene fra hendes bid i hans kind var tydelige tegn på konflikten imellem de to unge væsner. Matthew stod tavs og så fra den ene til den anden mens brudstykker af den netop overståede kamp imellem dem flakkede for hans indre blik mens Angelique forsøgte at forklare tingenes tilstand igennem sindet. Matthew forholdt sig afventende mens han så de sidste sekunder udspille sig og han sukkede stilfærdigt.
"Som regel ville jeg ikke afbryde en gengivelse af et ritual, men måske er væksthuset ikke det rette sted for sådan en demonstration, Mr. Snow," sagde han med et let hævet øjenbryn og gik imod dem begge. Han rakte ud og trak Angelique til sig med beskyttende hænder lagt om hendes skuldre mens han tog hende ind til sig og strøg hende blidt over det blege, guldspundne hår. Han så på Moiran med et lille træk om læberne. "Næste gang De er på besøg kan det være vi kan gå i kapellet, men da min tid er knap idag må det vente," sagde han. Moiran kunne ikke undgå at skjule et skælmsk smil.
"Selvfølgelig, Lord Darklighter," sagde han anerkendende og de sultne øjnes ravgyldne glød døde ud men efterlod dem ikke desto mindre med et hungrende blik på Angelique.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Sept 26, 2021 15:13:13 GMT 1
’’Fordi du angreb mig!’’, svarede hun igen alt imens hendes blik rettede sig mod Moiran hurtigere end et fingerknips. Det var uvant for Angelique at mundhugges, men uretfærdigheden bag hans ord tirrede hende nok til at svare igen. Hun var næsten ligeglad med konsekvenserne. ’’Næste gang så suger jeg dit ynkelige væsen tør’’, hun følte hvordan hendes hjerte galoperede afsted imens hun kæmpede for at begrave stridsøksen. Det var først da Matthew bragte hende ind i hans beskyttende favn, at hun vendte blikket bort fra Moiran og mod sin faders skjorte. Men hans ord huede hende ikke, og hun hævede straks sit nu tårevædede blik. De røde blodtårer, gjorde hendes øjne lyserøde, og selvom at ingen faldt endnu havde hun allerede formået at plette hans skjorte. ’’Jeg vil ikke’’, sagde hun bestemt, imens hendes fingre knugede sig om Matthews skjorte. ’’Jeg nærer ingen kærlighed til Moiran, han er frygtelig og han kigger på mig med dét dér blik’’, hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere knægtens glubsked, eller at Moiran’s hårdhændethed havde forskrækket hende. ’’Er det ikke det vores sind siger? At vi skal elske hinanden og være rare? Jeg kan ikke lide når han tager i mig’’. Angelique, var og blev frygtelig naiv.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Sept 26, 2021 16:39:21 GMT 1
Moiran kunne ikke undgå at grine lidt af pigebarnets ord. Han frygtede hende ikke det mindste, tværtimod gjorde det ham mere interesseret i at få fat i hende, indsnuse hendes duft, de springende feromoner i luften omkring hende, som var hun fanget i en evig dunst af kødelighed og ungdom. Han klukkede lidt bag en blodig hånd men hans udtryk skiftede til mere myndig og alvorlig mens han så på Matthew og mødte vampyrfyrstens isblå blik.
"Mr. Snow er måske lidt hurtig i sin fortolkning," svarede Matthew blot med et let hævet øjenbryn. "Men faktum er stadig at han reddede dig fra sollyset på Lockwood, og du skylder ham en gave som tak," påpegede han mens han til stadighed strøg hende over håret. "Vi kan aftale en dag i næste weekend, Mr. Snow, vil det passe dig?" spurgte han og Moiran nikkede smilende uden at tøve.
"Selvfølgelig, Lord Darklighter," sagde han med et skælmsk glimt i øjnene inden han med et buk forlod væksthuset for at komme tilbage til børnehjemmet via teleportationsplatformen, og efterlod Matthew alene med Angelique i væksthuset.
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Sept 26, 2021 18:15:31 GMT 1
Matthews ord fik hende straks til at skule til ham, på trods af at hun stadig stod med sine hænder knyttede ind i hans skjorte. “Jeg skylder ikke Moiran noget som helst”, svarede hun fornærmet som hun lod sine hænder falde fra Matthew og tog et skridt tilbage. Det var som at alle planterne åndede lettet op idet Moiran forlod væksthuset. Hun foldede sine arme tæt over sit bryst og hævede et øjenbryn, men først efter hun havde gnedet sig hårdt i de tårevædede øjne. “Pappa, nu må du ikke blive vred men jeg skal fortælle dig hvad som skete på Lockwood”, hun kunne ligeså godt komme til kortene. Matthew vidste trods alt at hun smugrøg med Gabriel, eller det var hun et sted sikker på. Hun gled tog et skridt baglæns og lænede sig mod træstammen, hun følte dets brogede ryg mod sine fingerspidser og hendes fødder var solidt plantet i det mørke muld. “Jeg fandt biblioteket, og Moiran kom til at brænde mig med en cigaretæske, du ved sådan en sølv én der reflektere solen? Jeg var også dum at jeg kom så nær vinduet, men jeg vil bare gerne have en cigaret”, hun trak på skulderen men hendes blik veg ikke fra Matthews, selvom skammen lyste i hendes kinder. “Men han vil kun bytte mod at jeg viste mine….”, hendes stemme døde hen som hun gjorde en akavet bevægelse med hånden mod sit knaptværende bryst.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Sept 27, 2021 5:16:10 GMT 1
Matthew ventede til Moiran var udenfor hørevidde inden han gik hen og satte sig med foldede hænder på en lille støbejernsbænk under træet, der dirrede af glæde over samhørigheden med Angeliques væsen. Han havde altid forstået at hendes alfae-natur måtte fodres med dens oprindelseskraft fra skoven, hvilket var en af grundene til at udvide væksthuset fra blot at være et lille botanikum til nu at være flere store rum med kupler og vandingssystemer og plads til at hun kunne gå rundt og nippe visne roser og blegnede blade af i sit eget tempo. Han nød at se hende i sin dans mellem rækkerne af planter og gevækster.
Han betragtede hende observant, plettet af blodet og med skamlysende kinder der næsten gjorde blodpletterne til skamme selv, og forsøgte at undertrykke et smil. Det lød vældig meget som noget Moiran kunne finde på. Han sukkede og drog en lang, slank hånd gennem det ravnsorte hår mens han så eftertænksomt på hende.
"Er du sikker på at han gjorde det med vilje, min engel? Den dreng har jeg sponsoreret fordi han har en lovende fremtid foran sig," sagde han så. "Han har aldrig vist tegn til at være problematisk anlagt."
|
|
|
|
Post by Angelique Darklighter on Sept 27, 2021 7:32:11 GMT 1
Angelique kunne ikke undgå at notere det lille underforståede glimt i hendes faders øjne. Han morede sig over hende, ognsånpå hendes bekostning! Hun skulede til ham kort inden hun på ny sænkede sit blik Tim jorden. “Men jeg gjorde det ikke”, snappede hun imens hun foldede sine arme over sin torso som en omfavnelse. Den fine silkekjole som før havde været hvis, var nu plettet med varulveblod. “Jeg tror ikke at han brændte mig med vilje”, lød det så mere forsigtigt fra hendes. Hun havde hævet foden en anelse og lod tåen forme mønstre i den fugtige jord. Hun kunne næsten ikke se på ham, hans mørke væsen som så næsten menneskeligt ud når han morede sig. “Men du må forstå at jeg også var i en situation, hvor jeg havde gået fra min plads og desuden forsøgt at bumme en cigaret fra et børnehjemsbarn, jeg kunne ikke just tale imod ham da han påstod at have reddet mig”, hun hævede et bryn men stirrede stadig ned i jorden. Hun faldt hele situationen frygtelig akavet, men det beviste også blot endnu engang hendes problem med at holde hemmeligheder for Matthew - hun kunne ikke. “Så nej jeg skylder ikke Moiran noget som helst, og han er frygtelig ulækker. Han lugter, og han er irriterende og han vil hele tiden røre ved mig”, hun stod stille imens hun forsøgte qt udtrykke sit dislike mod manden.
|
|
|
|
Post by Matthew James Darklighter on Sept 28, 2021 15:59:05 GMT 1
Matthew sad med hænderne foldet foran sig mens han så på hende, så hendes skam, hendes forsøg på forklaring, og han nikkede næsten usynligt for at vise hende at han forstod. Han rykkede sig lidt på bænken og klappede den let med en slank hånd, fingrene rørte knapt det kolde støbejern der var svunget som grene og foliage.
"Kom og sæt dig min pige, og lad mig forklare dig lidt mere," sagde han med en myndig mine der ikke indbød til undskyldninger for ikke at efterkomme hans ønske. "Jeg tror den unge Moiran er meget interesseret i dig, og hvis jeg ikke vidste bedre er din afvisning af ham måske også et ønske om at lære ham at kende. Du ved, vi siger nogle gange det modsatte af hvad vi mener, ikke?" forklarede han efter lidt tid for at illustrere hvad han mente. "Et ritual imellem jer ville måske ophæve de spændinger, tror du ikke?" foreslog han.
|
|
