Drowsy Days

Knirkenes havde langt fra afsløret ham, tværtimod var det hans stemme som sendte et gib igennem hende og fik hende til at se op. Grønne øjne fra det tunge pandehår stirrede på ham som var han først en indbrudstyv, men slappede mere af som de indså familiarteten i hendes husbond. Et dovent smil spredte sig på hendes pinke læber og hun lod bogen falde til badekarrets kant. “Er du allerede hjemme?”, spurgte hun imens hun satte sig op så at skummet føg omkring hende. Tidskonceptet var borte fra hende, der var kun mørke og lys, nat og dag. “Quinten sendte den med posten”, hun så kort på nogen hvis ene side allerede var vædet og slatten fra karrets vand. Hun elskede badekaret, det var tilpas dybt og langt for dem begge, og perfekt for at lade sig knuges af det skoldhede vand. “Vil du have noget? En kop et eller andet?”, hun lod bogen falde mod flisegulvet imens hun rejste sig. Han så træt ud, det langt lyse hår hang tjavset over hans pande og skjorten var ukarakteristisk krøllet ved buksekanten. “Har det… været en lang nat?”, spurgte hun så, som hun indså sin fejl.

På trods af at Eriks ansigt var som lavet af marmor, havde hun gennem årene lært at tyde de små gestikker; hvordan han flyttede sig fra det ene ben til det andet når hun rejste sig og hvordan overlæben kort krummede som et rovdyrs. Hun havde altid fundet hans vampyriske udtryk fascinerende og især hypnotiserende. Han var hendes caesar, en byste af skønhed og intellekt. Lennox følte det varme frotte mod sin våde krop, og hvordan stoffet syntes at suge alle dråberne til sig som en svamp. Hub lod sine øvede fingre tage det fra han, uden at røre ham men tæt nok på at hendes berørelse kunne mærkes gennem det bølgende frotte. “Årh det er en lille forunderlig sag”, svarede hun imens hun trådte ud af karet og følte hvordan hendes nøgne fødder blev mødt af den bløde bademåtte. Den var så forsigtigt placeret med gummidutter under, for hendes liv kunne være ovre så hurtigt ved blot den mindste ulykke. “Frankenstein, klassikeren”, forklarede hun uden at tage sig af vandet som havde skvulpet over badekarrets kant og overrumplet bogen som en tsunami. “Jeg havde næsten hellere læst et af de der sladderblade”, hun sendte ham et bredt og indforstået smil som hun trak håndklædet tættere omkring sig og gav sig til at gå ud i den lille gang med sine våde fødder der efterlod et spor på de gamle trægulve. “Jeg tænkte på at sende en kurv muffins som tak… Eller? Vin måske og pølse? Hvad tror du?”, hun vendte sig mod ham med et hævet bryn og panden lænet mod dørkarmen imens hun indtog synet. Hans blege ansigt syntes at stjæle hvert et lyst fra gangen, endnu en påmindelse om at han var alt andet end menneske nu.

”Årh men måske en vin er for stor en tak for en bog, og var det ikke noget med at de er afholdende?”, Lennox udtryk ændrede sig straks fra interesse til konfus inden hun trådte ind i det værelse som engang havde været Osberts, men nu husede alle deres klæder. Hun lod sine fingre stryge over Eriks jakker, de aldrende men alligevel yderst velbevarede renaissance klæder og hele vejen op til de smarte jakkesæt for nutiden. Hun havde ofte drillet ham med at han var sentimental og kontrær når han nægtede. “Måske vi kan sende en bog retur?”, foreslog hun selvom hendes fokus var gået tilbage på klæderne, specifikt præsteklæderne som hun kort strejfede, de duftede af æteriske olier og de gjorde hende glad. Lennox vendte sig da mod sine egne klæder og lod håndklædet falde. Hun valgte en løstsiddende sort kjole. Den var perfekt til hendes slanke krop og fik hende til både at se høj og moderne ud. Hun drog sit hår ud fra kjolens ryg så snart den var på, og nød silkestoffets følelse mod hendes nøgne hud. “Hvad tænker du på? Du ser ud som at du grubler, jeg kan se det i dine øjne”, hun skimtede ham i spejlet men vendte sig for at tage ham i øjemål.

''Virkelig? Je-'', talestrømmen blev afbrudt af et højlydt smæk nedenunder, som var det trækvind der lukkede de gamle egetræsdøre. Sjoskende skridt, klagende gulvbrædder og syngende dørknirk, blev snart efterfulgt af de hjemmevante smæk med køleskabsdøren og spisekammerets låge. Et slør spandt sig sagte over Lennox blik og hendes skuldre sank mod gulvet som tyngdekraften beordrede det. ''Hvor er mælken?'', kaldte en nyligt vågen Osbert fra køkkenet, højt nok til at få husalfens fødder til at løbe henover trægulvet, hvis nu at husets herre allerede havde lagt sig. ''Du bør forvandle ham snart'', hviskede Lennox, med ord som var de spundet af drømmenes spind og hendes indre var hult. Hendes fingre krummede sig på den ene hånd og mekanisk gav hun sig til at slå den mod sit øvre lår. Det var næsten en teatralsk bevægelse, som en gammel kirkeklokke der svajede langsomt og slog og slog. Og da, med et trylleslag syntes hvert et slør at gå bort, og hun så på Erik igen imens det dejlige drilske smil kom tilbage på hendes læber. ''Virkelig? Tør du møde Quinten i virkeligheden?'', hun hævede sine hænder og gav tegn til at det var noget uhyggeligt. I alt den tid Quinten og Freya havde ladet sig tilkendegive i familien, havde hun aldrig formået at få begge mænd til at være i samme rum på en gang. Lennox rettede sig op og gik forbi sin mand ud af den lille dør, hun kunne mærke ham så tæt på som vibrerede luften omkring ham. ''Jeg er sikker på at Freya vil være glad, vidste du at hun laver mad uden magi? Hun er sådan menneskelig'', hun samlede hurtigt den plørrede Frankenstein bog op fra badeværelsesgulvet inden hun begav sig ind i soveværelset for at trække de store tunge gardiner for de franske vinduer. 

Lennox brugte sine fingerspidser til at tjekke at gardinernes hjørner var lukket helt til så at intet lys ville stråle ind og sætte ild til Eriks krop som en vædet tændstik. Det var et omhyggeligt arbejde, og et som hun tog sig grundig tid til. ''Jaså? Hvorfor har du ikke sagt det?'', spurgte hun undrende, selvom hendes tanker gled tilbage til Osbert som hun endnu engang kunne høre skubbe og slå til køkkenlågerne. Hun huskede tilbage til dengang hun havde født ham. For tidligt, og gul og blå fra den hårde fødsel. Han havde været en stakkels lille skabning som hun og Erik havde måtte holde på skift for at undgå den traumatiske babygråd. Bortset fra at Osbert ikke havde grædt, men nærmest skreget som en pint hest så snart han ikke var blevet omfavnet og snakket til. Lennox blinkede, og indså at hun på ny var ved at falde hen. ''Hvem, Quinten?'', spurgte hun som hun vendte sig mod Erik på ny. Hun blev mødt af det sælsommesyn af den marmorbelagte krop, og selvom at hun havde set den så mange gange var den stadig ligeså dragene. ''Årh det... Det ved jeg faktisk ikke? Jeg har aldrig spurgt, men jeg tror at han noget ældre end mig... Freya sagde at de havde fået børn sent'', hun gav sig til at løsne de bundne gardiner ved hver træpost i drømmesengen, endnu en beskyttelse mod det skadelige lys. ''Hvorfor?'', hun satte sig ned på sin halvdel af sengen og åbnede Frankenstein bogen på ny. 

’’Hvis du virkelig tør at være i samme stue som min familie, så-’’, hun afbrød sin talestrøm idet hendes blik havde hævet sig fra bogen og indset at han allerede var på vej ned i den overnaturlige koma, der skulle holde hans krop sikker i dagtiden. Det undrede hende, at han pludseligt havde fattet interesse for hendes familie. Hvordan et enkelt møde med manden, i et blodritual, kunne gøre ham ivrig for at se dem igen. Et stik af jalousi gik gennem hende, måske Erik fattet interesse for Quintens blod? Hun lagde bogen på sengekanten og rejste sig. De havde altid været mystiske, den side af familien. Den måde de havde kommet dumpende på og insisteret på at være elskværdige og alligevel reserverede. Hvordan de syntes at have delt demens når det kom til familiens traditioner og minder. Lennox satte sig på Erik’s sengekant, selvom hun vidste at det var farligt. En sovende vampyrkrop kunne let og med et uvidende sind eliminere enhver fare for at forstyrre deres komaramte krop. Alligevel var det et trick som hun havde benyttet sig af i årevis, selvom det var lige farligt hver gang, for slet ikke at tale om Eriks formaninger og hysteri når han faktisk havde grebet ud efter hende. ’’Hvorfor er du så interesseret i Quinten lige pludseligt?’’, spurgte hun med smalle øjne imens hun lænede sig over hans krop så at spidserne af hendes lange brune hår fejede over hans overkrop.