Establishing dominance 2.0

Donner havde hørt at nogen bankede på hoveddøren. Lockwood Orphanage var stor, og underetagen var oftest meget mere rolig end overetagen, hvor børnene larmende legede, når det var for sent eller for gråt til at bevæge sig udenfor. “Hildegaard!” råbte han inde fra sit kontor, som var møbleret ganske antikt og varmt. Der var en sofa og en lænestol i det ene hjørne, en varm pejs og et skrivebord med Donners pragtfulde og komfortable stol på den ene side og to slidte stole på den anden, til de dage, hvor mulige forældre kom enten for at adoptere eller give deres barn væk.
Ingen reaktion kom der på hans kalden. “Hilde- åh for satan… Det pigebarn lister sig sgu også væk hele tiden…” han hev sig selv op fra sofaen, hvor han havde siddet og læst i den daglige avis.
Han rettede på sin skjorte og sit slips, før han åbnede døren og mødte synet af en ung og charmerende mand, “Donner Lockwood, kan jeg hjælpe Dem, unge mand?” spurgte han og klemte øjnene mistroisk sammen. Han var ikke så vant til at se mænd på hans trappe… ikke uden børn. Nogle gange kom der mænd slæbende på børn, deres kvinder havde fået uden for ægteskabet… men Donner kunne ikke placere ham her.

Donner tog imod visitkortet og klemte sine øjne en anelse sammen, for at læse skriften i aftenmørket. Da han var færdig vendte og drejede han kortet, som virkede noget så professionelt og… ærligt talt, så kunne Donner lugte penge. Donner kunne genkende en vigtig mand, når han så ham… og han synes også at firmaet lød bekendt. Det fik ham til igen at rette blikket mod manden foran ham, nu med et lidt mere imødekommende smil, som han havde hørt ham forklare at han ledte efter magiske etablissementer, han kunne sponsorere. Donner havde jo lige præcis sådan et – og det måtte han meget gerne sponsorere.
Donner åbnede døren mere op for manden.
“Det glæder mig også at møde Dem, Lord Darklighter. Beklager min tøven i at lukke Dem ind, men det er ikke hver stormfuld aften vi får en gæst uden et barn." hans blik var rettet mod ham, som han forsigtigt, men bestemt talte "Vi må tænke på sikkerheden først og fremmest - men jo, nu jeg ved hvem De er, så har De al den tid de ønsker” han slog en blød gestus med sin arm for at vise manden indenfor. Et par enkelte børn sad på det øverste trappetrin og kiggede ned på Matthew og Donner gennem gelænderets tremmer. Da de var kommet indenfor vinkede han manden med sig, og rettede kursen mod hans kontor, så de kunne sidde sig i sofaen og lænestolen og få sig en snak. Denne mand skulle bestemt ikke sidde på en af de slidte stole ved hans skrivebord.

Donner havde ikke rigtig noget at drikke på hans kontor - børnene fandt altid vejen til det og stjal det fra ham, så han havde låst det inde i hans sovekammer. Han satte sig ned i lænestolen og lyttede til Matthew. Han fangede ikke meningen til først, men synes det var mærkeligt allerede at tale om at levere et barn tilbage - jovist, det kunne jo ske at man ikke kunne se potentiale i det barn man adopterede, især hvis man kom fra en finere baggrund, som manden foran ham tydeligvis var. Men så gik det op for Donner, hvad manden var ude på og han hævede sine bryn ved ordene om et årligt sponsorat. Donner fugtede diskret sine læber og kløede sig så ganske kort i skægget, mens han overvejede sine næste ord. Var det en fælde?
Han rejste sig op før han talte, “Så De er interesseret i at… prøve børnene af, før De finder ud af hvem De ønsker at adoptere?” lød det distræt fra ham, mens han tog tæppet fra sin lænestol og hang det op over det levende billede af hans afdøde far, som kiggede tilbage på Donner med et misbilligende blik. Derefter vendte han sig om mod Matthew og stak begge sine hænder i lommerne, “Hvor stort et sponsorat er der tale om? Og er det piger eller drenge, De er interesseret i at adoptere?” så længe børnene kom levende tilbage til ham, så var det ham lige meget. Han var godt øvet i at brygge eliksirer, der fik børnene til at glemme og selv et par forglemmelsesbesværgelser, og han vidste også hvordan man udførte aborter, hvis det han forstod Darklighters intentioner korrekt.

Donner satte sig ned ved lyden om £100,000. Han måtte slå det ene ben over det andet og tage hånden for hans mund, for at skjule hans overraskede blik. Var der virkelig så mange penge i at løbe et børnehjem? Da hans far var død, havde Donner arvet hans fars store formue, men han havde fundet ud af at pengene ikke rakte langt, når ens levebrød var et børnehjem. Han havde tjent sine penge på diskrete metoder gennem de sidste år, men han havde aldrig troet at han kunne tjene så meget, hvis rygterne nåede frem til den rette person.
Hans blik limede sig grådigt til Lord Darklighters hånd, som han begyndte at skrive det tilbudte beløb ned på en check. Han havde knap nok hørt hans spørgsmål. Han nikkede, “En De kan se an?" De børn der gik her, var ikke ligefrem de mest fortryllende børn. Hans tanker kunne ikke lade være med at falde over på hans brors lille bastard datter. Lockwood familien kendte til hans brors lille sidespring med en fae, hvoraf resultatet havde været Lucilla. Lucilla var ikke særlig gammel, og hendes fae charme ville nok først træde i kraft, når hun blev ældre. Han slikkede sig om læberne "Tjo, jeg kunne vel… Jeg har lige fået en ny jeg kan skaffe ind. Hun er godt nok ikke på børnehjemmet, men der går nok nogle år før hun er klar,” han overvejede hvem han kunne tilbyde lige her og nu, "Men vi har Clara - Clara er en fryd for øjet og hun elsker at sidde i skødet på en. Hun har bare svært ved at sidde stille." Han blinkede en enkelt gang.
Han rejste sig atter og gik hen til væggen, hvor der hang et horn. Han fjernede en prop fra enden og placerede sin mund uden for hornet, så det blev fugtigt.
“Grimm, Clara - kan De straks komme til Forstanderens kontor?” Hornet, der stak gennem væggen, kunne bære lyden gennem stort set hele børnehjemmet.

Han nikkede og tog igen proppen af for at kalde, “Hildegaard, pigebarn! Få Grimm til at møde op på mit kontor” han skulle til at fjerne sit ansigt, før han igen lænede sig mod hornet, “Clara, ikke Emma.”
Han satte sig over i sin lænestol igen, og han smilte ved hans spørgsmål og rystede på hovedet, for at fjerne hans bekymringer. “Jeg har kun fået meget få henvendelser på mine børn i fortiden - omtrent tretten over en årrække, men af dem er der kun to der stadigvæk bor her - og dem fjerner vi bare fra dine overvejelser. De fleste andre er blevet adopteret væk, så det er intet problem. Vi holder også drengene og pigerne meget separate, så de forhåbentligt ikke laver noget med hinanden. Vi går meget op i renhed her på børnehjemmet,” han fugtede sine læber. Det bankede på døren og han rettede blikket mod døren, “Værsgo!” sagde han med en dyb og hævet stemme.
Ind trådte Hildegaard ind, Donners datter. Hun havde Clara med sig.
“Hildegaard, min datter. Stadigvæk ren og ledig, hvis De nogensinde skulle have interesse i et ægteskab - eller De kender en ven, der mangler en kone,” tilbød han ganske kort, inden han så kiggede på Clara, som blev skubbet foran Hildegaard. “Så, Hildegaard, jeg tror det var dét - vi vil gerne fortsætte mødet alene.” og med dét trådte Hildegaard ud uden et ord, men ikke uden at sende et sidelæns blik mod de to mænd.

Donner nikkede i enighed, selvom han ikke helt kunne forstå hvad han mente med at de kunne gå i stykker. Alligevel gik han ud fra at manden måtte have ret.
Han var dybt interesseret i hans snak om hans brors mulige interesse, men han nåede ikke at spørge ind til det yderligere, før Clara trådte indenfor og Hildegaard trådte ud. Døren var lukket til lokalet og luften var tung og stille. Det eneste der kunne høres var dem og den knitrende lyd fra pejsen. “Meget. Hun kan have et temperament, dog. Men det kan også være sjovt med en udfordring, ikke?” han smilede skævt. Clara trådte dem nærmere med en undertrykt utilpashed, gemt bag et lille smil.

Donner stod og så til, som Matthew tog sig af at kigge på Grimm-pigen. Han var tæt på at knytte sin næve i frygt for at hun ville vise sit temperament foran dem. Hun skulle være præsentabel.
Ved Matthews spørgsmål, rystede Donner på hovedet, “Hun har været under streng opsyn her på børnehjemmet - vi ved hvor vigtigt renhed er ved sådan et eksemplar.. For familien.” han vippede let på benene, mens han holdte øje med dem. Clara følte at hun burde løbe sin vej, men hun vidste hun ikke kunne flygte, så hun måtte i stedet håbe på at kunne stole på den fremmede. Hun satte sig op på hans knæ.