Drowsy Days

Ikke nok med at hendes nærvær gjorde ham vågen, så gjorde hendes ord nogle ting ved ham som han normalt formåede at holde under kontrol. Men måske fordi det var sent, han var sulten som bare fanden, og han havde en iver efter at få lukket munden på hende så han bare kunne sove, greb fanden ved ham. Hendes dunkende hjerteslag buldrede i hans ører som rasende krigstrommer og han kunne se alt fra halspulsåre til tindingens vene vibrere som en sommerfugls blafrende vingeslag. Ligeså pludseligt som hans hånd havde grebet hendes håndled, satte han sig op og greb hende ved skuldrene, trak hende ind til sig og plantede sine hugtænder i hendes hals. Blodet flød ind i hans mund og både forhindrede ham i at svare hende men samtidig også gav ham den ro i kroppen mens han mærkede hendes hjerteslag næsten glide over i hver fiber af hans krop og tilfredsstille ham. Det var så nært de kom når ikke templet kaldte på ritualer i ny og næ, men her sad han og knugede hende ind imod sin normalt kontaktfri sfære og tog den sidste mundfuld inden han vidste det ville påvirke hende negativt, før han slap hende og med et strøg af tungespidsen over sårene på halsen healede han kødet så det blot lignede to overfladiske sprækker der snart ville gro sammen igen. Han slap hende træt og nu mæt og faldt tilbage i sengen med et støn.
"Ingen har blod som du," sagde han mens han mærkede den livsgivende drik blusse helt ud i fingerspidserne og det sitrede i hele hans organisme.