Silk & Green Lilies

Det var et af de sjældnere besøg i palæet hvor Donner havde fået en invitation - uden at Thereza havde spurgt om det på forhånd. Og i samme ombæring havde Moiran fået besked på at komme med. Af hvilken årsag var han ikke sikker på, men han var også en kende ligeglad. Han var alligevel ofte i Darklighterpalæet og tjente sin mentor godt. Hans forhåbninger om at kunne udbrede mere og mere af Adonums 5. Sind på Lockwood Orphanage gik nogenlunde, men det var stadig svært at inkorporere det i hans dagligdag, når Donner krævede så meget af ham. Det var hovedsageligt når han havde fri at der var tid til at lege rundt med tøsebørnene og den slags. Han havde endda fundet en passende tekst i en af religionens glemte skrifter, som Lord Darklighter havde oversat åbenbart, og fået den til at passe til når han slagtede sine lam, og tilberedte dem. Selvom det ikke kunne blive mere end en messen mens han gik rundt om kødgryderne i køkkenet med de andre køkkenassistenter omkring ham, så var det høj og tydelig tale når han var alene i slagteskuret bag børnehjemmet, og luften var tung af røg og alkoholdunst.

Han var i dagens anledning iført en lys skjorte med de øverste knapper åbne, sorte bukser og det bølgende hår i en lille hestehale bag nakken. Det var ikke galla, men det var godt nok til et forholdsvist uformelt besøg i palæet. Donner og Matthew var forsvundet ind på kontoret, og skulle snakke om noget økonomisk. Donner havde svedt som en tordensky, mens Matthew havde været sit sædvanlige afslappede selv overfor manden, han elskede at torturere. Moiran havde taget en gåtur rundt om palæet. Den kæmpemæssige bygning tog tid at navigere omkring men han kom om til haven og han så væksthusenes blege glas, tydeligvis beskyttet mod uv-strålerne, der var dødelige for palæets beboere. Gruset knasede under hans sko mens han gik ad stierne i den nydelige have, over mod væksthuset og trådte ind. Varmen derinde ramte ham som en halvkvalm mur blandet med duften af eksotiske planter og fugtig muld. Han stod lidt mens han betragtede planterne og var ligeglad med døren bag sig stadig var åben, imens han gik længere ind langs rækkerne af høje gevækster. Dog fangede en bevægelse hans blik. Var det et spøgelse i det fjerne?
Han rynkede panden og gik i retning af den blege skikkelse. "Hvem der?" spurgte han en anelse både vagtsomt og nysgerrigt. Spøgelser var ikke hans kop te, men samtidig kunne han vel bare gå igen hvis det var sådan ét.

Moiran gjorde store øjne da han så hende, i ganske egen person, og her i væksthusets blege skær og dampende varme lignede det at hun selv udstrålede sin egen strålekrans. Hendes væsen var lyst som en perle i en muslingeskal belagt med perlemor. Energien pulserede i luften omkring hende mens sprøjtene fra hendes bestøver frigav mild støvregn i luften. Det var som om dråberne dalede langsommere i hendes aura. Han stod et øjeblik og følte sig for første gang forstenet og mundlam inden et smil sneg sig over hans læber, bredt og dyrisk.
"Nå så det er her nymfen holder til," sagde han drævende mens han langsomt begyndte at gå længere ind i væksthuset på behørig afstand af hende men i hendes retning ikke desto mindre. Han havde ikke i sinde at følge hendes ordre, og hun var helt alene.

Han smilede smalt som han nærmede sig der hvor hun var trådt ind imellem virvaret af planter. De var næsten som hendes kompagnoner, og foldede deres plade for at skjule hans videre færd, selvom det ikke ville holde ham meget tilbage.
"Tsk tsk, frøken næsvis, jeg troede ikke dine tanker ville være sådan et sted," sagde han med en lille latter i stemmen inden han skubbede planterne demonstrativt til side og så hende inde under nogle af de høje palmer, hvor det blege lys var skærmet af de kæmpemæssige blade der rakte højt op og næsten fungerede som gardiner for vinduerne. Hun var som en klar, hvid flamme i midten af muld og knortede stammer. Luften var trykkende, dirrende nærmest mens han kom ind under planternes skygge.
"Hvis jeg ikke vidste bedre måtte din far have glemt at opdrage dig i Adonums 5. sind, som han ellers lærer alt og alle i hans omgangskreds," klukkede han lidt underholdt af hendes tilbageholdenhed. Hun var et dådyr og han en ulv.

Det skæve smil veg ikke en tomme fra hans mundvig. Det adskilte sig fra Gabriels sædvanlige drillende smil og Matthews metaforiske rovdyrssmil. Der var noget andet over Moirans, det var mere som om intentionen et rovdyr normalt havde om at æde dets bytte lå meget direkte på krusningen i musklerne, der fik mundvigen til at krænges opad.
"Jeg tror at du tror alt for meget om ting du ikke ved noget om, smukke," sagde han hoverende mens han så hende forsøge at undslippe op i træet. "Vidste du at Adonums 5. Sind er det, der hylder kroppen og sindets fuldendthed mest?" han nærmede sig træet med langsomme, varsomme skridt, som en tiger der sniger sig ind på en gazelle på savannen. Han standsede ved stammen og lagde en hånd mod den. Han stod så nær han kunne uden at skulle op i træet. Smilet var ikke forstummet det mindste, tværtimod morede hun ham. "Jeg kan vise dig det hvis du vil? Eller din far har måske allerede indviet dig i ritualerne?" hans mørke øjne glimtede kolde og triumferende. Måske var hun ikke uden erfaring, hvilket, til trods for rygterne, var rarest i længden.

Uden megen elegance men til gengæld med en råstyrke i kroppen som skinnede igennem ham i disse øjeblikke, mens ulven slumrede uroligt under overfladen, sprang han op i træet, dog stadig på afstand af hende men nu indenfor rækkevidde. Hans lange, knortede hænder lagde sig præcist over stammen så han kunne støtte uden problemer mens han stadig smilede ad hende.
"Hvorfor trækker du dig væk, jeg er ikke farlig," sagde han med en stemme så falsk sød at man skulle tro han gurglede hals i aspartam eller stevia. "Hvis du ikke har været til et ritual endnu kan jeg vise dig hvordan de bliver udført," glimtet i hans øjne var frydefuldt og han nød legen med hende, men det skulle snart være slut. Der var ikke langt at række ud for at trække fat i hende nu hvor han også var oppe i træet, og han var nemt hendes overmand her i drivhuset.

"Ooh hohoho, så tøsen ved lidt om ritualerne, hva'? Jeg vil vædde med at han ikke kun har fortalt hvordan de bliver udført, mhmm?" gnækkede han med et bredt grin og greb endelig ud efter hende. De lange knortede fingre fangede hendes overarm i et stramt greb og han trak hende nærmere til sig. Duften fra hende, muldet mellem tæerne, lavendel og liljer i håret, var næsten berusende og hans greb var hårdt nok til at han kunne mærke det døde alfae-kød mases mellem hans fingre. Han stak hovedet nærmere hende og indsnusede hendes parfume, rasende ophidsende og glødende berusende. Den anden hånd strakte sig over for at lægge sig på hendes lår og trække det til side ligeledes. "Vi kan ellers godt udføre et ritual her, så længe vi siger den rigtige bøn først," knurrede han mens ulven i ham stadig sov men rejste børster i søvnen. Den ville ikke vågne før fuldmåne, men den påvirkede ham ikke desto mindre i situationer som disse.

Et glubsk smil bredte sig på hans sprukne læber som han holdt hende i sit stramme greb men istedet for umiddelbart at svare hende trak han sig ned ad grenen og sprang ned på jorden men han stadig holdt fast i hende så hun blev hevet med ned. Om hun slog sig eller ej var ikke hans problem. Nu var de på sikker jord igen hvor han kunne holde hende bedre fast end i træets virvar af grene, der syntes at give hende en underbevidst fordel. Sandt nok vedblev grenene at læne sig lidt mere ned imod hende, som for at beskytte hende, men det var uden en direkte trussel for hans forehavende. Istedet pressede han hende op mod træets stamme, med begge hænder i stramme greb om hendes overarme.
"Jeg tænkte det er nemmere at illustrere ved at leve sig ind i det, er det ikke, min blomst?" spurgte han og begyndte grådigt at placere kys på kys mod hendes pande og langsomt ned over hendes kind og hage mens han holdt hende fast. "Faderen tager hvad Moderen gladeligt skænker Ham, for Han er Vejen, Døden og Evigheden," hviskede han sagte for sig selv.